I Skibby Kirkes kor er der blandt andre kalkmalerier fra midten af 1300-tallet en bebudelsesscene med englen og den unge pige af god familie fra Nazaret. Han er stolt, selvsikker, bydende, han går herrebud. Hun er, med god grund, noget overrasket og holder højre hånd op for sig: Hvem? Mig? Det kan da ikke passe.
Mariæ bebudelse i billedkunsten
Broby Johansen skriver om denne fremstilling, at Maria er stolt og beæret, samtidig genert. Hendes hænder giver udtryk for nervøs tvivl og en på en gang afværgende og ydmyg holdning. (Den danske Billedbibel i Kalkmalerier, 1948).
Billedkunsten er i det hele taget utrolig rig på fremstillinger af denne scene, der jo da også er så bevægende, som en scene kan være. Den rummer på én gang den alment menneskelige erfaring om den gribende eller rystende oplevelse, at den ene af to har undfanget, det store øjeblik, hvor den anden modtager oplysningen om, hvad elskovsmødet har fået til følge, og det overjordiske i erklæringen om et under, der overgår al forstand og derfor ikke så sjældent afvises af mennesker, der mener, at det, der overgår deres forstand, ikke kan være. Det er en scene, der indeholder så meget og vækker så mange følelser.
Ikke mindst i italiensk maleri har disse mange følelser fremkaldt storslåede scenerier, fra Giottos gotik til industrialderens stupide postkort: strømme af småengle trimler ned ad himmelstigen, Gud Fader i det høje tilsmiler den lille unge pige, ærkeenglen er der med hele det himmelske udstyr, hun er så skøn, som den skønneste jordiske brud overhovedet kan være, og i den skønneste henrykkelse.
Men Antonello da Messina (cirka 1430-1479) har i sine bebudelsesbilleder vist en tilbageholdenhed, en enkelhed, der må betegnes som klassisk, skønt det er renæssance: Han maler et fint ungpigeansigt, nøgent og rent, og en afværgende hånd, som 125 år tidligere den navnløse malersvend i Nordsjælland. Underet er hos Antonello så stort, at det ikke behøver mere end skyggen på hendes hånd og lyset i hendes ansigt.
Digterne fortolkning af bebudelsen
Men digterne? Hvor er digterne? Har de overladt hele denne urmenneskelige og guddommelige scene til malerkollegerne? De førreformatoriske? Selvfølgelig ikke. Ingen ringere end Francesco Petrarca indføjer en canzone, stor i enhver henseende, i omfang så vel som i litterær tyngde og sproglig lethed, som afslutning på sit lyriske forfatterskab på italiensk, folkets sprog, ikke de lærdes latinske: O, skønne jomfru, sol er dine klæder. Den har nr. 366, netop så mange fandt han værdige til optagelse i den samling, der gav lyrikken i Europa dens plads som en genre for sig selv, efterlignet i århundreder.
Det er heri, vi finder den ophøjede forestilling om den, der i sandhed er mand og Gud, Marias førstefødte, han, der i og med Treenigheden er skaberen af alt det skabte, og som i Kristus vælger at dele vilkår og skæbne med dem, der er skabt i Guds billede:
Den sol som stærkest gløder,
blev du så kær den skjulte lyset i dig.
I strofe 5 hedder det videre:
Du ene Jomfru, eneste eksempel,
Som vakte Himlens elskov ved din ynde,
Som ingen ligned før og ingen efter,
Det var dit rene sind Gud lod forkynde:
Dit liv blir frugtbart levende som tempel.
150 år senere, 150 år nærmere Reformationen, måtte en af hans mange efterfølgere, florentineren Angelo Poliziano også hylde hende og med den samme store tanke:
O hellige jomfru, så ren du mødte
Din kærlighed, den sande,
Den konge der styrer himlen, du fødte,
Din brudesengs lande
Gav liv til den den gav livet,
Du den strålende rene,
Det skyldes dig alene
Hvad godt vi ser i livet;
Du er til trøst for dem, der lider savn,
Og for vort fartøj både vind og havn.
Tanken overlevede endog Reformationen, for hos den store svenske digter Carl Michael Bellman møder man den igen 300 år efter Poliziano:
Han som skabte hjertets kammer
Og som gjorde lungen ret,
Se, den luft han skabte, rammer
Selv hans spæde åndedræt.
Grå og lyse, alle dage
Har hans guddomsfingre talt.
Men fra nu af må han tage
Livets vilkår som de gjaldt.
Bellman er om nogen digter konkret.
Vi bliver nødt til at gå til de digtsamlinger, der ikke er tænkt til menighedens brug i gudstjeneste eller husandagt. Det gør vi heller ikke forgæves, for englens besøg hos den lille unge pige i Nazaret er alligevel for bevægende til at lades ude af betragtning. Adam Oehlenschläger så romantisk Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur og flyttede suverænt rundt på årstider og kirkeår:
Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen,
Da fødes det lille Barn Jesus igien.
Og i logisk følge heraf er Maria da også foråret selv, men ikke som den spæde unge pige, der får det i første øjeblik så chokerende bud fra Himlen, som den unge moder, der lægger ham ved sit fulde bryst.
Resten er ordmaleri, alle de farver og alle de spillende linjer, en Botticelli eller en Rafael kunne skildre med pensler, folder Oehlenschläger ud med ordene:
Øine, som Havet, dunkelblaae,
Bølgende Taarer i Øiet staae.
Haaret er Solens Straaleflod,
Kinden Morgenens Rosenblod.
Maleriets baggrund er ikke guld som hos 1300-tallets helgenmalere, men Ætherens Sølverflor.
Underet er altså ikke i første række det, at Gud Herren har valgt sig en jordisk brud for at kunne opleve noget af det, skabelsen har udsat skabningen for, alnaturen under årets gang, den nyvakte fuglesang, de hvide liljer, solens stråleflod, morgenrødmen, den sitrende luft, det er underet.
Grundtvig når samme skønhedsdyrkelse, når han ser pinseunderet i den sjællandske natur, eftersom det mindste, han har skabt, er stort. De har dog begge støvlerne solidt plantet på jorden. Oehlenschläger og Grundtvig er jordbundne, selv når deres digteriske skaben svinger sig allerhøjest, de ser mod himlen, men fast og hjemmehørende i tid og lokalitet.
Ingemanns bebudelse
Anderledes er det med Ingemann. Ganske vist er hans morgen- og aftensange mirakler af topografisk og kronologisk præcision, som hos alle store lyrikere fra Petrarca og fremefter, og Ingemann er just en af Petrarcas fineste danske disciple.
Morgen- og aftensangene er ikke bare intellektuelt nærsynede, de er også ægte poetisk naive: nu Sneglen med Hus paa Ryg vil vandre det er set med barnets øjne, så sandt som det er skrevet. Men Ingemanns forestillingsverden er uendeligt meget større end de fagre blomster små, der titte til hinanden. Den klarer uden videre både at overvinde tiden og stedet, det ser man i mesterværket Dejlig er Jorden, men helt kosmisk eventyrligt bliver det i hans digt Bebudelsen fra Blandede Digte fra 1845, der begynder således:
En Nat stod Gabriel i høiest Verden hist
Og overskued hele Himlen
Med Solenes uendelige Vrimlen.
Ingemanns opfattelse af verdensaltet er uendelig fjern og utroligt moderne, langt fra Tycho Brahe og fra Kopernikus, for den jord, han og vi og for atten hundrede og et par og fyrre år siden også Maria Joachimsdatter af Nazaret befinder sig på, får Gabriel til sidst øje på I fjernest Afkrog, I een af Mælkeveiens Taagestrimle, og i det øjeblik er det så, at Herrens røst taler til hans hjerte og sender ham af sted:
Hvor nys han saae et Blink i Rummets Grav.
Han saae Guds Herlighed paa Jordens Ø
Og knæled ydmyg for en jordisk Mø.