Prøv avisen
Kronik

Maria Magdalene er et billede på den nye kærlighedsrelation til Gud

Kærligheden som det grundlæggende, et ståsted, en holdning, en handling. Sammenkædningen af kærlighed og synd har overskygget den betydning, Maria Magdalene oprindeligt havde, og på den måde har kirken selv været med til at sløre billedet af den nye kærlighedsforståelse, som kom ind i verden med Jesus, skriver tidligere sognepræst.

Lisbet Kjær Müller, Tidligere sognepræst, cand.phil.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Kærlighed er noget, vi gør for andre. Vi udvikler os, når vi er nødt til at vælge. Man kan vælge at følge sine følelser eller bruge sin vilje til at gøre noget kærligt i stedet for. Maria Magdalene er kærlighed som holdning og handling og ikke udelukkende som følelser

Maria Magdalene, døden og kærligheden hænger uløseligt sammen i påskefortællingen. Allerede i Paulus’ Breve er kærligheden det vigtigste. Her møder vi en mand, der er blevet grebet af en vision. Den gamle verden med uddrivelsen af Paradis og synd og død er gået under, og op har rejst sig en ny verden med tro, håb og kærlighed. Paulus er ikke i tvivl om, at i forhold til Gud gør køn ikke længere nogen forskel. Og heller ikke etnicitet og social status. Kristusbegivenheden blev så afgørende i historien, at den 500 år senere ligefrem delte tiden i et før og et efter Kristus.

Paulus bruger et ord om denne nye situation, som han har lånt fra den græske oversættelse af Det Gamle Testamente: agape – kærlighed. I brevene ser vi ind i en kærlighedshjerne. Paulus taler om nyskabelse, om tro som virksom i kærlighed. Agape er et kodeord, som Paulus i Første Korintherbrev giver kosmiske dimensioner, alt er gennemsyret af Guds agape. Selv døden var opslugt og besejret af kærligheden.

”Kærlighed er ikke nok” er en titel på en bog om børneopdragelse, som min søn sad og læste. Jeg greb straks titlen og argumenterede for, at kærlighed i kristen forstand er nok. Det hedder netop: ”Du skal elske.” Kærligheden er et krav, en fordring, den er givet af Gud og ligger allerede i skabelsen som kærligheden i grunden, livskraften, spiren i kornet, og jeg citerede Peter Bastian: Altid allerede elsket. Hvortil han kærligt svarede, at det var mit teologsprog, som altså står i kontrast til den måde, man taler om kærlighed på i dag, hvor kærligheden er en følelse, som hurtigt kan skifte, og som i forhold til børn kan blive eftergivende og uden kant. Kærligheden er ikke nok, der skal være kant, og forældre skal stille krav til deres børn.

Den franske filosof Alain Badiou har vist, hvordan kærligheden i den vestlige kultur er blevet lig med seksuel nydelse. Men at begrænse sig til seksuel nydelse er narcissistisk, man behøver ikke have nogen relation til den anden, men kan nøjes med at tage, hvad man vil have. Men kærligheden er ikke en kontrakt mellem to narcissister, den er mere end det. Kærlighed er en livslang kamp mod nydelse og egoisme og for en forståelse af verden, der overskrider den enkeltes verdensforhold og giver livet den størst mulige mening. Badiou sætter lighedstegn mellem kærlighed og troskab, og det er her, han er tæt på Paulus og hans brug af agape.

Den kulturkamp, vi står i, minder meget om den, Paulus stod i. Det fremgår af hans breve, at det nye liv kunne føre til en frihed, hvor de bare levede, som det passede dem uden at tage hensyn til hinanden. Alt var tilladt, de fulgte deres drifter, og det førte til skænderi, jalousi, utroskab, seksuelle udskejelser, hidsighed, egoisme, intriger, splittelser, misundelse, druk og ædegilder. Heroverfor skriver Paulus, at al lov er sammenfattet i et bud: ”Du skal elske andre på samme måde, som du elsker dig selv. Hvis I snerrer og bider af hinanden, kan det ende med, at I æder hinanden helt.” Over for drifterne sætter Paulus Ånden – Guds ånd i Jesus Kristus. Og resultatet af at lade Helligånden bestemme er til gengæld kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, hjælpsomhed. Men hvad er ånd? Det er det modsatte af død. For Paulus var døden ikke en selvstændig magt, den var inkluderet i Kristusbegivenheden og en del af kærlighedens gåde.

Evangelierne udfolder agape i fortællingens form. I Johannesevangeliets iscenesættelse stod Maria Magdalene ved korsets fod langfredag sammen med Jesus’ mor og den discipel, han elskede. De holdt ud, så ham dø, var med, da han nænsomt blev taget ned fra korset, svøbt i et lagen og lagt i graven, så der var en grav at stå op af påskemorgen. Deres varme ånde kærtegnede den døde krop. Opstandelsen begyndte allerede langfredag, for uden dem havde kirken ikke kunnet fortælle om påskens begivenheder, om Jesus’ lidelse, død, nedfart til helvede og opstandelse til nyt liv.

Maria Magdalene er den gennemgående figur i alle fire evangelier.

I Matthæusevangeliet er hun den sidste, der forlader Golgata langfredag, og den første, der er ude ved graven påskemorgen. Hun blev et billede på den kærlighed, som fra nu af var afgørende for forholdet til Gud. Kærligheden som relation. Kristendommen begyndte med tabet af et elsket menneske. Disciplenes tab af Jesus. Og det er også sådan, vi som regel erfarer døden, som den andens død og altså som tab. På den måde bliver det relationen, der er afgørende, og ikke bestemte følelser. Døden forvandler kærligheden til tab – kærligheden er der stadig, men som tab – altså som fravær, som tomhed, sorg, angst, mørke.

På den måde oplever mennesker også den lille død, når et forhold går i stykker, for eksempel når ulykken rammer. Og også vores egen død erfares ofte som tab af det, som vi har haft sammen, men som nu er ved at forsvinde. Kærligheden er her ikke bestemte følelser, men langt mere et forhold, hvor vi er bundet sammen, og båndene nu løsner sig.

I Johannesevangeliet bliver Maria Magdalene alene ude ved graven påskemorgen. Hun græder, og da englene spørger hende om, hvorfor hun græder, svarer Maria: ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” Hun vender sig om og ser den opstandne Jesus, men genkender ham ikke, tror det er havemanden, og først da han siger hendes navn, ser hun, det er ham, hun knæler og griber om hans ben, men Jesus siger, at hun skal give slip, for han er på vej op til sin far, og det skal hun fortælle disciplene, og det gjorde hun.

Hun var mediator mellem den opstandne Jesus og disciplene. Hun var den, der skulle bringe opstandelsesbudskabet til disciplene og er blevet kaldt ”apostlenes apostel”.

Paulus bruger et sted bryllupsbilledet om forholdet mellem menigheden og Kristus, og i den evangeliske fortælling kan Maria Magdalene læses som denne brud og Kristus som brudgommen. Men i den vestlige kirke blev hun med tiden identificeret med synderinden i Lukas-evangeliet, og hun blev i middelalderen den bodfærdige synderinde. Pil Dahlerup skriver i bogen ”Sanselig Senmiddelalder”, at pave Gregor Den Stores sammensmeltning af tre nytestamentlige kvinder (synderinden, Maria fra Betania og Maria Magdalene) åbnede sluserne for stor teologisk og kunstnerisk kreativitet. Og hun glæder sig over, at det har vist sig, at fiktion er stærkere end teologi. Hvad der teologisk set er forældet, er kunstnerisk set langtidsholdbart. Synderinden, der blev Jesus’ elskede, lever videre i kunst og fantasi.

Men Maria Magdalene er ikke et billede på synderen, der har fået meget tilgivet. Maria Magdalene er et billede på den nye kærlighedsrelation til Gud. Kærligheden som det grundlæggende, et ståsted, en holdning, en handling. Sammenkædningen af kærlighed og synd har overskygget den betydning, Maria Magdalene oprindeligt havde, og på den måde har kirken selv været med til at sløre billedet af den nye kærlighedsforståelse, som kom ind i verden med Jesus.

Desmond Tutu skriver, at kærlighed er ikke en følelse, kærlighed er en viljesbestemt behandling. Kærlighed er noget, vi gør for andre. Vi udvikler os i det spirituelle liv, i det moralske liv, når vi er nødt til at træffe valg. Man kan vælge at følge sine følelser af jalousi eller had eller bruge sin vilje til at gøre noget kærligt i stedet for.

Maria Magdalene er kærlighed som holdning og handling og ikke udelukkende som følelser.