Prøv avisen

Maria Magdalene og Mariaevangeliet

Maria Magdalene som synderinde smelter sammen med Jesu Mor Jomfru Maria i en sejlivet myte om kvindens rolle som enten luder eller mor. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Maria Magdalene blev tidligt indsat i rollen som den bodfærdige synderinde. Hun udgør hermed det perfekte modbillede til Jomfru Maria, den renfærdige, Jesu Mor. Sammen har de to Maria'er lagt krop til den universelle luder-madonna myte

I billedkunsten afbildes Maria Magdalene oftest som den angrende skøge, hendes lange hår er udslået, og med sig har hun alabastkrukken.

Dette ses især hos den spanske maler José de Ribera (1591-1652). Ifølge ham er Maria Magdalene ung og yndefuld og har bodfærdigt trukket sig tilbage til en klippehule, hvor hun med angerfuldt blik og foldede hænder hengiver sig til bøn. Under den prægtige, farvestrålende kjole anes hendes nøgne fødder, og fra klippehulens udgang kastes lyset direkte ind over det bodfærdige ansigt og det næsten blottede bryst. I billedets højre hjørne ses en lille alabastkrukke.

Billedet er - som blot et blandt mange - et illustrativt eksempel på den sammensmeltning af to berømte kvinderskikkelser fra Det ny Testamente, som siden 500-tallet har præget den vestlige kirke og dens kvindesyn. Af de to kvinder er den ene unavngiven; nemlig den kvinde, synderinde, som ifølge beretningen i Lukasevangeliet kapitel 7,36-50 kommer til Jesus, mens han sidder til bords i en farisæers hus, og grædende salver hans fødder med olie, som hun medbringer i en alabastkrukke, hvorefter hun tørrer dem med sit hår. Om hende siger Jesus de berømte ord:

»Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får tilgivet lidt, elsker kun lidt.«

Den anden kvindeskikkelse kender vi ved navn: Maria Magdalene, (egl. fra Magdala, en lille by beliggende ved Genezareth Sø). Hun er en af kvinderne fra Galilæa, der trofast følger Jesus. Hun omtales første gang i Lukasevangeliet kapitel 8,2, som en af de kvinder, Jesus har helbredt for onde ånder og sygdomme. Disse kvinder følger nu sammen med de 12, altså disciplene, Jesus på hans vandring rundt i Galilæa.

Blandt dem har Maria Magdalene haft en særstilling. De synoptiske evangelier nævner Maria Magdalene som den første i deres omhyggelige redegørelse for hvilke kvinder, der gik ud til graven, og hun er endog, ifølge Johannesevangeliet kap. 20,1-18 og den senere slutning på Markusevangeliet kapitel 16,9, den første, der møder den opstandne Kristus. En betydningsfuld rolle som i de synoptiske evangelier og 1. Korintherbrev kap. 15 tillægges en mandlig discipel: Peter.

Maria Magdalene kaldtes da også Apostlenes Apostel af kirkefaderen Augustin (d. 430), men led senere hen i den kirkelige tradition den kranke skæbne at blive identisk med den syndfulde kvinde med alabastkrukken og det udslåede hår. Dette gælder imidlertid kun for den vestlige kirke, i østkirken derimod har man formået at holde de to adskilt.

Man må således skelne skarpt mellem Maria Magdalenes virkningshistorie og fremstillingerne af hende i de ældste kilder. Et er altså virkningshistorien, hvor Maria Magdalene af kirken indsættes i rollen som den bodfærdige synderinde, som blandt andet billedkunsten i så rigt mål illustrerer. Hun udgør hermed det perfekte modbillede til Jomfru Maria, den renfærdige, Jesu Mor. Sammen har de to Maria'er lagt krop til den universelle luder-madonna myte. En sejlivet myte, der op gennem kirkens historie er blevet plejet og passet. Og derved en myte, der sætter fokus på spørgsmålet om kvinderoller til hver en tid.

Noget andet er den ældste kristendom. Maria Magdalene fremstår her ikke som den bodfærdige skøge, men som formidler af Jesu budskab og som sandhedsvidne om ham. Og meget tyder på, at hun på linje med de mandlige disciple har haft en fremtrædende rolle og lederposition i den ældste kirke.

Således fortæller flere af de såkaldt apokryfe evangelier om stridigheder og indbyrdes konkurrence mellem mandlige og kvindelige disciple, ofte personificeret som Maria Magdalene og Peter. Betegnelsen apokryfe skrifter dækker over skrifter fra den ældste kristendom, der ikke kom med i Bibelen. De overleverer i nogle tilfælde, dog gælder det ikke alle, en kættersk lære.

Et af disse apokryfe evangelier, Mariaevangeliet, er netop opkaldt efter Maria Magdalene. At skriftet bærer hendes navn er næppe ensbetydende med, at hun er forfatter hertil, men det vidner unægteligt om hendes popularitet og centrale rolle. Mariaevangeliet er imidlertid ikke bevaret i sin helhed. Cirka halvdelen af teksten mangler, herunder de første seks sider og nogle midtersider. Mariaevangeliet kendes fra tre forskellige håndskrifter, hvoraf to er skrevet på græsk og et er på det gamle ægyptiske sprog koptisk. Ingen af de tre håndskrifter er komplette. Længst er det koptiske håndskrift, der blev fundet i Egypten i 1896. Siden da er yderligere to græske versioner blevet fundet ligeledes i Egypten. Af disse blev det ene først så sent som i 1983 identificeret som et stykke af Mariaevangeliet.

Men hvad fortæller så Mariaevangeliet os? Mariaevangeliet er et kristent-gnostisk skrift og er som sådant dybt præget af den gnostiske lære. Kendetegnende herfor er forestillingen om, at frelsen opnåes via erkendelse (græsk: gnosis) om tilværelsens dybeste hemmeligheder.

Man havde i de gnostiske retninger et utal af forskellige sammenstillinger af religionsfilosofiske myter, der skulle forklare verdens og menneskets tilblivelse, væsen, vilkår og skæbne. Central for disse er fremhævelsen af en radikal forskel på menneskets guddommelige del, sjælen og den kødelige del, kroppen. Denne betragtes typisk som et midlertidig fængsel for den guddommelige sjæl.

Mariaevangeliet kredser om spørgsmålet om den rette udlægning og forståelse af Jesu budskab, der som det ofte gælder i gnostiske tekster trækkes i en spirituel og verdensfornægtende retning. Maria Magdalene tillægges hele skriftet igennem en fremtrædende rolle som leder for disciplene, og hun er den, som Jesus åbenbarer sig for. Det er Maria Magdalene, der træder frem og trøster sine meddisciple, da de efter Jesu bortgang fortvivlede bryder sammen i gråd. Hun erindrer dem om, at der ikke er grund til at fortvivle, idet Jesus jo har frelst dem, og opfordrer til at de sammen drøfter hans lære.

Lidt senere i forløbet skildrer teksten en længere samtale mellem Maria og Jesus, der her, som det er tilfældet i mange andre gnostiske tekster, kaldes frelseren. Emnet for samtalen er sjælens himmelrejse, en opadstigning, hvor den passerer syv forskellige fjendtlige magter, herunder uvidenheden og det kødelige begær. Og efter at have overvundet disse kan sjælen/Maria Magdalene sige:

»I en verden blev jeg befriet fra verden og i et billede fra et billede oventil, og fra glemselens lænke, der kun består til en tid. Fra denne stund vil jeg i tavshed til den fastsatte tid for evigheden nå frem til tidens hvile.«

Og umiddelbart efterfølgende lyder teksten:

»Da Maria havde sagt dette, tav hun stille, så Frelseren har altså talt med hende lige til her.«

Sådan slutter Marias belæring, der nu giver anledning til voldsom strid blandt disciplene, der straks sætter spørgsmålstegn ved, om frelseren virkelig har valgt at meddele sig til en kvinde frem for til dem, de mandlige disciple. Særlig hidsig er Peter, der dog beroliges af Levi Matthæus.

Således ender Mariaevangeliet fredeligt og godt med, at alle disciple, mandlige som kvindelige, går ud for at forkynde frelserens budskab. Striden mellem Maria og Peter kendes i flere andre apokryfe traditioner blandt andet beretter Thomasevangeliet om en lignende konflikt, her er det dog ikke Levi Matthæus, men Jesus selv, der sætter Peter på plads:

Simon Peter sagde til dem: »Lad Maria gå væk fra os; kvinder er ikke værdige til livet«. Jesus sagde: »Se, jeg skal lede hende, så jeg vil anse hende for mand, for hun skal også være en levende ånd, lige med jer mænd. For enhver kvinde, der anser sig selv for mand, skal gå ind i himlenes rige.«

Teksten her er et godt eksempel på, at de apokryfe evangelier gengiver de fælles traditioner med vidt forskellig sprogbrug. Hvor Thomasevangeliet taler om, at Maria skal gøres til mand eller mandlig, som teksten også kan oversættes, er dette ikke tilfældet i Mariaevangeliet. Her taler ikke som i Thomasevangeliet Jesus selv, men derimod Maria, der beskriver frelsen som, »at Jesus har gjort os rede og gjort os til mennesker.«

Det gælder for flere af de apokryfe evangelier, at de først er blevet tilgængelige i nyere tid; Thomasevangeliet fik man kendskab til i 1945, da det sammen med en række andre håndskrifter, det såkaldte Nag Hammadifund, dukkede op af sandet i Egypten. Mariaevangeliet blev på trods af, at den koptiske tekst blev fundet i 1896 først udgivet i 1955.

Disse gnostiske apokryfe evangelier giver deres bud på, hvem Maria Magdalene var. En fremstilling, der på alle måder bryder med billedet af den bodfærdige skøge, den rolle som hun er blevet tildelt i den vestlige kirkes tradition. Maria Magdalene optræder i flere af de apokryfe skrifter som lederskikkelse i discipelkredsen, og som den, der står Jesus særligt nær. Alt sammen forhold, der legitimerer hendes lederskab og fremtrædende rolle. Og vel at mærke en fremstilling, der ligger de nytestamentlige teksters portræt af Maria Magdalene som en af Jesu trofaste tilhængere og som det første opstandelsesvidne, ganske nær.

Marianne Skovmand er forskningsadjunkt ved Institut for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet.