Martin Luther, jøderne og det historiske spørgsmål

Fremstillinger af historiske personer siger ofte mere om tidens interesser og horisonter end om personens egenart og idéverden. Det gælder også for Martin Luther. For 30 år siden ville folk altid høre om Luthers syn på bønder. Nu er det hans syne på jøder, der dominerer

.

I 1906 udgav den tyske teolog, musiker, læge og videnskabsmand Albert Schweitzer (1875-1965) bogen ”Von Reimarus zu Wrede”. Bogen blev genudgivet i 1913 under titlen ”Geschichte der Leben-Jesu-Forschung” og er en undersøgelse af den videnskabelige forsknings mange Jesus-billeder. Schweitzer slår fast, at fremstillingerne af den historiske Jesus egentlig blot er fremstillinger af forfatterens egen tid og selvbillede.

Jesus-billederne er spejlinger af de aktuelle tanker og idéer, der er i tiden. Schweitzer selv mener dog, at Jesus var en apokalyptisk vandreprædikant, hvis død ville fremme Guds rige. Det ironiske er så, at Schweitzer ikke selv så, at også hans Jesus-billede var en spejling af tiden og den apokalypse, der brød ud i 1914-1918.

Men det, der står tilbage, er, at Schweitzer påviste, at det næsten er en umulige opgave at befri Jesus fra teksten og tolkningen. Jesus-billedet, man står tilbage med, er altid en spejling af, eller i hver fald en kommentar til, tiden. Det er næsten umuligt at komme frem til et autentisk Jesus-billede, hvor den historiske Jesus fremstår i sin egen ret.

Det er i vore dage et almindelig anerkendt udgangspunkt for beskæftigelse med den historiske Jesus. Og spørgsmålet er, om det ikke gælder fremstillinger af alle historiske personer: at fremstilling af dem ofte siger mere om tidens interesser og horisonter end om personens egenart og idéverden.

Noget sådant kunne falde en ind, hvis man ser på fremstillingerne af Martin Luther, når vi i denne tid nærmer os reformationsfejringen i 2017. Enhver, der holder foredrag om Luther og reformation, ved, at særligt et spørgsmål trænger sig på, og hvis foredraget ikke har behandlet det undervejs, så vil det med garanti komme under spørgerunden: Luthers forhold til jøderne.

Dette spørgsmål, som ikke fremkom for år tilbage, er nu i særligt grad påtrængende. Og det siger måske mere om vores tid, end det siger om Luthers fokus.

Martin Luthers forhold til jøderne er både spændende og betændt. I 1523 udgiver han skriftet ”Dass Jesus Christus ein geborener Jude sei” (på dansk: at Jesus Kristus er født jøde). Dette skrift er i sin grundindstilling positivt stillet og ser jøderne og kristne som brødre. Jøderne skal dog ikke forblive jøder, men jødedommen anses som en naturlig historisk forudsætning for kristendommen.

Skriftet har en optimistisk tone og er båret af frihed i forkyndelsen. Luther regner egentlig med, at jøderne naturligvis vil omvende sig, når de hører den gode forkyndelse af evangeliet om Jesus Kristus som verdens lys.

Det er en optimisme, der er forsvundet 20 år senere. Selve skriftet dedikerer han meget sigende til ”den døbte jøde Bernhard” og anser denne Bernhard, som egentlig hed Bernhard Hebraeus, og som en tid varetog professoratet i hebraisk ved universitet i Wittenberg, som et eksempel til efterfølgelse for andre jøder.

Luthers personlig kendskab til jøder var egentlig meget begrænset. Forskere som Heinz Schilling og Thomas Kaufmann har påvist, at store dele af Tyskland reelt var ”jødefrit”. I 1432 udformedes det saksiske fordrivelsesdekret, der gjorde særligt Mellemtyskland ”jødefrit”, og som var begrundet i ”jødernes had til Kristus og hans mor Marie”. England var af samme årsag ”jødefrit” allerede i 1300-tallet.

Dekretet betød, at jødiske kulturcentre som Erfurt og Magdeburg ophørte. Så Luthers eget kendskab til jøder som befolkningsgruppe er stærkt begrænset. Han kender jøder som enkelte personer, men næppe som kultur.

I Wittenberg finder vi bag ved Bykirken gaden ”Jüdenstrasse”, men allerede på Luthers tid var det et historisk navn. Der fandtes ikke jøder som gruppe i Wittenberg. En påmindelse i Wittenberg om jøderne og særligt de kristnes syn på jøderne er og var den såkaldte ”Judensau”, der ses som relief på Bykirkens sydøstside.

Relieffet, der er fra 1440, viser en rabbiner, der søger visdom i svinets gump. Et på alle måder spottende relief, som den moderne efterkrigstid fik sine problemer med. Der var overvejelser om at hugge det ned, men heldigvis fastholdt man, at historien ikke lader sig ændre ved at ødelægge kunst (heller ikke obskøn kunst).

Konklusionen blev, at man lavede en bronzeskulptur på jorden under relieffet, hvor fire fliser former et kors, og under det bobler det op. Rundt om fliserne står der, at seks millioner jøder døde ”under et korstog”. En voldsom tekst. Luther selv anvender faktisk relieffet i et af sine sene jødeskrifter.

På mange måder blev den ældre Luther en skuffet mand. Evangeliet blev nok ikke helt taget imod, som han havde håbet, selvom at store dele af Nordeuropa faktisk overgik til den evangeliske tro.

Men det er denne skuffelse, der nok skal være en del af forståelsen af de hårde intellektuelle angreb, Luther sætter ind mod jøderne i de sidste år af sit liv. På trods af at skrifterne også er teologisk spændende i forståelsen af forholdet mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, så overskygges teologien ofte af de voldsomme udfald, han har mod jøderne. Og teologisk står der ikke noget i jødeskrifterne, der ikke er bedre udfoldet andre steder, eksempelvis i Luthers fortaler til de bibelske skrifter.

Luther skal ikke undskyldes. Han er selv ansvarlig for sine ord, og på mange måder også barn af sin tid. Men det er med Heinz Schillings ord ”vildledende” at se en historisk årsagssammenhæng mellem Luther og en senere generations beslutninger.

Men det er altså således, at det særligt er Luthers holdning til jøderne, der tiltrækker sig opmærksomhed nu. Man kan egentlig sagtens ”fjerne” Luthers jødeholdning, uden at Luthers teologi som sådan falder sammen. Jødespørgsmålet er altså ikke en nødvendig del af Luthers teologi og kristendom og står vel sine steder den imod. Men Luther var ikke profet. Han var et menneske, og ikke alt, hvad han har gjort og sagt, er brugbart i dag. Det er et teologisk arbejde at finde ind til kernen, og alt andet er blindt eftersnakkeri.

Det forunderlige er bare, at dette spørgsmål slet ikke var på tale for 20-30 år siden. Dengang var det Luthers forhold til bønderne under Bondekrigen, der var på dagsorden. Historikere som Alex Wittendorff og Henning Tjørnehøj har brugt megen spalteplads på dette spørgsmål. Og relevant er det sandelig også, men ofte er det overset, hvor komplekst spørgsmålet er.

Her skal vi blot opholde os ved en anden ting: fremstillingen af Luther i tiden. For 30 år siden føltes spørgsmålet om Luthers indstilling til bønderne relevant, fordi tiden var optaget af det sociale og det politiske. Derfor kunne der stilles spørgsmål om det rimelige i Luthers indstilling.

Når man holder foredrag i dag om Luther, er spørgsmål om Bondekrigen stort set ikke på dagsordenen. Man er næsten selv nødt til at bringe det på banen. Det bringer mindelser om Albert Schweitzers syn på den historiske Jesus: Det bliver en spejling af tidens idéer og holdninger. Og tidens idéer og holdninger i dag er åbenbart ikke længere sociale og politiske.

Tidens idéer og holdninger er i dag religiøse og etniske. Derfor glider spørgsmålet om Bondekrigen i baggrunden, og jødespørgsmålet synes relevant. De spørgsmål, vi stiller til historien og historiens skikkelser, siger måske mere om os end om de hændelser og personer i fortiden, som vi ønsker skal besvare dem.

Albert Schweitzers tese om, at man fremstiller den historiske Jesus i lyset af ens egen tid, synes igen at være bekræftet, dengang af fremstillingen af den historiske Luther. En opgave i reformationsåret må være at fremstille Luther i sin historiske sammenhæng, men også at finde ind til kernen i Luthers teologi og tænkning, som kan anvendes den dag i dag.

Meget hos Luther har kun historisk interesse, men hans genopdagelse af friheden i Jesus Kristus er relevant også i dag. Luther kunne selv miste denne indsigt af syne, og til tider var han ikke på højde med sig selv.

Vi skal huske også i dag, at der er forskel på Luthers teologi og den lutherske teologi.

Thomas Reinholdt Rasmussen er provst i Hjørring