UDEN SAMMENLIGNING i øvrigt kan du forestille dig, at du har læst et eventyr af H.C. Andersen og efterfølgende skal analysere det i dansktimen – mens H.C. Andersen i egen person sidder i klasselokalet og overhører analysen.
Så forstår du måske, at det var en svær opgave at få, da jeg blev bedt om at analysere Martin Schwarz Lausten som kirkehistoriker i anledning af Selskabet for Danmarks Kirkehistories fødselsdagsseminar på Københavns Universitet. For selvfølgelig var 80-årsfødselaren selv præsent i auditoriet.
Målt i antallet af publicerede sider er Lausten Danmarks største nulevende teolog. Kirkehistorikeren Lars Chr. Vangslev grupperede i 2010 Laustens forfatterskab i tre dele: 1) hans reformationshistoriske studier; 2) hans studier i jødernes historie i Danmark – Laustens hovedværk med samlet seks fyldige bind forskning hen over mere end 3000 sider; 3) indføringerne i almen og dansk kirkehistorie inklusive kildeudgivelser. Hertil må jeg føje 4) biografierne. Flere af Laustens forskningsbidrag inden for reformationsstudier er nemlig centreret omkring hovedpersoner i den danske reformation – Christian II (1995), Christian III (1987), den lutherske biskop Peder Palladius (1987) og hertil studier af nogle af kirkehistoriens mindre profilerede skikkelser.
Andre af Laustens mere formidlende udgivelser er også udfærdiget som biografier, for eksempel hans populære bog om Martin Luther (2005) og de efterfølgende biografier over Wittenberg-kollegerne Melanchthon (2010) og Bugenhagen (2011), for ej at forglemme biografien over den danske stjerneteolog fra 1500-tallets anden halvdel Niels Hemmingsen (2013). Skellet mellem forskning og formidling har ikke altid været soleklart i Laustens bøger, men det skal tjene ham til ros, at Hemmingsen-bogen og den fremragende ”Reformationen i Danmark” i sin seneste udgave er udkommet i noteret version – i en årrække måtte man ty til den fodnoterede tyske oversættelse for at kunne gå Lausten efter i sømmene.
ER LAUSTEN EN STOR TEOLOG? Ja, også selvom Laustens bøger ved første øjekast kan synes udpræget ikke-teologiske. Emnerne er jo på tryg afstand af vores tid; afstanden nivellerer de teologiske positioner imellem og afkøler den sandhedssøgende teologs gemyt. Sådan forholder det sig ikke med alle kirkehistorikere.
I 1966, året efter Laustens ansættelse ved Institut for Dansk Kirkehistorie, udkom sidste bind af ”Den Danske Kirkes Historie”. Dette ottende bind var samtidshistorisk og behandlede det 20. århundredes teologi. P.G. Lindhardt var forfatteren, og som det vil være læsere af lidt ældre fødselsdato bekendt, skortede det ikke på Lindhardts egen mening om sagerne. Indre Missions mangeårige formand Christian Bartholdy søgte at bevise det ved at optælle antallet af udråbstegn, som Lindhardt havde strøget med løs hånd ud over det nævnte bind.
Hvor mange udråbstegn finder vi i Laustens forfatterskab? Ikke som hos P.G. Lindhardt! Typisk for Laustens underspillede facon finder vi næsten udelukkende udråbstegn i hans bøger dér, hvor kildernes budskab skal overraske læseren; ikke hvor Laustens subjektive tolkninger skal forbløffe os. Et af de få eksempler er dog svaret på spørgsmålet, hvorvidt vi kan tage ved lære af historien? ”Ja, det kan vi!”, svarede Lausten ved sin afsked i 2008.
HAN GAV DENGANG et eksempel fra de danske jøders historie på, hvordan ”’religionen’, det vil sige statskirken og senere folkekirken” igennem lange tider prøvede ”at hæmme jødernes integration i det danske samfund. Man anvendte religiøse argumenter, belastet som kirken altid har været af antijødisk teologi, fordomme og dumheder”.
Dette udsagn kunne have fortjent et udråbstegn, for løber det ikke af med Lausten, når han påkender historiske udsagn? Det er rigtigt, at teologer gennem tiderne har haft både forstokkede og forkerte vurderinger af dette og hint. Men hvorfor er det ifølge Lausten interessant?
Fordi kirken og teologien vedblivende har været toneangivende og påvirkningsagent for den konkrete politik. Jeg tillader mig her at minde om en anden gammel teologs, N.H. Søes, maksime fra bogen ”Dansk teologi siden 1900” (1965), at ”der gives ikke historie, der gives kun historikere”.
Også Lausten er en historiker af kød og blod med meninger og holdninger til teologiens og dermed historiens gang. Hans forskning i det historiske forhold mellem kristne og jøder i Danmark – og ligeså islam i bogen ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat” (2010) – viser, hvor holmgangene har stået rent historisk. Men var det for eksempel berettiget at bruge det moderne udtryk ”islamofobi” om de danske reformatorers syn på tyrkerne/muslimerne, som han gør i samme bog? Ifølge Lausten er svaret ja. Hans påkendelser af historien har imidlertid noget med hans metode at gøre.
DANSK KIRKEHISTORIE har to metodiske hovedspor i det 20. århundrede. Henholdsvis den realhistoriske tilgang i arven efter den kirkehistoriske professor J. Oskar Andersen (1866-1959) og sporet efter den yngre professor Niels Knud Andersen (1916-1987) og den dogmehistoriske tilgang. Sidstnævnte kaldes også den komparative metode, det vil sige, at ”læren” og det teologiske indhold er i fokus frem for som J. Oskar Andersens fokus på ”de faktiske forhold i jernindustrien”. Lausten tilslutter sig den sidste.
Han beskriver selv, hvordan det for J. Oskar Andersen gjaldt om at få ”realiteterne” frem, og hvordan han ”forkastede alt det i kirkehistorie og historieskrivning, som blot var fantasifuld kombinationsevne uden historisk realsans”. Denne tilgang havde sin rod i den tyske liberalteologi fra omkring år 1900, som spillede en kolossal rolle for forståelsen af bibel og kirkehistorie som historiske fænomener.
For kirkehistorien var den tyske teolog Adolf von Harnack og hans ”Das Wesen des Christenthums” fra 1900 afgørende. J. Oskar Andersens tilslutning til denne realhistoriske tilgang, inspireret også af dansk og fransk historiepositivisme betød, at kirkehistorien blev bragt tættere på den øvrige historieskrivning. Det er ikke for meget sagt, at denne siden med Lausten også blev gjort til en del af den ”normale” historie fri fra spekulative elementer. Det sidste er dog en teologisk pointe fra Harnack.
IFØLGE DET LIBERALTEOLOGISKE SYN på kirkehistorien skal historien ved hjælp af en opklaring af kilderne, og dermed også en opklaring af teologiens irgange, befries fra det tryk, den selv har udøvet og skadet det oprindelige fundament med. Dette fundament er Jesu rene budskab. I Laustens lærebog ”Kirkehistorie” fra 1997 er den teologiske bestemmelse af kirkehistoriens udgangspunkt faktisk meget lig Harnacks.
Lausten skriver, at det er opstandelsestroen, der har skabt den kristne kirke, og ”det, som kirkehistorien beskæftiger sig med, er betydningen og virkningen af denne opstandelsestro”. Få linjer længere fremme indsnævres kirkehistoriens ærinde til at vise budskabets historie. Dettes bevægelse og forvanskning gennem historien er en sag for kirkehistorikeren, men kun så længe, det positivt kan efterspores. Eftersøgningen er på kildernes præmisser – som Lausten har sagt det med et latinsk bonmot: ”Quod non in actis, non in mundo” (hvad der ikke findes i kilderne, findes ikke i verden).
På denne vis er det klart, at Lausten tit og ofte forsvinder fra teksten selv. Men det er ikke det samme som, at teologien forsvinder – selve grebet på historien er udtryk for hans teologiske præmis.