DEN INDUSTRIELLE REVOLUTION skabte i mange europæiske lande i midten af det 19. århundrede tunge sociale og politiske problemer: de nye industriarbejderes fattigdom, dårlige helbred og usle boligforhold, børnearbejde og elendige forhold i fabrikkerne.
I Tyskland var den unge Karl Marx redaktør af ”Rheinische Zeitung”. Da den i 1843 blev forbudt, drog han til Paris, hvor han kun godt 25 år gammel blev redaktør af tysk-franske årbøger. I den funktion mødte han Friedrich Engels. Engels ledede sin faders tekstilfabrik i Manchester og fordømte et økonomisk system, der hvilede på privat ejendom, og hvis teoretiske grundlag var den politiske økonomi, som den havde udviklet sig efter Adam Smith.
Derfor kastede Marx sig ud i arbejdet med en kritik af den politiske økonomi. Det blev et livsprojekt, der modnedes med udgivelsen af ”Das Kapital”.
Det første bind udkom i dag for præcis 150 år siden, den 14. september 1867, mens de to sidste først kom ud efter Marx’ død.
”Kapitalen” er i en række henseender så præget af sin tid, at den mest har teorihistorisk betydning, men dens beskrivelse af kapitalismens indre dynamik og dennes udslag i en globaliseringsbølge er fortsat mere end læseværdig.
350 ÅR FORINDEN VAR DER i Tyskland også tale om voksende armod og stigende skel mellem rig og fattig. De store handelsvirksomheder havde overskud, der var groteske i lyset i lyset af fattigdommen. Det var en ulighedens tid, hvor handels- og finansieringskapitalen høstede store profitter, mens salgspriserne i landbruget raslede nedad.
Det så den unge Luther, og det var en del af baggrunden for, at han i 1517 skrev sine 95 teser. Hans forargelse slog igennem i to arbejder fra henholdsvis 1519 og 1520, hvor han skrev om åger. De blev i 1524 sammenfattet og udvidet i skriftet ”Købshandlinger og åger”. De satte sig måske ikke stærke spor i virkelighedens verden. Derfor tog han – i forargelse over prisstigninger fremkaldt af, at velhavere købte kornet op for at fremkalde øgede priser – igen sagen op i 1540, hvor han formanede præsterne til at prædike mod åger og at fordømme ågerkarlene.
Det er måske ikke lige det, vi i år fejrer med reformationsjubilæet, men det sociale tankegods er en del af Luthers univers – tæt knyttet til hans evangeliske tænkning.
SÅ STÅR VI DA I DET HERRENS ÅR 2017 med to jubilæer – revolutionens og Reformationens – og med to jubilarer: Marx og Luther. Begge fyrtårne i den kritiske sociale tænkning. Den ene ville en revolutionær praksis med menneskets befrielse som sin mission, den anden en reformatorisk praksis med Guds evangelium – og omsorgen for medmennesket – som sin opgave.
Selvsagt er der ikke en Marx i Luthers tankeverden, men der er så sandelig Luther i Marx’ tænkning.
Marx anvendte den lutherske kritik af den tidlige kapitalisme i sin analyse. Han så Luther som en forløber for sine tanker om pengenes transformation til varer. I urteksten til ”Kritik af den politiske økonomi” fra 1858 bringer Marx et langt citat fra Luthers 1524-arbejde og omtaler ham som ”den ældste tyske nationaløkonom, Dr. Martin Luther”.
MARX NOTEREDE, at Tysklands revolutionære fortid var teoretisk, nemlig Reformationen. Som Reformationen dengang begyndte i munkens hjerne, begyndte den nu i filosoffens. Om end protestantismen ikke var den sande løsning, spejlede den dog en rigtig formulering af opgaven. Marx opfattede Reformationen som den første af to revolutionære faser, men den savnede en materiel klassebasis.
Den Luther, man finder i ”Kapitalen”, er primært den vrede modstander af alle former for åger. Det var Luthers ”naive stormløb mod åger”, der betog Marx, og som han hyppigt henviste til. Luther var, fremhævede han, blandt de første, der så betydningen af pengenes transformation til kapital. I den marxske læsning betyder det, at det, der akkumuleres gennem legalt tyveri, er det overskud, arbejdet har skabt, og som arbejderen derfor er berettiget til at oppebære. De, der råder over kapital, opsamler rigdom ved udbytning af dem uden. Det sker ved at bringe dem i gæld. Derved bliver ågerrenter instrument for en stadig fremadskridende tilegnelse af arbejdets værdi.
”Den, der tager mere, end han giver, er en ågerkarl.” Også dette Luther-citat er Marx glad for. Med velbehag citerer han fra Luther: ”De store tyve hænger de små (…). Derfor er der efter Djævelen ikke nogen større menneskefjende på jorden end gnieren og ågerkarlen, fordi de vil opkaste sig til at være alles Gud (…), men en ågerkarl og gnierbug ønsker, at hele verden ruineres, så der kan opstå sult, tørst, elendighed og trang, så alle bliver afhængige og slaver, som om gnierbugen og ågerkarlen selv er Gud, mens andre bliver livegne. Alt imens sidder ågerkarlen roligt på sin stol, selvom han burde hænge i galgen og blive ædt op af lige så mange ravne som det antal millioner, han har raget til sig, hvis han ellers havde så meget kød på kroppen, at de mange ravne kunne nyde godt af hans sul.”
MARX SELV SIGER, at akkumulation (af kapital) er ensbetydende med at tilrane sig den samfundsmæssige rigdom for gennem kapitalistens direkte og indirekte herredømme at ekspandere massen af udbyttet menneskemateriale. Derfor er kærligheden til magt et element i ønsket om at blive rig. Så kan de, citerer Marx fra Luther, i kraft af pengene herske og bringe andre i afhængighed. Derfor er de en pestplage. Derfor er de ikke mennesker, men misfostre og varulve.
Han fremhæver, hvordan Luther ser, at handelskapitalismen udbytter andre lande og skaber hjemlig rigdom og fattigdom blandt de udbyttede.
Luther var, anfører Marx, helt opmærksom på, at den nye økonomi fremmede griskhed, kærlighed til mammon og nedtonede den kristne solidaritet. At han samtidig vendte sig stærkt mod monopoldannelser, var ikke Marx ukært.
I sin drøftelse af de ”prækapitalistiske relationer” citerer Marx fra 1540-skriftet: ”Åger ses ikke længere som en last, synd eller skam, men anprises som dyd og ærefuld. Hvad kan hjælpe os, når skam er blevet ære, og dyd er blevet last?”.
I en ny Marx-biografi, der udkom for få år siden, blev der argumenteret for en forståelse af Marx som en skikkelse, der hører en tidligere historisk epoke til, som i mange henseender adskiller sig fra vores. Marx kan, hed det, bedre forstås som en bagudskuende skikkelse, der projicerede forholdene i den første halvdel af det 19. århundrede ind i fremtiden, end som en sikker, forudseende tolker af historiens trend. Marx som noget fortidigt.
At være fortidig har længe været den ”sociale Luthers” skæbne; men sidste år udkom – i USA af alle steder – en bog med titlen ”Den glemte Luther. Tilbageerobring af Reformationens social-økonomiske dimension”. Her lød det med et citat fra Luthers ”Store katekismus”: ”Derfor laver de griske det åbne, frie marked om til en rakkerkule og en røverrede, hvor de mindre godt stillede dagligt belastes med nye byrder og dyrtid, og hvor enhver bruger markedet efter sit eget hoved, som om det var hans rimelige ret at sælge sine varer til den pris, der passer ham, uden at nogen kan sige ham imod.”
Det var måske tid, at vi besindede os på vores arv – både fra Luther og fra Marx. 150- og 500-årsjubilæerne kunne være en passende anledning. Det er kun få år siden, vi sidst kæmpede os gennem en finanskrise. Skal det ikke gentage sig, er det næppe helt tosset at spørge, hvad vi kan lære af de to fyrtårne, vi fejrer i år.