Massakren i al-Kosheh

Ved at fokusere opmærksomheden på de muslimske grupper som årsag til overgrebene på de koptiske kristne i Ægypten usynliggør myndighederne det koptiske problem som et reelt samfundsmæssigt problem

Det er ikke første gang, den lille øvre-ægyptiske by al-Kosheh, der ligger i guvernoratet Sohag ca. 550 km syd for Kairo, påkalder sig opmærksomhed på grund af religiøse spændinger mellem byens koptiske og muslimske grupper. Senest byen var i mediernes søgelys var i efteråret 1998, hvor de lokale politimyndigheder i forbindelse med en rutinemæssig opklaring af to mord beskyldtes for at have tortureret op imod 1200 af byens kopterne. Denne gang, dvs. i begyndelsen af januar 2000, men først for alvor belyst i medierne i løbet af februar, udviklede spændingerne sig imidlertid endnu mere dramatisk i den lille by, der, i lighed med en række andre små byer i området, har et kristent befolkningsflertal. Ifølge tal fra såvel det ægyptiske indenrigsministerium som den lokale koptiske biskop blev mindst 20 mennesker således dræbt, heraf i hvert fald 16 koptere, hvilket markerer, at vi har at gøre med det værste eksempel på, hvad der ligner religiøst motiveret vold over for de ægyptiske koptere i Ægyptens nyere historie. Hvad angår antallet af dræbte overgår begivenhederne i al-Kosheh således både de blodige uroligheder i det fattige Cairo-kvarter Zawiia al-Hamra i 1981, og de politisk motiverede mord på kristne koptere, som islamiske fundamentalister stod bag op igennem 1980'erne og 90'erne. Disse politisk motiverede overgreb mod koptere finder ikke længere sted som følge af de islamistiske gruppers generelle svækkelse, men erfaringen fra al-Kosheh og andre dele af den ægyptiske provins er entydigt, at der fortsat er spændinger og konfliktpotentialer i det ægyptiske samfund, der relaterer sig til forholdet mellem muslimer og koptere. Erfaringen fra al-Kosheh er samtidig, at den ægyptiske stat fortsat ikke er i stand til at garantere borgernes sikkerhed og tryghed, og at det tilsyneladende specielt er landets koptere, der rammes. Begge disse forhold er selvsagt uacceptable og ikke særlig flatterende for den ægyptiske stat. Omvendt forekommer det, at den ægyptiske stat i hvert fald delvist er ved at erkende eksistensen af et koptisk problem i det ægyptiske samfund. Det er således karakteristisk, at såvel det statsdrevne fjernsyn som de ægyptiske aviser både oppositionspressen og den del af pressen, der står tæt på den ægyptiske regering har rapporteret udførligt om begivenhederne i al-Kosheh. Den samme åbenhed så man ikke i de ægyptiske medier i 1998, hvilket kunne markere, at regeringen ønsker at ændre på problemets karakter af offentligt tabu. Det er samtidig karakteristisk for håndteringen af begivenhederne i 1998, at regeringen konsekvent afviste at rejse sag mod de lokale myndigheder. Det vil de næppe kunne gøre her i 2000, hvor de lokale politimyndigheder endnu engang har placeret sig selv i en meget synlig position som en del af problemet. Dels er der internt i Ægypten en stadig højere grad af opmærksomhed og sensibilitet knyttet til det koptiske problem. Dels følger det internationale samfund - ikke mindst den amerikanske regering, der er under påvirkning af en meget offensiv koptisk lobbyvirksomhed - i stadig højere grad med i menneskerettighedssituationen i Ægypten. Den ægyptiske stats hårdhændede omgang med de muslimske fundamentalister lader sig forstå og begrunde - f.eks. med henvisning til statens sikkerhed og de misgerninger, som de radikale islamistiske grupper har på deres samvittighed. Men at staten skulle se gennem fingrene med overgreb på landets koptiske borgere og selv være aktivt eller passivt involveret i disse overgreb, lader sig derimod hverken forstå eller legitimere. Hvad der konkret skete i al-Kosheh i den første uge i januar 2000, hvor blodbadet fandt sted, kan næppe siges at være fuldt ud belyst. Det gælder både, hvis man konsulterer den ægyptiske presse og den rapport, som den ægyptiske menneskerettighedsorganisation EOHR offentliggjorde 15. februar. De fleste kilder et imidlertid enige om, at det, det udløste det voldelige begivenhedsforløb, var et i sig selv uskyldigt slagsmål på byens hovedgade 31. december mellem en kristen tekstilhandler og en muslimsk grøntsagshandlende. Hvad der herefter skete, er uvist. Ifølge Indenrigsministeriets foreløbige rapport eskalerede slagsmålet til en større fejde, fordi en række familiemedlemmer udstyret med stokke og forskellige former for skydevåben blandede sig eller kom hver deres part til undsætning. Hvad indenrigsministeriets rapport ikke nævner er, at det lykkedes for den kristne tekstilhandlende at flygte hen til byens politistation for at involvere politiet i fejden. I stedet for at løse problemet, der på dette tidspunkt fortsat havde karakter af en banal omend voldelig gennemført familie- eller slægtsfejde, hvor det konfessionelle element var relativt betydningsløst, åbnede politimyndighederne imidlertid ild mod de tre kristne familiemedlemmer. Hermed såredes tre, samtidig med at fejden eskalerede yderligere. Med politiet som passive tilskuere gik en større folkemængde således til angreb på kristne hjem og forretninger i byen. Den følgende dag og nat var konflikten ved at gå i sig selv. Politiet patruljerer massivt i byen, men foretog ingen anholdelser, og befolkningen holdt sig i ro og i al væsenlighed inden for hjemmets fire vægge. Næste dag - dvs. 2. januar umiddelbart efter at søndagsmessen i den koptiske menighed var færdig - brød konflikten imidlertid løs igen i et tilsyneladende tumultarisk virvar af voldshandlinger, som næppe for alvor lod sig klarlægge: Dels kom det på byens hovedgade til sammenstød mellem kristne gruppe og muslimer, der var i færd med at genopbygge deres forretninger og kiosker. Ifølge visse kilder ledtes denne kristne gruppe af den lokale præst, fader Gabriel, der var udrustet med et automatgevær, men der var ikke tale om dræbte i forbindelse med denne konfrontation. Dels foregik der i byens udkant - i private hjem, på marker og offentlig vej - en regulær massakre mod koptere i al-Kosheh. Det er her, det store antal sårede og dræbte forekom. Bagmændene bag massakren kendes selvsagt ikke, men formodentlig er der ikke tale om indbyggere fra al-Kosheh. Snarere er der tale om outsidere - f.eks. fra de omkringliggende byer, hvortil rygtet om uroligheder i al-Kosheh var nået, men i varianter der under ingen omstændigheder lader sig bekræfte. Ifølge lokale øjenvidner uden for al-Kosheh lød rygtet eller sladderen således, at kristne grupper under fader Gabriels lederskab havde angrebet den lokale al-Azhar-skole, og formodentlig er kombinationen af banal rygtedannelse, uvidenhed, social frustration, grovkornede fjendebilleder og religiøs følgagtighed i hvert fald en del af forklaringen på massakren i al-Kosheh. Ifølge amerikansk baserede koptiske organisationer, der gennem længere tid har sat fokus på det koptiske problem i Ægypten over for den amerikanske regering, var der tale om en regelret jihad mod de kristne i al-Kosheh organiseret og planlagt via moskeerne i de omkringliggende landsbyer. En sådan konspiration, som selvsamme organisationer hævder, at de ægyptiske politimyndigheder var en medsammensvoren del af, lader sig imidlertid ikke bekræfte ud fra de foreliggende informationer. Det er således mere nærliggende at hævde, at vi her har at gøre med endnu en variation over den grundfortælling, som mange af de koptiske eksil-organisationer excellerer i, nemlig forestillingen om, at der eksisterer en hemmelig ægyptisk eller måske ligefrem panarabisk masterplan om at likvidere eller fordrive alle kristne. Det er denne fortælling, der bliver fortalt med begivenhederne i al-Kosheh som bevisførelse på en hårrejsende realitet. At massakren var en hårrejsende realitet står ikke til diskussion, men forklaringsmodellen nærmer sig selvsagt rendyrket propaganda. Heller ikke al-Ahrams påstand om, at massakren i al-Kosheh skyldes kræfter, »der ønsker at skade Ægyptens omdømme og skabe problemer i de muslimsk-kristne-relationer«, er der nogen grund til umiddelbart at overtage, selvom den baserer sig på unavngivne kilder i sikkerhedspolitiet. Uden at sige det direkte bliver massakren forklaret med henvisning til de militant islamistiske grupper eller bander, der beviseligt opererer i Øvreægypten, og som også tidligere har stået bag mord, overgreb, chikanerier, afpresning osv. mod koptere: jo mere fokus og opmærksomhed, der rettes mod disse grupper, desto mere usynliggøres det koptiske problem som et reelt samfundsmæssigt og politisk problem, og det er først og fremmest i dette perspektiv, massakren i al-Kosheh påkalder sig opmærksomhed. n lektor