Massegravsmyten

NYVURDERING: Efter officiel bekræftelse på, at massegravene i Kosovo i virkeligheden er et meget sparsomt fænomen, mens de »mange temmelig små« begravelsespladsers indhold ligger langt fra, hvad politikere og medier havde skabt forventninger om,

I betragtning af den væsentlige rolle, som begrebet »massegrave« har spillet i medierne for at fremhæve omfanget af rædsler ved »serbernes etniske udrensning af Kosovoalbanere«, har en påfaldende stilhed kunnet spores, siden det for et par måneder siden kom frem, at disse såkaldte massegraves indhold langt fra svarede til de skabte forventninger herom. Og i stedet for det lettelsens gudskelov, der normalt skulle have været den naturlige menneskelige reaktion på et godt budskab, har de nye oplysninger ikke givet anledning til væsentlige kommentarer og nødvendig nyvurdering. Det skulle dog ellers kunne fortjene en nyvurderende kommentar, når den spanske retsmediciner Emile Peres Pujol, der i måneder har arbejdet med gravspørgsmålet for krigsforbrydertribunalet i Haag, nu ved slutningen af dette års arbejde hermed har kunnet fastslå: »Vi fandt ikke én - ikke én - egentlig massegrav« (Berlingske Tidende den 1. november). Eller når den nye chefanklager ved Haag-tribunalet, Clara del Ponte, over for FN's Sikkerhedsråd (11. november) kunne meddele: »Der er kun fundet meget få egentlige massegrave, men et stort antal temmelig små begravelsespladser«. Hvor stor ændring i det tidligere situationsbillede, der herved er opstået, konstateres desuden klart ved sammenligning med den udtalelse, som tidligere chefanklager ved Haag-tribunalet, Louise Arbour, den 1. august fremsatte til Politiken. Hun påtænkte at udvide anklagen mod præsident Milosevic, fordi: »Da NATO-styrkerne rykkede ind i Kosovo for halvanden måned siden, viste det sig nemlig, at de serbiske styrkers drab på civile Kosovoalbanere var langt mere omfattende - især i den vestlige del...«. Der skulle altså nu være ikke så lidt for politikere, medier og andre at korrigere. Men hvad er sket? Den danske udenrigsminister, Niels Helveg Petersen (R), udtalte straks til Politiken: »Jeg kan ikke se, at kvantiteten er afgørende, når vi skal bedømme forbrydelserne i Kosovo - der er stadig tale om mord, og om ofrenes tal er 2000, 4000 eller 10.000 er ikke afgørende«. Del er måske også grunden til, at ministeren ikke gav forklaring på, hvorfor USA's udenrigsministerium i april oplyste, at 500.000 etniske albanere var forsvundet og frygtedes døde. Eller hvorfor landets forsvarsminister, William Cohen, en måned senere i tv fortalte, at »omkring 100.000 mænd i den militærdygtige alder var forsvundet. De kan være myrdet«. Og endelig hvorfor Englands udenrigsminister, Robin Cook, sammenlignede serbernes etniske udrensning med nazisternes udryddelse af jøderne. Altså såkaldt ansvarlige personer - højst ansvarlige. Alt dette - og mere til - underbygger, hvad Kristeligt Dagblad oplyste (17. november) på baggrund af dokumentation fra Internationalt Presse Institut (IPI) i Wien: Den folkelige opbakning til NATO's bombeaktion mod Serbien skyldtes, at NATO og UCK løj, og medierne var ukritiske. At få dette erkendt af politikere og medier i dag, hvor de katastrofale konsekvenser af bombebeslutningen afsløres i stigende grad dag for dag, bliver imidlertid mere end svært. Der kan blot henvises til Helveg Petersens reaktion. Men hvordan holder den i længden, f.eks. over for følgende: Et AFP-Reuters telegram i Le Monde (10. oktober) lød: »Den internationale fredsstyrke i Kosovo (KFOR) i den italienske sektor meddeler 9. juli, at den undersøger en massegrav, der kan indeholde 350 lig ved landsbyen Ljubenic. Det drejer sig om en af de største massegrave, der hidtil er fundet i Kosovo. Hovedparten af landsbyens beboere blev massakreret den 1. april og i de følgende måneder«. Telegrammet fortalte derefter, at undersøgere fra Haag-tribunalet straks tog til stedet for »at bekræfte disse informationer«. Bekræftelsen kom den 1. november i Berlingske Tidende med citat af førnævnte spanske retsmediciner. Den lød: »I en anden stærkt omtalt massegrav ved byen Ljubenic fandt man kun fem lig og ikke de 350, der var rapporteret i første omgang«. Og så kan Danmarks udenrigsminister måske nok mene, at om det drejer sig om fem lig eller 350, kan være det samme. Ikke desto mindre er disse konstante fuskerier med tallene med til at forvride befolkningernes basis for sund bedømmelse af begivenhederne med forfalskning af meningsdannelsen og skævtrækning af handlingsmønstret til følge. Det værste, der kan ske i ordentlige demokratier. Et acceptabelt grundlag for bedømmelse af »den etniske udrensnings omfang« er heller ikke fremkommet ved de oplysninger, som Haag-tribunalets chefanklager fremkom med til FN's Sikkerhedsråd: Af 519 udpegede begravelsespladser er 195 blevet gennemgået og 2108 lig afdækket. Når alle begravelsespladser vil være gennemgået i løbet af årene 2000 og 2001, ventede chefanklageren at nå op på 11.334 lig. Hvordan tribunalet var nået frem til, at man om to år ville være kommet frem til lige nøjagtigt dette tal, forklares ikke. Men selv om tallet om to år skulle vise sig at være det helt rigtige, ville det alligevel ikke i sige noget acceptabelt til bedømmelse af det afgørende: »den etniske udrensnings omfang«. Et acceptabelt grundlag for en sådan bedømmelse opnås først, når det med nogenlunde sikkerhed kan fastslås, hvem de begravede har været - civilpersoner eller medlemmer af den Kosovo-albanske oprørshær UCK? Ovennævnte AFP-Reuters telegram siger, hvorfor dette er nødvendigt. Befolkningen i det omtalte distrikt berettede om massakrer på godt 900 og telegrammet oplyser: »Koncentrationen af massegrave i dette område tæt ved Albanien forklares ved de jugoslaviske styrkers repressalier mod den Kosovoalbanske guerilla. Her fandt de sidste kampe sted mellem de jugoslaviske styrker og den kosovoalbanske befrielseshær (UCK)...«. Hvilket kun kan betyde, at en ikke uvæsentlig del af de begravede må have været oprørssoldater faldet i kamp mod serbiske militærstyrker og ikke »etnisk udrensede civile«. Dette stemmer også helt med en artikel, som den 24. august fandtes i Aktuelt. Den beskrev en genbegravelse under mere normale former af tidligere begravede. Men medens selve artiklen indeholdt de rituelle sætninger: »de var alle ofre for den etniske udrensning, som serberne begik mod albanerne«, forrådte billedteksten noget andet. Den lød: »Søndag blev 55 etniske albanere, som mistede livet undet Kosova-krigen, ved en stor ceremoni begravet en gang til i byen Polence. De fleste af de dræbte var soldater i Kosovas befrielseshær UCK«. Dette vigtige element om antallet af dræbte oprørssoldater fra UCK er ellers omhyggeligt holdt ude fra beretningen om massegrave. Hvilket igen vil sige, at offentligheden også må være i fuldstændigt vildrede med, hvad der på de udpegede begravelsespladser findes af dræbte UCK-medlemmer. De kan jo ifølge sagens natur ikke være »etnisk udrensede«, når deres egen hovedopgave var med våben at »udrydde« serbere. Helt til forskel fra virkeligt civile, der alene kan komme ind under den nævnte kategori. Og da den lige udnævnte nye præsident for Haag-tribunalet, den franske anklager Claude Jordan, har betegnet »den etniske udrensning som vigtigste punkt for tribunalet«, bliver det selvsagt også det vigtigste punkt i forbindelse med de såkaldte massegraves indhold at få fastslået, hvem de begravede har været. Der findes ingen klare oplysninger om UCK-soldaternes tab, ligesom oplysninger om oprørshærens størrelse er usikre. Før bombardementerne angav UCK selv tallet til 25.000, og hævdede at have kontrol over 30 procent af Kosovos territorium. Fem-seks uger efter bombardementernes start, oprørshærens samtidige offensiv og den øjeblikkelige serbiske modoffensiv med vældige styrker talte oprørshæren ifølge »Jane's Defence Weekly« i sine rækker ikke mere end 4000 i tre - for serberne vanskeligt tilgængelige - lommer. Hvad der er sket i mellemtiden, kan man få et indtryk af ved læsning af en helsidesartikel i Le Monde den 16. april, skrevet af bladets medarbejder, der havde fulgt flygtede UCK-soldater i provinsens vestlige bjergegne. Overskriften lød: »Kosovo, en UCK-kolonne i helvede«. Med underskriften: »I Kosovos vestlige bjergegne flakker slagne UCK-soldater rundt med deres officerer. Brigader decimerede, sønderknuste krigere, en kolonne af sårede og slagne, skygger af sig selv, med gennemhullet fodtøj, forbindinger og bårer af alt forhåndenværende, hele historien om en hær i opløsning«. Om de UCK-medlemmer, som det ikke lykkedes at flygte op i de vanskeligt tilgængelige bjergegne, vides meget lidt - kun at de fleste frigjorde sig for våben og uniform for at blande sig med civilbefolkningen. Gemt i flygtningestrømmene kunne de så forsøge at komme til Albanien, hvor der var træningslejre til hærens genopretning. Men hvad skete med de UCK-folk, der blev liggende dræbt på kamppladserne, efter at de andre var flygtet? Og hvad skete med dem, som ikke havde held til at gemme sig i civilbefolkningen eller med flygtningestrømmene komme til Albanien, og hvis skæbne derfor var beseglet. Hvor blev alle disse UCK-soldater begravet - af hvem og hvordan? Før der foreligger forholdsvis fyldestgørende oplysninger herpå og en lang række andre spørgsmål om disse »massegrave«, har hverken retten eller befolkningerne mulighed for på et acceptabelt grundlag at bedømme, i hvilken udstrækning disse begravelsespladsers indhold vidner om omfanget af »etnisk udrensning«. Men heller ikke før. n Fhv. redaktør