Med den antikke scenekunst blev demokratiet født

Vi må genetablere forståelsen for, hvorfor staten er med til at finansiere kulturen: fordi den bidrager til vores dannelse og evne til at reflektere over følelsesliv og samfundet som helhed

Vi skal tilbage til det gamle Grækenland og dengang, da korlederen trådte ud af koret ved de athenske byfester. For her skete der noget helt særligt med scenekunsten. Det var her, kimen til det dramatiske skuespil blev lagt, og den enestående europæiske scenekunsttradition blev født.
Vi skal tilbage til det gamle Grækenland og dengang, da korlederen trådte ud af koret ved de athenske byfester. For her skete der noget helt særligt med scenekunsten. Det var her, kimen til det dramatiske skuespil blev lagt, og den enestående europæiske scenekunsttradition blev født. Foto: Jerrin Heller/Ritzau Scanpix.

FOLKETINGSVALGET ER veloverstået, og inden længe får vi en ny regering, som i hvert fald for kulturlivet ser ud til at blive en forbedring i forhold til den regering, der nu træder af. Den forgangne valgperiode har om noget været præget af de stærkt udskældte besparelser på to procent om året, og allerede nu ved vi, at der er bredt flertal for endelig at afskaffe dem. Ikke mindst af dén årsag er der grund til at tro på, at der venter landets kulturaktører en bedre fremtid forude.

Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at det, vi har i udsigt, i første omgang kun er en rent økonomisk omprioritering. Skal kulturlivet samlet set have de bedst mulige vilkår, kan vi ikke nøjes med at udskifte den økonomiske optik.

Det er endnu vigtigere, at vi genetablerer den helt fundamentale forståelse for, hvorfor det offentlige overhovedet er med til at finansiere kulturen: Den har en demokratisk værdi, fordi den bidrager til borgernes dannelse, deres medmenneskelighed og evnen til at reflektere over både det indre følelsesliv og samfundet som helhed.

Skal vi have genetableret denne forståelse, er det en forudsætning, at den kommende kulturminister tager et opgør med den logik, der har hersket i den forgangne valgperiode. Nemlig den logik, der dikterer, at det vigtigste er, at de offentligt støttede kulturinstitutioner bliver bedre til at tjene deres egne penge, og at de gør alt, hvad de kan for at øge publikumstallene.

Inden for mit felt, scenekunsten, kan vi iagttage to altoverskyggende konsekvenser af det øgede økonomiske pres. For det første bliver de store scener i stigende grad fyldt ud med de genrer, som har den bredest mulige tiltrækningskraft, og som gør det en del lettere at sælge en masse billetter – nemlig musik- og familieforestillingerne.

For det andet stiger billetpriserne – særligt inden for disse populære genrer. Når efterspørgslen overstiger det antal sæder, man har til rådighed, og man samtidig går efter at maksimere indtægten, er det helt naturligt at sætte priserne i vejret.

Økonomisk set er det et ganske genialt træk, og denne bevægelse i retning af i højere grad at servere det, man på forhånd ved er populært, imødekommer fuldt ud ønsket om at gøre teatrene mindre afhængige af de offentlige midler.

Det er med andre ord godt for teatrenes bundlinjer. Men er det godt for scenekunsten, for borgerne og for demokratiet som helhed? Det korte svar er nej – for det medfører en undertrykkelse af de scenekunstneriske genrer, der ikke har samme kommercielle slagkraft, og det reducerer antallet af borgere, der har råd til at gå i teatret. Det lidt længere svar påbyder os at skue tilbage over historien.

HELT SPECIFIKT SKAL VI TILBAGE til det gamle Grækenland og dengang, da korlederen trådte ud af koret ved de athenske byfester. For her skete der noget helt særligt med scenekunsten. Det var her, kimen til det dramatiske skuespil blev lagt, og den enestående europæiske scenekunsttradition blev født.

Den scenekunst, hvor korets fællessang blev suppleret med eller ligefrem erstattet af individuelle stemmer og den mangfoldighed af perspektiver, som kommer til udtryk gennem disse. Hvor samfundets og menneskets grundlæggende dilemmaer dramatiseres. Alt sammen baseret på nyskrevne tekster, som udgør den bærende søjle inden for denne tradition.

I samme bevægelse blev dansen og musikken skubbet noget til side. Takket være disse udtryksformers afgørende rolle i rituelle sammenhænge og ved de religiøse fester – inden for alle mulige kulturer, ikke blot den græske – har de naturligt en tæt tilknytning til scenekunsten. Men fra og med de dramatiske skuespils opståen blev scenekunsten i markant højere grad tilknyttet litteraturen.

Lige siden sin opståen har denne scenekunsttradition været afhængig af en mæcen – såsom medlemmer af borgerskabet, hoffet, kirken og staten – for at kunne trives. En mæcen, der netop ikke kastede sig over scenekunsten for at profitmaksimere.

Det betyder, at det dramatiske skuespil fra begyndelsen har været så godt som frigjort for kommercialiseringen. Det er således en del af selve den europæiske scenekunsttraditions kerne, at dens værdi aldrig har skullet gøres op i hverken franc, mark, pund, lire eller kroner, og det er derfor, at den demokratiske værdi af denne type forestillinger fortsat er så stor.

Men når staten – dansk scenekunsts altoverskyggende mæcen – i stigende grad er begyndt at betragte det dramatiske skuespil gennem en økonomisk optik, sættes den hæderkronede tradition under et massivt pres. Det er ikke mindst derfor, vi kan betragte de kommercielle musikforestillingers indtog på de offentligt støttede scener, selvom de har gode forudsætninger for at klare sig på markedsvilkår.

DEN NYSKREVNE danske dramatik kan ikke konkurrere med træfsikre amerikanske musicals på de økonomiske parametre. Men når det kommer til de demokratiske og dannelsesmæssige parametre, vinder den nyskrevne dramatik næsten hver gang. Derfor er det altafgørende, at den kommende regering vælger at prioritere kunsten og kulturens demokratiske værdi højest.

Dette gælder naturligvis ikke blot inden for scenekunsten, men for enhver afart af kulturlivet, der modtager offentlige kroner. Det er netop denne bevægelse væk fra det økonomiske fokus, der er nødvendig, hvis vi skal sikre, at det danske kulturliv bliver så alsidigt og innovativt, som det uden tvivl har potentiale til. Tænk engang, hvis mantraet bliver, at kunstnerne og kulturaktørerne skal give borgerne det, de ikke vidste, de ville have – frem for den afgående kulturministers påbud om at ”opsøge borgerne dér, hvor de er”.

Skal vi endelig benytte os af økonomiske termer, måske for at overbevise skeptikerne, så lad os frem for alt tale om de offentlige midler, der tilgår kulturen, som investeringer. For det er netop, hvad de er: investeringer i demokratiet og vores dannelse. I kulturlivets samlede trivsel og innovationsevne. I de enkeltstående kunstarter, der takket være disse investeringer får tid og rum til at frembringe fantastiske værker, som begejstrer, inspirerer og fornyer vores alles perspektiv på os selv, på hinanden og på det samfund, vi lever i.

DET HANDLER NATURLIGVIS OM, at så mange danskere som muligt får glæde af det kulturliv, de via skatten selv betaler for. Hele øvelsen består netop i, hvilken rækkefølge de forskellige parametre prioriteres i. Den rigtige måde bør naturligvis være, at man i første omgang går efter at lade kunstnerne og kulturaktørerne frembringe de mest fantastiske værker og oplevelser, de overhovedet kan. Dernæst giver det så fuldt ud mening at gøre alt, hvad man kan for at få flest mulige til at opleve de givne værker og oplevelser.

Måske det ikke lykkedes at sælge lige så mange billetter ad denne vej. Men den demokratiske værdi af 10.000 solgte billetter til et nyskrevet dramatisk skuespil vil jeg mene er højere end 100.000 solgte billetter til endnu en træfsikker amerikansk musical.

Heldigvis er det ikke mig, der i praksis skal vurdere dette. Det har vi i Danmark en fantastisk skare af kulturkritikere, der kyndigt tager sig af. Men lur mig, om de ikke også ville foretrække et samfund, hvor kulturlivet tilskyndes at frembringe nyskabende og aktuelle værker og oplevelser, frem for blot at tvinges til at styrke bundlinjen gennem forudsigelige blockbusters.

Hans Henriksen er teaterdirektør, Aalborg Teater.