Prøv avisen

Med gammeltestamentlige tekster på prædikestolen

Jeg kan ikke anbefale det kraftigt nok. Faktisk har det været en næsten endnu større oplevelse end epistelrækkerne. Med epistlerne er vi stadig i Det Nye Testamente. Med andre ord: i kendt terræn. Med de gammeltestamentlige tekster bevæger vi os ud i mere ukendt land, skriver dagens kronikør. Foto: Jakob Dall Denmark

Et nyt kirkeår er nu begyndt, og dagens kronikør opfordrer sine præstekolleger til at prøve at prædike over tekster fra Det Gamle Testamente. Man fyldes på ny af gudsordets liflighed og uudtømmelighed. Man bliver selv fyldt af det. Og hvis det går rigtig godt, bliver menigheden også fyldt på ny, skriver han

I søndags sagde vi godt nytår til hinanden i kirken. Det betyder, at præsterne vender prædikenbunken. Tror vist nok nogle. Men mon ikke det er de færreste præster, der gør det.

Ikke desto mindre vil jeg tro, at det for en del præster kan føles, som om bunken vendes. Endnu en gang de samme tekster forfra. De er uudtømmelige. Spørgsmålet er bare, om man selv er gået tom. Eller hvad værre er: Menigheden føler, at præsten er gået tom.

Jeg har en sikker kur mod det scenarium. Tag en pause fra den vante tekstrække, og prøv en anden. Der er jo andre. Der er epistelrækken med de nytestamentlige breve og den gammeltestamentlige række.

I Løsning-Korning Sogne har vi prøvet at prædike over begge epistelrækker, med nogle års mellemrum. Og nu i det forløbne kirkeår har vi, med biskoppens tilladelse, prøvet den ene gammeltestamentlige række. Jeg skal love for, at man bliver sat på arbejde med sådan en ny bunke tekster. Det er ikke en gratis omgang. Men man fyldes på ny af gudsordets liflighed og uudtømmelighed. Man bliver selv fyldt af det. Og hvis det går rigtig godt, bliver menigheden også fyldt på ny.

LÆS OGSÅ: Glæde og omsorg for levende og dødt træ

Jeg kan ikke anbefale det kraftigt nok. Faktisk har det været en næsten endnu større oplevelse end epistelrækkerne. Med epistlerne er vi stadig i Det Nye Testamente. Med andre ord: i kendt terræn. Med de gammeltestamentlige tekster bevæger vi os ud i mere ukendt land. Selvfølgelig ikke komplet ukendt. Tidligere biskop over Københavns Stift Ole Bertelsen sagde engang, at en teolog altid skal bo i et hjørne af Skriften. Selvsagt inklusive Det Gamle Testamente.

Men Det Gamle Testamente er så uoverskuelig stort, så propfuldt af tanker og temaer og på mange måder også så fjernt fra os. Det er virkelig gammelt.

Som ordentlig teolog ved man selvfølgelig, at Det Gamle Testamente er en afgørende forudsætning for Det Nye Testamente, ja, at det er en del af kirkens kanon, som betyder rettesnor. De gammeltestamentlige læsninger har endda fået plads i vores danske gudstjenesteordning i allernyeste tid, siden 1992.

Det sidste er faktisk lidt af et under, når man tænker på, hvor nedvurderet Det Gamle Testamente er, ikke mindst blandt folkekirkens teologiske trendsættere. Den gammeltestamentlige hævngud det er ikke et udtryk fra det ateistiske overdrev, men fra teologernes egne rækker.

I 1988 skrev Eduard Nielsen, daværende professor i Gammel Testamente, en artikel i et festskrift til Leif Grane med titlen: Hvorfor kan man ikke prædike over Gammel Testamente?. I artiklen forklarer professoren, hvorfor det vil være ret problematisk at prædike direkte over gammeltestamentlige tekster. Det gør han blandt andet med henvisning til den moderne bibelkritiske metode, som har medført, at vi ikke sådan uden videre kan finde Kristus i Det Gamle Testamente.

Jeg tilstår, at vi her i sognene har fundet Kristus overalt i Det Gamle Testamente. Skjult til stede, naturligvis. Som Augustin sagde det: Det Nye Testamente ligger skjult i Det Gamle Testamente, og Det Gamle Testamente er afsløret i Det Nye Testamente. Men så blev Augustin jo også født, længe før åndløshedens teologi gjorde sit indtog.

Apropos den gammeltestamentlige hævngud contra den nytestamentlige kærligheds ditto fortæller den tyske præst Wilhelm Busch en historie fra sin tid som præst i 1930erne, hvor han var en del af bekendelseskirken, som modsagde nazisternes jødepolitik.

En sympatisk mand mødte en dag op på præstekontoret og bad Busch om at få sit barn døbt. Men, sagde han, der er en ting, jeg gerne vil bede Dem om. Vil De ikke nok tage teksten til Deres tale fra Det Nye Testamente. Jeg ønsker ikke at have noget at gøre med Det Gamle Testamente!.

Busch lovede at opfylde mandens ønske, og efter en tænkepause sagde han: Hvad med et vers som dette: Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig?.

Fint! Smukt!. Manden var begejstret. Sådan er Det Nye Testamente. Det er noget andet end racegudens torden i Det Gamle Testamente. Brug bare det vers.

Manden blev afbrudt af Buschs latter: Kære ven, det er et ord fra Det Gamle Testamente. Mandens ansigt afspejlede hans forbløffelse og et øjeblik senere hans forlegenhed.

Busch sagde lidt efter: Jeg forstår godt, hvad det er, De mener. Der er et andet skriftsted, der siger: Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder ...

Der har vi det!, afbrød manden. Det er netop det, jeg mener. Sådan taler denne syrisk-jødiske racegud, denne forfærdelige gammeltestamentlige ... Manden stoppede forskrækket op, da Busch igen begyndte at le højt.

Kære ven, dette vers står i Det Nye Testamente ...

Den nulevende karmelitermunk Wilfred Stinissen skriver i en af sine mange bøger: Det Gamle Testamente er et hemmelighedsfyldt land, hvor man bestandigt opdager veje, der leder til Kristus.

Det har han og hele kirken i øvrigt fra Kristus selv. Om ham fortæller Lukas i sit evangelium, at han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

Så på trods af, at min kollega og jeg skulle befinde os på et fagligt højere stade end både Jesus og Augustin, med vor akademiske indsigt i historisk funderet bibelkritik, har vi fundet det betydeligt mere frugtbart at læne os stærkt op ad indsigterne fra de to og mange andre, og derved har vi fundet mængder af guld i den gamle bog.

Kristus-guld, men også menneske-guld. Der er nemlig det ved Det Gamle Testamente i forhold til Det Nye Testamente, at hele spekteret af menneskelivet er med på en langt tydeligere måde. Faktisk må man sige, at der ville være temmelig tavst om meget i det almindelige menneskeliv, hvis vi kun havde Det Nye Testamente. Man kan også sige, at Det Nye Testamente har ét, altdominerende fokus: Kristus og livet i ham. Dermed er der ikke levnet så meget spalteplads til alle de menneskelige mellemregninger. Dem finder man til gengæld til overmål i Det Gamle Testamente.

Om ikke det har været svært af og til at prædike over en af teksterne, så sære som de nu kan være, så fjernt fra vores tid, så underlige, ligefrem anstødelige i gudsbilledet?

Jo da, i høj grad. Men den modstand, som teksterne giver, bliver prædikenerne ikke ringere af. Ofte tværtimod.

Jeg blev en søndag stillet over for den opgave at skulle prædike ved en gudstjeneste, arrangeret i forbindelse med en kunstudstilling. Fremmødet af ikke-gudstjenestevante ville være mærkbart større end normalt. Og der skulle på en eller anden måde knyttes til ved billedkunst. Teksten var følgende korte fra Ezekiels Bog: Herrens ord kom til mig: Hvad er det for et ordsprog, I bruger om Israels land: Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder. Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: I skal ikke mere bruge dette ordsprog i Israel. Alle menneskers liv tilhører mig.

Tak spids, hvordan skulle det dog gå? I maset med teksten bankede en prædiken på, en prædiken om skyld og ansvar contra karma og skæbne og om nådens altforvandlende kraft, med afsæt i Rembrandts billede af faderen og de to fortabte sønner.

Vi har brug for disse teksters umulighed, de rusker op i vores alt for tilvante og glatte gudsbilleder. Som den norske præst Børre Knudsen sagde det engang: Bibelens ord fornærmer os, fornærmer vores intellekt, krænker vores moralske sans, behandler os som møgunger! Gudsordet er primitivt, enfoldigt, barnligt. Men den, som med respekt møder Guds dårskab, anderledeshed, primitivitet, vil erfare Hans troværdighed.

Henrik Højlund er sognepræst