For en del år siden læste jeg en roman, som stadig dukker op i mine tanker. ”Nattog til Lissabon” hedder den. I bogen er der en fantastisk tale. Talen holdes af en begavet gymnasieelev på bare 17 år. Han kæmper med den kristne tro, han tvivler, men han kan ikke slippe denne kamp.
Den 17-årige siger: ”Jeg ville ikke kunne leve i en verden uden katedraler. Jeg har brug for deres skønhed og ophøjethed. Jeg har brug for dem som en modsigelse mod uniformernes gråmelerede ensformighed. Jeg vil høre orglets brusen. Jeg har brug for det som en modvægt mod marchmusikkens skingre idioti. Jeg vil læse Bibelens magtfulde ord. Jeg har brug for dem som en modvægt mod sprogets slaphed og parolernes diktatur. En verden uden alt dette ville være en verden, hvor jeg ikke gad leve.”
Så vidt denne tale. Med ungdommens klarsyn siger han, at verden ville være en anden uden den modsigelse, som kirken i hele sin fylde er her for at bringe til orde.
Det handler om ånd. Protesten mod åndløshed. Ånd angår dette ejendommelige ”mere”, som rækker ud over det, vi selv kan tilvejebringe, det, vi kan fornøje os med eller købe os til. Der er et ”mere”. Et ”mere”, der gør, at vi ikke kan lade os nøje med mindre. Båndene begynder at snære, når vi kun er henvist til vores egne lukkede rum.
Vi behøver blot tænke på den pauvre tid, da vi var overladt til kirkelukningerne og måtte sidde inden døre. Og vi, der er lidt ældre, oplevede noget af, hvad en fornyet åbning vil sige i forbindelse med Murens fald i det gamle DDR.
På et besøg i de gamle Luther-byer for nogle år siden kom vi også til Leipzig. Leipzig ligger i det forhenværende DDR. Det er byen, hvor Johann Sebastian Bach virkede ved Thomaskirche, og hvor hans kiste stadig står i kirken. I en anden af Leipzigs kendte kirker – Nicolaikirche – begyndte den fredelige demonstration mod det gamle DDR-styre, hvilket var medvirkende til Murens fald i 1989. Det begyndte uden vold og uden magtanvendelse. Ganske stilfærdigt samlede mennesker sig i og uden for kirken. De sang salmer, de bad. De lyttede til profeten Esajas’ ord om at smede våben om til plovjern. Aften efter aften samledes de. Flere og flere kom til. Hvad skulle magthaverne gøre?
Begivenhederne i Leipzig var med til at fremprovokere sammenbruddet i staten DDR. En forhenværende Stasi-agent, som havde været involveret på det daværende styres side, skrev senere en beretning om denne underlige, fredelige revolte. Beretningen lå nu i Nicolaikirche, hvor vi kunne læse den. Han skrev: ”Vi, styret, var forberedt på alt, på optøjer, på væbnet modstand. Det eneste, vi ikke var forberedt på, var bønner og salmesang.”
Vi skal ikke udpege guddommelige spor eller handlinger i historien. Det har i tidens løb vist sig at være en farlig dagsorden. Men som kristne mennesker må vi have lov til i taknemmelighed at sætte ord på et og andet, vi er vidner til. For mange af os blev begivenhederne i Nicolaikirche et vidnesbyrd om ånd kontra våbenmagt. Og lad det så bare hvile der.
Når vi taler om ånd i kristen sammenhæng, så må det nødvendigvis være pinsens ånd, vi taler om. Der tales om ånden flere steder i Bibelen. Ja, på de allerførste blade læser vi, at Guds ånd svævede over vandene og satte skel mellem lys og mørke.
I Det Nye Testamente sker der en præcisering af, hvad Guds ånd er og vil. Det sker ganske særligt i de første kapitler af Apostlenes Gerninger, hvor vi hører om disciplene, som oplevede, at kirken blev til. 50 dage efter påske hører vi om dette livs- og fødselsunder. Som den eneste af evangelisterne har Lukas bragt dette videre i skikkelse af en fortælling om en omkalfatrende begivenhed. De andre evangelister og Paulus har andre måder at sige det samme på.
Vi hører i Apostlenes Gerninger om Jesu disciple, der sad inden døre. En flok bange, skræmte, nedslåede og sørgende mennesker, som havde mistet deres herre og mester. Den Jesus, som havde givet dem håb og rejst dem op som mennesker – han var nu blevet taget fra dem. Hvad end der kan være sket, så fortæller Apostlenes Gerninger, at situationen blev vendt. Som ved et under. Samt at det skete ved ånd, Guds ånd.
Jeg forestiller mig ikke, at disciplene for et øjeblik glemte, hvad de havde været igennem. De glemte ikke deres egen fejhed og svigt, da Jesus blev taget til fange. De glemte ikke skammen. De glemte ikke den rå hobs foragtelige råb til den korsfæstede eller spotten, som de ikke engang havde vovet at tale imod. Det var der alt sammen, pinligt nærværende. Men hvordan det end gik til, så blev der altså ud af denne ”liden flok, som er svag og bly og bange nok,” skabt ”kæmper stærke”, som turde ”svinge åndens sværd”, for nu at citere vores pinsesalmedigter over dem alle, N.F.S. Grundtvig.
Den kristne kirke blev til. Ved et fødselsunder og på ingen måde som noget selvfølgeligt. Det var ikke en fin kirke, som dalede ned fra himlen med gotiske hvælvinger, spir, sølv og guld. Det var heller ikke en kirke med præster, menighedsråd, personale og kirkeministerielle cirkulærer. Alt det kom først til senere – og tak for det!
Men kirken kom som den forsamling, der takker, synger lovsang og udbreder budskabet om, at den korsfæstede Jesus er opstanden, og at der derfor er plads til at håbe, tro og elske for os mennesker – den kirke blev født. Som et sandt guddommeligt under.
Da den himmelske Fader opvakte sin Søn, Jesus Kristus, så sagde han samtidig ja til hele Jesu liv som det sande menneskelige liv. Et liv levet i frihed, ikke for sin egen skyld, men til bedste for alle andre i kærlighedens hengivelse. Gud Faders ja til Jesus ved opstandelsen betyder samtidig, at Jesus Kristus er alle jordiske dommeres dommer. Han og ingen anden. Deri ligger håbet for alle skyldige, for dommeren har selv ført vores sag. Og vundet den fra sig selv.
Denne dybe hemmelighed er der mange ord for. Pinsen kom med Guds ånd og ord til de kraftesløse og modløse, så de rejste sig på fode og blev vidner om dette. Dødens mørke, der truer med at udslukke al glæde, blev gennemlyst af opstandelsens lysende håb. Nye ord begyndte at brænde på deres læber. Det, som her fandt sted, kunne ikke mere rummes inden for de gamle rammer. Det var et brud på det, de tidligere havde tænkt og forstået.
Det nye, pinsens ånd, bredte sig som en bølge og en bevægelse ud over alverden. De gamle snærende bånd bristede. Med et udtryk af Martin Luther, så er det, som når en plaskregn rammer den tørre mark.
Kirken kom til verden for at give det ord videre med tale, handling og lovsang. Kirken er sat til at sige, hvad der gælder om menneskelivet for Jesu Kristi skyld. Den skal bringe et nyt og anderledes billede af både Gud og menneske i omløb. En ny og anderledes proklamation. Det kan kun ske i ånd og sandhed.
Gud har ikke lukket sig inde i sin egen guddommelighed. Han vil verden, han vil os. I sin overstrømmende kærlighed har han skabt os. Det er underfuldt. Vi er skabt og villet, og endnu mere underfuldt er det, at Han i Kristus selv vil bære omkostningerne for os med alt, hvad det indebærer. Med sin ånd og i sit ord er Gud for os og med os – evigt. Det var budskabet, som de gik ud i verden med. Det er det budskab, kirken døber på. Det er det ord, der rækkes til den anfægtede såvel som til den overmodige.
Når vi nu så mange år efter stadig fejrer pinsen, så er det i den tro, at det er den virkelighed, vi lever i og af. Stadigvæk. I de mellemliggende århundreder har vi øvet os på at finde sprog for dette under. Store, stærke og uforglemmelige ord har vi lært og øvet os i. I den gamle kirke kunne man ikke forme dette på anden vis end ved at tale om Guds treenighed som Fader, Søn og Ånd. Kun på den måde kunne man sige, at Gud er allermest sig selv, som treenig, når han er for os. Det er intet mindre end kærlighedens gåde.
Det er som med de smukke kirkebygninger – de vidner om ånd, de taler åndløsheden midt imod. Vi lytter efter ord om dette, og vi beder om åndens hjælp i kirkens pinsegudstjenester. I forventning om her at møde den vedvarende opstand mod tomheden.
Glædelig pinse!