Prøv avisen

Med radiostemmen, stormfuglen og kongen i front

Befrielsen var overvældende. Jeg oplever den som 10-årig i stationsbyen Otterup ved Odense efter fem besættelsesår med avisforsider om Anden Verdenskrigs bombninger og kampe rundt om på kloden og herhjemmefra om mord, terror, kriminalitet og navne på danskere, som tyskerne henretter. Foto: A E Andersen Denmark

Endeløs jubel da tyskerne kapitulerer. Danmark er atter frit

BBC sender nyheden i radioen fra London om aftenen den 4. maj 1945, og da befrielsen er officiel næste dag, takker kong Christian X vore befriere og de danske frihedskæmpere i en direkte radiotale og en præst skriver i sin dagbog:

Fem besættelsesår er slut. Danmark er befriet fra nazismens voldsherredømme. Han noterer, at tusinder af danske frihedskæmpere, koncentrationslejrfanger og søfolk mistede livet, og at mange, mange blev besættelsestidens ofre psykisk og fysisk. Han slutter: Den fred og frihed, vi har i dag, skylder vi dem, der kæmpede for Danmarks frihed i de fem forbandede år. Lad os aldrig glemme dem.

Befrielsen var overvældende. Jeg oplever den som 10-årig i stationsbyen Otterup ved Odense efter fem besættelsesår med avisforsider om Anden Verdenskrigs bombninger og kampe rundt om på kloden og herhjemmefra om mord, terror, kriminalitet og navne på danskere, som tyskerne henretter.

Jeg husker snak i byen om angiveri og unge danskere, der får tortur i Gestapohovedkvarteret i Odense, tyske soldater, som besætter vores skole og min angst for, at tyskerne sender min mor og far til tortur i koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg. Men også heldigvis tryghed i hjemmet og min mors beroligende ord, når vi beder aftenbøn.

Og så lige pludselig. Frihed, frihed og atter frihed og fokus på danskere, der var i front for et frit Danmark og markerede sig stærkt i offentligheden og i vore sind.

John Christmas Møller er en af dem. Jurist og i årtier konservativt folketingsmedlem og i perioder leder af partiet. Modstander af dansk deltagelse i Hitlers Olympiske Lege i Berlin i 1936 og minister i samlingsregeringen i 1940. Men han taler tysken midt imod og flygter til London i 1942, hvor han bliver tilknyttet BBCs danske nyhedsudsendelser.

BBC og tysk censur

Den danske presse er under besættelsen pålagt tysk censur, så der lyttes til BBCs danske radioudsendelser med nyheder, kodemeddelelser til modstandsfolk og ikke mindst John Christmas Møllers indtrængende og inspirerende opfordringer til modstand og sabotage mod tyskerne.

Christmas Møller taler engageret, giver håb og medvirker til, at den danske regerings samarbejde med tyskerne ophører i 1943 efter omfattende uro og strejker i flere byer. Han bliver udenrigsminister i befrielsesregeringen i 1945 og bryder senere med sit parti.

Da Danmarks Radio sender direkte fra et Dybbøl-møde i København den 13. april 1948, går statsminister Hans Hedtoft (S) på talerstolen og siger: Lyttere nær og fjern. Jeg kan ikke begynde min tale uden at gøre forsamlingen bekendt med en meddelelse, jeg lige har fået, og som har gjort dybt indtryk på mig. Forhenværende udenrigsminister Christmas Møller er død. Vi, der kendte ham, ved, at han var en god dansk mand, uanset politiske meningsforskelle. Om enig eller uenig han var en god dansk mand. En rank og modig personlighed. Æret være Christmas Møllers minde.

Christmas Møller dør af hjertestop som 54-årig, og næste dag skriver Fyens Stiftstidende under en femspaltet overskrift: Christmas Møller hyldet i England og i hele Norden som Danmarks store søn. Englands, Norges og Sveriges presse betegner ham som en ledende skikkelse i kampen mod tyskerne.

Stormfuglen: Kaj Munk

Der er andre. Stormfuglen bliver han kaldt. Sognepræsten i Vedersø på den jyske vestkyst, Kaj Munk, der impulsivt holder gudstjenester både på skolen og i kirken den 9. april 1940, da tyskerne besætter vores land og i de næste år tordner offentligt i skrift og tale mod besættelsesmagten og samarbejdspolitikken.

Med mod og kristentro er han kompromisløs i sine synspunkter i aviser, foredrag og skuespil på Det Kongelige Teater. En kendt mand, som alle taler om. Han giver os håb i hverdagen og mod til at værne om vores danske identitet i kamp mod en brutal besættelsesmagt og han bliver en større og større torn i øjet på tyskerne.

Han ved selv, hvor det bærer hen, men nægter at flygte til Sverige eller England, fortæller hans enke, Lise Munk, da jeg som sognepræst i Præstø i begyndelsen af 1990erne laver en DR-radioudsendelse med hende i Vedersø Præstegård.

En aften i januar 1944 sker det så. Den 45-årige Kaj Munk bliver hentet af tyskerne i Vedersø Præstegård og dræbt med nakkeskud. Mordet gør dybt indtryk i hele befolkningen, 8000 mennesker følger hans kiste til graven, og vreden mod tyskerne forstærkes.

Svenske og finske aviser kalder mordet oprørende og meningsløst, engelsk radio hylder Kaj Munks kamp for danskheden og menneskehedens eksistens og den kendte norske forfatter Sigrid Undset siger, at Kaj Munk var en modig mand, og at hans kamp mod Gestapo har bragt ham udødeligheden:

Kaj Munk, stormfuglen, er blevet ét med Danmarks kamp, med dets liv og dets ære, og hans navn bliver et af de store, der skal leve evigt i Danmarks historie.

Endelig er der kongen

Efter den tyske besættelse i 1940 bliver kong Christian X mere og mere populær som symbol på vores fædrelandskærlighed i en bølge af nationalfølelse og dansk identitetsbehov. Vi samles til store udendørs møder med danske fællessange som det sker den 1. september 1940, da over 700.000 deltager i fællessang over hele landet, mens måske lige så mange følger med i radioen, skriver aviserne.

Og på kongens 70-års fødselsdag den 26. september samme år hyldes han af omkring en halv million mennesker i København, hvor han tiljublet af mange fortsætter sine populære daglige rideture i byens gader trods tysk modvilje.

Folk taler meget om ham, og vi børn synger fædrelandssange i skolen, ude i byen og derhjemme. Min far har ligesom flere hundred tusinde andre det lille kongeemblem på jakkens revers, og det føles trygt at vide, at kongen er her som fundament for vores gamle land med håb om, at verdenskrigen slutter med sejr for de allierede, USA, England og Sovjetunionen.

Ved befrielsen har butiksvinduer landet over Dannebrog og foto af kongen, og nogle dage senere åbner kongen rigsdagssamlingen, hvor han uden for programmet tilkalder chefen for de allierede styrker i Danmark, den britiske general Dewing, og siger synligt bevæget: Jeg takker Dem, general, for alt, hvad De har gjort for os. Hans enkle ord udtrykker, hvad alle danskere føler, skriver den engelske avis Daily Telegraph.

Året efter vinker min farmor og jeg ivrigt til kongen sammen med flere tusinde andre, da han og dronning Alexandrine besøger Odense, men næste år, kort før midnat den 20. april 1947 dør han af lungebetændelse som 76-årig på Amalienborg.

Dyb landesorg og sympati fra hele verden. Den amerikanske præsident Harry Truman siger: Den danske konge symboliserede sit lands kærlighed til friheden, og Daily Telegraph skriver: Til befrielsens dag vedblev han at styrke sit folk ved altid at insistere på dets rettigheder.

Så vidt tre mennesker, som den danske befolkning fik tæt ind på livet under besættelsen og ved befrielsen. Tre mennesker radiostemmen, stormfuglen og kongen der ligesom mange, mange andre på hver sin måde var med til at give os den frihed, vi har i dag. Lad os aldrig glemme dem som præsten skrev i sin dagbog.

Paul Zebitz Nielsen er journalist, præst og forfatter til bøgerne Når den, man elsker, dør og Fra tv-reporter til sognepræst.