Medicinens menneskelige ansigt

Medicinen er undertiden ikke meget værd, hvis ikke den har et menneskeligt ansigt. Det er en fundamental menneskelig erfaring. Det ved vi, fordi vi ved, at selv værdiløs medicin kan have optimal virkning over for visse sygdomme, hvis bare den har et menneskeligt ansigt. Når et menneske er nået ud til livets yderste kant, hvor afstanden til døden er minimal og medicinen ikke virker, er der kun medicinens menneskelige ansigt tilbage. Og hvis medicinens menneskelige ansigt er kærligt, varmt, nænsomt og nærværende med øjne, der lyser af ægte omsorg og realistisk med-liden, kan den være med til at bære menneskelivet frem til døden med værdighed. Så kan livet blive godt og døden til at tage imod. Det er ofte i menneskelivets ekstreme situationer, at det menneskelige overhaler det kliniske og bliver det sværeste, men vigtigste af alt. Øjnene Medicinens menneskelige ansigt er specialist i menneskelivets mangfoldighed. Det har blik for selv de mærkeligste menneskelige fænomener. Der er ikke noget menneskeligt, der er fremmed for medicinens menneskelige ansigt. Medicinens menneskelige ansigt lader sig forundre, forbavse, overraske. Panden er fuld af forundringens dybe furer. Øjnene kan af og til have fortvivlelsens dybe glød. Undertiden lukker øjnene sig i, fordi de næsten ikke magter at se på det, medicinen nu engang skal se på. Og den skal se på alt. Lige fra de oplagte ligegyldigheder til den ultimative meningsløshed. Den skal rumme både det skønne og det hæslige i menneskelivet. Ørerne Ørerne er store. De kan høre alt, også det der ikke bliver sagt. Ørerne har lige-som øjnene direkte forbindelse til medicinens menneskelige hjerte. Derfor kan ørerne høre flere ting på en gang. Og forstå det de hører, også selv om det er uforståeligt. Ørerne kan høre selv de svageste lyde, fornemme de fineste betoninger, og de kan karakterisere et menneske på stemmen. Lyden af den ægte glæde og den dybe smerte i menneskelivet kommer aldrig uhørt forbi medicinens menneskelige ører. Næsen Medicinens menneskelige ansigt er ikke god til at tage afstand. Tværtimod vil det tæt på. Det stikker sin næse i alt. Også det der lugter grimt, så grimt, at alle andre ansigter får kvalme og brækker sig. Næsen er følsom, samtidig med at den er belagt med hård hud, så den kan komme frem selv dér, hvor der er ufremkommeligt. Næsen kan lugte fattigdommen på lang afstand. Den kan lugte ensomhedens triste forbandelse. Den snuser sig frem til menneskelivets triste tanker, som rummer selvmordets mulighed, også selv om det ikke bliver formuleret. Og så får den munden til at spørge: orker du ikke mere? Vil du af med livet? Vil du fortælle mig om dine tanker? Munden Medicinens menneskelige ansigt har en mund, som har gennemgået en flerårig specialuddannelse i at være lukket. Munden har et fremragende teamwork med øjne, ører og næse. Det er dem, der er aktive, det er dem, der er udfarende. De trækker det store læs. Munden lader sig fodre indefra med alt det, de har erfaret, og åbner sig kun indimellem, når den skal vide noget, som øjne, ører og næse ikke har fundet ind til. Munden åbner sig langsomt og forsigtigt. Den er meget varsom med klare løsninger og formynderisk adfærd. Medicinens menneskelige mund giver råd, anvisninger, forslag, ideer. Men den har ikke et umætteligt behov for at tale. Sandheden omgås den med ærlig forsigtighed. Munden er god til at tie og få andre til at tale. På den måde fodrer den forstanden og hjertet med viden og indsigt. Forstanden Medicinens menneskelige ansigt har en god forstand. Det skal det have. Naturligvis. Hvis ikke, var det hele sentimentalt føleri. Selv om man ikke kan se det, ligger forstanden med den høje medicinske faglighed inde bagest i det menneskelige ansigt og er med til at give det overskud til at blive synligt rent menneskeligt. Jo hurtigere og mere præcist man skal stille en sagligt set sikker diagnose, desto mere tid er der til menneskeligheden. Sådan burde det i hvert fald være. Tiden Men tiden er empatiens største barriere, hvad enten medicinens menneskelige ansigt slår dets folder på hospitaler eller i privat praksis. Derfor holder medicinen sig mest til den kliniske faglighed. Den tager ikke så lang tid, hvis man er dygtig nok. Hvorimod det menneskelige ansigt altid kræver tid, lige så dygtig medicinen end er. Tid er det smukkeste, man kan give et andet menneske. Tiden er dybden, intensiteten og nærværet. Det ægte, bevidste, medfølende engagement i undertiden bare 10 minutter, hvor den lytter sig ind til det ordløse sprog hos det menneske, som er helt afhængig af den faglige medicinske kapacitet. Social indsigt og sundhedsidealet Den sociale indsigt er måske den største barriere i udviklingen af en medicinsk menneskelighed. Det ses tydeligst i de neurotiske tvangstanker om forebyggelse, som præger medicinens menneskelige ansigt. I dagens danske samfund er medicinens menneskelige ansigt blevet et borgerligt middelklasseansigt, der stræber efter den smertefri udødelighed. Medicinens menneskelige ansigt krakelerer, hvis det skal opholde sig for længe i sygdommens og usundhedens verden. Den sociale indsigt hæmmes af det sundhedsideal, som vi nu vil forebygge os frem til, og som rummer en reel risiko for, at det sunde menneske agtes højere end det syge. Sundhedsidealet bygger på et funktionalistisk menneskesyn, hvor menneskets værdi fastsættes efter dets evne til at fungere optimalt i samfundet. Det sunde menneske er det stærke menneske, individuelt og kollektivt set. Når sundheden dyrkes så religiøst, som det sker i vores kultur, vil sundheden ikke bare dyrke sig selv, men også have overskud til at foragte det syge, det svage og det anderledes liv. Når der samtidig sker en privatisering af ansvaret for menneskers sundhed og sociale situation, marginaliseres de svage for alvor. Self-care-ideologien er slået igennem, og den går også på dem, der ikke kan klare sig selv. Liberaliseringsbølgen i det danske samfund kræver, at den enkelte borger skal have friheden og ansvaret tilbage. Friheden for det enkelte menneske til at bære sit eget ansvar betyder uforpligtethed og ligegyldighed for alle andre til at bære med på dette ansvar. Medicinens menneskelige ansigt vil gerne forebygge. Men det står over for en sundhedsideologi, der styrker de stærke og svækker de svage. Sundhedens succeskriterium er det gode liv i det sunde samfund, hvor der hersker dokumenteret ro, renlighed og regelmæssighed, hvor det enkelte menneske er maksimalt omkostningsfrit, selvstændigt og selvhjulpent og ikke ligger nogen til byrde. Medicinens menneskelige ansigt lever i en tid, hvor det handler om at nå frem til det normale, homogene og kontrollerbare samfund. Men medicinens menneskelige ansigt husker på, at menneskelivet rummer andre dimensioner end sundhed, og at helbred også har sociale og psykologiske dimensioner. Medicinens menneskelige ansigt er også solidarisk med alt det, der ikke kan svare sig. Det kan også blæse på nytteværdien, når det går ind i menneskers liv. Medicinens menneskelige ansigt fastholder pligtetikken, selv når det møder det umulige og hjælpeløse. Det gør det i en protest mod den ligegyldighed, der eksisterer over for de mennesker, samfundet ikke kan bruge, hvis fysiske, psykiske og sociale elendighed er for hæslig og tydelig i gadebilledet, sådan at de ordentlige borgeres væmmelse forebygges ved at fjerne de syge, svage og anderledes fra gaderne. Medicinens menneskelige ansigt er netop menneskeligt: det er menneskelivets tjener, ikke dets herre. Det skal have sans for og respektere menneskelivets mangfoldighed. Det må ikke uantastet lade sig bruge af forskellige tiders forskellige sundhedsideologier og tilfældige menneskesyn. Og det må slet ikke lade sig bruge som moralistisk pegepind, som måske tilmed ender med at blive et straffende spanskrør. Medicinens menneskelige ansigt skal stadigvæk være nænsomt og rummeligt og møde mennesker dér, hvor de færdes, også selv om der ikke er nogen succesombrust forebyggende fremtid i det. Det skal rumme lindring og omsorg. Det skal være medvirkende til, at også det syge liv får lov til at bevare dets værdi. Medicinens menneskelige ansigt ved, at det syge menneskeliv aldrig er hverken mere eller mindre håbløst end det raske menneskeliv. n generalsekretær, Kirkens Korshær