Morten Kvist: Medier og politikere fastholdt en forkert historie om mig

”Nu ved du, hvordan det er at være politiker,” smilede en fremtrædende politiker til Morten Kvist, efter at han havnede i en mediestorm op til Folketingets åbningsgudstjeneste i år. I denne kronik skriver Morten Kvist om, hvad han har lært af forløbet

Jeg levede som ufrivilligt parallelforskudt i nogle dage, og så gik det over. Medierne og politikerne fik nye historier at profilere sig med. Men tilbage står en række fundamentale spørgsmål, som vi med fordel kan begynde at drøfte, skriver sognepræst Morten Kvist.
Jeg levede som ufrivilligt parallelforskudt i nogle dage, og så gik det over. Medierne og politikerne fik nye historier at profilere sig med. Men tilbage står en række fundamentale spørgsmål, som vi med fordel kan begynde at drøfte, skriver sognepræst Morten Kvist. . Foto: Leif Tuxen.

”NU VED DU, hvordan det er at være politiker,” smilede en fremtrædende en af slagsen til mig efter Folketingets åbningsgudstjeneste den 2. oktober i år.

Bemærkningen faldt som en kommentar til den parallelverden, jeg til min forbavselse vågnede op i et par dage før. Det er en stor ære at skulle prædike på denne dag. Jeg havde forberedt mig under det fortegn, som jeg også havde givet interviews om, at gudstjenesten hverken bør være partipolitisk eller polemisk. Derimod er det en lejlighed til at samles om det fælles grundlag, politikken udspringer af.

Men søndag morgen må have været lidt søvnig på DR’s redaktion, og måske derfor besluttede man at finde et 10 år gammelt, tvistet citat frem, som jeg i øvrigt allerede dengang tog afstand fra. Så ringede man rundt til nogle politikere, læste citatet højt og spurgte, om de virkelig kunne gå ind for det. Det kunne de forståeligt nok ikke, hvorefter DR havde en skarp vinkel på artiklen. Folkekirkens kedsommelige bredde kunne nu vinkles som ”kontroversielt præstevalg”, ”dybt problematisk”, ”politiserende” og ”forstokkede religiøse synspunkter, som hører middelalderen til”.

I løbet af dagen bredte nyheden fra DR sig ud over alle sendeflader: Den homofobe præst fra Herning ønsker at diskriminere homoseksuelle, at begrænse deres frihedsrettigheder og gøre dem ulige for loven, og at de i øvrigt er at jævnføre med pædofile, hvorfor præsten naturligvis ikke går ind for vielser af homoseksuelle i kirken.

Alle fordomme om kirke og vestjysk kristendom fik frit løb.

Søndag eftermiddag fik jeg så mulighed for at svare på disse besynderlige anklager i TV Avisen på DR. Men indslaget – skamklippet ned til seks sekunder – fulgte i stedet op på morgenens mislæsning: For eksempel valgte DR at fjerne udtalelserne: ”Jeg er stolt af at bo i et land, hvor der er plads til regnbuefamilier” og ”Jeg vier gerne homoseksuelle i min kirke”.

Herfra blev historien slynget videre rundt i mediernes parallelverden: I løbet af mandagen besluttede hele SF og tre socialdemokrater at melde afbud på baggrund af de uacceptable ting, de havde hørt. De ville ikke deltage i en gudstjeneste forestået af en mulig homofob, der ikke vil vie homoseksuelle. Jacob Mark (SF) skrev en mail, som jeg svarede på samme aften. Heri understregede jeg, at jeg går ind for, at homoseksuelle kan etablere sig i parforhold, at jeg gerne vier homoseksuelle i min kirke, at jeg i øvrigt altid har haft homoseksuelle i både min vennekreds og familien og så videre. Sluttelig opfordrede jeg SF til at bakke op om gudstjenestens fejring af fællesskabet og folkestyret og understregede, at jeg for min del ville gøre mit til netop dette. Herefter udsendte jeg tillige en pressemeddelelse, som forhåbentlig kunne bringe klarhed.

Åbningsgudstjenesten endte da også med at blive, hvad den skal være: en festlig start på folketingsåret, båret af både rummet, anledningen, teksterne, musikken og alle tilstedeværende med fællessang og et vidunderligt musikalsk løft af flere kor og organister. Det var selvfølgelig ærgerligt, at SF alligevel valgte at udeblive. Men det var næsten surrealistisk at opleve, at flere medier og politikere fastholdt en ikke-historie, fordi den én gang var kommet i omdrejninger: I den mildere ende i ”Aftenshowet” på DR blev der for eksempel holdt en seerafstemning, uden at jeg havde haft ordet: Er det okay at droppe gudstjenesten på grund af præsts holdning til homoseksuelle? Holdninger, jeg vel at mærke ikke har, men det blev først klart efter afstemningen. Det svarer til at spørge, om jeg er holdt op med at slå min kone.

I SÆRKLASSE BESYNDERLIGT var det dog at høre Jacob Mark efter gudstjenesten forklare udeblivelsen i et interview på Radio24syv. Fem gange fik han sagt – altså mod bedre vidende – at jeg ikke vil vie homoseksuelle, tillige med en række andre besynderlige påstande. For eksempel at jeg sætter spørgsmålstegn ved, om børn bør være sammen med homoseksuelle forældre, eller at jeg ønsker at fjerne den frihedsrettighed at blive gift med den, man elsker. I stedet burde kirkeministeren have valgt en præst, ”som repræsenterer dét, som hovedparten af præster mener”. Det havde hun gjort, og det vidste Jacob Mark allerede. Tankevækkende nok: En minoritetsforkæmper ville alligevel helst lægge øre til majoriteten. Heller ikke SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, fandt efterfølgende anledning til at berigtige det forkerte beslutningsgrundlag i en kommentar til hændelsen i Kristeligt Dagblad den 20. oktober.

Efterhånden satte mediernes selvkritik dog heldigvis ind, og vinklen ændrede sig, mens en række artikler, lederartikler og udsendelser, blandt andre ”Mennesker og medier” og ”Presselogen”, gravede et spadestik dybere i presseetikken og spurgte, hvordan en sådan ikke-historie kan opstå.

Jeg levede som ufrivilligt parallelforskudt i nogle dage, og så gik det over. Medierne og politikerne fik nye historier at profilere sig med. Men tilbage står en række fundamentale spørgsmål, som vi med fordel kan begynde at drøfte:

1) Hvad skal der til, for at medierne begynder at stille de spørgsmål til sig selv, som deres hurtige hverdag ikke af sig selv lægger op til? Er det virkelig et højeste ideal i sig selv at vælte en minister, som Danmarks Journalisthøjskole engang annoncerede med? Er proportionssansen intakt? Hvad gør det ved sproget og menneskers lyst til at deltage i den offentlige samtale, at tænksomhed, ironi, tvivl og andre af sprogets rigdomme udrenses?

2) Har vi som samfund et problem, når vi ikke vil høre på vore modstandere – indbildte eller reelle? Politiseringen af åndsliv og moral risikerer at lukke én inde i et ekkokammer af forargelse, som reelt modsiger enhver forestilling om tolerance og åbenhed. At ”sende et signal om tolerance” er ikke tolerance.

3) Vi bør gøre os forholdet mellem religion og politik mere klart. Nogle vil hævde, at religion intet har med statens anliggender at gøre, og ateister mener som bekendt, at religion bør fordrives helt fra tilværelsen. Men der findes intet samfund uden religion, og uden kristendommen rejser sig spørgsmålet om, hvilken religion der eventuelt skal erstatte kristendommen som samfundets grundlag. Identitetspolitik? Humanisme i al ubestemthed? Så længe et religionsløst samfund har lange udsigter, vil der være en gensidig afhængighed mellem religion og politik. Kirken og staten påvirker hinanden, og det ser jeg personligt som uvurderligt og som en forudsætning for vores frihed.

4) Vi bliver nødt til at diskutere identitetspolitik. Det er et ømfindtligt område, fordi det gælder minoriteters stilling, altså forholdet mellem regel og undtagelse, norm og frigørelse. At der overhovedet findes normer, skaber tilsyneladende nervøsitet, for anfægter det ikke den menneskelige ligeværdighed? Nej, det gør det ikke, og det er blandt andet, hvad demokratiet handler om. Der er, som jeg ser det, intet i vejen med at være en undtagelse eller en minoritet, og vi har da også i Danmark en lang tradition for at give god plads og frihed.

Problemet er, at identitetspolitik i princippet sætter enhver minoritets særkende foran: Man er minoritet, før man er menneske. Kritikken af idéer eller holdninger personliggøres, og kritik eller blot stillingtagen bliver således det samme som krænkelse. Problemet er, at vi risikerer at sidde krænkelsesparate i hver vores egen boble uden at tale med hinanden. Normer, undtagelser og minoriteter bør selvfølgelig kunne diskuteres og kritiseres på lige fod med alt andet, heri ligger der en stor ligeværdighed. Folkestyret bygger på den antagelse, at før noget andet er vi mennesker, der kan tale sammen. Hvis ikke, falder folkestyret fra hinanden i identitære enklaver, der ”sender signaler”, mens fællesskabet reelt opløses.