Prøv avisen

Medierne bidrager til splittelse og polarisering

KRONIK : Der mangler langsigtede strategier for at inkludere muslimer og kristne i et fælles samfund. Medierne burde være med til at tage disse nye udfordringer op og udføre oplysende, inkluderende og dialogskabende arbejde i befolkningen

DET VAR, SOM OM karikaturkrisen affødte en vis mæthed i befolkningen, i medierne og hos visse politikere i forhold til den generelle mistænkeliggørelse af muslimer i dette land. Der var ligefrem dage uden problematisering af islam og muslimer i medierne, og vi var nogle, der nød det i fulde drag. Det er nu, som om sulten efter at blive forarget over muslimers tro og væremåde er ved at indfinde sig igen. Der er ikke noget så godt og selvbekræftende som at forarges over muslimske tørklæder, negativ omtale af muslimske institutioner eller nogle imamers adfærd. Det skulle da lige være cykelrytteres dopingtilståelser!

Under og lige efter krisen blev der taget mange initiativer til dialog- og debatmøder, til samarbejde på tværs af kultur og tro, men det er, som om brobygning og dialogarbejde ikke længere er i samme høje kurs, og vi er på vej tilbage til den negative mudderkastningsstemning, vi var vant til før krisen.

Det er beklageligt, at det, vi lærte, så hurtigt blev glemt og at det, der kunne se ud som et nyt positivt kapitel i mødet mellem mennesker med forskellig kulturel og religiøs baggrund, snart blev vendt til den sædvanlige os-dem- retorik.

Vi mangler de langsigtede strategier for at inkludere hinanden i vort fælles samfund, hvor viljen til respektfuld omgang med hinanden og ligeværdigt medborgerskab er det styrende. Mine erfaringer fra dialogarbejdet i Islamisk-kristent Studiecenter (IKS) har lært mig, at det er nødvendigt at holde fast i samarbejdet, de fælles projekter, hvor alle er med og har lige ret til at bidrage. Det er det, der kan løse op på os-dem-tænkningen og få os til at tænke i et fælles "vi".

Gennem vedholdende samarbejde kan man lære hinandens ligheder og forskelligheder at kende. Man kan lære at tænke nyt. IKS' omsorgsarbejde er et eksempel på et sådan samarbejdsprojekt, der har fået mange til at tænke nyt og lære af hinanden. Arbejdet sigter på at skabe tryghed og tillid mellem patienter med etnisk minoritetsbaggrund og sygehuspersonalet (primært i hovedstadsområdet). Det er centreret omkring et ressourceteam, som består af 23 personer med forskellig religiøs, kulturel, etnisk og faglig baggrund. Teamet fungerer som en slags besøgstjeneste for ensomme patienter og pårørende, der har brug for omsorg og støtte, men kan også tilkaldes i situationer, hvor personalet har brug for hjælp og rådgivning i forhold til håndteringen af etniske minoritetspatienter.

Menneskelig bekymring og uro, behovet for omsorg fra andre mennesker, når man er syg og måske skal dø, går oftest på tværs af religion og kultur. Det samme gør kravet til kristne og muslimer om at være opmærksomme på andres lidelser og nød og være til stede hos dem. Det er vi fælles om. Derfor er det naturligt at arbejde sammen om denne fælles udfordring.

For muslimer betyder Guds kærlighed mere end noget andet i livet, og menneskets kærlighed til Guds skabninger er en naturlig vej, og måske den eneste, til at nå Gud. Man kan ikke elske Gud uden at elske Guds skabninger. I islam er omsorg således ikke kun en handling, men også en integreret livskultur og i sidste ende et vigtigt redskab på rejsen mod Gud.

Omsorg er, hvad man kunne kalde "eksemplarisk opførsel" for muslimer, og er et gennemgående koncept i den muslimske tradition. Omsorg står sågar over teologien. Den er i virkeligheden svaret på spørgsmålet om, hvorfor Gud skabte verden. I et kendt udsagn af Profeten Muhammad siger Gud "Jeg var en skjult skat, og jeg ønskede at blive kendt, så jeg skabte begge verdener, den synlige og den usynlige, for at min skjulte skat af højsind og kærlighed kunne blive kendt."

OGSÅ I KRISTENDOMMEN står kærligheden og omsorgen helt centralt. Guds kærlighed til mennesket muliggør menneskets kærlighed til Gud og til andre mennesker. Det er endog så afgørende, at mennesket må give sit liv i kærlighed til andre om nødvendigt. Omsorg for andre mennesker går som en rød tråd gennem både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente og har altid været en integreret del af kirkens arbejde,blandt andet i fængsels- og hospitalsvæsenet.

Omsorg og kærlighed hænger altså sammen både i islam og kristendom, og er en konsekvens af troen at tage sig af mennesker i nød. Omsorg hænger også sammen med det at kunne rumme et andet menneske. At rumme et andet menneske er en forudsætning for "eksemplarisk omsorg". Ved at rumme det andet menneske i omsorgen begynder man langsomt selv at se sit sande jeg og virkeligheden bag sin eksistens. Det at kunne genkende noget af sig selv i andre bekræfter nemlig tanken om den forbindelse, vi har til hinanden som mennesker. Som hospitalspræst Christian Busch siger: "Vi er de fortællinger, som kan fortælle om os!" At kunne rumme den andens følelser, tanker og tilstedeværelse under mødet er prisværdigt og ønskeligt. Derfor er forudsætningen for at praktisere omsorg, at man ikke ser sig selv som definitivt anderledes end sin næste.

Fælles omsorg og dialogarbejde skaber relationer mellem mennesker og er med til at give en følelse af anerkendelse og tryghed både hos den, der giver omsorg, og den, der modtager den. Der opstår et fælles "vi" i omsorgen. Når en ressourceperson for eksempel tilkaldes til en patient med etnisk minoritetsbaggrund, skabes der hos denne patient og eventuelt pårørende en følelse af tryghed og af at være accepteret ikke bare i forhold til sundhedsvæsenet og personalet, men også i det øvrige samfund gennem oplevelsen af, at ens behov bliver tilgodeset. Der er nogen, der ikke er ligeglad med ens velbefindende og behov. Også ressourcepersonerne oplever en anerkendelse af deres arbejde. De får en følelse af, at der er brug for dem, og at de har vigtig funktion.

Samtidig har teamet gennem undervisning og rådgivning hjulpet sygehuspersonalet med at få sat ord på deres usikkerhed i forhold til mødet med "den anden" patient. Derved skabes der en vis selvtillid og tryghed hos personalet.

KRISTNE OG MUSLIMER har meget at lære af hinanden. I omsorgsarbejdet har vi muslimer lært meget af den kristne sjælesorgsteologi og -praksis. Vi skal vænne os til, at man her i Europa lever i et individualiseret samfund, hvor også muslimske familier opløses, og hvor der ikke altid er familiemedlemmer til at tage sig af de syge og kriseramte. Derfor har vi også brug for en mere organiseret omsorg for den enkelte. Da kristne har en lang tradition for diakoni og omsorg, er det oplagt at drage nytte af disse erfaringer.

Det er jo ikke noget fremmed eller nyt i Danmark, at man henter inspiration og idéer fra andre. Det har man altid gjort. Det nye er blot, at "de andre" er kommet tættere på, ja, på sin vis er vi blevet en del af hinanden. Det giver os nogle nye muligheder for at dele erfaringer og lære af hinanden i et samarbejde for det fælles bedste.

Medierne kunne (og burde) være med til at tage disse nye udfordringer op og udføre det oplysende, inkluderende og dialogskabende arbejde i befolkningen, men det har vist sig ikke at være tilfældet. Spin, politiske interesser og sult efter "eksplosive" (og undertiden hadefulde) historier og kronikker har skadet snarere end styrket sammenhængskraften i Danmark i mange år. Og der er udsigt til mere splittethed og polarisering mellem mennesker i fremtiden, hvis medierne forsætter i det tempo. Det vil i sidste ende kun gavne radikaliseringen og de kræfter, som ønsker et sammenstød mellem civilisationer.

Følelsen af at være ekskluderet, ikke at høre til i samfundet, har allerede skabt frustration og vrede blandt mange etniske minoriteter. Danmark har tidligere fremstået som et eksempel på et rummeligt og inkluderende samfund. Det skal vi fortsat gøre, så ikke enkelte medier, politikere, teologer og imamer får lov at ødelægge vores ry. Vi har lige set et eksempel på, hvordan et forvirret menneske kan ødelægge en hel nations gode roligan-ry. Fodbold-Danmarks gode ry kan dog forholdsvis hurtigt generobres, mens det kan tage flere generationer at hele ødelæggelsen af menneskers selvværd. Det er på høje tid, at helingsprocessen starter, men vi må starte den i fællesskab.

Naveed Baig er projektleder for Etnisk Ressourceteam, Islamisk-Kristent Studiecenter og hospitalsimam ved Rigshospitalet i København