DER GÅR NÆSTEN IKKE ÉN DAG, uden at samtlige danske aviser svinger pisken over Tyrkiet, siden landet indledte ”Operation Fredens Kilde” i det nordlige Syrien den 9. oktober. Tyrkiet anklages for alt fra at være krigsforbryder til at have begået overgreb, brugt kemiske våben og begået folkedrab eller etnisk udrensning på kurdere. Herhjemme beskyldes vi alle for at have ”kurdisk blod” på hænderne, fordi vi passivt ser til.
Denne negative overeksponering understøttes med billeder af civile ofre og mennesker på flugt. Beskyldninger flyver gennem luften. Den fælles fortælling, som fremstilles, er, at Tyrkiet har invaderet de kurdiske områder i det nordlige Syrien. Men er virkeligheden så sort og hvid? Er kritikken af Tyrkiet fair, objektiv og nuanceret? Eller kunne der være væsentlige komponenter, medierne overser, som er med til at give en alt for ensidig og tendentiøs dækning af situationen i Tyrkiet og Syrien?
Særligt er der tre narrativer, som går igen i de fleste artikler og analyser, vi er nødt til at dementere eller i hvert fald problematisere.
DET FØRSTE NARRATIV er, at Tyrkiet er i krig mod kurdere, som nævnes i de fleste artikler og analyser. Dette standpunkt har jeg svært ved at forstå. Der er flere end 15 millioner kurdiske indbyggere i Tyrkiet, hvilket er en betydelig del af befolkningen. De lever fredeligt og er en integreret del af det sociale, politiske og økonomiske liv i Tyrkiet. Sågar finder man ministre i regeringen, der har kurdisk baggrund. Det tyrkiske parlament er repræsenteret med over 100 kurdere. Det vil være dumt at gå i krig med kurdere i Syrien, da det let vil kunne skabe tumult og modstand internt i Tyrkiet.
Til gengæld har Tyrkiet gennem årtier været i krig mod PKK, som også er på EU’s og USA’s liste over terrororganisationer. PKK er uden tvivl Tyrkiets største fjende, men desværre har PKK med støtte fra blandt andre USA og EU fået lov til at etablere sig i det nordlige Syrien, da Vesten ikke ønskede selv at have sine tropper i området og havde brug for nogle stedfortræderkrigere. Stormagterne har rebrandet PKK ved at ændre navnet til Syrian Democratic Forces (SDF), så man undgår en konflikt med Tyrkiet. Det er smart, at man pludselig kalder PKK ”demokratiske kurdere”. I Danmark kalder vi endda PKK for et arbejderparti. Jeg kan forstå Enhedslistens sympati for PKK, da PKK er gennemsyret af en marxistisk-leninistisk ideologi, men det er mig en gåde, at mainstream-politiske partier er blevet talerør for denne gruppe af kurdere. PKK repræsenterer ikke kurdere, og slet ikke alle kurdere støtter PKK, som man kan få indtryk af, når man taler om konflikten.
DET ANDET NARRATIV er Tyrkiets invasion af de kurdiske områder. Den dominerende fortælling om, at Tyrkiet har invaderet kurdiske områder i Syrien, afspejler efter min mening ikke virkeligheden. Tyrkiet har med mellemrum lavet militæroperationer i nabolande som Irak og Syrien uden at anfægte landets suverænitet. Tyrkiet er i Syrien med sine landetropper som en del af en USA-ledet koalition, der bekriger IS. I øvrigt har de også Ruslands accept og dermed det syriske regimes. Militæroperationen strider derfor ikke imod folkeretten, da formålet er at bekæmpe terrorisme. Ingen beskriver USA’s tilstedeværelse i Syrien som invasion. På samme måde kan vi heller ikke kalde Tyrkiets tilstedeværelse for invasion, da den respekterer Syriens territoriale integritet.
Hvis man skal tale om en invasion, er det nærmere PKK, der står for dette i Syrien. Faktisk har PKK ændret på den demografiske struktur i området i strid med folkeretten. Amnesty International, Human Rights Watch med flere har afsløret, hvordan PKK har begået krigsforbrydelser, brændt flere arabiske og turkmenske landsbyer ned, fordrevet indbyggere og tvangsrekrutteret børnesoldater. Før borgerkrigen brød ud i Syrien, eksisterede de såkaldte kurdiske områder i øvrigt heller ikke.
Til gengæld huser Tyrkiet omkring 300.000-400.000 kurdere, som er flygtet og fordrevet fra området. PKK har som stedfortræder-aktør for Vesten fået lovet selvstyre i området, hvis PKK hjalp med at bekrige IS. Stormagterne udnytter utopien om et selvstyre, som er et ønske, PKK længe har haft. Svigtet var ikke til at tage fejl af efter USA’s beslutning om at trække de amerikanske styrker ud af Syrien. PKK var blevet stillet selvstyre i det nordlige Syrien i udsigt.
Problemet ved brugen af udtrykket ”invasion af de kurdiske områder” er, at den forvandler en kompleks situation med en højst sammensat befolkning og en masse indviklede politiske og økonomiske interesser til en mere simpel og ligetil affære: Det hele handler pludselig om frihed kontra invasion, ”de undertrykte mennesker” kontra ”skurkene”.
Hvis vi vælger at beskrive Natos bombetogter i Afghanistan som humanitære aktioner og ikke som krigshandlinger, eller hvis vi beskriver vores deltagelse i krigen i Irak som en befrielse snarere end en invasion, vil mange formentlig acceptere det som en sand beskrivelse af virkeligheden. I realiteten udtrykker vi imidlertid gennem vores ordvalg en særlig fortælling om, hvordan man mener, krigen hænger sammen. I forhold til Tyrkiet har fortællingen om virkeligheden været, at kurderne er i nød og undertrykkes og derfor må hjælpes.
DET TREDJE NARRATIV er, at kurderne har bekæmpet IS, og at Tyrkiet nu begår krigsforbrydelser mod kurderne. Det er rigtigt, at USA og EU har hjulpet PKK økonomisk samt med våben og ammunition, så de kunne kæmpe mod IS. Det er dog ikke kun PKK, som har bekæmpet IS. Tyrkiet er en del af den koalition, der kæmper mod IS. Officielle tal siger, at Tyrkiet har dræbt over 3000 IS-terrorister og befriet over 2000 kvadratkilometer landjord i Syrien. Desuden har Tyrkiet arresteret tusinder af IS-mistænkte og forhindret disse i terroraktiviteter. Uden Tyrkiets medvirken ville krigen mod IS ikke have været den samme succes.
Tyrkiet er en vigtig allieret i Nato med den næststørste hær, som har vist sin berettigelse i Nato på mange områder. Ikke mindst i forhold til krigen mod IS. Nato-lande, som er med i koalitionen mod IS, har brugt Tyrkiets infrastruktur, luftrum og landbaser i Tyrkiet. Uden dem var vi ikke kommet langt i krigen mod IS. Derfor er jeg forundret, når jeg læser analyser, der mener, at man skal smide Tyrkiet ud af Nato. Det ville i øvrigt være en gave til Rusland.
Ingen anden Nato-allieret har lidt flere terrorangreb end Tyrkiet, og ingen anden Nato-allieret har været mere udsat for ustabilitet, vold og uro fra Mellemøsten. Heller ingen anden Nato-allieret huser så mange flygtninge fra Syrien som Tyrkiet. Men når Tyrkiet er så vigtig en partner for Nato, hvorfor er man så ikke fair i sin bedømmelse af Tyrkiet? Desværre har vi valgt at vende det blinde øje til i forhold til Tyrkiets rolle som Nato-allieret. Man har ikke taget Tyrkiets legitime sikkerhedsbekymringer alvorligt. Derfor forekommer det mig ret tragikomisk at læse, at EU’s udenrigsministre ”fordømmer Tyrkiets militære aktion”. Dog er der lidt håb forude, for det lader til, at det er gået op for EU, at Tyrkiet mener det alvorligt med etablering af en sikkerhedszone langs landets 900 kilometer lange grænse til Syrien.
Senest er den tyske forsvarsminister kommet med et forslag om, at man opretter en internationalt kontrolleret sikkerhedszone sammen med Tyrkiet og Rusland. Formålet med sikkerhedszonen er blandt andet, at de, som er flygtet, kan vende frivilligt tilbage. Jeg tror, en internationalt kontrolleret sikkerhedszone vil blive budt velkommen af Tyrkiet, da landet længe har fremført sit ønske om at få etableret denne.