Prøv avisen

Mellem litteratur og diktatur

Foto af Marcel Reich-Ranicki: Peter Endig/Epa/Scanpix

Bøger blev i mere end én forstand den store litteraturkritiker Marcel Reich-Ranickis skæbne. Hans litteraturkritik udmærker sig ved en eminent indfølingsevne og sans for litteraturens grundsubstans: at det til syvende og sidst er en eksistentiel meddelelse fra det ene menneske til det andet, skriver dagens kronikør

DA MARCEL REICH-RANICKI var fem år, placerede hans mor et emblem på hans revers med ordlyden: Han er artig.

Da drengen blev klar over, hvad ordene betød, bestemte han sig for at gøre dem til skamme. Og ved hans død i en alder af 93 år for tre uger siden var venner og fjender enige om, at det var lykkedes den tyske litteraturkritiker i udpræget grad.

Enhver kritik, der fortjener at blive kaldt kritik, er også polemik, hævdede Reich-Ranicki og efterlevede dette diktum i de mange tusinde sider, han skrev. Hans mål var at gøre spørgsmålet om litterær kvalitet til noget, der kunne drøftes mand og mand imellem.

LÆS OGSÅ:
Litteraturdebat: Vil amerikanske forfattere ødelægge Booker-prisen?

Og med det legendariske tv-program Den litterære kvartet fik Reich-Ranicki gjort litteraturkritik til et folkeligt anliggende. Da Reich-Ranicki en dag satte sig ind i en taxi, lyste chaufføren straks op i et saligt smil: De er litteraturkritikeren!. Ikke: en litteraturkritiker. Heller ikke: denne litteraturkritiker. Men: litteraturkritikeren.

Marcel Reich-Ranicki blev født i Polen, men familien emigrerede til Berlin, hvor hans far uden held forsøgte sig som forretningsmand. Hans kone plejede at sige, at havde han fabrikeret ligkister, så ville folk holde op med at dø.

Til gengæld stod det hurtigt klart, at sønnen Marcel var gymnasieklassens dygtigste elev. Men Marcel fik sig aldrig en uddannelse, for under de nazistiske pogromer i 1930erne blev han som jøde deporteret til Warszawa-ghettoen.

En dag bliver han af sin mor sendt hen for at tage sig af en pige, hvis far har begået selvmord. I erindringerne fra 1999 fortæller Reich-Ranicki: Allerede på trappen kunne jeg høre min mors stemme: Tag dig af pigen!. Jeg har aldrig glemt denne formaning: Tag dig af pigen!. Den lyder endnu i mine ører. Og Marcel nåede da også at være gift i 70 år med Teofila, som pigen hed.

DET KUNNE NEMT være gået anderledes, for kun med nød og næppe lykkes det de to at flygte fra ghettoen. Først skjuler de sig i et ubeboet hus bag gamle bøger. Bøgerne reddede mit liv, forklarede Reich-Ranicki senere hen.

Også siden skal bøgerne spille en frelsende rolle. En polsk bogtrykker forbarmer sig nemlig over de to flygtninge, men er på grund af den vanskelige og farlige situation flere gange på nippet til at bede parret drage videre.

Marcel gør sig imidlertid uundværlig for sine værtsfolk ved aften efter aften at genfortælle de store klassikere, og ligesom Sheherazade i Tusind og én nat vinder han på den måde tid og dermed livet.

Til slut bliver Teofila og Marcel Reich-Ranicki befriet af Den Røde Hær, og Marcel melder sig i taknemmelighed ind i kommunistpartiet og arbejder for det polske diplomati og efterretningsvæsen.

LÆS OGSÅ: Når prædikestolen flytter på vinstue

Men han kommer snart på kant med myndighederne, og da lejligheden byder sig, hopper familien af i Vesten og bosætter sig slutningen af 1950erne i Frankfurt. Marcel Reich-Ranicki er da næsten 40 år. Han er vendt tilbage til det land, som i sin tid fordrev ham. Han har i mere end 20 år opholdt sig i Polen. Han har aldrig frekventeret et universitet. Han er totalt ukendt i offentligheden. Men i løbet af de næste par år vinder han sig en position i litteraturkritikken som det mest glimrende hoved og håb. På en gang frygtet og feteret.

Reich-Ranickis litteraturkritik udmærker sig ved en eminent indfølingsevne og sans for litteraturens grundsubstans: at det til syvende og sidst er en meddelelse fra det det ene menneske til det andet.

I sine anmeldelser styrede han lige mod værkets centrum og bedømte det på dets egne præmisser. Der var tale om en genial evne til at afdække det egentlige i værket parret med stor livserfaring og frodig virkelighedssans. Hvad siger denne bog mig om tilværelsen? Hvilket budskab til mit liv bringer denne forfatter? Er det en god eller en dårlig bog?

Litteratur var for Marcel Reich-Ranicki i sidste instans ikke æstetik, men eksistentiel meddelelse. Og det var herved, han udgjorde en modsætning til mange af sine kolleger, som manglede den klarhed, den konsekvens og det mod, som blev Reich-Ranickis kendemærke.

Reich-Ranicki gjorde gældende, at det var forfatterens pligt at gøre sig umage med teksten, så læseren havde mindst mulig ulejlighed med at læse den. Langtfra alle forfattere kunne honorere den fordring. En af Botho Strauss bøger kommenterede han med ordene: Der er tale om en så elendig prosa, at man ikke kan skelne trykfejlene fra selve teksten.

Marcel Reich-Ranickis betydeligste værk er den filmatiserede selvbiografi Mein Leben. Ingen læser vil kunne undgå at blive fascineret af dette enestående vidnesbyrd, for der skrives ikke smukkere tysk. Og hvad der ikke er uvæsentligt: Reich-Ranicki har noget at skrive om, for den omhandler det 20. århundredes mest dramatiske stof.

Her får vi beretningen om Reich-Ranickis erfaringer med totalitarismen i skikkelse af nazisme og kommunisme. Og dermed får vi forklaringen på, hvorfor han oparbejdede et indædt had til ideologisk agitation og insisterede på, at anmelderens vigtigste egenskab er viljen til at sondre redeligt og at turde sige ærligt, hvad han eller hun ser.

Marcel Reich-Ranicki hørte nemlig ikke til de ydmyge eller sagtmodige sjæle, der pakkede ordene ind i uld og omsvøb. Han var ven med Heinrich Böll, men alligevel skrev han sarkastisk om en af Bölls bøger: Hos læseren opstår der undervejs en behagelig fornemmelse af, at man trods alt vil være i stand til at skrive en smule bedre end Tysklands toneangivende forfatter.

NÅR 98 PROCENT af alle tyskere ved, hvem Reich-Ranicki var, skyldes det ikke mindst tv-programmet Den litterære kvartet, hvor publikum fik adskillige smagsprøver på kritikerens slagfærdighed.

Under en direkte tv-udsendelse kritiserede han en ny bog af Martin Walser, men samtidig brød et tordenvejr løs, der overdøvede Reich-Ranickis ord. Vredt løftede han armene og blikket mod himlen og råbte: Man har vel lov til at kritisere Walser! Det var da helt utroligt!.

Og da en venstreorienteret aktivist bedyrede, at han ønskede at forbedre verden, reagerede jøden Reich-Ranicki iltert: De vil forbedre verden? Det skal De lade være med en af mine forfædre forsøgte sig også med det og han blev korsfæstet!.

Den litterære kvartet sluttede for mere end 10 år siden, men lige til det sidste kunne man i Frankfurter Allgemeine Zeitung fornøje sig over den gamle kritikers vid og bid i spørgsmål om verdenslitteratur. Harriet Beecher-Stowe hævdede således, at det var Vorherre, der havde ført pennen, da hun skrev Onkel Toms hytte. Det fik Reich-Ranicki til at bemærke, at det var blasfemi at gøre Gud ansvarlig for en sødladen sentimentalitet, Beecher-Stowe selv havde sat i omløb.

Den tyske kritiker Ludwig Börne sagde engang om Goethe: Han var århundredets største egoist, og han var århundredets største digter. Og han var ikke blevet det ene uden det andet.

Noget tilsvarende lader sig hævde om Marcel Reich-Ranicki. Han dyrkede sin attitude af trods og ensomt sandhedsvidne. Han kunne dominere et selskab aftenen igennem med anekdoter og iagttagelser og alligevel takke af med ordene: Det kunne have været en pragtfuld aften, hvis jeg også havde fået et ord indført. Og da Michelangelo blev nævnt, udbrød Reich-Ranicki, at han fandt det helt velanbragt at Michelangelos navn optrådte i forbindelse med hans eget. Men det var samtidig denne subjektivisme, der gjorde ham til Tysklands største kritiker i nyere tid.

Med sin litterære lidenskab og sin pædagogiske iver blev han en omvandrende protest mod gold ortodoksi og steril efterplapren af fastlagt tankemønstre. For som han formulerede det: Det skal være skægt at læse!.