Prøv avisen
Kronik

Mellem liv og død – seniorliv i kirkeregi

Gamle mennesker er godt selskab. De er vidende, og de har erindringer, der sætter nutiden i perspektiv. Mange har gjort sig tanker om livet og døden. Selv mennesker, der er så svage, at de ikke kan opretholde en husholdning selv, har noget at give til andre. Det ved de alt om i Davids Kirke på Østerbro i København

Langt den største del af dem, der søger folkekirken, er folk, der af den ene eller den anden grund har forladt arbejdsmarkedet. De er med andre ord ”seniorer”. Men fordi de kommer af sig selv og allerede er medlemmer af folkekirken, er de ikke særlig interessante.

Folkekirken satser i disse år hårdt på spændende tilbud til børn og unge, der på trods af anstrengelserne er svære at interessere – og næsten umulige at fastholde. Men behøver det at være et enten-eller?

Der er en overvægt af gråhårede på kirkebænken om søndagen til højmessen, men det er ikke kun højmessen, den ældste fjerdedel af befolkningen kommer til. De fleste kirker har ældremøder med indbudte foredragsholdere, og nogle af bykirkerne har varmestuer.

Der er også kirkekaffen, som kan indtages stående i våbenhuset eller siddende i et menighedslokale, men som sjældent lægger op til en drøftelse af eksistentielle spørgsmål. Der er heller ikke så megen interaktion mellem de mennesker, der deltager, man småsnakker lidt med sidemanden eller med præsten.

Ikke desto mindre har netop den modne del af folkekirkens medlemmer et stort potentiale og et mindst lige så stort – ofte uerkendt – behov for at udnytte det. Som det er fremgået af Kristeligt Dagblads tema om ”Seniorliv”, får folk i dag i stort omfang identitet og værdi fra arbejdet. Når man ikke længere er på arbejdsmarkedet, mister man derfor let både identitet og selvværd.

Det er en vigtig diakonal opgave for kirken at hjælpe disse mennesker med at bevare værdighed og glæde ved livet. Det gør man ikke ved at stikke folk en kop kaffe og en småkage, men ved at udfordre dem til at bidrage til fællesskabet – lidt eller meget, som man nu magter det. Gør man noget for andre, eksisterer man også for dem – om man så bare er et lyttende øre på rette tid og sted.

I Davids Kirke har vi i flere år praktiseret, at folk i vores eftermiddagshøjskole holder indlæg og foredrag for hinanden om emner, som de enten har særlige forudsætninger for at kende, eller som de netop er blevet interesseret i.

Emnerne spænder vidt fra astronomi over Mozart og Bloomsbury-gruppen til ny litteratur og skildringer af deres arbejdsliv. Både under og efter foredraget er det naturligt for deltagerne at stille spørgsmål.

Efter foredraget drøftes de emner, som er blevet behandlet. Der er forbløffende stor interesse for disse foredrag – både for at holde dem og for at lytte og debattere. Gennemsnitligt har vi omkring 30 deltagere, og de fleste kommer med kirkens fødelinje, buslinje 1A, fra andre dele af Østerbro, Valby, Frederiksberg, Amager, Gentofte og Ballerup. Enkelte kommer endda helt fra Roskilde og Tibirke.

Når det hele er lykkedes så godt, skyldes det mange års erfaring og en tradition for at tematisere højskolen: Først forbereder vi et emne, dernæst oplever vi noget sammen – for eksempel et kirke- eller museumsbesøg. Slutteligt afrapporterer vi i plenum. Deltagerne kan vælge et billede eller en oplevelse undervejs, der skal gøres rede for.

Fordi alle er implicerede, kaster deltagerne lidt efter lidt deres hæmninger over bord, og der opstår en respekt og interesse for hinandens meget forskellige måde at opleve på. Davids Kirke er blevet kendt for netop denne særlige form for ”interaktion”, og flere præster og menighedsmedlemmer har gennem årene besøgt vores eftermiddagshøjskole for at lade sig inspirere på hjemmefronten.

Og mange af deltagerne i Davids Kirke har givet udtryk for glæden ved at kunne formidle en oplevelse videre til andre, en mellemmenneskelig handling, der kan være sjælden i et enligt menneskes liv.

Det er også denne erkendelse, vi trækker på til vores teologiske rundbordssamtaler efter søndagsgudstjenesten. Alle udfordres til at komme med deres ”oplevelser” af gudstjenesten og spørgsmål til tekster, salmer og prædiken.

Også her er tovholderens rolle ganske stor, og mange gange langt mere krævende end selve gudstjenesten for præsten. Men der er ingen tvivl om, at det får deltagerne til at tænke og respektere både deres egne og andres overvejelser om tro og viden.

Ved vores velbesøgte efterårs- og forårshøjskole med gennemsnitligt 70 deltagere gør denne respekt debatten både engageret og levende, når de professionelle forskere har talt. Man kommer både for at debattere og for at lytte.

Davids Kirke har haft succes med at tage modne mennesker alvorligt. Men det er ikke kun ved aktiviteter i kirken, vi møder disse respektvækkende, reflekterende gamle. Som henholdsvis journalist og præst har vi begge på forskellig vis erfaring med den ældre del af befolkningen på Østerbro. Ved adskillige lejligheder har vi hørt folk fortælle, at der blev arrangeret rigeligt med tidsfordriv til denne aldersgruppe, men at der til gengæld næsten ingen tilbud er om livsnære og essentielle spørgsmål.

På en vis måde ligner behandlingen af de gamle det, der i dårlige daginstitutioner bliver børnene til del: en midlertidig hyggelig og uproblematisk opbevaring! Man glemmer, at også mennesker over 50 år har brug for intellektuelle udfordringer, og at netop denne gruppe medmennesker ofte oplever, at tiden er blevet for kort til tom underholdning.

Gamle mennesker er godt selskab. De er vidende, og de har erindringer, der sætter nutiden i perspektiv. Mange har gjort sig tanker om livet og døden, og de er ikke bange for at tale om det. Selv mennesker, der er så svage, at de ikke kan opretholde en husholdning selv, har noget at give til andre.

En gang om måneden holder vi fra Davids Kirke oplæg om livsvæsentlige emner med efterfølgende diskussion på et plejehjem. Beboerne har selv henvendt sig herom, og både døve med tolk, blinde og mange kørestolsbrugere deltager med energi og værdighed.

De kommer fra plejehjemmets fire etager og kendte ikke hinanden på forhånd, men der er ved at udvikle sig et frodigt miljø, hvor man faktisk taler med hinanden om de svære emner. Sådanne arrangementer burde tages op på alle plejehjem under professionel supervision. Væsentlige samtaler af den slags kommer ikke i gang uden en igangsætter og inspirator.

Vores erfaringer fra Davids Kirke kan givetvis bruges overalt og burde være en kirkelig, diakonal opgave. Hidtil har der imidlertid ikke eksisteret undersøgelser eller forskning om, hvordan man bedst tilrettelægger fælles oplevelser, erkendelser og vidensdeling. Hvordan griber man tingene an? Hvilke emner italesætter man, og hvordan kommer man i gang? Hvordan samler man gamle, der gerne vil have ordentlige tilbud, men som ikke selv kan bevæge sig omkring i byen?

Med præster til at tage sig særligt af for eksempel indsatte, syge, unge, indvandrere og undervisning kunne man forestille sig, at der også blev ansat en præst til at indsamle og bearbejde viden om, hvordan seniorers talenter og erfaringer kan bruges af andre.

Den pågældende præst skulle være en person, som kunne sætte livsvæsentlige emner til debat inden for kunst, filosofi og teologi – med andre ord en person, der turde tage fat på samtaler om tab, værdighed, respekt, lidelse, kærlighed, sygdom og død både i kirker og på plejehjem.

En sådan præst kunne ansættes på deltid, og stillingen skulle indebære konsulentvirksomhed og supervision for kirker og plejehjem i Københavns Stift og for eksempel knyttes til Davids Kirke, da vi hér, som det fremgår ovenfor, har særlig erfaring på området og helt ind i marven ved, at der er brug for det.

Anne-Mette Gravgaard er sognepræst i Davids Kirke, og Annette Kruhøffer er journalist, cand.theol. et mag., MPA