Mellem to stole

Her i år 2000 er det sværere end tidligere at forstille sig, hvordan verden vil se ud om 50 år. Det fremgår af Salmebogskommissionens betænkning

Siden 1. marts har en kirkeministeriel betænkning eller prøvesalmebog været til offentlig høring. De svar, der kommer det næste års tid, vil blive taget i betragtning, inden en ny salmebog udsendes til afløsning af den endnu gældende Danske Salmebog fra 1953. Og efter de hidtidige reaktioner at dømme, får kommissionen nok at se til. Man må gå ud fra, at denne betænkning udtrykker Salmebogskommissionens tanker om, hvad den kommende salmebog skal indeholde. Det generelle indtryk er, at kommissionen har været konservativ i sit tilvalg og fravalg af salmer. I bønnebogsafdelingen synes der at være lagt op til en større grad af fornyelse med en række ny og nyformulerede bønner, som skulle være mere livsnære end de gamle. Rækken af »bibelord til opmuntring og trøst« er noget udvidet, vel for at kompensere for, at menigmand nu om dage kender Bibelen mindre end førhen. En salmebogs levetid er herhjemme cirka 50 år. Sådan har det været siden år 1800. Det er altså den danske kirkesangs indhold de næste henved 50 år, der bestemmes nu. Men om muligt kan vi her ved år 2000 endnu mindre end tidligere forestille os, hvordan verden vil se ud om 50 år. Heraf kan drages én af to konsekvenser: Enten holder man sig til det kendte og prøvede med risiko for, at salmebogen kommer endnu mere i utakt med den omverden, der hastigt forandrer sig. Eller man kommer på omgangshøjde med tiden ved i større omfang, end forslaget lægger op til, med den risiko, at de ny salmer i længden viser sig for svage. Man har forsøgt at tage begge konsekvenser og har sat sig mellem to stole. Hvilke krav bør der stilles til en salme? I hvert fald at den teologisk set er i orden! Dernæst, at den er så almen, at den egner sig til fælles sang ved gudstjenester og i andre kirkelige regier og - ikke at forglemme - i menneskers personlige andagtsliv. Salmerne er menighedens forkyndelse, bekendelse og lovsang. Et vist kunstnerisk niveau er da heller ikke at foragte. Salmebogsforslagets videreførelse af de gamle salmer følger en tendens, som for så vidt har været i gang, lige siden den katastrofale Evangelisk-kristelige Psalmebog af 1798 forkortede og forvitrede de dengang kendte salmer til ukendelighed. Man har siden søgt og søger også i det foreliggende forslag at føre teksterne hen mod deres originale skikkelse. Skrækeksemplet er nr. 604 (DDS 525) med 15 vers og 11 noter. Men der er også andre. Sådanne ændringer gør salmebogen til en bedre litteratursamling, men de kan også gøre den vanskeligere at bruge i en gudstjeneste, fordi salmerne bliver for lange eller uforståelige. Men de fleste af Den Danske Salmebogs tekster er uændret ført videre, og det svarer jo til, at de fleste af DDS's tekster har været i jævn og stabil brug i folkekirkens menigheder. Det gælder naturligvis især »kernesalmerne«. Men 126 salmer har man dog udeladt. Statistisk set er det 16,7 procent, svarende til de 15,8 procent som faldt ud af den forrige kirkesalmebog på vej til DDS. Så det lyder rimeligt. Men hvilke salmer bør hældes ud? Og hvilke skal føres ind som ny i en ny salmebog? De, der ikke synges? De teologisk dårlige? Herom kan man jo blive meget uenige! Allerede nu har der vist sig en del modstand mod bestemte udeladelser. Selvfølgelig skal der være plads til at diskutere enkelttekster, så meget mere som hver tekst må nødvendigvis betragtes for sig. Men faren er, at det let kan blive rent subjektivt, eller påstand kommer til at stå mod mod påstand. Det sker desværre også i Kristeligt Dagblads serie om »for og imod«. En anden måde at gå frem på er at se, om alle relevante emner er dækket ind? Det ser ud til, at betænkningen så nogenlunde følger Den Danske Salmebogs disposition, men med nogle flere underoverskrifter (og nogle få markante ændringer). Afsnittet om Troens Lydighed er erstattet af et om Kristenlivet, hvilket føles naturligt, og så er der ellers flyttet rundt på både underafsnit og enkeltsalmer. Afsnittene om mission og diakoni er væsentligt lagt om, og en række af de gode gamle missionssalmer er udeladt. Det forekommer mig gjort lovlig hårdhændet. I afsnittet om konfirmationen savner jeg nogle af de ny salmer, f.eks. Johs. Johansens »Vi kommer til din kirke, Gud«. Bryllupssalmerne er for få; jeg savner den ny, men velindsungne »I blev skabt som mand og kvinde«. Der er også taget en del salmer om døden og det evige liv bort, men det lader sig snarere høre, fordi der er mange af dem. Men generelt savner jeg lidt flere af de ny salmer, især nogle af de mere indsungne. Og så har man foreslået en række bibelske lovsange og »liturgiske led« (nr. 401-423) og placeret dem midt i afsnittet om Gudstjenesten. På dette sted føles de som et fremmedelement. Derimod vil jeg næppe gå så langt som at kalde det et fremmedelement i dansk menighedssang, som en mindretalsudtalelse i kommissionen gør. Det er i orden at indføre noget sådant, både fordi det bruges i de kirker, vi føler os beslægtet med, og fordi der har været optræk til det gennem de tillæg, DDS har fået, men så mener jeg, at disse »uegentlige« salmer bør placeres i en gruppe for sig sidst i bogen, og de få egentlig salmer i dette afsnit bør placeres et andet sted. Siden omkring 1970 er der kommet en veritabel bølge af ny salmer, og behandlingen af dem er et nok så kildent punkt. Efter at en række private salmebogstillæg fra 1976 og frem havde præsenteret dem, udvalgte man i 1994 160 salmer til et officielt salmebogstillæg, og det antal er så i betænkningen skåret yderligere ned efter »salamimetoden«. Af de 75 rent danske »nyanskaffelser« er 58 fra det 20. århundrede, af de udenlandske 37 af 42. Altså kun 81 procent af de ny salmer er egentlig ny. Hvorfor skal en Ambrosius Stub graves op af mølposen, når der var fuldt tilstrækkeligt at tage af hos de digtere, der har skrevet i de sidste 30 år? Men det med de ny salmer er jo også et teologisk og kirkepolitisk minefelt. Akkurat som melodistoffet er det. Teologiske og litterære sympatier og antipatier har her friere spil end over for de tekster, der på forhånd har opnået salmestatus. Jeg mener at kunne se, at et par digtere, som hører til uden for det teologiske establishment, har fået en hård behandling (læs: Hans Anker Jørgensen og Lars Busk Sørensen), mens det undrer mig, at Helge Severinsen har fået hele otte oversættelser med. Det er naturligt, at K.L. Aastrup er den af de »ny« digtere, som er bedst repræsenteret i salmebogsforslaget. Han er, hvordan man end vender og drejer det, den betydeligste salmedigter i sit århundrede. 20 numre er måske en anelse for lidt i betragtning af forfatterskabets omfang. Kritikken mod ham for at være barn af et bestemt teologisk og kirkeligt miljø rammer ikke bare ham, men næsten alle salmedigtere. Hans tekster giver et teologisk gennemarbejdet bud på, hvad kristendom er og vil sige mennesker i enhver tid. 15 salmer i 1994-tillægget er blevet til 20. Johs. Johansen har udtrykt, at han kunne ønske sig nogle andre og mere indsungne af sine salmer valgt. I det foregående er nævnt et par stykker af dem. Ellers er han fuldstændig genkendelig i salmebogsforslaget, udvalget af tekster forekommer mig repræsentativt. Måske er det ikke helt stort nok. 17 salmer i tillægget er blevet til 12. Holger Lissner genkendes også. Han er ikke »fredsdranker«, men han kender gudsfreden både i dens nærvær og i dens fjernhed. Fordelingen af egne salmer og oversættelser virker rimelig i forhold til forfatterskabet, og at repræsentere ham på linje med Johs. Johansen forekommer fair. 19 salmer er blevet til 13. Lisbeth Smedegaard Andersen er en udpræget lyriker. Man får vente og se, om hendes salmer er bæredygtige, de er i hvert fald »anderledes«. Fem salmer i tillægget er blevet til seks i forslaget. En hurtig oversigt siger, at kun ca. 22 af de 767 salmer er skrevet af kvinder; en lille forbedring i forhold til DDS set ud fra et kvindesynspunkt. Jørgen Michaelsen kommer endelig til en vis grad til sin ret, men delvist med nogle andre tekster, end dem, det forekommer mig, at han er kendt for. Fire salmer bliver det til i forslaget, mod fem i tillægget. Om Hans Anker Jørgensen og Lars Busk Sørensen kan man samlet sige, at selv om der er en del møg iblandt, så er det ikke møg alt sammen! Det er de digtere, der har forsøgt at gå ubetrådte stier i salmedigtningen, og det respekteres. Skal det bare bortrangeres? Ja, det skal det, og det hænger nok sammen med salmebogskommissionens meget omtalte forsigtighed. Det hjælper heller ikke Hans Anker Jørgensen, at de fleste melodier til hans salmer er rytmiske. Hhv. 15 og ni salmer i tillægget er blevet til en til hver. Jeg savner Hans Anker Jørgensens »Du satte dig selv i de nederstes sted«. Så er der Jørgen Gustava Brandt og Ole Sarvig og Inger Christensen. De er kendte og respekterede som digtere, og det skulle de, især de to sidste, blive ved med. Sarvigs årtidsdigt (nr. 699) vil få den samme position på salmegenrens grænse, som Oehlenschlägers »Lær mig o skov« (DDS 632). Man kan diskutere, om det overhovedet er kristendom? Inger Christensens Luther-gendigtning (nr. 575) forekommer mig ikke vellykket, og Brandts »Tænk, at livet koster livet« (nr. 14) er teologisk tynd. Den er indsunget og står med rette i Højskolesangbogen, men den er uegnet til en salmebog. Derimod savner jeg hans dåbssalme »Vor Herre ta'r de små i favn«. Men det glæder mig, at Johs. Møllehaves vers om nåden har fundet nåde. Den store repræsentation af nordmanden Svein Ellingsens salmer overrasker mig ikke. Men vil man have vore nordiske broderfolk repræsenteret, hvorfor har man så ikke taget et par flere af svenskeren Anders Frostenson? Eller er han for ukendt i Danmark? Det er sagt, at den kommende salmebog (hvis ellers den bliver som betænkningen) er forældet allerede ved sin udgivelse. Hertil er svaret, at det jo ikke er forbudt at udgive tillæg ved siden af. Hermed er svaret også givet til de børne- og ungdomsorganisationer, som har kritiseret forslaget for at tage for lidt hensyn til deres behov. Der har været en solid tradition for sangbøger for »særinteresserne«, og den må gerne fortsætte. Hvis den kommende salmebog skal leve 50 år, bliver det også ret hurtigt nødvendigt med tillæg for »hele kirken«, for ellers vil den grøde, der for nuværende er i salmeskrivningen, visne hen. Tiden skal nok vise, hvad der har bærekraft, og hvad ikke. Ved enden af den kommende salmebogs levetid vil der forhåbentlig stå et nyt kuld digtere, som skal tages i betragtning, når en efterfølger skal udarbejdes. n Cand.theol.