Hvis tro kan flytte bjerge, betyder det, at stærk tro kan flytte store bjerge? Den katolske organisation "Opus Dei", der netop består af mennesker med en stærk tro, er af kritikere blevet udråbt til at kunne flytte på den katolske kirke. I det hele taget er Opus Dei omgæret af megen polemik, og Dan Browns bog, "Da Vinci mysteriet", hvor Opus Dei indtager en central rolle i skurkeregistret, har ikke begrænset diskussionen, snarere tværtimod.
Der er en række fordomme knyttet til Opus Dei vedrørende hemmeligholdelse og indflydelse. En vedholdende ide, der trives både blandt katolikker og
ikke-katolikker er, at Opus Dei er ved at overtage magten i kirken. Højdepunktet for Opus Deis påståede magt over kirken var den hurtige helgenkåring af stifteren Jose Maria Escribar og tildelingen af et personligt prelatur til Opus Dei i 1982.
På dansk findes oplysninger om Opus Dei næsten udelukkende i forbindelse med okulte bevægelser. En bog fra 1997, "Vatikanets hær Opus Dei", gav kun konspirationsteorier videre. På den baggrund er det på sin plads, at en bog, der seriøst søger at komme omkring de væsentligste polemiske punkter, udkom i sommeren 2005 på engelsk.
"Secrets and Power inside the Catholic Church – Opus Dei".
Forfatteren John L. Allen sammenligner Opus Dei med en stærk Guiness øl, der til forskel for en almindelig pilsner tilbyder en stærk, traditionel bryg, som kun få har gane til. John L. Allens bog går metodisk til værks og undersøger kontroverser vedrørende hemmeligholdelsen i Opus Dei, selvpineriet af medlemmerne, behandlingen af kvinder og endelig spørgsmålet om politisk magt, og magt i kirken, som også er det overordnede tema.
Opus Dei blev oprettet i 1928 af den spanske præst Jose Maria Escribar og bygger hovedsageligt på den ide, at det ordinære arbejde kan helliggøres, således at man kan finde Gud igennem sit virke som advokat, ingeniør eller supermarkedsassistent.
Opus Dei – Guds værk eller bare Værket – er et personligt prelatur (kirkelig organisationsstruktur) og ikke en religiøs orden. Den kanoniske status som prelatur kan forstås som et bispedømme uden geografiske rammer, men med medlemmer, der kontraktligt er tilknyttet. Jurisdiktionen inden for prelaturet omfatter kun forhold, der har med Opus Dei at gøre, og ikke almindelige kirkeretslige spørgsmål, hvor alle katolikker inklusive Opus Deis medlemmer er underlagt det stedslige bispedømme.
Der er forskellige kategorier af medlemmer; supernumerarier som er gifte lægfolk, numerarier, der lever i egentlige Opus Dei huse, numerarieassistenter – kvinder som er fuldtidsbeskæftigede med at holde hus for numerarierne og de forskellige institutioner under Opus Dei og endelig de associerede. Dertil er der præster i selskabet "Det hellige kors". I alt omfatter Opus Dei omkring 85.000 personer. Uden for medlemskredsen tæller Opus Dei henved 900.000 mennesker, der er tæt på, og som på én eller anden måde deltager i aktiviteter, som arrangeres af Opus Dei. At Opus Dei står på den konservative side af den katolske kirke tilskriver John Allen, at bevægelsen opfordrer sine medlemmer til at tænke med kirken. Hvor de fleste katolikker vil tage kirkens forskellige bud med et vist gran salt, er medlemmerne af Opus Dei tilskyndet til at acceptere det hele. Dertil finder John Allen, at den sociologiske sammensætning af bevægelsen tilskynder det konservative tilsnit.
Dermed ikke sagt, at Opus Dei er konservativ af natur. Snarere tværtimod er Opus Deis opfattelse, at lægfolk og præster i udgangspunktet deler det samme kald, og at organisationen ikke skal være præstestyret. Ideen om, at mennesket kan helliggøre sig igennem almindeligt arbejde er heller ikke udtryk for traditionel tankegang. Prædikatet konservativ er for simpelt og ikke dækkende. Med udgangspunkt i
Luthers ideer om, at arbejde og kald
hører sammen, og at præster ikke er mere end lægfolk, kunne man med en vis ret påstå, at Opus Dei bringer protestantisk inspiration ind i kirken!
Det er et seriøst valg at blive medlem af Opus Dei, et kald for livet. Medlemmerne skal skrifte til Opus Dei-præster, og det skal ske ofte. Det forventes, at medlemmer erkender deres fejl i åbne forsamlinger af andre medlemmer. Numerarierne opfordres til at gå med en lille kæde med indadvendte pigge kaldet en "cilice" rundt om låret i to timer om dagen. Der findes andre selvpinerinstrumenter, som gennemgås minutiøst af John Allen.
En række eksmedlemmer fortæller om de vanskeligheder, de oplevede, da de valgte at forlade Opus Dei, og hvordan nogen følte sig lokket ind uden klart på forhånd at vide, hvad det indebar. At rekrutteringen står centralt i Opus Dei afvises ikke, men realiteten er, at medlemstallet kun er svagt stigende. Så enten er beskyldningerne om aggressiv medlemshvervning urigtige, eller også er Opus Deis metoder ikke succesfulde. John Allen kan dog ikke afvise de mange vidner om dårlig behandling af frafaldne. Selv erklærer Opus Dei, at der er tale om enkeltpersoners handlinger og ikke en politik inden for bevægelsen.
Et fast kritikpunkt af Opus Dei er hemmelighedskræmmeriet. Hvorfor er medlemskab af værket ikke offentligt, og hvorfor er Opus Deis navn sjældent nævnt i forbindelse med de institutioner, som Opus Dei driver? Numerarier bor i Opus Dei huse, og med dem er tilknytningen klar, men de udgør en meget lille del af medlemsskaren. Kritikken går på supernumerarierne, der er gift og deltager i samfundslivet som alle andre. For dem er det frit, om medlemskabet ønskes kommunikeret til andre – Opus Dei vil hverken af- eller bekræfte det.
Dels har grundlæggeren haft den holdning, at et medlem ikke repræsenterer hele bevægelsen, og at Opus Dei ikke er en religiøs orden. Dels har diskretion være mere end en dyd inden for kredsen og næsten skabt en særlig livsstil. Og endelig erkender Opus Dei, at bevægelsen er nødt til at åbne mere op. Hvad diskretionen om medlem-skabet angår, er der dog ikke nogen lov om, at medlemskab af en forening er et offentligt anliggende.
Som en illustration af Opus Deis påståede magt i Vatikanet sammenligner John Allen antallet af jesuitter og antallet af Opus Dei-medlemmer i kurien og sætter tallene i forhold til den relative størrelse, de to bevægelser har. Fakta er, at Opus Deis tilstedeværelse i Vatikanet er begrænset. Kun tre medlemmer har topstillinger, og derudover er der syv Opus Dei-præster med forskellige job i Kurien. I Statssekretariatet, som er magtcentret i Vatikanet, er der to præster, hvoraf ingen er i ledende positioner. Nok har Opus Dei-folk i Vatikanet, men de styrer ikke institutionen af dét.
Vedrørende grundlæggerens hurtige proces for helliggørelse påpeger John Allen, at Jose Maria Escrivar ikke er den eneste, som er strøget hurtigt igennem systemet. Padre Pio og Moder Teresa er andre eksempler fra sidste århundrede, hvor processen gik hurtigt. Noget tyder på, at pave Johannse Paul II ganske enkelt ønskede det sådan.
Hvad angår Norden har Opus Dei haft til huse i Stockholm siden 1984, hvorfra der blandt andet serviceres en lille flok i Danmark. Der er ikke noget, der tyder på, at Opus Dei har haft synderlig succes med Danmark, og kredsen bliver ikke større.
Konklusionen for John Allen er, at Opus Dei ikke er ved at overtage den katolske kirke, og at Opus' betydning i kirken og dens økonomiske formåen er stærkt overvurderet. Opus Dei er en stærk bryg for dem, der kompromisløst ønsker alt, hvad kirken står for, men den slags er ikke for alle – og vil heller ikke blive det.
Dertil kommer, at Opus Dei ikke har monopol på den katolske højrefløj. Der er Kristi Legionærer, der overhaler Opus Dei inden om i konservative synspunkter og pt. oplever stærk vækst i antallet af præstekald, og der er Peters-selskabet af traditionalister, som mener, at messen stadig skal fejres på latin. Der er de meget kirketro Foculare for de spirituelt søgende eller den mere moderate lægmandsbevægelse, Communione e Liberacione, for de politisk interesserede. Der er simpelthen for mange bevægelser og grupperinger, som fisker i samme vande, og Opus Dei er ikke et samleorgan for disse. Nok er der megen tro i Opus Dei, men udenfor er der stadig mere, og det er alt sammen med til at flytte på kirken.
Nik Bredholt er nødhjælpskoordinator i
Caritas Internationalis, Vatikanet
Læs kronikken i morgen:
"Det nye franske studenteroprør"
af Kristoffer Hegnsvad og Nikolaj
Juncher Wædegaard, der begger
studerer på Sorbonne universitetet
i Paris