I 2000 BESØGTE JEG en landsby i Transsylvanien i det nordlige Rumænien. Da vi om aftenen gik gennem byens gader til kirken for den ungarske, lutherske menighed, hørte vi allerede på lang afstand hornmusik. Det var byens brandværnsorkester, der istemte ”Vor Gud han er så fast en borg”. Det lød ærlig talt temmelig falsk, men mig bevægede det, fordi det fortalte om en identitet, der var blevet fastholdt under yderst vanskelige betingelser. Et lærestykke i frimodighed.
I 2001 var jeg med til at arrangere den festgudstjeneste i Fredericia, der markerede den danske folkekirkes tiltrædelse af det såkaldte Leuenberg-fællesskab, bestående af de evangeliske kirker i Europa (reformerte og lutherske med flere) - en prægtig begivenhed, hvor man blev bevidst om den teologiske rigdom, der ligger i vores forskelligheder.
Begge disse erfaringer blandt mange andre var en direkte følge af, at folkekirken for netop 25 år siden fik et lovfæstet mellemkirkeligt råd med 10 tilhørende mellemkirkelige stiftsudvalg, som varetager vores forbindelse med lutherske kirker rundt om i verden og med ikke-lutherske kirker både i Danmark og ude i verden.
Der er grund til at standse op ved jubilæet og overveje, hvad dette mellemkirkelige arbejde, forankret i Det Mellemkirkelige Råd, betyder for folkekirkens selvforståelse, og hvad der er opnået i det forløbne kvarte århundrede.
På en måde handler det om det helt indlysende, at folkekirken som en ramme om luthersk kristendom i Danmark ikke står alene, men historisk og aktuelt er forbundet med talrige andre lutherske kirker og uden om dem med alle ikke-lutherske kristne kirker i verden.
Efter luthersk opfattelse findes der grundlæggende kun én kirke, Vor Herre Jesu Kristi kirke, som er universel, men som tillige er usynlig. I denne usynlige enhed har også den danske lovsyngende menighed del gennem fællesskabet om evangeliet og om dåb og nadver.
MEN FOLKEKIRKEN ER OGSÅ på en synlig måde i en levende forbindelse med andre kirker, både lutherske og af andre konfessioner. Fandtes der ikke denne synlige sammenhæng, ville folkekirken slet ikke være til. Kristendommen er ikke blevet til i Danmark (selvom man sommetider kan få det indtryk, at nogle mener det), men den er bragt til os udefra. Det gælder også i høj grad de historiske forandringer, som har givet den sin særlige danske skikkelse og sin evangelisk-lutherske identitet. Ingen kirke er opstået af sig selv, men kun fordi en anden kirke eller andre kirker bragte kristendommen ud over deres egne grænser. Forbindelse med andre kirker er både en selvfølgelighed og en livsbetingelse.
Mellemkirkeligt arbejde var ikke noget nyt i 1989. Folkekirken har en fornem tradition for deltagelse heri. Blot to eksempler: Haderslevs første biskop, Valdemar Ammundsen, lagde vægt på gode forbindelser med de tyske kirker efter 1920 og op igennem disse kirkers trængte år i 1930'erne. Og pastor Paul Hansen, Europa-sekretær i Det Lutherske Verdensforbund, varetog i 1960'erne og 1970'erne kontakten med de pressede lutherske mindretalskirker bag Jerntæppet, en forbindelse som for hovedparten simpelthen var en livline.
I folkekirken var det mellemkirkelige arbejde i mange år placeret under Københavns bispeembede. Men det kan ikke nægtes, at det dermed blev meget usynligt for mange menighedsråd og præster ud over landet. I stedet for at blive forstået som en selvfølgelighed og livsbetingelse blev det opfattet som en særlig interesse, som en lille kreds af økumeniske aktivister engagerede sig i.
I slutningen af 1980'erne, i forlængelse af den europæiske optøning, var der derfor en forholdsvis bred kirkelig opfattelse af, at det mellemkirkelige burde forankres bredere i folkekirken. Det skulle ikke bæres af uafhængige, mere eller mindre selvbestaltede organisationer, men af folkekirken som helhed.
I løbet af 1989 blev der gennemført lovgivning, som pr. 1. januar 1990 etablerede mellemkirkelige stiftsudvalg (valgt direkte af alle menighedsrådene), der igen af deres midte udvalgte hver én repræsentant til Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, som desuden fik to biskoppelige repræsentanter.
Det skete ikke uden et af de velkendte kirkelige ”slagsmål”. Fra såvel tidehvervsk og grundtvigsk som missionsk side lød der kritik - der var både advarsler imod en sløring af folkekirkens rene lutherske profil (uagtet at Reformationen faktisk var kommet sydfra) og tilkendegivelser af det komplet overflødige eller ligegyldige i sådanne internationale forbindelser.
Medvirkende til skepsis var også, at det hidtidige økumeniske arbejde havde været betydeligt præget af en særlig aktivistisk teologi. Ikke så få opfordrede ligefrem til boykot af valgene til stiftsudvalgene. Man glemte, hvad man i andre sammenhænge sagde om værdien af mellemfolkelighed, og man ignorerede, at en væsentlig begrundelse for nyordningen netop var et ønske om at folkeliggøre det økumeniske arbejde og også skabe et mere dækkende billede af folkekirken ude i verden.
Valgene blev imidlertid gennemført og med stor deltagelse. Det Mellemkirkelige Råd var en realitet, de første mange år med tidligere minister Britta Schall Holberg (V) som formand. Og det kom faktisk på det helt rigtige tidspunkt. Murens fald lige inden rådets oprettelse indebar store muligheder for kontakter med kirkerne ”bag Muren”.
ALLIGEVEL MÅ MAN HER I 25-ÅRET konstatere, at engagementet fra den første halve snes år er falmet noget. Ikke mange sætter spørgsmålstegn ved, at folkekirken selvfølgelig skal deltage i mellemkirkeligt arbejde, selvom enkeltspørgsmål, dels af teologisk art, dels om folkekirkens medlemskab af de store mellemkirkelige fællesskaber stadig kan føre til intense debatter.
Men for mange menighedsråd er administrationen af folkekirken på sognebasis blevet så krævende, at der ikke også er kræfter til det mellemkirkelige. Det mellemkirkelige arbejde er stadig forankret decentralt i stifterne, men risikoen i disse år er, at det ender med atter at blive opfattet som en specialitet for særligt interesserede.
Medvirkende hertil er også, at vi ofte tilgår det mellemkirkelige arbejde med spørgsmålet ”Hvad får vi ud af det?” - og ikke ud fra en forståelse af folkekirkens organiske sammenhæng med andre kirker (en arm overvejer jo ikke, hvad den får ud af sin sammenhæng med det øvrige legeme).
For et fremtidigt mellemkirkeligt engagement kunne det være rimeligt at pege på andre kirkers og kristnes afhængighed af os. Det falder lige for at nævne de hårdt trængte kristne kirker i Mellemøsten: De er ikke mindre afhængige af et fællesskab med os, end Østeuropas kirker var under den kolde krig. Jeg vil også nævne de talrige små lutherske kirker rundt om i verden, som må læne sig op ad de store og de gamle lutherske kirker for at overleve.
Endelig er der opstået den situation i Danmark, at nogle af de kirker, som sogne, provstier eller stifter har haft venskabsrelationer til, nu er kommet hertil og har etableret egne migrantkirker. Kan disse migrantmenigheder være med til at genoplive sognenes mellemkirkelige engagement? Stiftsudvalgenes og Det Mellemkirkelige Råds nu 25 års erfaring med møder på tværs af kirkesamfund kan i høj grad frugtbargøres her.
Udfordringen er, at værdien og nødvendigheden af det mellemkirkelige arbejde bliver synligt helt ude i sognene, og at disse finder overkommelige måder at involvere sig deri. At der er et uvurderligt udbytte derved i form af teologiske udfordringer, glædelige medmenneskelige erfaringer og nye udsigter til vores egen kirkes styrker og svagheder er uomtvisteligt. Men hvordan demonstrerer man dette? Alligevel: Tillykke med jubilæet. Og godt gået, så vidt!
Niels Henrik Arendt er tidligere biskop, sognepræst i Staby-Madum Pastorat og folkekirkens teologiske rådgiver vedrørende reformationsjubilæet i 2017