Menighedens råd og præstens stilling

Forholdet mellem menighed(sråd) og præst er ofte en ømtålelig sag, som det fremgik af sagen mod sognepræst Mette V. Christensen. Teologisk set er der en fare for, at de lutherske tanker om det almindelige præstedømme og menighedens kaldsret misbruges politisk-adminstrativt til at prisgive præsten til menighedsrådets forgodtbefindende

"Luther er udmærket klar over, at der i en menighed foruden sandt troende findes svage og syndere. Der ligger derfor en uklarhed i tanken om det almindelige præstedømme," skriver Svend Andersen.
"Luther er udmærket klar over, at der i en menighed foruden sandt troende findes svage og syndere. Der ligger derfor en uklarhed i tanken om det almindelige præstedømme," skriver Svend Andersen.

Forholdet mellem menighed(sråd) og præst er et af de mest ømtålelige problemer i folkekirken. Et af mange eksempler er den netop afsluttede sag om afskedigelsen af sognepræst Mette V. Christensen. Det må være et vigtigt mål for en kommende nyordning af folkekirkens styrelse at skabe klare og velbegrundede rammer om dette forhold.

I Kristine Gardes instruktive kronik om afgørelsen i Østre Landsret (i Kristeligt Dagblad den 4.april) er der en sætning, som rammer det ømme punkt i forholdet. Garde siger om et menighedsrådsvalg, hvor et stort flertal har fravalgt præsten: Et sådant menighedsrådsvalg er en manifestation af menighedens negative brug af sin teologisk begrundede kaldsret.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens nye menighedsbegreb

Gardes sprogbrug og argumentation er et blandt mange eksempler på, at der i den aktuelle diskussion om forholdet mellem menighed og præst gøres to lutherske tankegange gældende: Menighedens ret til at kalde præsten, og det almindelige præstedømme.

Sidstnævnte bliver ofte betragtet som grundlaget for menighedens bemyndigelse, sådan som den bliver forvaltet af menighedesrådet. Og kaldsretten menes institutionaliseret i menighedsrådets ret til at indstille en præst til ansættelse. I aktuelle folkekirkelige diskussioner sker der således en sammenkædning af de teologiske begreber almindeligt præstedømme og menighedens kaldsret - med demokratiske og administrative procedurer . Den sammenkædning er dybt problematisk. Og den forudsætter i hvert fald en nærmere undersøgelse af, hvad den oprindelige teologiske mening var.

Luther udvikler de to tankegange flere steder, men en god sammenfatning findes i skriftet At en kristelig forsamling eller menighed har ret og magt til at dømme om enhver lære og til at kalde lærere, at ind- og afsætte dem, begrundet og påvist ud fra Skriften (1523).

Baggrunden for Luthers overvejelser er, at han har indset, at romerkirken ikke lod sig reformere indefra. Han er overbevist om, at den gamle pavekirke forfægter en i bund og grund forfalsket kristendom, og at både kirken og dens embeder er korrumperede. Ud fra den diagnose rejser spørgsmålet sig, hvordan en ny, evangelisk kirke skal organiseres.

Ifølge Luther foreligger der kirkelig set en nødssituation, som blandt andet består i, at der ikke findes legitime biskopper til at indsætte nye præster. Dertil kommer, at Luther har en grundlæggende anderledes opfattelse af forholdet mellem det gejstlige embede og lægfolket end den katolske. Han afviser simpelthen, at der skulle være en afgørende forskel mellem ordinerede præster og almindelige kristne.

En forudsætning for Luthers bedømmelse af romerkirken er, at det er muligt klart at afgøre, hvad der er ægte evangelisk forkyndelse ud fra Guds ord. Luther er ikke i tvivl om, at han selv og hans meningsfæller sidder inde med den sande forståelse. Ellers ville han jo ikke kunne fælde den sønderlemmende dom over romerkirken og dens gejstlige med paven i spidsen.

I skriftet argumenterer Luther for, at menigheden har ret til at bedømme en præsts forkyndelse og at kalde en præst til hans embede. Og til at afsætte præsten. Men hvad og hvem er menigheden? Menigheden er den forsamling, hvor evangeliet forkyndes vel at mærke det rene evangelium.

At bedømme forkyndelsen og kalde en præst er for Luther ikke primært en praktisk sag. Det handler om evangeliet og dermed om de menneskers frelse, som hører evangeliet. Netop derfor er det Guds ord, der skal ligge til grund, og ikke menneskelige ordninger og skikke. Men pavekirkens lære om, at kun gejstlige kunne bedømme lærens og forkyndelsens retmæssighed, bygger efter Luthers mening netop på rent menneskelige forestillinger.

Denne forståelse af, hvad der er på spil i forbindelse med evangeliet, er forudsætningen for talen om det almindelige præstedømme. Luther afviser som sagt den katolske kirkes skarpe skelnen mellem gejstlighed og lægfolk. Enhver døbt kristen er principielt berettiget til at udøve præstens funktion: at forkynde, forvalte dåb og nadver og øve sjælesorg.

Men Luther er udmærket klar over, at der i en menighed foruden sandt troende findes svage og syndere. Der ligger derfor en uklarhed i tanken om det almindelige præstedømme: på den ene side er det almindeligt, idet enhver kristen principielt kan udøve det på den anden side er det det sande, rene evangelium, der skal forkyndes. Og ikke enhver døbt er i stand til at gøre det. Netop det viser tilstandene i romerkirken jo.

I praksis er det almindelige præstedømme for Luther en nødløsning. Under normale omstændigheder det vil sige hvor der er et fællesskab af kristne vil det være overdraget en bestemt person at udøve præsteembedet. Overdragelsen af opgaven fra fællesskabets side er kaldelsen.

Her har vi altså den anden vigtige lutherske tanke: menighedens kaldsret. Den afgørende pointe i tanken er ikke, at menigheden som forsamling skal vælge en præst. Det kan udmærket være en biskop eller for den sags skyld en verdslig øvrighedsperson, som foretager valget. Det er blot afgørende, at menigheden indvilliger eller samtykker i valget af præsten.

Vi støder her på endnu en uklarhed eller spænding i Luthers opfattelse af forholdet mellem menighed og præst. På den ene side har ethvert medlem af menigheden principielt del i den kompetence en præst skal besidde på den anden side er det at være præst et særligt af Gud indsat embede, der forudsætter retmæssig kaldelse. Det er bemærkelsesværdigt, at folkekirkens bekendelsesskrift Den Agusburgske Bekendelse udtrykkeligt nævner embedet og kaldelsen, men ikke det almindelige præstedømme.

Hvilken relevans har de to lutherske grundtanker om det almindelige præstedømme og menighedens kaldsret nu i en aktuel diskussion om folkekirkens styring? Det har længe været en udbredt opfattelse, at det folkelkirkelige demokrati teologisk set bygger på tanken om det almindelige præstedømme.

At det imidlertid er en misforståelse, er der meget bred teologisk enighed om. Kristine Garde synes at gøre sig skyld i den misforståelse, når hun i den nævnte kronik omtaler et menighedsrådsvalg som en manifestation af menighedens kaldsret.

Det forekommer at være en sammenblanding af kategorierne. Menighedens kaldsret er et teologisk begreb, der forudsætter det rene evangelium. Et menighedsrådsvalg er en demokratisk fremgangsmåde, altså dybest set en politisk foreteelse, der som alle andre demokratiske valg kan misbruges demagogisk, blandt andet som led i en hetz mod præsten.

I lovgivningen tales der da (heldigvis) heller ikke om menighedens kaldsret, men om menighedsrådets afgivelse af indstilling til kirkeministeren som ansættelsesmyndighed. Den negative brug af kaldsretten kan ikke handle om trivialiteter som låste præstegårdsdøre. Den handler om præstens evangeliske forkyndelse. Det kan selvsagt hverken afgøres ved et menighedsrådsvalg eller en afstemning på et rådsmøde. Faktisk er den sag jo også lagt i hænderne på domstole vedrørende gejstlige læresager, altså helt uden for menighedsrådenes kompetence.

Forholdet mellem menighed(sråd) og præst er som sagt en ømtålelig sag. Teologisk set er der en fare for, at de lutherske tanker om det almindelige præstedømme og menighedens kaldsret misbruges politisk-adminstrativt til at prisgive præsten til menighedsrådets forgodtbefindende.

For at forhindre det må der teologisk findes den rette balance mellem menighed og præsteembede. Den må indebære, at alt, hvad der vedrører kirkens evangeliske renhed ligger i teologiske og gejstlige hænder.

Svend Andersen er professor i teologi ved Aarhus Universitet