Debat om homovielse: Hvorfor vil man bruge tvang i frihedsspørgsmål?

Menighederne har ret til at kalde den præst, de ønsker. Derfor handler sagen om vielse af homoseksuelle ikke om præsternes frihed, men om menighedernes. Sagen er udtryk for en galopperende individualisme, der truer friheden, skriver dagens kronikør

Men det afgørende er, at det er menighederne, der har ret til at dømme om forkyndelsen. Og det er menighederne, der har ret til at kalde den præst, de ønsker. Derfor handler sagen ikke om præsternes frihed, men om menighedernes frihed. Hele sagen er et udtryk for en galopperende individualisme, der lægger vægten et forkert sted, så friheden trues, skriver Thomas Reinholdt Rasmussen.
Men det afgørende er, at det er menighederne, der har ret til at dømme om forkyndelsen. Og det er menighederne, der har ret til at kalde den præst, de ønsker. Derfor handler sagen ikke om præsternes frihed, men om menighedernes frihed. Hele sagen er et udtryk for en galopperende individualisme, der lægger vægten et forkert sted, så friheden trues, skriver Thomas Reinholdt Rasmussen. Foto: Miriam Dalsgaard/ritzau/.

I KØLVANDET PÅ ET stillingsopslag, hvor menighedsrådet på forhånd kræver af en ansøger, at denne vil vie par af samme køn, er debatten om præsternes frihed til at sige fra og til blusset op igen. Spørgsmålet om vielse af par af samme køn, fraskilte og samarbejde med kvindelige præster er ellers spørgsmål, der plejer at blive stillet under ansættelsessamtalen, hvor råd og ansøger finder ud af, om de passer til hinanden, men her har man valgt at skrive det allerede i opslaget, fordi det med god ret kan hævdes at være nødvendigt, da præsten skal virke på sygehuset, hvor nødvielser er en gængs ting. Derfor er det et helt legitimt krav at stille. Så ved ansøgere også, hvad de har at forholde sig til.

Men sammen med den konkrete sag blusser en mere principiel debat op. Kristeligt Dagblad slår tonen an den 4. januar med ordene om, at præsternes frihedsordning går en usikker fremtid i møde. Det er en holdning til spørgsmålet, der peger på en skævvridning af debatten, da det er en individualistisk tilgang til problematikken, således at det handler om præsternes personlige frihed. Det er ikke grundlaget for frihedslovningen. Grundlaget er menighedernes kaldsret. Vi synes at glemme hele forudsætningen for frihedslovningen, og det er det egentlig betænkelige.

FOR PRÆSTER HAR IKKE samvittighedsfri, selvom det er så moderne at sige det. Præsters samvittighed er bundet i det Guds ord, de har hørt. Og i forhold til Gud er samvittigheden sandelig ikke fri. Man forkynder, hvad man har hørt, og hvad man derved er bundet af. Da Luther stod i Worms i april 1521, påberåbte han sig på ingen måde sin samvittighedsfrihed, men han fastslog, at hans samvittighed var bundet i Guds ord. Samvittigheden var bundet og var ikke fri. En fri samvittighed er egentlig også en skræmmende størrelse. Det er heller ikke det, sagen drejer sig om, men om menighedernes fri ret til at kalde den forkyndelse, der svarer til, hvad de har hørt. Friheden er ikke hos præsten, men hos menigheden.

Det er påfaldende, at i hele debatten er det forsvaret (eller angrebet) på præsternes samvittighedsfrihed, der står i centrum, og ikke menighedernes fri ret til at kalde den præst, de ønsker. Ingen debattører eller meningsdannere synes at have forholdt sig til menighedernes kaldsret. Det er påfaldende. Det er påfaldende, at det spørgsmål slet ikke rejses, og det tyder på, at der kun er en individualistisk tilgang til sagen.

DERFOR REJSER DEBATTEN også et mere principielt spørgsmål: Mister vi friheden af syne, når fællesskabet ophæves, og individualismen er den rådende instans? Det må være et relevant spørgsmål, ikke alene for det kirkelige liv, men sandelig også for samfundslivet generelt, hvor ophævelse af fællesskaber synes mere at være normen end undtagelsen.

Vi har den seneste generation oplevet et massivt angreb på fællesskabet, hvilket kan erfares i sammenbruddet af vores fælles institutioner (togdrift, postvæsen med mere). Er fællesskabsnedbruddet i virkeligheden truende for friheden? Det tyder den aktuelle kirkelige debat på og burde alene af den grund have hele samfundets bevågenhed, da den debat knivskarpt stiller spørgsmålet om sammenhængen mellem frihed og fællesskab.

For nuværende vil 80 procent af de danske folkekirkepræster vie homoseksuelle. Det er sikkert mere end befolkningen som helhed. Det er positivt.
For nuværende vil 80 procent af de danske folkekirkepræster vie homoseksuelle. Det er sikkert mere end befolkningen som helhed. Det er positivt. Foto: Jens Dige/ritzau

I DEN KIRKELIGE, lutherske debat er Bibelen menighedens øverste norm, og så længe præster og menigheder er inden for bekendelsen af Jesus Kristus som verdens herre og frelser, så kan man ikke dømme en tolkning ude. Vielse af homoseksuelle kan ikke dømmes ude så lidt som ikke-vielse af homoseksuelle. Begge dele er inden for rammen, selvom alle bestemt ikke deler denne holdning, men uden for ramme er man kun ved at benægte Jesus Kristus. Derfor er disse forkyndelser legitime, men dog ikke nødvendigvis rette.

Men det afgørende er, at det er menighederne, der har ret til at dømme om forkyndelsen. Og det er menighederne, der har ret til at kalde den præst, de ønsker. Derfor handler sagen ikke om præsternes frihed, men om menighedernes frihed. Hele sagen er et udtryk for en galopperende individualisme, der lægger vægten et forkert sted, så friheden trues.

Det kan ses i LGBT Danmarks tilgang til sagen. De vil tvinge præster til at vie homoseksuelle. Jeg forstår godt deres personlige anliggende i sagen, men jeg forstår ikke, at netop de vil knægte friheden. For det, deres forslag indebærer, er, at sagen tages ud af menighedernes hånd og lægges over i en anden instans. De knægter derved den frihed, som menighederne har til at vælge den præst, de ønsker. Og ja, det kan ske, ved menighedernes frihed, at der derved ansættes en præst, som ikke vier homoseksuelle, men så må der tales og forkyndes anderledes. Men tvang kan i disse forhold aldrig være af det gode.

Hele sagen afdækker, at den individualistiske tilgang er frihedsdræbende. Det er dybt bekymrende, at toneangivende politikere vil kræve tvang i disse forhold og ikke vil lade den evangeliske frihed virke og råde.

For nuværende vil 80 procent af de danske folkekirkepræster vie homoseksuelle. Det er sikkert mere end befolkningen som helhed. Det er positivt. Jeg er således ikke bekymret for homoseksuelles muligheder for at få en kristen vielse af deres forhold, og jeg er glad for at leve i en tid, der er kommet på omgangshøjde med evangeliet i det spørgsmål. Men jeg er dybt bekymret over frihedens kår i den moderne verden. Hvorfor vil man bruge tvang i frihedsspørgsmål? Hvorfor vil man knægte frihed? Hvorfor vil man undertrykke menighedernes kaldsret? Hvorfor stoler man ikke på, at ordet gør sin gerning? Hvorfor stiller vi ikke spørgsmålet om forholdet mellem individualisme og frihedstab?

Sagen kræver, at vi stiller op for menighedernes frie præstevalg, for ellers har vi sat menighedernes fortolkningsret ud af kraft, og vi har knægtet den største af alle friheder. Menighederne har ret til at kalde den præst, de ønsker. Det er en kerne i evangelisk-luthersk kristendom, og det er kerne, hvoraf meget andet frihedslovning er spiret. Det er noget nær ufatteligt, at man vil ødelægge denne kerne ved tvang, og at reelt ingen råber vagt i gevær.

VI SYNES AT HAVE GLEMT, hvad evangelisk frihed er. At vi ikke kan bruge tvang i disse forhold, men kun lade evangeliet råde og ordet virke. Vi har set og hørt toneangivende politikere også på Christiansborg slå til lyd for tvang, og derved ophæves fortolkningsretten og menighedernes frie kaldsret.

Det er uhyre væsentligt at undersøge, hvorledes vi er nået dertil, og hvorledes vi får friheden tilbage igen.