Menighedsfakultetet har taget et afgørende skridt væk fra en fundamentalistisk bibellæsning

Menighedsfakultetets udmelding om, at det ikke længere forholder sig til kvindelige præster, er et vigtigt skridt, skriver lektor emeritus Viggo Mortensen. Det er et endegyldigt farvel til en fundamentalistisk bibellæsning, fastslår han

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

I forbindelse med, at Menighedsfakultetet meldte ud, at man ikke længere havde et autoritativt syn på spørgsmålet om kvindelige præsters legitimitet, eksploderede en tråd på min Facebook-profil. Det gik sådan til. I avisen den 27. september blev jeg bedt om at kommentere denne kovending fra Menighedsfakultetets side. Det gjorde jeg ved at henvise til, at det var et udtryk for tilpasning til (uddannelses)markedet. Når man har ambitioner om at uddanne præster til at virke i folkekirken, så bliver man nødt til at tage ad notam, at mere end halvdelen af folkekirkens præster i dag er kvinder.

Derfor så jeg Menighedsfakultetets initiativ som udtryk for rettidig omhu – helt rettidigt var det vel ikke, men med en tilpas forsinkelse. Vil man være kirke i tiden, så bliver man nødt til at følge med tiden. Ellers bliver man en sekt, sagde jeg, og henviste som eksempel til amish i USA, som har sat udviklingen i stå for et par hundrede år siden. Det er klart, at det kan være en fristelse for kirken, når den lever i en fragmenteret verden, at følge fragmenteringen og lukke sig om sig selv.

Men jeg så altså Menighedsfakultetets åbning for at tillade kvindelige præster som et udtryk for, at de ikke ønskede at blive en sekt, men ville gøre sin indflydelse gældende på hovedstrømmen af kristendommens udvikling i Danmark.

Jeg tilføjede yderligere, at for mig at se var det afgørende spørgsmål, om man dermed også havde ændret skriftsyn. Modstanden mod kvindelige præster har jo ofte hentet ammunition fra Bibelen, for eksempel i Paulus’ tale om, at kvinder skal tie i forsamlingen, men det har ingen gang på jorden i dag.

Formanden Jørgen Jørgensen siger, at man fortsat har tillid til Bibelen, men enhver er fri til at fortolke den, som man vil. ”Det handler ikke om bibelsyn, men om fortolkning,” gentager Jørgen Jørgensen emfatisk i avisen den 10. oktober. Men hvordan i alverden det skal forstås, opklares ikke. Man kan ikke have en fortolkning uden et bibelsyn. Jørgen Jørgensen siger, at han har et konservativt bibelsyn uden at præcisere, hvad han mener med det. Det betyder vel, at man holder de bibelske forfattere for troværdige i alt, hvad de siger. Hvor er så forskellen til det fundamentalistiske?

At enhver er fri til at fortolke Bibelen, som man vil, det kaldte jeg et i grunden meget luthersk standpunkt, hvorfor jeg kunne slutte med at ønske Menighedsfakultetet tillykke med, at de har taget afsked med en fundamentalistisk bibellæsning.

Denne, indrømmet, lidt ironiske, lykønskning til Menighedsfakultetet blev der imidlertid ikke plads til i avisen, hvorfor jeg slog det op på min Facebook-profil. Jeg er normalt ikke særlig aktiv på Facebook, men i dette tilfælde begyndte en temmelig ophedet diskussion i kommentarerne på opslaget. Det var åbenbart det med den fundamentalistiske læsning, der triggede folk.

Ikke at nogen fra Menighedsfakultetet så sig foranlediget til at opklare sagen, men det var navnlig spørgsmålet om, hvad man som liberal tidsåndsorienteret kirke skal stille op med det faktum, at andre steder i verden er det de fundamentalistiske kirker, der vokser.

Det siger mig, at vi behøver en lidt klarere forståelse af, hvad man skal mene om fundamentalisme. I Bibelen roses den, der bygger sit åndelige hus på klippen, på et fast fundament (Mattæusevangeliet kapitel 7, 24): Denne klippe er efter bibelsk forståelse Kristus. I kristen fundamentalisme, som den blev udformet i begyndelsen af det 20. århundrede i USA, fører det til en bogstavtro religiøsitet, hvor man skal holde bestemte antagelser for sande: Bibelens ufejlbarlighed, jomfrufødslen, den objektive forsoningslæse, Jesu legemlige opstandelse og Kristi genkomst.

Fundamentalisme er altså et moderne begreb. Den er noget så specielt som en moderne antimoderne bevægelse. Man er kritisk over for det moderne og undsiger de kompromiser, som indgås for at leve i den moderne verden. Samtidig viger man ikke tilbage for at fremføre denne kritik med ”moderne” midler.

Således tager man den moderne teknologi til sig. Fundamentalister ser sig som kæmpende, det være sig imod modernitet, relativisme, rationalisme, sekularisme eller pluralisme. Derfor er der ikke plads til nuancer. Da man er imod en konsekvent brug af historisk kritik, klæber der ofte til en fundamentalistisk skriftlæsning en vis vilkårlighed. Til syvende og sidst er det et valg, hvad man gør til det fundamentale.

I dag lever vi med alle hånde kriser. Vi har autoritetskriser, identitetskriser, klimakrise, religiøse kriser og så videre. Lever man med en sådan krisestemning, bliver det attraktivt at kunne holde sig til noget fast. Derfor oplever vi globalt en vækst i fundamentalisme. Det gælder inden for alle religioner lige fra hinduisme over kristendom og jødedom til islam. Ja, nogle bliver af angst for religionens tilbagekomst af sekulære fundamentalister. Når fundamentalisme er så tiltrækkende, har det at gøre med, at her tilbydes religiøs autenticitet og guddommelig sikkerhed samt en enkel forklaring på de anomalier og modsigelser, som man ellers må leve med i en moderne verden. Fundamentalismen udspringer af en utilpassethed ved det moderne og er en modbevægelse til den moderne verdens sekulariserende tendenser.

Nu har man så truffet det valg på Menighedsfakultetet at stille lærere og studerende frit i spørgsmålet om kvindelige præsters legitimitet. Som én, der har fulgt Menighedsfakultetet med kritisk opmærksomhed fra begyndelsen, er det et spring.

I avisen den 1. oktober siger stud.theol. Jacob Munk godt nok, at debatten fortsætter, men det er tydeligt, at der er sket en markant ændring. Min påstand er altså, at det signalerer en ændring i bibelsynet, et endegyldigt farvel til en fundamentalistisk bibellæsning og en åben dør for den historisk kritiske metode. Ville man ikke stå sig ved at melde det åbent ud?

Den diskussion, der så udfoldede sig på min Facebook, kredsede om, hvorfor det er de kirker i syd, der opretholder en fundamentalistisk bibellæsning, der vokser, mens de kirker i nord, der hylder en liberal kristendomstolkning, går tilbage. Det mener jeg for så vidt ikke er så mærkeligt. Kirkerne i vest og nord er gået igennem religionskritikkens ”ildbæk” (Feuerbach) og har udviklet sin bibellæsning i overensstemmelse hermed.

Det har kirkerne i syd ikke i samme grad. Her har fundamentalismen en stor tiltrækningskraft, fordi den står for det oprindelige i religionen. På grund af den fasthed i opfattelsen, som fundamentalismen giver indtryk af, bliver den ofte autoritær. Det forhindrer ikke, at den kan være meget tilpasningsduelig, en egenskab, der er vigtig i forbindelse med den missionsiver, som ikke sjældent udgår fra også kristne fundamentalistiske kredse; de vil som regel prioritere evangelisering og kirkeplantning højt, hvilket kan føre til hurtig menighedsdannelse. Man spiller ofte på frygten for fortabelse i en nært forestående endetid. Den aggressive hvervning af proselytter og de enkle budskaber viser sig ikke sjældent at have en vis effekt.

Missionsselskaber, der arbejder på et fundamentalistisk grundlag, har ofte en vis succes, hvilket har som resultat, at flere af de unge kirker viderefører fundamentalistiske træk. Men billedet er blandet, for samtidig kan der observeres træk, der taler for, at fundamentalismens tid er ovre. Holder den forestilling stik, så vil opbakningen til fundamentalismen være vigende. Her har Menighedsfakultetet taget et afgørende skridt.

Det bliver spændende at følge udviklingen.