I forbindelse med Menighedsfakultetets nye bacheloruddannelse har Menighedsfakultetet selv indledt en drøftelse af forholdet mellem Menighedsfakultetet, universiteternes teologiske uddannelse og den danske folkekirke. Denne drøftelse blev indledt her i Kristeligt Dagblad med en kronik af Menighedsfakultetets fakultetsleder, Ingolf Henoch Pedersen, (18. juli 2005).
Kronikken indledes i overensstemmelse med Menighedsfakultetets tradition med en meget skarp kritik af universiteternes teologiske uddannelse. Denne er "løsrevet fra kirkens basis, og teologi er blevet til en mere almen lære om religiøse fænomener". Det er sandt, at teologi på universiteterne ikke drives af kirken og ikke alene sigter mod en uddannelse af præster. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er en sammenhæng mellem kirken og de teologiske uddannelser, men at teologien formelt er fri i forhold til kirken.
Der er efter min mening både fordele og ulemper ved en formuleret kirkelig tilknytning for teologien. En i forhold til kirken uafhængig forskning kan yde kirken en stor tjeneste som udfordrende og kritisk instans. Teologien kan på et kirkeuafhængigt fakultet være mere åben og har i højere grad mulighed for at indgå i dialog med andre fag og kan dermed placere teologien i en samtale med andre videnskaber og kulturelle strømninger. Det betyder ikke, at teologien altid har udnyttet denne mulighed eller, at en åbenhed i forhold til andre videnskaber er udelukket på et menighedsfakultet. Der er også fordele ved, at en teologisk uddannelse er knyttet til kirken. Et samspil mellem en kirkelig teologi og en universitetsteologi vil være at foretrække. Universitetsteologi behøver ikke reelt at være løsrevet fra den kirkelige virkelighed, og menighedsfakultetetsteologi behøver ikke at være uden muligheder for dialog med andre fag.
Samtidig kan et menighedsfakultets formulerede teologiske grundlag være en hindring for det, som Ingolf Henoch Pedersen ønsker: at Menighedsfakultetet skal tjene alle grupperinger i kirken. Et menighedsfakultet kan i højere grad end et teologisk fakultet på et universitet befordre snæversind og teologisk ensretning. Jeg siger ikke, at Menighedsfakultetet i sig selv udelukker en fri og åben teologisk debat eller, at synspunkter, som fakultetet ikke deler, ikke kan præsenteres loyalt. Men faren er til stede, og Ingolf Henoch Pedersens kronik er selv et udtryk for, at det kan knibe med sagligheden, når det kategorisk hævdes, at universitetsteologien er "blevet til en mere almen lære om religiøse fænomener". Alle, der færdes på de teologiske universitetsuddannelser, ved, at en sådan karakteristik er misvisende.
Det hele kommer an på, hvordan teologien faktisk drives. Vi har i Danmark en lang tradition for et samspil mellem fri undervisning/uddannelse og offentlig uddannelse. Den frie uddannelse har ofte været frugtbar udfordring og inspiration for de offentligt drevne undervisningsinstitutioner. Der er efter min mening heller intet i vejen for, at der kan gennemføres en god, teologisk forskningsbaseret undervisning på et formuleret kirkeligt grundlag og med det formål at "tjene kirken" med en målrettet præsteuddannelse. Menighedsfakultetets egentlig problem er, at man har formuleret et så ensidigt, snævert og teologisk betænkeligt grundlag, at det vil begrænse mulighederne for en fri og åben teologisk forskning og uddannelse.
Menighedsfakultetets formål er formuleret således : "Menighedsfakultetet (MF) ... skal drive fuldt videnskabelig teologisk forskning og undervisning på Bibelens og vor kirkes evangelisk-lutherske bekendelsesgrund og samtidig se det som en hovedopgave at være og bevare sandt kristeligt liv hos de studerende." (paragraf 3). En universitetsuddannelse kan naturligvis ikke gennemføres efter et sådant formål. Men Menighedsfakultetets formål er jo blot en formulering af det grundlag for uddannelsen, som man vedkender sig, og det er legitimt. Ingen forskning og undervisning er forudsætningsfri. Det er universitetsteologien heller ikke.
Nej, Menighedsfakultetets problem er ikke dette formål, men dets formulerede grundlag. Det er formuleret således: "Sammenslutningen bygger på Bibelen og vor kirkes bekendelse og vil virke ud fra det syn på Bibelen, som er Bibelens eget, og som altid har været kirkens: den er Guds ord, blevet til under Helligåndens inspiration og ledelse, den er det troværdige vidnesbyrd om Guds store frelsesgerninger i historien, den ufejlbarlige meddelelse af den frelsende sandhed i Gudsåbenbaringen i Jesus Kristus, derfor den absolutte autoritet i alle spørgsmål vedrørende tro og livsførelse, og som sådan norm for kirkens forkyndelse og lære og dermed også for kirkens præsteuddannelse og teologiske forskning." Og så tilføjes det: "Denne paragraf må ikke ændres i strid med sit indhold."
Dermed har Menighedsfakultetet helt ned i mindste detailformulering angivet, at institutionen hviler på et grundlag, der, hvis det tages for pålydende, forhindrer en fri forskning. Menighedsfakultetet bygger ikke blot på Bibelen og bekendelsesskrifterne, men på et ganske bestemt bibelsyn, nemlig det, at Bibelen er Guds ord. Når Bibelen i sig selv og forud for al bibelforskning antages for at være Guds ord, må enhver kritisk bibelforskning være udelukket. Der er en lang række teologisk væsentlige spørgsmål, der nok kan stilles, men hvor svarene er givet på forhånd. Findes der for eksempel i Bibelen tekster, som indeholder modsigelser i forhold til andre tekster? Kan man ud fra en evangelisk-luthersk grundopfattelse finde bibelske udsagn, som er problematiske eller ligefrem misvisende? Eller endnu mere grundlæggende: Er Bibelen uden videre Guds ord? Er noget i Bibelen mere Guds ord end andet? Kan Bibelen rumme udsagn, der er historisk ukorrekte? Når skriften på forhånd anses som Guds fejlfrie helligåndsinspirerede åbenbaring, er forskning og undervisning bundet i en sådan grad til et bestemt bibelsyn, at fri forskning i virkeligheden er umulig. Jeg hævder ikke, at der ikke er gennemført god videnskabelig forskning på Menighedsfakultetet, eller at dets lærere er inkompetente, men at det grundlag, som det hele bygger på, er galt.
Selve den tankegang, at Bibelen (skriften) uden videre og på forhånd er Guds ord, udelukker, at Menighedsfakultetet kan tjene den danske folkekirke som egentlig præsteuddannelsessted, fordi det formulerede grundlag er både videnskabeligt og teologisk problematisk. Menighedsfakultetets grundlag er så tæt knyttet til et fundamentalistisk bibelsyn som norm for forskning og undervisning, at den danske folkekirke vil være dårligt tjent med, at Menighedsfakultetet giver en hel og fuld præsteuddannelse.
Menighedsfakultetet har låst sig selv fast i et bibelsyn, der forhindrer, at det som uddannelsessted kan tjene alle grupperinger i den danske folkekirke. Man kan godt indse behovet for en kirkelig præget og praktisk orienteret teologisk uddannelse og samtidig finde, at Menighedsfakultetet på grund af dets grundlag næppe er egnet til at meddele en sådan uddannelse til trods for, at den praktiske undervisning godt kan være lødig.
Det viser sig også ved, at der kun forekommer teologisk arbejde med grundlæggende bibelske problemstillinger i meget begrænset omfang. Jeg vil tro, at det skyldes det på forhånd formulerede bibelsyn, at der i tilknytning til Menighedsfakultetet kun er gennemført forskning i bibelfagene, hvor der virkelig fokuseres på indholdet og tolkningen af centrale bibelske tekster og temaer i yderst begrænset omfang. Man har fundet en helle i beskæftigelse med tekster uden for den bibelske kanon.
Jeg har ingen aggressioner i forhold til Menighedsfakultetet og kunne godt gå ind for et samspil mellem universitetsteologi og fri kirkeligt forankret teologi, men mit spørgsmål til Menighedsfakultetet må være, om ikke dets grundlag er problematisk (også ud fra en luthersk opfattelse af skriften), og om det er nødvendigt at profilere sig selv på baggrund af et vrangbillede af universitetsteologien (at teologien er opgivet til fordel for religionsvidenskab).
NB: Jeg er formand for Det teologiske Censorkorps, men disse overvejelser er naturligvis helt for egen regning.
Kaj Mogensen er sognepræst
Læs kronikken i morgen: "Hold folket i skak" af Svend Bjerg og Palle H. Steffensen, der hhv. er lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet og pensioneret sognepræst