Menneskedyr og verdens uretfærdighed

Den franske film "Smagen af rust og ben", der havde premiere i danske biografer i sidste uge, er blevet modtaget med strålende anmeldelser. Det er ikke kun en fortælling om sorg, men også om livsmod, når forholdet mellem den grænsebrydende kærlighed og den udefrakommende nådesløse går hånd i hånd i stedet for at kollidere

En spækhuggers bid gør den franske film "Smagen af rust og ben" til er en moderne teodicé, skriver dagens kronikør.
En spækhuggers bid gør den franske film "Smagen af rust og ben" til er en moderne teodicé, skriver dagens kronikør. . Foto: ANNE MARIE SØRENSEN.

Smagen af rust og ben er efter sigende den smag, man får i munden efter at være blevet ramt af et hårdt slag. Denne nye fransk-belgiske film af samme navn rammer på mange måder også som et hårdt slag lige ind i bevidstheden om, hvor vi er, og hvorfor vi er her.

Jeg vil blankt indrømme, at jeg aldrig har læst Craig Davidsons novellesamling af samme navn. Samlingen er grundlaget for denne film, men så vidt jeg ved, optræder filmens personer slet ikke i samlingen.

Bogen er derfor kun brugt som tematisk inspiration, hvilket ikke gør filmen vagere, snarere tværtimod. Efter sigende behandler novellesamlingen den risikofyldte, moderne verden, hvori individuelle liv og simple skæbner bliver blæst ud af proportioner i dramatiske ulykker, der sætter overlevelseskampen og accepten af ens uforklarlige skæbne i fokus.

Vi møder i filmen den fattige, tidligere kickbokser Ali, der pludseligt har fået overdraget ansvaret for sin femårige søn, Sam. Sammen slår de sig ned hos Alis søster i Antibes, hvor Ali i sit arbejde som dørmand på en klub træffer den smukke og samtidig distancerede Stéphanie, da han hjælper hende hjem efter et slagsmål.

Ali er en muskuløs fyr, og han optræder ærlig, ufokuseret og lakonisk. Stéphanie er derimod mere tilbageholdt og umiddelbart kompliceret, dog fanges hendes opmærksomhed af denne hensynsfulde dørmand.

LÆS OGSÅ: En smuk film om den menneskelige ondskab

Da Stéphanie i sit arbejde som dyretræner i den lokale turistmarina kommer ud for en bizar ulykke med en spækhugger (der i parentes bemærket jo hedder en killer whale på engelsk), må begge hendes ben amputeres, og hun er lænket til en kørestol.

Dette bliver starten på et venskab mellem Ali og Stéphanie, der udvikler sig romantisk og dybt. Vi får præsenteret den ligefremme og en smule enfoldige mand med en skarp fysik over for den dybsindige og selvdestruktive kvinde, der er i dyb krise over tabet af sin førlighed.

Historien udvikler sig i langsomt tempo og viser the rise and fall af æren hos de ulykkesramte: Ali, der i sin fattigdom er ude af stand til selv at forsørge sin søn, og Stéphanie, der ikke kan klare sig alene i sin invaliderede situation.

Deres kærlighedsforhold vises socialrealistisk og besværligt til tider endda middelmådigt men sjovt nok flettes begivenhederne undervejs sammen, så de danner et meget smukt og rørende portræt af, hvordan mennesker kan behøve hinanden, endda når de tror, at de kan klare skærene selv.

De tematiske elementer i filmen fungerer ganske fint som røde tråde, der i de givne situationer har forskellige funktioner. Eksempelvis er vand en central med- og modspiller: fra isterningerne, der skal afkøle Alis forslåede hånd på den aften, hvor de første gang møder hinanden, til Stéphanies store lidenskab for marinaen, hvor hun i vandets dybder invalideres i sit arbejde med spækhuggerne, og til sidst på stranden i Antibes, hvor Ali på sin umiddelbare facon tager Stéphanie med ud at bade.

Især denne sidste scene illustrerer utrolig fint et gennembrud for Stéphanie, hvor hun går fra den depressive, altopgivende udsigt fra sin kørestol til faktisk at nyde de friske bølger og det befriende ved at være tilbage i vand-elementet; frigjort fra tyngdekraften, som i kørestolen gør hende hjælpeløs. Det ligner en art genfødsel, da Ali på sin ubevidst næstekærlige måde bærer den benløse kvinde op af vandet i solskinnet.

Som de fleste teologer har erfaret, er vand synonymt med kaoskræfterne (såsom syndfloden i Det Gamle Testamente), og samtidig er vandet i den ene af skabelsesberetningerne den kilde, som Gud lader springe frem midt i intetheden.

Vand er en betingelse for liv på solsystemets planeter og opretholdelse af vores kroppe, men vandet kan også tage livet af os. På samme måde som vand-elementet virker disse to menneskers ulykker dobbeltsidede, idet ulykkerne også ender med at føre de to videre til en ny side af livet.

Ali var aldrig kommet til at udleve sine drømme om at genoptage kickboksning, hvis ikke han havde fået hjælp til at opfostre sin søn af denne søster i Antibes, og ej heller havde han mødt Stéphanie, hvis hun ikke havde været parat til at hjælpe ham med de frosne isterninger efter den hårde aften på jobbet.

Stéphanie var aldrig blevet invalid, hvis hun ikke havde arbejdet på marinaen, men samtidig er det følelsen af at være tilbage i vandet, der får hende til at se en begyndende mening med livet igen. Men det altafgørende element af vand er i en af filmens sidste scener, hvor Alis søn ved en ulykke ryger gennem isen på en tilfrosset sø.

Den horrible situation med drengen levende spærret inde under det tykke islag er tæt på at eskalere til det tragiske reddet i sidste sekund af Ali, der nu bruger sine boksekræfter til at kæmpe mod det frosne vand, så han med de bare næver kan bryde isen og redde sin søn.

I aktionen brækker Ali begge hænder hvilket er katastrofalt for en bokser, men drengen overlever. Det er tankevækkende, at det samme stof, H2O, både kan lindre og forhindre i forskellige former og situationer.

Et andet centralt element, som også er værd at bide mærke i ved filmen, er distinktionen mellem dyr og det menneskelige træk hensynsfuldhed. Stéphanie udtrykker, hvordan Ali og de andre boksere, der udøver ulovlige street fight-boksekampe, opfører sig som vilde dyr.

Efter en bytur, hvor Ali hiver en ung blondine med hjem for øjnene af Stéphanie, ser hun sig nødsaget til at diskutere hændelsen med ham. Her spørger hun ham: Skal vi være som dyr, eller skal vi være hensynsfulde? et spørgsmål, som Ali løbende har svært ved at svare på. Stéphanie ender dog med selv at svare, idet hun over for Alis irriterede og forrådte søster forsvarer ham: Du kender ham ikke, han er hensynsfuld!.

Alis søn, Sam, bliver dog det ypperste symbol på distinktionen, idet han i mangel på anden nærhed først knytter sig til en flok hunde, som søsteren opdrætter for overklassen. Undervejs tvinges han til at slippe sit forhold til disse dyr (som han endda sover hos, hvis han kan slippe af sted med det), og løsrivelsen sker med skrig, gråd og jamren.

Som filmen skrider frem, udvikler Alis faderkærlighed og ansvarsfølelse sig dog, så sønnen ikke er overladt til (at gå i) hundene, og helt til det punkt, hvor Alis dyrebare bokserhænder må lade livet for at knuse den tykke is og redde sønnens liv.

Smagen af rust og ben er ikke blot en socialrealistisk perle. Det er grundlæggende en historie om kærlighed og så alligevel, for det er snarere en fortælling om, hvordan det rationelle menneske adskiller sig fra den omkringliggende og iboende natur, samtidig med at det er underlagt enhver af dens tilfældige og lunefulde udviklinger.

Filmen fik mig til at tænke på et indslag i dokumentarfilmen Happy af Roko Belic fra 2011, hvor en invalid kvinde glædeligt berettede om, hvorledes hendes liv først rigtigt startede, da hun var ude for et færdselsuheld.

Ligeså minder den også om filmatiseringen af Jean-Dominique Baubys bog Dykkerklokken og Sommerfuglen, hvor en mand bliver komplet lam bortset fra det ene øje og dermed skal finde en ny måde at overkomme livet på.

Smagen af rust og ben kan med god, teologisk projektionsvilje opfattes som en teodicé, fortalt ureligiøst, men hvor forholdet mellem den grænsebrydende kærlighed og den udefrakommende nådesløshed går hånd i hånd i stedet for at kollidere. Det er ikke kun en fortælling om sorg, men snarere om livsmod. For oftest glemmer vi, at livet sagtens kan opstå lige dér, hvor vi tror, at vi har mistet det.