Menneskelig bevidsthed er blot en sideeffekt ved Big Bang

Humaniora er i dyb krise, og størstedelen af den humanistiske forskning i de seneste 50 år har savnet afgørende fornyelse. Men hvad nu, hvis humanisterne faktisk begyndte at tage naturvidenskabernes undren over den menneskelige bevidsthed alvorligt?

Mogens Davidsen. -
Mogens Davidsen. - Foto: Syddansk Universitet

DE HUMANISTISKE FAG ved universiteterne er i krise, og man kan som humanist frygte, at humaniora er i fare for at miste sin relevans i disse år. Mange humanistiske fag beskæres kraftigt, og hele fag lukkes ned, fordi kommende studerende søger andre steder hen, og fordi universiteterne prioriterer områder, som forekommer mere fremtidssikrede end det humanistiske.

Således satser mit eget universitet op mod et trecifret millionbeløb på drone- og robotteknologi, mens humaniora kun er marginalt repræsenteret i den økonomiske satsning. Humanisterne bebrejder helt automatisk regering og universitetsledelser for udviklingen, men det kunne nok være på sin plads for en humanist at gribe i egen barm og spørge, om humaniora ikke selv i høj grad er ansvarlig for de sløje tider.

SOM LITTERAT OG HUMANIST må jeg således konstatere, at størstedelen af den humanistiske forskning i de seneste 50 år har savnet afgørende fornyelse. Forskningen og undervisningen har overvejende været ideologisk, normativ og bundet op på store fortællinger om kapitalens bevægelse og asymmetriske magtforhold.

Sandheden er desværre, at den faglighed, der bringes til torvs, i sørgelig grad bærer gårsdagens stempel, og denne form for bagudsyn i faglig henseende bærer i stor grad ansvaret for de meget forudsigelige tematiske læsninger, vi i almindelighed konfronteres med inden for eksempelvis det litterære område. Under overskrifter som ”Køn og krop i senkapitalismen” præsenteres vi for diverse tematiseringer af litteratur, der behandler marginaliserede karakterer i et samfund uden empati.

Kulturhistorisk er den tematiske og samfundsvendte observans ældre end 1968 og ”ungdomsoprøret”. Kernen i denne praksis er den kulturradikale forestilling om social fornyelse gennem kulturel udfordring, som i hvert fald går tilbage til Georg Brandes.

Bortset fra Jeppe Aakjærs selvbiografi ”Fra min bitte-tid” fra 1928, som vistnok afstedkom ændringer i tyendeloven, så har vi aldrig set de store sociale fornyelser som følge af litteraturens sætten problemer under debat, og det kommer i hvert fald ikke til at ske som følge af nutidens smalle litteratur eller velmenende litteraters udlægninger af den, ligegyldig hvor psykologisk skarpsindige eller socialt forankrede, udlægningerne måtte være.

En pointe i forhold til humanioras faldende relevans er i denne forbindelse, at de psykologiske og sociale læsninger af sådan litteratur nok arbejder sig frem til en form for psykologisk skarpsyn og samfundsmæssig forståelse, men man må så tilføje, at disse kompetencer passer fint til eksempelvis en jurist, en psykiater eller en samfundsvidenskabelig forsker. Hos en litterat er de forfejlede, hvis de samtidig i deres politisk korrekte iver taber blikket for værkets kunstneriske økonomi og komposition, som det kan være vanskeligt at finde seriøse behandlinger af i forhold til nyere litteratur. De tematiske læsninger vil altid stille litteraten næstbedst i forhold til en egentlig faglighed, der befinder sig hinsides det litterære råderum.

Men hvad skal man som humanist så beskæftige sig med, kunne man spørge. Ja, man kunne for eksempel fokusere på, hvorfor normative, ideologiske og tematiske fremstillinger af virkeligheden i så overvældende grad tilfredsstiller den menneskelige bevidsthed, og flytte opmærksomheden fra, hvad vi mener, til, hvorfor vi mener det. Dette har at gøre med den menneskelige bevidstheds beskaffenhed.

VIDENSKABEN HAR længe undret sig over den menneskelige bevidsthed. Hvad er den opstået af, og hvordan udviklede vi os som art til at opleve bevidsthed? Nu har studier afdækket et muligt svar på disse spørgsmål, og de afslører, at den menneskelige hjerne har mere tilfælles med universet, end man tidligere har forestillet sig. Ifølge et forskerhold fra Canada og Frankrig danner vore hjerner muligvis bevidsthed som en sideeffekt af tiltagende entropi, som er en proces, der har fundet sted i hele universet siden Big Bang.

Begrebet om entropi er vanskeligt at komme til rette med, og selve definitionen af det har ændret sig over tid. Grundlæggende er entropi en termodynamisk egenskab, som angiver graden af ”uorden” eller tilfældighed i et system. Det kan sammenfattes som beskrivelsen af et systems udvikling fra orden til kaos. De fleste fysikere formoder, at entropien i universet konstant øges, og baseret på de omtalte studier ser det ud til, at vore hjerner følger en tilsvarende proces, og at den menneskelige bevidsthed således er en sideeffekt af denne proces i universet.

Hvorfor kan denne opdagelse nu vise sig at være epokegørende for humanistisk forskning? Det kan den, fordi humanistisk forskning så at sige ikke har taget den menneskelige bevidstheds beskaffenhed i ed. En følgevirkning af bevidsthedens entropiske karakter er, at vi opfatter virkeligheden som fortælling med en begyndelse, en midte og en afslutning – med deraf voksende entropi. Men virkeligheden som sådan er ikke en fortælling. Det har blot vist sig udviklingsmæssigt gunstigt for menneskearten at afhandle virkeligheden som fortælling. Og når vi omgås virkeligheden ved at fortælle historier om den, kan der være væsentlige aspekter ved verden, vi tilsidesætter, når vi fortæller hen over dem.

Men gør det så nogen forskel, om man er sig bevidst om det overgreb mod virkelighedens væsen, man gør sig skyldig i ved traditionel litterær analyse?

Bogen ”Modernisme på tværs”, som udkommer på fredag, tager afsæt i den forskning, jeg har lavet de seneste 15 år, der betragter ligheden i entropiforhold i verden, i kunst og i den menneskelige bevidsthed som forståelsesramme for det litterære, det musikalske og det billedkunstneriske udtryk. Det forholder sig nemlig sådan, at kunst, musik og litteratur – især den modernistiske af slagsen – yder modstand mod voksende kaos, hvis man ser ”entropisk” på det. Det paradoksale er imidlertid, at udtryk af den karakter, eksempelvis i kraft af dissonans, ombrudt syntaks og afvigelse fra virkelighedstro fremstilling, kan forekomme kaotisk for selvsamme bevidsthed, men det er netop et vidnesbyrd om dennes harmoniske forventningshorisont, der således afskærer os fra at opfange væsentlige aspekter af virkelighedens karakter. I det lys bliver kunst en helt unik udtryksform, der ikke bare kan reduceres til noget andet.

MIN ÆSTETISKE MODEL og teori har vakt nogen interesse i hjerneforskerkredse, fordi den antyder, hvordan hjernen påvirkes af et æstetisk udtryk, som appellerer til det limbiske system og angstberedskabet i mellemhjernen. Dette er ”primitive” dele af hjernen, som er meget forskellige fra den storhjerneaktivitet, vi forbinder med rationel tænkning og meningsdannelse; ”primitive” dele, der unddrager sig den entropiske beskaffenhed af bevidstheden, og som derfor kan anskues som mere objektive eller sande vidnesbyrd om forholdet mellem menneske og verden end de bevidsthedsbårne formodninger.

Hvis man skal tage kronikkens overskrift alvorligt, så kan det i sidste ende betegne den alvorlige skade, der er forbundet med ukritisk at anvende vores bevidsthed til rationel problemløsning. De løsninger på nutidens mangfoldige problemer, som vi iværksætter, skal gå hånd i hånd med en opmærksomhed på, hvorfor det synes selvfølgeligt for vores bevidsthed at løse diverse problemer på netop den og den måde.

Til dette omfattende arbejde skal man bruge humanister.