Prøv avisen
Kronik

Derfor er det så vigtigt at kunne se et menneskes ansigt

I ansigtet erfarer vi vores fælles menneskelighed. Det stærkeste argument imod at bære niqab har intet med religion eller religionsfrihed at gøre, men i et frit, demokratisk retssamfund er vi nødt til at have tillid til hinanden. Den tillid begynder med ansigtet

Ansigtet udtrykker det menneskelige i os. I et ansigt kan vi læse følelser og tanker – og derved opnå forståelse og kommunikation (sammen med sproget, naturligvis). Vi kan i et ansigt genkende glæde, interesse, sympati, sorg og vrede, samt mange, mange flere følelser.

Netop ordet ”genkendelse” er af stor betydning i dette forhold, for vi ved, at det er i samspil og kommunikation med deres primære omsorgsperson(er), at babyer og små børn lærer at aflæse, genkende og forstå egne følelser. Ved øjenkontakt, anerkendelse, ansigtsmimik – og lyde – lærer børnene at kommunikere, både ved at udtrykke egne følelser og modtage respons herpå, samt ved at reagere på omsorgspersoners udtryk. Børnene lærer således medfølelse og empati; de bliver menneskelige.

Vi ved fra mange undersøgelser, at små børn, der har manglet denne form for kommunikation, bliver apatiske, stopper med at give udtryk for deres behov og lærer ikke at aflæse andre mennesker. Dermed ikke sagt, at der intet håb er for disse børn – men de kan desværre lide alvorlig skade og have følelsesmæssige problemer i resten af deres liv.

Vores ansigt og ansigtsudtryk spiller en signifikant rolle i vores liv. Ansigtet er genkendeligt – og vi ved således, hvornår vi møder et nyt menneske. Ansigtet vækker tillid eller mistillid gennem aflæsning af ansigtsmimikken, hvilket giver os mulighed for at handle derefter, det vil sige, at vi nogle gange gør bedst i at trække os, hvis vi for eksempel møder et truende ansigt, og at vi andre gange bør tilbyde vores hjælp, hvis vi møder et bedende eller desperat ansigt.

Den jødiske filosof Emmanuel Levinas (1906-1995) taler om ”Ansigtet”, når han omtaler vores medmennesker. Levinas fremfører, at i ansigtet ses vores menneskelighed, og han påpeger, at ethvert ansigt, vi ser, beder os om, at vi ikke slår det ihjel. Deraf grunden til, at nazisterne stillede folk op med ryggen til, inden de skød dem, og deraf grunden til, at dødsdømte fanger fik en pose over hovedet, inden de skulle hænges. Dette var ifølge Levinas ikke for at skåne ofrene – men for at ”skåne” bødlerne for at se ofrenes menneskelighed.

Levinas påpeger, at medmenneskets ansigt genkalder vores fælles menneskelighed – men på samme tid vores individuelle forskellighed. Genkendelsen af den fælles menneskelighed skaber forståelse og empati med vores næste, imens anerkendelsen for det forskellige i os skaber respekt for det, der er unikt og anderledes ved andre.

Dækker man selv sit ansigt til, har man som oftest noget at skjule, og derved skaber man mistillid og frygt. Vi kender det blandt andet fra kriminelle, der bærer heldækkende finlandshætter for ikke at blive genkendt, samt fra medlemmer af Ku Klux Klan, der bærer den karakteristiske hvide og spidse hætte over hovedet. Tanken om at møde nogle af disse på gaden er skræmmende, for man ved ikke, hvad eller hvem der gemmer sig bag – og man er frataget muligheden for at kommunikere på et ligeværdigt, menneskeligt plan. At skjule sit ansigt skaber et magtmisforhold, da mødet mellem mennesker bliver ulige: Den skjulte kan se dig, men du kan ikke se den skjulte. Den skjulte symboliserer ved sin anonymitet en trussel og foragt for din menneskelige sårbarhed.

Niqabben er et andet eksempel på et beklædningsstykke, der skjuler ansigtet. Møder vi en kvinde iført niqab i offentligheden, bliver vi ikke skræmt, da hendes niqab ikke giver associationer til kriminalitet og vold. Men – og det er et stort men – niqabben hindrer i lige så høj grad som andre stykker tøj, der dækker ansigtet til, medmenneskelig kommunikation gennem ansigtsmimik samt anerkendelsen, der ligger i ”at se og blive set”. Niqabben hindrer således erkendelsen, Levinas vægtlægger i mødet mennesker imellem: genkendelsen af det menneskelige samt anerkendelsen af det unikke i ens medmenneske.

I Norge og flere andre europæiske lande kører debatten om niqabben i øjeblikket på fuldt blus. Spørgsmålet er, i lighed med i en række andre europæiske lande, om niqabben skal være tilladt eller forbudt at bære. Argumentationen for at tillade niqabben er i mange tilfælde direkte komisk (eller måske snarere tragikomisk). Et af de mest udbredte argumenter handler om religionsfrihed, et andet om personlig frihed.

Lad mig slå fast, at den stærkeste argumentation imod at bære niqab intet har med religion eller religionsfrihed at gøre. Derimod handler den om, at vi i et frit, demokratisk retssamfund er nødt til at have tillid til hinanden samt til at kunne kommunikere med hinanden.

At argumentere ud fra religiøse perspektiver er komisk af flere årsager. For det første opstod niqabben i præislamisk tid som en rent praktisk løsning for beskyttelse imod sol og sand i ørkenen. For det andet er det et kæmpe paradoks at argumentere for et så undertrykkende (som det med tiden er blevet), upraktisk og antisocialt slør, samtidigt med at man argumenterer for et åbent, tolerant og trygt demokratisk samfund.

Det er absurd og en misforståelse at kalde det et forsvar af friheden at forsvare retten til at bære niqab. For hvis frihed taler vi om? Frihed for kvinden, der bærer niqabben, muligvis. Frihed for manden, der har påtvunget kvinden at bære niqabben, muligvis. Men ingen andre samfundsborgeres frihed. Borgere, der skal forholde sig til mennesker, der skjuler sig bag et slør – og som derigennem skaber afstand og mistillid.

Jeg understreger endnu en gang, at denne argumentation intet har med religion at gøre – og at niqabben på ingen måde kan jævnføres med det at bære et tørklæde, et kors, en turban eller en kalot.

Man kan ud fra et liberalt menneskesyn argumentere med, at kvinden, der bærer niqab, ikke skader andre mennesker og derfor skal have lov til at bære dette slør. Men at skjule sit ansigt skader tilliden og kommunikationen mennesker imellem – og derved skader det det åbne demokratiske samfund, hvor mennesker netop er nødt til at kommunikere og have tillid til hinanden for at beholde det trygge og frie – ja, frie – samfund.

Ved at tillade mennesker at skjule deres ansigt frarøver man andre borgere frihed til at færdes trygt i offentligheden uden at skulle frygte at møde et menneske, der skjuler sig.

I vores samtid findes der også en ret så anderledes udfordring, når det kommer til ansigtsmimik og medmenneskelig forståelse. Nemlig botox. Og selvom undersøgelser viser, at ens empatiske evner falder i takt med den manglende evne til rent mimisk at kunne udtrykke følelser, så vokser forbruget af botox. Sammenhængen mellem mimik og følelser er egentlig ikke overraskende, for det er de samme mekanismer, der gør sig gældende hos babyerne, der ikke lærer at udtrykke deres følelser gennem mimik, fordi de ingen respons får.

Skuespillere ved, at ansigtsmimik kan fremkalde følelser i lige så høj grad, som følelser fremkalder ansigtsmimik. Har man ikke muligheden for at udtrykke sine følelser gennem mimik, har man heller ikke evnen til at føle lige så dybt, som man ellers ville gøre. Og noget, der forstærker disse omstændigheder, er den manglende respons eller ”spejling”, man får fra andre, da de jo har svært ved at aflæse ens følelser.

Jo mere denne trend udbredes, fordi mennesker begynder at blive fremmedgjorte over for deres egne rynker, des mere vidunderligt er det at opleve levende, udtryksfulde ansigter, som kommunikerer menneskelige følelser og levet liv. Ansigtet er det menneskelige i os, og det er ved at se hinandens ansigter, at vi beskyttes imod at umenneskeliggøre os selv og hinanden.

Sigri M. Gaїni er cand.pæd. i filosofi