Det danske samfund er ved at ændre karakter fra at være et håndværks-, service- og industrisamfund til at være et viden-, service- og innovationssamfund, hvor der ganske vist også er masser af industri og håndværk, men hvor også de klassiske fag og brancher ændrer karakter, blandt andet i retning af at blive stadig mere viden- og innovationstunge. Institutioner, virksomheder, fagforeninger, kommuner, regioner og statslige styrelser ændrer karakter i et omfang og med en hastighed, som vist er uden sidestykke. Dette påvirker mennesker – på krop og sjæl. Opbrudstider påvirker altid menneskers fodfæste.
I gamle dage havde mange mennesker en faglighed, en uddannelse og et job. Og ofte havde man et job gennem mange år. Faglige uddannelser og ansættelser var langtidsholdbare. Det er ikke korrekt at sige, at der var ro i gamle dage, men der var en anden form for uro; der var mere stabilitet og mere uforanderlighed, end vi oplever nu. I dag taler vi ligefrem om forandring som en tilstand. Dagens medarbejdere oplever enorme pres, store omskifteligheder, som involverer hele livet, hele livssituationen: Arbejds-, fritids- og familielivet. Mange mennesker oplever ikke som i gamle dage klare fællesskaber i arbejdslivet – og måske heller ikke i familie- og fritidslivet. Og det ser ud til at gælde både for den såkaldt højtuddannede og for den ufaglærte, selv om forskellige grupper af mennesker givetvis påvirkes meget forskelligt af disse udviklingstræk. Resultatet er – som den norske forfatter Finn Skårderud skrev om det – en enorm uro. Kaos. Opbrud. Forvirring.
Vi har alle et ansvar for, at vi ikke som samfund lader stå til. Dette er ikke den enkeltes egen sag. Det er en fælles sag. Fagforeninger, tillidsmænd, mellemledere, ledere og virksomhedsejere skal bidrage til og har en stor og fælles interesse i at alle medarbejdere i virksomheder (og selvfølgelig også arbejdsløse og andre uden for det såkaldte arbejdsmarked), bliver bedre til at navigere i livet. Vi kan bruge mange begreber og betegnelser om dette, men grundlæggende handler det om at blive bedre til at leve livet, finde veje i livet, få fodfæste, mærke sit inderste, mærke sit hjerte og sin kerne – navigere ud fra det inderste i én. Og selvom gode gamle Søren Kierkegaard sagde, at livet leves forlæns og forstås baglæns, så véd vi også, at vi kan forstå meget om livet – også forfra. Det vil sige, at vi alle kan blive bedre til at navigere i livet. Og det synes der at være et stort behov for.
Det har altid været vigtigt at stræbe efter det gode liv – at leve livet rigtigt – hvad det så end vil sige konkret. Til alle tider og for alle mennesker. Men! Vi er nok i en så voldsom erhvervsmæssig og samfundsmæssig udvikling, at der kræves en ekstraordinær stor og bred indsats for at hjælpe alle til at blive bedre til at navigere i den verden, som vi er en del af – på godt og ondt. Globaliseringen, den demografiske udvikling, digitaliseringen, accelerationstendenser overalt, stigende kommercialisering og mange andre megatrends gør, at verden er i opbrud med udfordringer, muligheder og problemer for mange danske familier og individer, som vi ikke har set hidtil.
Havde vi ikke haft højskolerne, så havde det været nærliggende at opfinde dem, sådan at de kunne bidrage til løsning af nogle af disse opgaver. Det kunne ske i et tæt samarbejde med offentlige og private virksomheder. Fremtidens offentlige og private virksomheder vil nemlig være skoler, hvor der finder læring, personlig udvikling og kompetenceudvikling sted. Det er ikke kun traditionelle faglige ting, der skal læres i virksomheden. Det er i stadig højere grad emner og spørgsmål, der handler om menneskers eksistens – om de store spørgsmål, som man ikke kan besvare på en studs, men som man må udveksle med andre i et frirum eller i et undringsfællesskab.
Som et konkret eksempel, der refererer til de netop afsluttede overenskomstforhandlinger: rigtig mange danskere kan ikke skrive og læse dansk. Disse mennesker vil få meget store vanskeligheder på fremtidens arbejdsmarked, og de har og vil få vanskeligheder i deres øvrige liv. De skal lære dansk, hvad enten de er 30 år eller 60 år, og på samme måde skal vi alle lære nyt. At kunne læse og skrive er en del af evnen til at kunne navigere i livet og verden. Det har vi kendt til helt fra antikkens tid, hvor den enkelte borger blev sat fri fra det daglige arbejde for at filosofere sammen med andre og dermed udvikle sig til et menneske med et mere demokratisk sindelag. En anden del handler om at forstå og tage ordentlig vare på sin egen krop, så den ikke forfalder eller i værste fald holder op med at fungere. Vi har brug for en stærk fysisk krop til at sanse, til at bære og til at bære os igennem vore daglige udfordringer. Og en tredje del handler måske om noget mere vanskeligt, men vigtigt, nemlig at kunne lytte til sit eget hjerte og forstå, hvad der er rigtigt for én selv og for de mennesker, man har omkring sig. Man må lytte til sit hjerte for at kunne navigere i helheden.
Det er væsentligt at erkende, at der ikke rigtig er nogen, der systematisk og bredt løser denne komplekse opgave i vort samfund. Det formelle skole- og uddannelsessystem kan slet ikke løse de uddannelsesopgaver, der ligger i overgangen til det nye samfund. Store grupper af medarbejdere og betydelige grupper af mennesker uden for arbejdsmarkedet lider alverdens kvaler i forbindelse med at finde fodfæste og kvalitet i deres liv, finde indhold og mening. Det giver sig mange udslag. Det er for eksempel blevet moderne at tale om stress. Og også moderne at hævde, at al den megen snak om stress er vildt overdrevet. Det er muligt, at der overdrives, men tilbage er striber af kendsgerninger om menneskers liv på og uden for deres arbejdsplads, der er intet mindre end foruroligende.
Hver dag udebliver ifølge statistikkerne 140.000 danskere fra deres arbejdsplads – af mange forskellige årsager, hvoraf mange sammenfattes under forskellige sygdomsbetegnelser. Hvor mange af de 140.000 var gået på arbejde, hvis deres livs- og arbejdssituation havde været anderledes og bedre – kunne man spørge? Mindst 200.000 danskere lider af en depression. Mindst 200.000 lider af angst. Og mindst 200.000 lider af misbrug. Mere end 700.000 danske lønmodtagere har psykiske problemer på arbejdsmarkedet. Ubalance mellem arbejdsliv og familieliv anses for at være den største stress-faktor i samfundet, og opgørelser fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at stress årligt koster det danske samfund 14 milliarder kroner.
Vi er nødt til at tage alt dette alvorligt. Af familiemæssige, psykologiske, menneskelige og mange andre, herunder økonomiske, årsager. Staten, kommuner og regioner har store opgaver at løse her. Det har de enkelte familier og de enkelte virksomheder også. Arbejdsmiljø, sundhed, bæredygtighed, socialt ansvar – der er mange overskrifter. De peger i forskellige retninger, men der er ét fælles element, og det hedder: Den enkelte borger og den enkelte virksomhed skal påtage sig et stadig større ansvar for sig selv, for næsten og dermed for helheden.
Vi mener, at vi står over for en meget væsentlig samfundsopgave på de områder, som vi her omtaler. Der bør tages initiativer, for eksempel som led i regeringens kvalitets- og velfærdsplaner. Men også inden for rammerne af de nye kompetenceudviklingsfonde, der er aftalt i forbindelse med de lige afsluttede overenskomstforhandlinger, ligger der store muligheder og udfordringer.
Steen Hildebrandt er professor, ph.d., Handelshøjskolen i Århus,
Birgit Toft er konsulent, ph.d. TeamToft, København, og
Niels Erik Skipper Hagde er projektleder