Hvis man får en alvorlig fysisk sygdom, står hjælpen klar med både undersøgelser og behandling. Og sådan skal det også være i et velfærdssamfund som det danske.
Det er blandt andet det, vi alle betaler vores skat til. Er man derimod voldsudsat eller udøver af vold, er hjælpen straks en anden og væsentlig mere begrænset. Desværre. Det vil vi i Lev Uden Vold have lavet om på.
I Danmark får op imod35.000 personer konstateret kræft hvert år. Bag hvert tal er en skæbne; en mand, kvinde og ofte også en hel familie, der bliver bange, utrygge og frygter for, hvad diagnosen betyder, og hvordan den kommer til at påvirke deres tilværelse fremover.
Som med mange andre sygdomme gælder det om at sætte hurtigt ind for at sikre, at sygdommen ikke udvikler sig. Derfor har brede flertal i Folketinget indgået aftaler om op til flere kræftpakker siden 2000’erne, der sikrer den enkelte hurtig udredning og behandling, hvis der er mistanke om en kræftdiagnose.
Det er det danske velfærdssamfund, når det er bedst. En hurtig og effektiv indsats og en behandling tilpasset den enkeltes behov afhængig af kræftformen, hvor meget den har bredt sig med videre. Det er sådan en indsats, der både menneskeligt, men også samfundsøkonomisk betyder alt.
Utrygheden tages der hånd om, og et effektivt forløb betyder, at liv reddes, sygedage begrænses, og de psykiske eftervirkninger ved at få en livstruende diagnose formindskes.
Helt anderledes ser det desværre ud, hvis du er en af de op mod 33.000 kvinder og 13.000 mænd, der hvert år udsættes for fysisk vold. Ikke alene er der meget tilbage at ønske, når det gælder om at opspore volden og forebygge, at den eskalerer, men når det så endelig bliver helt tydeligt, at der er tale om vold i hjemmet, er de tilbud, man som voldsudsat kan få, sparsomme.
Hvis ikke man ender på krisecenter, er tilbuddene i al for høj grad alene båret af civilsamfundet, ligesom ventetiden er for lang.
Jeg talte forleden dagmed en stærk og sej kvinde, der, før hun blev stærk nok til at bryde ud af sit ægteskab, i mange år levede med volden, alt imens hun passede både job, børn og familie. Selv da tegnene ikke var til at overse, var der ingen, der forsøgte at hjælpe hende.
Da politiet blev indblandet, var der ovenikøbet ingen ordentlige tilbud hverken til hende, børnene eller den voldsudøvende mand i deres kommune. Først da hun selv lavede research, fandt hun gode tilbud til både hende selv og ægtemanden med kompetent hjælp. Til familiens held boede de tæt på nogle af de få tilbud, der findes. Så heldige er andre desværre ikke.
De 33.000 kvinder, der hvert år er udsat for vold, svarer næsten til antallet af nye kræfttilfælde. Samme familier. Sammenlignelige skæbner. Oven i det kommer antallet af dem, der er udsat for andre former for vold. Psykisk vold, økonomisk vold med videre. Og selvom antallet af tilfælde, hvor volden er livstruende, heldigvis er begrænset, så har volden til gengæld en vidtrækkende konsekvens for dem, der rammes, og for de børn, der ser på, senere hen i livet. Alligevel er der en verden til forskel på den måde, vi i Danmark tager hånd om volds- og kræftramte og hjælper dem videre i livet.
Et andet aspekt er voldsudøverne, som også skal have hjælp, så volden kan stoppes. Også her halter den nuværende indsats. Selvom voldsudøverne når til den erkendelse, at de har behov for hjælp, kan de – hvis de er så heldige at bo ved siden af et kvalificeret tilbud – desværre komme til at vente op til et halvt eller helt år, før der er plads til dem. Hvis de så ikke mister motivationen og når at fortryde inden, de kommer til.
Lev Uden Vold er en nyetableret organisation, som vil arbejde for at sikre mere og bedre hjælp, når det gælder vold i nære relationer, både for voldsudsatte og voldsudøvere. Kun sådan kommer vi volden til livs. På linje med mange andre områder – blandt andet kræftområdet – skylder vi dem, der rammes, en bedre og mere koordineret hjælp. Ligesom hjælpen skal være et selvfølgeligt tilbud og ikke noget, man selv skal opsøge i en skrøbelig situation.
Vi står klar med konkrete tilbudog har netop lanceret både en juridisk rådgivning og en national hotline til både voldsudsatte kvinder og mænd, voldsudøvere, pårørende og fagprofessionelle, men vi vil også arbejde målrettet på at sikre mere viden på området, så vi bliver klogere på, hvad der hjælper, og hvad der dermed er behov for af tilbud.
Derudover vil vi skabe synlighed på området og gøre dem, der kan opspore volden og være med til at forebygge, at den eskalerer, bedre klædt på til opgaven.
Det er pædagogen, læreren, lægen og andet sundhedspersonale, men det er også dig og mig, der i rollen som kolleger eller ven og veninde kan blive bedre til at blive opmærksom på volden og hjælpe på den rigtige måde. Endelig vil vi bidrage til at rejse en debat om, hvorfor vi inden for et så alvorligt område stadigvæk mangler viden og kvalificeret hjælp, og hvad der skal til for at ændre indsatsen.
I et oplyst samfund som vores er vold stadigvæk meget tabubelagt. Mange af os har måske ovenikøbet nogle forvrængede billeder af, hvor og hvordan volden finder sted. Og ser man på de kvinder, der tager ophold på et kvindekrisecenter, så er der også en tendens til, at det ikke er de mest ressourcestærke, der kommer dertil. De seneste tal viser for eksempel, at tilknytningen til arbejdsmarkedet er lav, og at mange alene har grundskolen som den højest fuldførte uddannelse.
I 2015 var der 1749 kvinder, der flyttede ud af krisecentrene. De resterende godt 31.000 kvinder ud af de i alt cirka 33.000 kvinder, der anslås at være udsat for fysisk vold, ved vi i dag kun lidt om. Mit gæt vil dog være, at de er mere ressourcestærke end kvinderne på krisecentrene.
Uanset hvad er det vigtigt, at vi bliver bedre til at tale om vold og ikke vender det blinde øje til, når vi tror, vi opdager den.
Og at vi bliver langt, langt bedre til at give gode kommunale tilbud på voldsområdet og opkvalificere de fagpersoner, der er omkring de voldsudsatte, voldsudøveren og familierne.
I Lev Uden Vold mener vi, at det overordnede mål på det her område må være, at vi, uanset hvor i landet vi bor, bliver mødt med hjælp, støtte og tilbud, hvis vi udsættes for vold eller som voldsudøver har indset, at vi skal gøre noget ved vores problem. Det handler både om den rette visitation til tilbuddene, om flere tilbud, og endelig at der er en ordentlig måde at finansiere dem på.
Men dertil når vi nok ikke i morgen. Så indtil da vil vi fokusere på at hjælpe det, vi kan, og styrke både viden og debatten om vold i nære relationer. En forbedret indsats er ikke bare det rigtige at gøre rent menneskeligt, det er også samfundsøkonomisk det mest fornuftige.
På den lange bane vil voldsramte og deres børn få mindre uddannelse, klare sig dårligere på arbejdsmarkedet samt have mere sygdom og derfor bidrage mindre til samfundsøkonomien. En hurtig og forebyggende indsats her og nu vil derfor mindske omkostningerne i fremtiden.