Prøv avisen
Kronik

Lektor: Mere om historie, folk og land i ny højskolesangbog, tak

Foto: Leif Tuxen

Jørgen Junker Grimstrup, cand.mag. i historie, lektor emeritus

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I søndags blev sløret løftet for ni nye sange i den kommende højskolesangbog. I en sammenligning af 1. og 18. udgave af Højskolesangbogen finder lektor emeritus, at sange om folket er forsvundet ud af sangbogen. Han håber, der vil være flere i 19. udgave

BLANDT BØGER, JEG HAR ARVET fra min mors forældre og bedsteforældre, er en højskolesangbog fra 1894, bogens 1. udgave, hvis rigtige navn er ”Sangbog udgivet af foreningen for højskoler og landbrugsskoler”. Den har tilhørt min morfar, der har skrevet sit navn Jørgen Junker på side 2. Af det slidte omslag kan man se, at den har været brugt utallige gange.

Grundtvig har nok været mere nærværende i min morfars liv end i mit, men jeg har dog flere udgaver, også den nyeste højskolesangbog, 18. udgave fra 2006. Først i 2006 fik den navnet ”Højskolesangbogen”. Indtil da hed den ”Folkehøjskolens sangbog”. Navneændringen understreger en udvikling i sangudvalget: Der synges ikke længere så gerne om det danske folk.

Jeg sammenligner her Højskolesangbogens 1. og 18. udgave. Inden jeg begyndte sammenligningen, havde jeg nogle antagelser om de ændringer, udvalget af sange har undergået fra 1894 til 2006. Herunder, at antallet af sange med kristent indhold er faldet, mens flere verdslige, måske endog ateistiske, er kommet til, at antallet af sange om folket, fædrelandet og historien er faldet, mens flere om samtiden, EU og FN er kommet til, at antallet af sange med melodier af klassisk uddannede komponister er faldet, mens antallet af popsange og -melodier er vokset, og at flere sange handler om venskab, kærlighed, tosomhed, inderlighed og det enkelte individ.

Begge udgaver er inddelt i emner, der ikke er helt de samme i de to udgaver. Emnet ”Morgensange” er med i begge, men hedder ”Morgen” i 2006-udgaven. Alle sangene i 1894 er salmer, mens det gælder to tredjedele af sangene i 2006-udgaven, resten er verdslige og naturreligiøse.

”Åndelige sange” (1894-udgaven) overlapper ”Tro” (2006-udgaven). Grundtvigs salmer vejer tungt i begge udgaver. Hans salmer i 1894-udgaven synes mørkere end i 2006-udgaven. ”Lad vaje højt vor kongeflag/ lad flyve korsets banner/ til heltedød på sejrens dag” (1894-udgaven) kan få en til at tænke på korstog, men er en salme om Jesu død på korset, hvor han tog vor død og vore synder på sig.

1894-temaet ”Hjem og skole” findes ikke i 2006. En forklaring kan være, at kvinderne i nogle 1894-sange forbandtes med køkkenet og noget ophøjet. Det har udvalget bag 2006-udgaven ikke brudt sig om. De fleste, men ikke alle sange under ”Hjem og skole”, er salmer.

DER ER OVERLAP mellem 1894-udgavens ”Folkeliv og modersmål” og 2006-udgavens ”Liv”, ”Sprog og ånd” og ”Frihed og fællesskab”. En halv snes af sangene i 1894-udgaven er viet politisk frihed, og nogle er ret uforsonlige. I Mads Hansens ”Til våben brødre! tag bøssen fat” kan man føle sig hensat til en barrikade i Paris i 1848. Den minder om socialisternes ”Brødre, lad våbnene lyne”, blot er Gud med hos Mads Hansen. Drachmann er kamplysten i ”Danmarks ungdom, skulderbred” (1894-udgaven): ”freden, ved vi, vinder kun/ den, som ævner striden!”. Kaalunds ”På det jævne, på det jævne!” maner modsat til besindighed: ”elske verden, hade ingen.” Besindighed karakteriserer til dels sangene i 2006 -udgavens ”Liv”, hvor Gud spiller en minimal rolle. Ikke mindst i ”I dit korte liv” af Poul Henningsen: ”(...) det store tomme rum (...). Alle som påstår, der findes mer (...).” 2006-udgaven undgår ordet ”folk” med Jens Rosendals ”Engang var frihed ordet” som markant undtagelse: ”Nu beder jeg om grænser/ for folket, som er mit.”

BEGGE UDGAVER tager historien op. Bibelhistoriske og verdslige sange blandes sammen i ”Historiske sange” i 1894-udgaven, mens 2006 skelner mellem ”Historien” og ”Bibelhistorien”. Mange af 1894-sangene, for eksempel sangen om Tordenskiold, forekommer højstemte i dag. Lignende heltekvad findes ikke i 2006-udgaven.

Og dog, for Grundtvigs ”Kommer hid, I piger små!” om den unge Willemoes er med i 2006-udgaven. Også heltekvadet om ”Kong Vermund den gamle” og Uffe hin Spage er med i 2006-udgaven. I sidste vers forudså Grundtvig, at ”med Tysken vi kommer til rette”, men det skete først endeligt i 1955 med København-Bonn-erklæringerne.

”Danmark” er et tema i begge. I 1894-udgaven tenderer det også det højstemte. Grundtvig og Carl Ploug har hver syv sange med. Ploug var først nationalliberal, siden konservativ og loren ved parlamentarisme. Derfor er der ingen Ploug-sange i 2006, hvor Grundtvig topper, og Aakjær og H.C. Andersen – Plougs modsætninger – deler andenpladsen.

1894-udgaven har intet tema om ”Kærlighed”, mens der er 35 sange herom i 2006-udgaven; fem findes dog under andre emner i 1894-udgaven. Både 1. og 18. udgave har mange sange fra Norden. I 1894-udgaven var der 13 norske og 4 svenske. I 2006-udgaven er det vendt på hovedet: 10 er svenske, blot 3 norske.

MINE ANTAGELSER OM forskellene på de to højskolesangbøger holder stort set. Men der er flere forskelle. Der er mere alvor i 1894-udgaven end i 2006-udgaven, hvor der er mange underfundigheder. I 2006-udgaven er man ikke nær så sikker på eller interesseret i Guds kærlighed, som man var i 1894-udgaven. Den var præget af det højstemte og nationalromantik, i 2006 af dagligdag og realisme. Der er 50 engelsk- og tysksprogede sange i 2006-udgaven, men ingen i 1894-udgaven. Det stikker i øjnene, at 2006-udgaven helst undgår ”folk”.

Skønt meget har ændret sig i Højskolesangbogen fra 1894 til 2006, rager Grundtvig op i begge udgaver. Han er repræsenteret ved de samme sange i begge år, men også ved sange, der kun findes i 1894-udgaven eller i 2006-udgaven. Det samme gælder i mindre grad Ingemann. Kingo har med 10 salmer i 2006-udgaven mod bare én i 1894-udgaven fået en renæssance. Bjørnstjerne Bjørnson var særdeles populær i den første højskolesangbog, men har kun få sange i 2006. Jens Rosendal har 13 sange med i 2006, en fordobling siden hans sange kom med i 17. udgave fra 1992.

Der har været debat om den kommende 19. udgave af Højskolesangbogen udløst af muslimen Isam B’s ramadansang. Fortalere for optagelsen af hans sang i Højskolesangbogen begrundede det med, at den ”afspejler” samfundsudviklingen, og fem procent af den danske befolkning er muslimer.

Efter samme logik bør der også være sange om EU og FN i sangbogen, da de påvirker danskernes liv. Men bortset fra Beethoven og Schillers ”Ode til glæden”, der er gjort til officiel hymne for EU, selvom den ikke er skrevet med europæisk integration for øje – der tales om ”alle mennesker”, ”kloden” og ”verdensur” i den, ikke om ”alle mennesker i EU”, ”Europa” og ”europaur” – er der ingen sange i Højskolesangbogen om EU eller FN. Forståeligt, for EU og FN taler ikke til følelserne. Man nærer ikke kærlighed til EU og FN, som man gør til ens land, folk og historie.

Klimaforandringer optager mange. Bør den 19. udgave rumme en sang om klimaangst? En Bjarne Jess Hansen-agtig ”Vi voksne kan også være bange”? Nej, for Ole Wivels sang mod forurening med strofen ”for flammestorme falder/ skove som gav skygge” i 2006-udgaven kan genbruges.

Yngre generationers ekstreme individualisme og nutidsindespærring råber på modstand. Den leverer Højskolesangbogen.

Gennem sangene får vi blik for, at vi ikke er isolerede øer i tiden og verdensrummet, men er en del af et folk, et land og en historie.

Højskolesangbogen med sine fortællinger om vores historie, folk og land er afgørende for videregivelsen af erfaringer fra generation til generation og udgør et bolværk mod selvcentrering og nutidsfiksering. Så flere sange herom i 19. udgave, tak.