Som en reinkarnation af de to korstogsvenner, Valdemar den Store og den portugisiske konge Afonso, blæser min bedste fjende Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti denne sommer til religionskrig.
Man ser for sig Messerschmidt med liljekrone og herskerstav på en sokkel af rød granit. Han skuer mod øst til sine venner, normannerkongerne i Ungarn og Polen, der særligt i 1100-1300 tallet førte store og konstante korstog mod de vantro vendere i Europa.
Jeg bruger billedet af Valdemar den Store-statuen i Ringsted, fordi jeg rent faktisk tror, at Morten Messerschmidt godt kan lide det. Naturligvis ikke uden den sarkasme, som er en fast del af repertoiret mellem os. Den skal til. Diskussionen om religionens rolle i det offentlige liv fører følelserne med. Debatten bliver som oftest uforsonlig og særdeles giftig. Derfor må der humor til. Men man må også lade Messerschmidt, at han har fat i noget; om vores historieløse ånd og dannelse, som vi bør kunne tale åbent om.
Men Messerschmidt får travlt med både herskerstav og genoplivning af samtlige cistercienserklostre fra middelalderen, hvis hans mission skal lykkes. For nutidens vendere bor i Danmark. Danskerne bryder sig i det store hele ikke om praksisreligion. Vi foretrækker holdningsreligionen. Og for den troende er den sociale kontrol i Danmark så stærk, at de færreste tør fortælle det, hvis de beder til Gud eller dyrker deres tro. Danskerne forlanger også, at troen med ganske få undtagelser alene dyrkes i det private rum. På den måde har samspillet mellem den ateistiske venstrefløj og en frygtsom islamkritisk højrefløj sejret ad helvede til i Danmark.
Men modsat af, hvad mange tror, så kan man heller ikke her til lands føre politik uden hensyn til religion. Det kan jeg tale med om. Reaktionerne var voldsomme, da jeg barnagtigt udeblev fra en gudstjeneste ved Folketingets åbning i sin tid, ligesom min snæversynede udmeldelse af folkekirken ikke gik stille af. Jeg lærte nogle grundlæggende ting om hensyn dengang.
Således er også Europas historie et vidnesbyrd om, at man trods sekularismen som en relativt nyere politisk doktrin ikke kan føre politik uden hensyn til religion. Det gælder også hensynet til den praksisreligion, der med Danmark og Frankrig som ganske få undtagelser er en integreret del af livet blandt Europas befolkninger.
Tysklands måske kommende kansler Markus Söder, der for tiden præsiderer over delstaten Bayern i det sydligste Tyskland, lader sig hellere end gerne fotografere med det katolske drenge- og pigekor fra Hebertshausen i forbindelse med korets 115-årsjubilæum. Katolicismen er en ganske naturlig praksisreligion, som man gerne synger ud, hvis man da vil være ministerpræsident i en af de sydlige tyske delstater.
Enhver, der har tilbragt tid i Italien, mærker religionens eksplicitte tilstedeværelse overalt. Det samme gør sig gældende i langt de fleste dele af Sydeuropa. Særligt uden for de store byer. I Norge skal man ikke langt uden for Oslo for at mærke, hvor rodfæstet kristendommen er. I Østeuropa blev religionen i 40 år undertrykt af den kommunistiske lære, men i dag vokser den slaviske udgave af katolicismen frem i Tjekkiet, Ungarn og andre lande, som den var i 350 år, før kommunismen dikterede stop for tro på andet end den sande videnskabelige socialistiske lære.
I Rusland erklærer Vladimir Putin, at Krim har lige så stor betydning for Rusland, som Tempelbjerget har det for jøder og muslimer. I alle sine nationale kampagnefilm gør han kampen om Krim til hellig krig på lige fod med tsar Nikolajs erklæring om Kaukasus i 1853. Religion spiller en rolle overalt i Europa. Men medens religionen de fleste steder er et vilkår, bliver den i Viktor Orbáns, Jaroslaw Kaczynskis og Vladimir Putins udgaver til udøvelse af magt. Den bliver påskuddet for økonomiske, politiske og territoriale erobringer. Som det var i middelalderen, som det var for religiøse ledere i Mellemøsten under Muhammed-krisen og stadig er det i mange regioner i verden, vi helst ikke sammenligner os med normalt.
Mens vi venter på den substantielle uddybning af Morten Messerschmidts religiøse vækkelse, kan vi glæde os over en ganske mangfoldig europæisk kultur rundet af både en ateistisk, rationalistisk strømning og flere skriftreligioner, der har udviklet sig under gensidig påvirkning.
Derfor bliver det også problematisk, når man politisk vil forfordele eller ligefrem undertrykke visse religioner eller undlade at tage imod flygtninge med bestemte religioner. Lad mig her minde om den hellige lektie af profeten Esajas, der læses niende søndag efter trinitatis:
”Dette siger Gud Herren: ’Ve jer, der giver onde love og udsteder uretfærdige forordninger for at afvise de svages sag og berøve mit folks hjælpeløse deres ret, for at udbytte enker og udplyndre faderløse. Hvad vil I gøre på straffens dag, når uvejret kommer fra det fjerne? Hvem vil I flygte til efter hjælp, og hvor vil I efterlade jeres rigdomme?”.
Var Messerschmidt i kirke ovenstående søndag, vil han også have hørt prædikenen over evangelisten Lukas og den uretfærdige dommer. Den handler om én af Jesu lignelser: At alle mennesker har det samme vilkår, at vi er af kød og blod, skal dø og gerne vil leve. Og at Gud har besluttet at se i nåde til os alle. Retfærdigt eller ej. Og at vi mennesker i Guds navn skal lære at tale de andres sag. De svages. Vi har ingen ret til at afvise hjælpeløse deres ret. Det er netop dette kristne ståsted, som Morten Messerschmidt og hans ligesindede hævder er radikalt og fører ud i et ”ingenting”.
Men religioner lever fint sammen, hvis mennesker vil. Muslimernes reaktion på det første korstog i 1095, hvor mange tusinder af muslimer blev slået ihjel, var 50 ar med fredelig sameksistens. Kristne og muslimer giftede sig med hinanden og fik børn. Disse børn er pudsigt nok i erkendelsesrelativisternes øjne skabt med en helt særligt fængslende muslimsk kultur, de ikke kan komme ud af. Det til trods for, at efterfølgeren til den kurdisk fødte tyrkiske emir Saladin, der i 1185 formåede at samle Egypten og Syrien og to år senere generobrede Jerusalem, ikke hævnede sig på de kristnes korstog fra tidligere. Som tak for det, gjorde Vesten ham til æreskristen.
Man kunne vælge at hente sin inspiration i den fortælling og vedgå sig, at vi selv og ingen andre har ansvaret for, at de sidste 300-400 års religion i særligt et land som Danmark gradvist er blevet privatiseret og marginaliseret i forhold til den offentlige sfære. Her har Messerschmidt en god og vigtig pointe. Det kan vi godt diskutere og gøre noget ved uden at undertrykke andre.
Der er intet galt i at sætte spørgsmålstegn ved oplysningstidens ismer som rationalisme, liberalisme, kommunisme og videnskabelig materialisme. Enighed gør som bekendt dum. Men pluralismen og ikke hegemoni må og skal være et vilkår for mennesker i Europa. Ellers ender vi i lovreligion og et pres på pluralismen. Religion bliver til ideologi.
Spørgsmålene til Dansk Folkeparti ligger lige for: Hvad er det præcist for en rolle, som Dansk Folkeparti vil lade kristendommen spille i Danmark? Og med hvilke udvidelser og begrænsninger til følge? Hvor vil den europæiske højrefløjs moderne korstog føre os hen? Det svar blafrer i vinden, for vi har indtil nu blot fået at vide, at den danske ungdom er udannet og ved for lidt om kristendom og kristen kulturhistorie. Sådanne generaliserende og udokumenterede øretæver kræver nogle konkrete svar, for man bør med Jeppe Aakjærs ord fra Jenle-talen i 1911 altid vogte sig for dem, ”der vil korsfæste nationen på et dannebrogsflag”.