Prøv avisen
Kronik

Marianne Stidsen: MeToo er det åbne samfunds nye fjende

Marianne Stidsen, lektor, Københavns Universitet, litteraturkritiker og forfatter til bog om MeToo-bevægelsen

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Henrik Marstal og Vibeke Fangel-Hansen kritiserer mig for at kalde MeToo for en terrorbevægelse. Men MeToo-aktionerne rammer en form for psykisk vold eller psykisk tortur, som matcher den vold, vi kender fra terrorbevægelser, skriver Marianne Stidsen

Man skal være blind for ikke at kunne se, at vi lever i urolige tider. Faktisk oplever vi i disse år noget, som er så voldsomt, at man skal et godt stykke tilbage i historien for at finde paralleller. Beviset er den måde, hvorpå både staten og de bærende samfundsinstitutioner vakler under presset fra diverse aktivistiske grupperinger – hvad enten de tilhører den yderste højre- eller venstrefløj, eller de tilhører den religiøse fundamentalisme. Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, har ligefrem i Årsbok 2018 talt om, at det nutidige demokratiske samfund – det åbne samfund, som filosoffen Karl Popper med et velvalgt ord kaldte det i 1945 – er truet af ekstremisme og radikalisme hele kompasset rundt.

Min overordnede pointe, når jeg foreslår at kategorisere MeToo som en terrorbevægelse – som Henrik Marstal og Vibe Fangel-Hansen kritiserer mig for i avisen den 26. oktober – er at øge bevidstheden om det pres, som i øjeblikket kommer fra venstrekanten af det politiske spektrum. Mens samfundet efterhånden har lært at genkende og beskytte sig imod højreekstremismens og den religiøse fundamentalismes ødelæggelser, har det knebet betydeligt mere med at få styr på den yderste venstrefløj, som har haft langt mere frit spil.

MeToo, i dens forskellige faser og bølger, anser jeg for at være en del af den venstrefløjsaktivisme, som også indeholder postkolonialistisk inspireret identitetspolitik og radikal klimaaktivisme. Disse bevægelser er – alle forskelle ufortalt – akkurat lige så farlige og lige så potentielt ødelæggende som de to andre former for aktivisme. Man har blot, lyder min pointe, ikke været så god til at se det og dæmme op for det.

Hvad skyldes ignorancen og handlingslammelsen så? Ja, når det gælder MeToo-bevægelsen, kunne svaret tænkes at være: fordi den fortrinsvis består af kvinder. Man er ganske enkelt ikke vant til at se på kvinder som potentielle terrorister med samfundsomstyrtende hensigter. Derfor har de kunnet holde sig under radaren – også i længere tid end de øvrige venstrefløjsaktivistiske grupperinger. Det er således let at se faren, når radikale dyreværnsaktivister sætter ild til nogle lovlige laboratorier, hvor der laves dyreforsøg med henblik på at kunne kurere sygdomme. Det er også let at se faren, når en bevægelse som Antifascistisk Aktion hænger en person ud i artikler og på plakater med navns nævnelse og vedkommendes privatadresse, sådan som det skete forleden med en yngre mand fra bevægelsen, der kalder sig Generation Identitær.

Men det er betydeligt vanskeligere at se, når en flok kvinder under dække af at ville komme ofrene, i dette tilfælde voldtagne og misbrugte medsøstre, til hjælp rent faktisk er i gang med at afskaffe det moderne liberale demokrati for øjnene af os. Til fordel for en lukket, totalitær samfundskonstruktion af den art, Popper netop advarede så kraftigt imod lige efter Anden Verdenskrig.

Kodeordet for denne samfundsomvæltning er ”strukturel forandring”. Som man igen og igen kan høre MeToo’erne tale om, for eksempel i ”Go’ morgen Danmark” den 16. oktober og i ”Debatten” den 17. oktober. Flere af dem sikkert uden at ane, hvad det reelt indebærer.

Som en allersidste ting kan nævnes – og det er ikke for at være misogyn, det er blot en simpel konstatering – at fjerdefasefeminismen, som MeToo er en manifestation af, er karakteriseret ved at kombinere de revolutionære ambitioner med det, idrætsprofessoren og kønsdebattøren Hans Bonde har kaldt for ”begærsmagt” – en form for magt, hvor der spilles på alle de kvindelighedens tangenter, der overhovedet kan. I modsætning til tidligere, hvor feminismen satte en ære i at klæde sig i blå overalls og maokasket, hvis ikke ligefrem i sæk og aske, iklæder den sig således nu ofte stramt miniskørt og lange røde negle. Det gør den sværere at få hold på.

Endelig er der det med midlerne. Jeg forstår udmærket, hvis det på nogle kan virke voldsomt og ude af proportioner at kalde MeToo for en terrorbevægelse. For selvom en del måske nok kan være med på, at MeToo’erne under dække af at føre kvindekamp er i gang med at underminere vores institutioner og vores samfund, synes der trods alt at være milevidt til de voldelige og uhyrlige handlinger, vi kender terrorbevægelserne på. Men som det blev bekræftet af terrorforskeren Tore Refslund Hamming, da jeg diskuterede emnet i ”AK 24syv” den 12. oktober, kan der godt argumenteres for at henføre en bevægelse som MeToo til terrorisme, hvis man holder sig til definitionen: en asymmetrisk form for krigsførelse, hvor den terrorudøvende part kun skal udtænke ét angreb ad gangen, mens den terroriserede part hele tiden skal forberede sig på potentielle angreb fra alle sider.

Begrundelsen for at gøre det ligger i, at jeg mener, at vi med MeToo-bevægelsens aktioner over for deres ofre – hvoraf mange efterfølgende har vist sig fuldstændigt uskyldige – er ved at ramme en form for psykisk vold eller psykisk tortur, som matcher den fysiske vold, vi kender fra de hidtil registrerede terrorbevægelser. Det offentligt at blive strippet for al værdighed og udskammet som en hund har ganske enkelt vist sig som et enestående effektivt middel til at få paralyseret mændene.

Om det så er de danske soldater, der med livet som indsats tager ud for at forsvare den frie verdens værdier, skal de nu have læst og påskrevet af en kvindelig postdoc fra CBS, at de med deres soldaterjokes – som gengives med næsten pervers nidkærhed – medvirker til at reproducere ”en maskulin, heteronormativ seksualitet”.

Hvad de såkaldt ”uvildige” undersøgelser, som Marstal og Fangel-Hansen henviser til, angår, har de i øvrigt både i forfatterskolesagen og i sagen om den fyrede mellemleder fra Journalistforbundet vist sig så problematiske, at man kun kan undre sig over, det ikke har fået konsekvenser for de ansvarlige ledelser, jævnfør for eksempel Niels Franks indlæg i Weekendavisen den 31. januar.

Mit forslag går derfor ud på, at nogle med ekspertise inden for feltet sætter sig ned og undersøger, om vi med en bevægelse som MeToo – der notabene ikke ligner noget, vi nogensinde har set før, alene af den grund, at den i hidtil uset omfang baserer sig på medierne og på de sociale medier – har at gøre med noget, der kræver en revision af den traditionelle definition på terror.

Ikke at det ikke kan understreges nok for at imødegå den helt legitime, parlamentariske kamp for ligestilling mellem kønnene og imod undertrykkelse af kvinder – det være sig seksuelt eller på andre måder – men slet og ret for at forhindre, at nogle hårdkogte revolutionære ideologer bruger bevægelsen og massehysteriet til at få trumfet nogle samfundsændringer igennem, som efter min opfattelse vil være lige så katastrofale, som hvis jihadisterne fik held til at indføre sharialoven.

For mig at se er der kun ét svar på udfordringerne. Nemlig at staten og dens repræsentanter samt lederne inden for diverse samfundsinstitutioner bliver bedre til at gennemskue mekanismerne i bevægelser som denne. Og bliver bedre til at gennemskue, at det handler om at beskytte såvel samfundet som borgerne mod dem. Det handler ikke om at bøje af – og da slet ikke om at køre med på det. Sådan som vi frem for alt har set det ske i Sverige, både i forbindelse med sagen om Det Svenske Akademi og i sagen om nationalscenen Dramaten. Og sådan som vi også har set i Danmark, senest med politiets opfordring til, at flere skal anmelde hadforbrydelser. Det handler om at sige fra og stå imod.

Lærer vores politikere og ledere ikke det snart, ser jeg ikke meget håb for demokratiet.