På to rejser i Mexico, i 1996 og 2012, har jeg oplevet de mangfoldige sammenblandinger i det religiøse liv af elementer fra henholdsvis indianerreligion og katolicisme og har derfor været tilbøjelig til at bruge det religionshistoriske begreb synkretisme derom.
Synkretisme defineres gerne som forening af elementer fra flere forskellige religiøse traditioner. Men synkretisme er et diffust og altomfattende begreb, for enhver religion opstår og består af synkretistiske elementer. For eksempel er kristendommen i udgangspunktet en jødisk sekt, der på et tidspunkt emanciperer sig og bliver en selvstændig religion. Og islam opstår som en nytydning af elementer fra jødedom, kristendom og traditionel arabisk nomadereligion, som datidens Mekka og Medina var en smeltedigel for.
I Danmark ses synkretismen blandt andet i juletraditionerne for eksempel juletræet med dets blanding af nordiske og kristne elementer, eller i nyeste tid i manges googlebuddhistiske tro på reinkarnation samtidig med et kristent tilhørsforhold. En religion eller en kultur er ikke statisk, men dynamisk og i stadig forandring, opstår og udvikles gennem knopskud, sammensmeltninger og nydannelser.
Alligevel vil jeg bruge dette sammenblandingsbegreb som nøgle for nogle oplevelser i Mexico, fra det rent katolske til det rent indianske. I nyeste tid er forholdet endnu mere speget, fordi protestantiske bevægelser, ikke mindst pinsebevægelsen, strømmer ind fra især USA og vinder indpas, netop fordi de minder indianerne om noget i deres egen religiøse praksis, for eksempel de mere ekstatiske fænomener som healing og shamanisme.
LÆS OGSÅ: Våben fra USA holder gang i narkokrig
I MEXICO LEVER DEN DAG I DAG, overraskende for en førstegangsbesøgende, et stort antal indianske samfund, blandt andre mayaer i Yucatán- og Chiapas-områderne og zapoteker og mixteker i Oaxaca-området. De er efterkommere af deciderede højkulturer, hvis religionsdyrkelse var centreret omkring Solen og Månen, den livsvigtige majs og mytologiske dyr og sammenblandinger af for eksempel slange, ørn, jaguar og sommerfugl. Kulturer, der blev ødelagt med den spanske erobring og nu findes som store byanlæg i ruiner og overvintrede tros- og ritualforestillinger.
Slangen og ørnen er centrale symboler i det mexicanske flag, hvis gigantiske formater på centrale pladser og bygninger i for eksempel Mexico City næppe er nogen tilfældighed. I øvrigt har der jo været og er stadig store spændinger mellem indianske lokalsamfund og landets centralmagt. Kirke og stat er officielt adskilt, men centralmagten er overvejende hvid og katolsk, mens flere delstater er overvejende indianske. Spændingerne har givet sig udslag i deciderede oprør og revolutionære bevægelser.
Et enkelt drillende eksempel skal nævnes: Det er staten, der anlægger vejene ude i provinserne, men mange steder viser den enkelte landsby sin selvstændighed ved at danne enorme og enormt mange topes, vejbump, så bilisten generes. Samtidig får lokalbefolkningen så lejlighed til at sælge frugt og snacks.
Noget tilsvarende gælder selvstændigheden i samfundenes religion og kultur: I flere indianersamfund skal man som besøgende betale entré til deres landsbyer, fornuftigt i alle henseender, fordi besøgene bliver sat i system, og den enkelte landsby undgår at blive en ren udstillingsgenstand for antropologisk interesserede hvide.
De spanske erobrere ødelagde alt, hvad der smagte af fremmed religion, herunder bygningers mytologiske udsmykning. Et eksempel er afslørende for deres iver og uforstand: I den zapotekisk-mixtekiske (ruin)by Mitla i Oaxaca-provinsen er de mytologiske udsmykninger så abstrakt-arabeskagtige, at de fik lov til at stå. De kunne jo ikke være farlige, mente erobrerne. Men ny forskning har påvist, at udsmykningen rummer en meget præcis, stiliseret mytologi.
I det følgende skal jeg give tre eksempler på forholdet mellem kolonialisme, synkretisme og selvstændighed: Jomfruen af Guadalupe-dyrkelsen og de to indianerlandsbyer San Juan Chamula og San Lorenzo Zinacantán begge beliggende tæt ved Chiapas-provinsens hovedby, San Cristóbal de las Casas.
Den omfattende dyrkelse af Jomfruen fra Guadalupe, som findes i hele Mexico, ja, på det nærmeste i hele Latinamerika, kan tolkes som enten en katolsk genistreg: Her giver vi den oprindelige befolkning deres egen mirakellegende at tro på. Eller som en indiansk triumf: Det var for en indianer, Juan Diego, at jomfruen i 1531 åbenbarede sig, og det var på hans kappe, et billede af hende viste sig. Hendes basilika i selve Mexico City, med plads til 40.000 mennesker, indviet i 1976, er årligt valfartssted for millioner af (indianske) katolikker. På en ganske almindelig hverdag var valfartsstrømmen overvældende.
I ENHVER MEXICANSK KIRKE er der gengivelser af jomfruen, således også i de to indianske landsbyer. Jeg bruger de to, fordi der er så stor forskel på dem, skønt de ligger så tæt. Det gælder klædedragt og skikke, herunder graden af synkretisme.
Gudstjenesten i Zinacantán var i katolsk regi: Kirkegængerne sad på bænke, præsten læste op af Bibelen, men brugte dog også samfundets egne religiøse tekster. Kvinderne var i farvestrålende broderede klædninger.
I Chamula er en ensfarvet, vamset ulddragt standard for kvindernes vedkommende en sortfarvet nederdel, for mandlige øvrighedspersoner en enten hvid eller sort overdel, der får dem til at ligne små bjørne. Kvinderne er ekstremt flittige, hele tiden i gang med deres håndarbejder. Byen har egen jurisdiktion, men har været nødt til at rette sig ind efter centralmagten med hensyn til for eksempel skolegang.
Jurisdiktionen så vi et eksempel på, da vi passerede fængslet: En mand stod til offentligt skue og ruskede tremmer, indsat to dage på grund af druk og slagsmål. Mændene må have op til tre hustruer, og ægteskabsaftalen er mundtlig. De fleste straffesager drejer sig om alkoholisme og efterfølgende vold. Indtil for nylig har en mørk kaktusbrændevin været hellig drik i kirken, og der blev gået godt til den; men nu er den erstattet af cola. I kirken står Pepsi- og Coca-Cola-flasker side om side og ser så underligt forkerte ud som et reklamefremstød; men sådan skal det næppe tolkes, snarere skulle man glæde sig over et kirkeligt tørlægningsprojekt.
Chamulas kirkegård viser også en særlig tradition. De døde blev tidligere begravet i en lille jordhøj blot indsvøbt i et lagen. Men myndighederne har nu forlangt kistebegravelse og grave med to meters dybde. De lokale frygter nu, at de dødes sjæle bliver indespærret i kisten! Der var forskelligtfarvede, små kors på alle gravene, en farve for børn, en for kvinder og to forskellige for de øverste personer i samfundet. Men i øvrigt ingen forskel på høj og lav.
Udefra lignede Chamula-kirken en almindelig kirke i provinsen. Men her er det indianske islæt i højsædet eller en nytydning af kristendommen, for eksempel, at San Juan, som kirken hedder, det vil sige Johannes Døberen, opfattes som central på bekostning af Jesus. Kirken var ét kæmperum uden bænke, fuld af gulvsiddende mennesker, der havde tændt stearinlys (i syv forskellige farver alt efter bønnens intention), fuld af røgelse og vellugt fra vældet af fyrretræsnåle overalt på gulvet. Skuet var så overdådigt, næsten overjordisk som i en vision, at man fik tårer i øjnene over, at noget kan være så smukt og intenst. I kirkerummet fandt der også ofringer sted af æg, hane og høne, og i en niche var shamanen i gang med healing.
Hvorfor lod jeg mig rive med af noget så barbarisk som dyreofre og af noget så kvaksalveragtigt som en shamanistisk healing? Er det rester af en romantisering af fremmede, eksotiske kulturer? Dyrkelse af det anderledes, det kollektive i stedet for min ellers så stålsatte individualisme? Paradisdrømmen, der altid vil sidde som en tåget rest i hjernen?
Finn Stefánsson er forfatter og cand.mag. i dansk og religion