professor
Det er en udbredt misforståelse, at kirken i Danmarks middelalder var »katolsk«. Det var den ikke, idet den romersk-katolske kirke i dens nuværende form med en enevældig pave og lydbisper først bliver til i midten af 1500-tallet, efter Tridentiner-koncilet. Hermed grundlægges den kirke, hvis leder i dag hævder, at han nyder ufejlbarlighed, når han taler på embedets vegne om trossager eller moralske anliggender.
Den romersk-katolske kirke er en efterkommer af middelalderens kristne kirke i Vesteuropa, på samme måde som de protestantiske kirker er efterkommere af denne kirke. Vi kan tale om middelalderens enhedskirke eller om moderkirken, og vi kan godt sige, at denne kirke var katolsk i ordets oprindelige forstand: universel. I vores fælles trosbekendelse bruger vi den dag i dag udtrykket den hellige almindelige kirke, og bag disse ord ligger det latinske »sanctam catholicam ecclesiam«. Her findes en erindring om den fjerne middelalder, da alle tilhørte den samme universelle kirke.
Alligevel skal det tilføjes, at Vestens kristne kirke efter 1054 stod i skisma med Østens kirke. Men igennem de sidste middelalderårhundreder var det en nærliggende tanke, at skismaet kunne helbredes. Faktisk kom der en tilnærmelse i 1430'erne. Ved et kirkemøde i Firenze blev de gensidige bandlysninger ophævet i håb om, at støtte vestfra kunne sendes til det trængte Konstantinopel. Men den militære bistand udeblev, og skismaet fortsatte.
Dette er dog en anden historie end den jeg her vil fortælle: hvordan middelalderens almindelige kirke herhjemme udviklede sig igennem de århundreder fra 1000-tallet til 1500-tallet. Dengang Danmark var kristent, men hverken katolsk eller protestantisk. Dengang tilhørte vi alle uden forbehold den hellige almindelige kirke, den bispekirke der under 1500-tallets protestantiske og katolske reformationer blev smadret.
De traditionelle fortællinger om disse mere end fire hundrede år lægger hovedvægten på samarbejde og modsætningsforhold mellem kongemagt og kirkemagt. Religionens rolle i Danmarks historie ses i lyset af magtforhold. Men religion handler primært om tro, og det er først i de sidste årtier, at historikere overhovedet har forsøgt at beskrive middelalderens trosverden.
Den kristne tro var i 1000-tallet et anliggende, der tilsyneladende var mest vedkommende for kongehuset og stormændene. Men i løbet af de næste århundreder blev kristendommens trosmæssige indhold formidlet til flere grupper i samfundet. Den sammenblanding af patriotiske følelser og åndshovmod, der præger Saxos Danmarkskrønike, er derfor på ingen måde en god indføring i dansk middelalderkristendom. Saxo er repræsentant for en herskerklasse, der dyrkede en form for militærkristendom.
Uden for kongsgårdene udviklede der sig i det stille en fredskristendom, der handlede om hverdagen, arbejde, hengivenhed og samhørighed med de overnaturlige kræfter. På mange måder var denne form for kristendom en efterkommer af hedensk religion, og overgangen var tilsyneladende blid og næsten ikke til at mærke hos det enkelte menneske. Men bønderne kom til at acceptere det nye budskab om synd og frelse som en fortsættelse af det gamle om gudernes møde med mennesker.
I 1100-tallet var der munke, der indvandrede til Danmark sydfra, og disse var repræsentanter for denne nye fredskristendom. Cistercienserne repræsenterede den internationale kirke: ikke som undertrykkelse, men som et netværk, der bragte viden, byggekunst og et nyt religiøst liv sydfra. Allerede fra slutningen af 1100-tallet begyndte munkene at rekruttere danske unge, og derved blev cistercienserne integreret i det danske samfund.
Fra 1220'erne kom de brødre, der fejlagtigt kaldes »tiggermunke«. Disse franciskanere og dominikanere var ikke munke, idet de ikke blev inden for deres klostres mure. Deres opgave var at leve i fællesskab, men også at rejse rundt for at prædike evangeliet. De var gudbenådede prædikanter, der grundlagde religiøse samfund og byggede kirker i næsten samtlige danske købstæder.
Samtidig i 1200-tallet organiseredes de danske bispedømmer med større vægt end tidligere på domkapitler, bispevisitatser og prædikenkunst. Den udbredte myte, at der i middelalderen kun blev prædiket på latin, er en sølle rest af reformationens propaganda mod middelalderkirken. I en fortælling om Viborg-bispen Gunner (d. 1251) beskrives hans dunderprædiken mod fuldskab og hans krav og forventninger til sognepræsterne.
I senmiddelalderen, efter 1300-tallets krige og pestudbrud, kom der endnu en åndelig og materiel vækstperiode for den danske kristne kirke. Mange kirkebygninger fra 1000- og 1100-tallene blev udvidet og ombygget med hvælvinger, sidekapeller, tårne og våbenhuse. Hvælvingerne blev forsynet med kalkmalerier, der fortalte evangeliets sandheder og blev prædikenkunst for folket. Men det talte ord blev også værdsat: det er i denne tid, at de prædikensamlinger, som Anne Riising tilbage i 1969 skrev om, blev til.
Senmiddelalderen er en eksplosion af fromhed i pilgrimsfart, helgendyrkelse, kirke- og klosterbyggeri. 1500-tallets reformationer kan anskues ikke som et resultat af middelalderkirkens fiasko, men som udtryk for dens succes i at få sit budskab ud til alle kroge af samfundet. Vi kan se nogle af kirkens formidlere på hvælvingerne i Sæby kirke i Vendsyssel. Denne kirke blev bygget af karmeliterne, endnu en prædikenorden af særlig betydning i dansk senmiddelalder. I Helsingør i Østdanmark og i Sæby i Vest samlede de nogle af tidens mest reformsindede unge mænd. Deres ansigter pryder Sæby med skriftbånd, der beskriver deres nationale oprindelse (dansk, fransk, engelsk, tysk) og deres store lærdom og flid.
Omkring disse åndelige helte i Sæby Kirkes hvælvinger fortælles en af senmiddelalderens mest yndede helgenlegender: om Anna, Marias mor, der i sine gamle dage ved Guds indgriben føder en datter. Annas og hendes mand Joakims tro, håb og kærlighed vises i scener fra deres liv: hvordan deres gave til templet afvises, fordi de ikke har et barn, og hvordan Joakim går ud i ørkenen, men genforenes med sin hustru ved Jerusalems Gyldne Port. Deres omfavnelse her er en bekræftelse af Guds mirakel i deres datters undfangelse og samtidig en lovprisning af ægteskabets velsignelse.
Hermed gav karmeliterne i Sæby udtryk for kirkens voksende opmærksomhed over for lægfolks kærlighedsliv og religiøse længsler. Senmiddelalderens Danmark er fyldt med fortællinger om Guds nåde og hans venners (helgenernes) bistand. Denne verden forsvandt langsomt efter 1500-tallet, men i dag kan vi genopdage vores fælles middelalder i kirker, kalkmalerier og forestillinger om menneskelighed, venskab og kærlighed.
Middelalderen er forbi, men den danske middelalder inden for den hellige almindelige kirke er en påmindelse om, hvem vi er. Her er vore rødder. Herfra vores verden går. Vores nye møde med indvandrere, både kristne og muslimer, bliver mere frugtbar, hvis vi husker, hvor vi kommer fra. n
Brian Patrick McGuire udgiver i løbet af september »Mennesker og kultur i Danmarks og Europas middelalder«. I forbindelse med serien »Folk og Tro« vil Kristeligt Dagblad de næste par uger bringe fire supplerende kronikker. Denne kronik er den første.