JEG HAR ALDRIG mødt dig. Hele mit liv har du været fraværende, men altid eksisterende som en del af mit væsens oprindelige kilde.
Du kom til et fremmed land i 1941. Udstationeret af din Führer i et smørhul. Flødeskumsfronten kaldte du den, fordi du her mødte venlige mennesker. Uvenlige var kun de, som trodsede deres regerings opfordring til at tage pænt imod dig. Ikke fordi de hadede dig, men fordi de ville noget andet med deres land end det, din Führer havde i sinde.
Selv hadede du din fører og hans visioner om et almægtigt Europa. Du var demokratisk socialist, men var gået med i krigen for ikke som dine nærmeste venner at ende i en koncentrationslejr. Og i krigens første år blev folk som du sparet for det værste. Du var en mand i din bedste alder: 37 år intellektuel, skuespiller og kunstmaler. Du nød livet ved den jyske vestkyst, hvor din gale fører havde anbragt jer for at være på plads, hvis de allierede skulle finde på at bruge Vesterhavskysten til deres landgang. Det eneste, I så og rapporterede, var den havgus, der godt kan forveksles med camouflerende røgslør.
Hvad I også oplevede, var den vestjyske dobbelthed: udspekulerede entreprenører, som gerne leverede beton til jeres latterlige bunkersanlæg, og kærlige kvinder, der aldrig havde mødt flottere mandfolk i deres indavlede provinsbyer. Nogle var deres mænd utro, men min mor var alenemor med fire børn, og hun fik et tiltrængt job med at skrælle de velsmagende jyske kartofler i jeres feltkøkken. Det blev til kærlighed ved første kartoffel, og resultatet af dette møde skulle blive mig.
Men krigen i Europa rasede videre, og snart skulle din tilværelse i det danske paradis blive reduceret til et kært minde. Du blev forflyttet. Først til Warszawa, senere til Stalingrad. Hvordan du overlevede, ved jeg kun fra de breve, der trods alt nåede frem til mig og min mor.
Til mig skrev du kun om, hvor stolt du var over at have en søn, men til min mor fortalte du om krigens rædsler og om, hvordan du overlevede moralsk ved kun at skyde op i luften, når du var ved fronten, fordi du ikke ville myrde. Som en anden soldat Svejk har du med humor undgået dine øverstkommanderendes ønsker om at komme dig til livs. Senere nåede du til dit elskede Paris og her kunne du dyrke din frankofili ved at lave smukke skitser af parisiske flanører og bohemer, som jeg mange år senere fandt i dine kunstneriske efterladenskaber.
Krigen fik som alt i denne verden en ende. Mange danskere var på det sidste blevet tyskerfjendtlige i takt med din førers fiaskoer på krigsfronten, og de løb nu jublende ud på gaderne. Min mors sidste drømme om et alternativ til den provinsielle trivialitet løb ud i det sand, som også endte med at opsluge jeres bunkere. Hun holdt sig inden døre. Hos os skulle der ikke festes eller tændes lys i vinduerne! Mørkelægningsgardinerne blev ikke hevet ned, og de skulle vise sig nyttige i tiden, der fulgte.
For nok havde frihedskæmperne opnået, hvad de ville: Fred her til lands, men der skulle gå mange år, inden de også fik fred i sindet. De mindste af dem kunne ikke nøjes med at have sejret, de ville også have hævn.
Og det var ikke de store entreprenører, de gik efter: I nætterne efter befrielsen luskede de ledige, små frihedskæmpere rundt i vores have, og deres kraftige lygter kastede uhyggelige skygger på vores atter nedrullede mørkelægningsgardiner.
KULMINATIONEN den første erindring fra mit treårs sind kom en nat, da de små mænd bankede på ruden med deres geværløb og sakse. Mor gennede os børn ind under sengen og lagde sig rystende over os, indtil de hævntørstige var fortrukket. Næste dag meldte hun sig selv til politiet med bøn om at blive spærret inde. Hun reddede håret, og vi blev anbragt på børnehjem, til håret igen kunne gro frit på smukke, selvstændige kvinder.
Nu er jeg ved at skrive besættelseshistorie, men det var jo dig, min ukendte far, jeg ville skrive om. Hvor var du henne den og mange andre dage og nætter? Du var i de breve, som du fortsatte med at skrive efter krigen til mig og min mor.
Du var i hendes håb i de lange nætters angst og ensomhed, du var i det solskin, der skinnede ekstra lyst på de sommerdage, hvor hun havde fået brev. I det halve år, du gæstede vort land, havde du lært dig næsten fejlfrit dansk, og dit ordforråd var stort nok til at give hende styrke til at fortsætte sit liv, også uden dig og uden den bitterhed, som kunne have ødelagt mit forhold til dig.
Du bad hende om at opdrage mig uden krigslegetøj. Du udspurgte hende om min skolegang. Da jeg fik muligheden for at vælge tysk som fremmedsprog, var det en selvfølge. Dit danske sprog blev mere og mere uklart med årene, og jeg fornemmede instinktivt, at det nok ville være nyttigt engang at kunne noget tysk.
At få dig at se var utænkeligt. Du befandt dig på den østlige side af det jerntæppe, der skulle forpeste livet for dit folk i et halvt århundrede. Jeg havde nok kunnet få lov at besøge dig i DDR, men min mor skulle ikke pines med angst for også at miste mig nu, hvor hendes illusioner om at genfinde dig var bristet.
Så vores kommunikation ebbede ud. Jeg kom i puberteten og fik behov for et oprør mod den far, jeg kun kendte fra papiret. Intet faderdrab kunne være nemmere: Jeg stoppede blot med at besvare dine breve. Jeg har senere fået at vide, hvor meget det pinte dig.
I mange år var du ude af mit liv. Fraværende ikke blot geografisk, men også i mit sind. Indtil min mor døde i 1975. I hendes efterladenskaber fandt jeg alle dine breve til hende og mig. Jeg havde fortrængt dem. Huskede dem blot som et minde om besvær. Dit nærvær var blevet til en byld, som omhyggeligt var blevet pakket ned i glemslen. Men nu blev du med ét nærværende igen. Bylden blev til det varme hjerte, jeg engang havde kvittet med et pennestrøg.
Jeg skrev et lille brev til din sidste adresse fra engang i 1950erne. Og hvis der var noget, der fungerede i DDR, så var det efterretningstjenestens ildhu med at opspore mistænkelig relation til Vesten. En uge efter fik jeg svar.
Efterretningsvæsenet havde sporet brevets adressat til din enke med fem børn, som du havde fået efter krigen. Din omsorg for min mor havde heldigvis forbudt dig at fortælle os om det. Jeg blev øjeblikkelig inviteret ned til min østtyske familie, som vidste alt om min eksistens. Selv mine breve til dig havde de gemt, fordi du hele tiden havde været overbevist om, at jeg en dag ville dukke op.
Din tyske kone har fortalt mig om dig med så megen kærlighed, at jeg ikke er i tvivl om, hvordan du har været. For eksempel om dit forhold til den stat, der var en parodi på dine demokratiske ideer om en menneskeværdig socialisme. Da regimet i 1953 satte sovjettropper ind mod dine landsmænd under en fredelig demonstration, vendte du regimet ryggen og levede de sidste år af dit liv i bitterhed over at se, hvordan ondskaben fra din førers tid levede videre. Uniformerne er de samme. Det er blot emblemerne, de har skiftet ud, skal du have sagt.
Du døde i 1965, inden jeg nåede at træffe dig, men du har skænket mig en nu 88-årig papmor og seks dejlige halvsøskende.
Andre tyskerbørn har fortalt om deres mødres skam. Det skulle jo nødigt hedde sig, så deres tyske identitet blev holdt skjult. Din loyalitet mod min mor har givet hende styrke til at modstå jantelovens pres. Hun og du har givet mig stolthed over at være et resultat af global kærlighed på trods af ideologiske og nationale fordomme.
Det skulle jo gerne hedde sig, hvem jeg havde som forældre. Derfor insisterede hun på, at jeg skulle hedde som du, stavet på korrekt tysk, og hun gav mig dit efternavn som mellemnavn. Jeres historie har lært mig, at hverken sexistiske, geografiske eller etniske barrierer kan hindre faderkærligheden i at udrette sine mirakler.Blot begge forældre er tro mod den kærlighed, som er altings oprindelse, vil selv jantefolkets xenofobiske had til det anderledes få en ende: Efter hin rædselsnat blev også de små mænd større og lod os være i fred, fordi min mor aldrig var i tvivl om, at hun gjorde det rette, da hun lod dig blive min far.
Hellmuth Seifert Toftdahl er lektor, mag.art.