Min bedste sommer var også min mors sidste sommer

Det blev den sidste sommer, dagens kronikør fik sammen med sin mor. Moderens kræftsygdom havde bredt sig, og der var ingen helbredelse. Den sommer tog mor og datter i sommerhus helt alene og oplevede dage, som fik stor betydning

Bodil Aagaard Friis
Bodil Aagaard Friis. Foto: privatfoto.

Det var foråret 1981, min mor blev indlagt på Radiumstationen i Aarhus - samme afdeling, jeg arbejdede på som sygeplejerske. Hendes brystkræft, som hun var opereret for 19 år tidligere, havde bredt sig til knoglerne.

Som datter og sygeplejerske havde jeg længe kunnet se, at min mor ikke var rask. Daglige smerter plagede hende, og hun havde især ondt, når hun skulle hjælpe min far i stalden.

At det var kræften, der efter så mange år havde bredt sig, havde jeg en mistanke om og var derfor glad, da hun efter mange overtalelser kom til min afdeling D2.

Her fik hun taget røntgenbilleder, og ganske rigtig var flere store knogler angrebet. Dommen faldt i kærlige ord fra professor Kåe.

I et splitsekund så jeg filmen rulle. Jeg vidste, at min mor sandsynligvis ville dø inden for et eller to år. Hun skulle have palliativ strålebehandling ambulant, men der var ikke mulighed for helbredelse.

Det forstod min mor ikke på det tidspunkt, heldigvis. Hun kvikkede snart op, da smerterne blev mindre, og tog fat på opgaverne igen.

Men min smerte var stor, og sorg fyldte mig. Hvad kunne jeg gøre? Efter få uger erkendte jeg, at jeg ikke kunne blive på den afdeling, hvor vi overvejende havde kvinder med brystkræft, der havde bredt sig. Så ville kræft fylde det meste af mit liv.

Jeg fik derfor nogle måneder senere en stilling som sygeplejelærer i Vejle, tæt på mit hjem, og var glad for at kunne tage hjem ofte og støtte mine forældre.

Om efteråret fik min mor en depression. Smerterne bredte sig til nye knogler, og mor mistede håbet om at blive rask. Hun forberedte sig på døden.

Fortalte mig, hvordan hendes begravelse skulle foregå. Hvilke salmer vi skulle synge. Efterfølgende har jeg tænkt, det var mærkeligt, at det kun var mig, hun omtalte det for. Men på en eller anden måde tror jeg, at for hende var jeg både kræftsygeplejerske og datter.

Min mor var et meget arbejdsomt menneske, og god til at planlægge. Derfor var det vigtigt for hende at få begravelsen på plads.

Til jul lettede depressionen, og foråret kom med forrygende ny livsenergi for min mor. Hun ville leve livet fuldt ud. Nu skulle hun nå at indhente det forsømte. Sådan virkede det i hvert fald på os, der stod hende nær.

Det blev også den sommer, hvor jeg rigtig lærte mor at kende.

Jo, jeg kendte hende som arbejdsmennesket, som den opofrende hustru og hjælpsomme mor. Men hun havde også andet i sig. Drømme, der ikke var levet ud.

Hun ville gerne have været lærer, havde et godt hoved. Men ligesom mange andre kvinder på den tid blev det som husmor, hun gjorde karriere, og det er ikke at kimse ad.

I sommerferien inviterede jeg min mor i sommerhus, en uge bare os to. Huset ejede jeg sammen med min bror, så det var et kendt sted for os. Altså ikke så meget nyt at se.

Men desto mere fik vi tid til at læse bøger, snakke om det, vi læste, bare være eller bade sammen. Min mor har altid elsket vandet og solen, og glæden ved det har jeg taget med mig.

Vi kunne sidde stille sammen. Der var ikke pligter, der kaldte, ikke kager, der skulle bages, eller frugter, der skulle syltes. Der var bare tiden og os to. Der var nydelsen i at være.

Jeg er ikke så praktisk anlagt, så dette at være sammen med min mor uden at skulle dit eller dat, det var så lægende og livgivende for mig.

Jeg skriver i min dagbog: ”Mor og jeg har det sammen som to gode veninder.”

Når vi kastede os i bølgerne, glemte jeg helt, at hun var syg. På hjemvejen fra stranden plukkede vi blomster, markblomster. Vi gik og snakkede om, hvad de mon hed.

Jo, valmuen kendte vi navn på, men med mange af de andre blomster gættede vi os til navne. Det var så anderledes end at gå tur med mor i hendes egen have. Her kendte hun hver en staude, dens navn, og hvordan den skulle passes.

Men på markvejen var vi lige. Lige uvidende, kan man sige. Blomsterne, vi plukkede, blev til en smuk buket på det blåmalede spisebord.

En sætning fra min mor, jeg også husker fra den sommer, er: ”Jeg glæder mig til at vande blomster.” En ny dag med en opgave, hun kunne magte med de kræfter, hun havde.

Lige netop den sætning kan jeg selv tænke i dag, når jeg med taknemlighed vander mine blomster i krukker på terrassen eller i stuerne. Livet i nuet, i dets enkelthed oplevede jeg den sommer med min mor. Og er det ikke det, det handler om? At leve i nuet. Turde slippe fortiden og fremtiden og lade nuet skabe liv.

Jeg kan i dag godt undre mig over, at vi ikke talte om minderne, om det liv, vi havde levet sammen. Måske gjorde vi det også, men det, jeg husker i dag, er det nye liv, vi ville udforske sammen.

Nyt land på lånt tid. Under andre betingelser end tidligere og med begrænsninger. Ikke et stort tag selv-bord, men dage, vi planlagde, som de kom, med omhyggelighed og kærlighed. Hvad var bedst i dag? Hvad havde vi lyst til? Hvad var muligt?

En lethed fyldte dagene. Latter og sjov blandet med det melankolske, som sneg sig ind, hvis mor blev for træt eller havde glemt at tage sin smertestillende medicin og fik ondt.

For de dage var jeg ikke sygeplejerske. Jeg var datter, der nød at være sammen med sin mor. Og havde både hun og jeg glemt pilletidspunktet, kunne vi grine ad det.

Efter sommerhusdagene var jeg ofte på besøg på gården hos mine forældre.

Jeg afsyrede en gammel seng, min fars karlekammerseng. Gamle lag blev skrællet af. Det smukke træ kom frem. Jeg havde brug for at lave noget for mig selv. Indimellem blev jeg kaldt ind til små hyggelige måltider, skriver jeg i min dagbog.

Mor havde igen lidt overskud til at være husmor. At være noget for andre var en af hendes livsglæder.

Jeg havde fulgt min mor tæt, så der var ikke lige nu de tunge ting i bagagen, der skulle snakkes om. De lå aftalt i papirerne. Mor kunne dog godt komme med en dyb bemærkning som denne: ”Hvorfor skulle dette ske for mig, der er så glad for livet? Men det kan man vel lære at leve med eller dø med.”

Hun døde af det, af kræften, da efteråret kom. Men livet lever i mig. Det liv, jeg fik lov at leve med min mor, har båret frugt i mig. Der blev sået nogle frø den sommer, som i dag blomstrer i mit liv. Jo, sorgen var der også. Den har fulgt mig.

Savnet af en mor kom for alvor igen frem, da jeg selv blev mor. Men sorg og glæde er ikke modsætninger, de er to sider af kærligheden.

Når jeg tænker tilbage på mit livs bedste sommer, så var den så intens, at vi på en måde levede flere års liv sammen på få uger.

Og så glæder jeg mig til at gense min mor engang. Hun døde i troen på den opstandne Kristus. Ved hendes grav sang vi:

Og, Fader, når du ejegod
oprykker blomsten med sin rod 
for bedre den at gemme, 
o, plant mig da, og giv mig læ 
ved livets væld, af livets træ 
i Paradis derhjemme! 

Dette vers havde mor også valgt. Det handler om blomster, om taknemmelighed, om en ejegod Far. Måske har vi en endnu bedre sommer i vente?

Bodil Aagaard Friis, København