Det var ikke kærlighed ved første blik. Men uden at vi vidste det, var det den spæde start på et livslangt venskab, der blev født den septemberaften i 1989, da Peter hentede mig på S-togsstationen. Vi faldt fuldstændig i hak – og i takt, mens vi gik gennem forstaden Værløses gader og talte intenst om alt det, vi ville med livet, om vores brændende ønske om at gøre en forskel og ændre verden til det bedre.
Siden mine helt unge år havde jeg drømt om, at den mand, jeg en dag skulle giftes med, også ville være min bedste ven. En jeg kunne dele alt med og drømme drømme med. En "soul-mate". Mit dilemma var bare, at jeg altid blev stormende forelsket i mænd, der så godt ud, for siden at opdage, at vi ikke havde meget andet end den fysiske tiltrækning til fælles.
Hvis det nogensinde skulle begynde omvendt, med et venskab, der udviklede sig til kærlighed, så måtte det vel være ensbetydende med, at manden hverken så godt ud eller virkede tiltrækkende på mig. Derfor havde jeg for længst konkluderet, at det var en håbløs drøm.
Peter så godt ud. Smilende grønne øjne og halvlangt hår i nakken, slidte cowboybukser med skjorten løst hængende ud over og en åben, brun læderjakke. Lige min type. Endda jævnaldrende med mig, der lige havde rundet de 22 år. Men sagen var den, at han var optaget. Og at jeg som journalistisk medarbejder på ugeavisen Udfordringen var blevet sendt ud for at lave et interview med ham og hans forlovede om deres tid som frivillige blandt Colombias gadebørn. Jeg så ham derfor ikke som et "muligt emne".
Men en relation var skabt, og vi holdt kontakt. Jeg blev siden kæreste med Peters bedste ven. Når vi alle fire var sammen, endte det som regel med, at Peter og jeg sad og snakkede politik, musik og livets store spørgsmål, mens vores kærester sad i sofahjørnet og så tv.
Og som Peter og jeg kunne snakke. Det var første gang, jeg havde mødt et menneske, jeg havde så meget tilfælles med: Vi var begge interesseret i samfundspolitik og idealistiske i vores socialisme og kampen for de svage, vi havde samme musiksmag og kunne tygge drøv på U2?s tekster, og ikke mindst kunne vi i timevis diskutere teologi, og hvordan kirken og vi selv kunne blive mere autentiske i udlevelsen af vores tro.
Engang sagde min kæreste: "Det skulle have været dig og Peter, der var kærester i stedet!" Det ville jeg selvfølgelig ikke høre tale om. Sikke noget vås at sige.
Men situationen ændrede sig. Peter og jeg blev begge "fyret" af vores kærester. Vi græd ved hinandens skuldre og trøstede hinanden i kærestesorgen. Vort venskab holdt. Og udviklede sig. Vi så hinanden stadig oftere. Gik lange ture sammen, var kulturelle sammen og delte vores inderste tanker og drømme.
Indtil da havde jeg altid oplevet mig halv og fragmenteret sammen med veninder og venner. Aldrig før havde jeg følt, at jeg sammen med et andet menneske kunne være så meget mig selv. Være hele mig, med alle de sider, jeg indeholdt. Peter havde det lige sådan. Og til sidst måtte vi på ægte "When Harry met Sally"-vis erkende, at vores forhold havde udviklet sig til mere end et venskab.
En dag stoppede Peter mig under et stort birketræ i Bagsværd: "Der er noget, jeg bliver nødt til at sige til dig. Med risikoen for at miste dig som ven. Fra min side, er det mere end venskab. Jeg er forelsket i dig!"
Forelskelsen var selvfølgelig gensidig. Og ti måneder efter, den 11. april 1992, gik min ungdomsdrøm alligevel i opfyldelse: Jeg blev gift med min bedste ven. I kirken lovede vi hinanden, at vi ville elske og ære hinanden i medgang og modgang. Dengang var vi henholdsvis 24 og 23 år, verden lå for vores fødder, og vi troede ikke, vi kunne lære hinanden bedre at kende, lige så lidt som vi anede, hvad det betød at elske og ære hinanden i modgang.
Vores venskab såvel som ægteskab kom på prøve, da jeg fik en alvorlig fødselsdepression. Vi havde haft svært ved at få barn, så glæden var stor, da Nicoline meldte sin ankomst. Hun var virkelig et ønskebarn. Nicoline blev født lillejuleaften 1997.
Både fødslen og tiden lige efter blev en voldsom traumatisk oplevelse for os alle tre – med mange komplikationer. Jeg, der havde anset mig selv for et stærkt menneske, fik slået benene væk under mig og mistede fuldstændig kontrollen. Jeg røg ned i stort sort hul, hvorfra jeg ikke formåede at kæmpe mig op igen. Mørke, triste tanker fyldte min dag, og hver time længtes jeg efter, at natten skulle komme, så jeg kunne få fred i hoved og sind.
Men natten var ingen trøst. Jeg kæmpede med søvnløshed og tankemylder. Jeg, der skulle have været en lykkelig barnemor, formåede ikke engang at passe mit eget barn. Jeg, der havde været et aktivt og virksomt menneske, kunne pludselig intet overkomme eller overskue.
Jeg kan kun forestille mig, hvor slemt det må have været for Peter hver dag at komme hjem fra arbejde og blive mødt af et hjem i kaos og en deprimeret kone, der tudede og intet havde lyst til, intet kunne. Peter måtte agere både mor, far og eneforsørger. Han købte ind, gjorde rent, tog sig af Nicoline og lagde ører til mine beklagelser.
Jeg var bange for at være alene, men fik angstanfald, hvis venner eller familie ringede på døren. Jeg befandt mig i en osteklokke, som jeg ikke var i stand til at bryde ud af. Og ingen, heller ikke Peter, var i stand til at bryde igennem til mig.
Selvom jeg ved, at Peter indimellem havde lyst til at tage bilen og bare køre af sted – væk fra det hele, uden at stoppe, så blev han alligevel! Blev som en trofast mand og ven ved min side. Som familie blev vi en social sag i kommunen, og jeg kom i et terapi-forløb, der strakte sig over flere år, før jeg langsomt kunne bevæge mig ud på den anden side af, hvad der må betegnes som "min sjæls nat".
Jeg ved, at mange forhold ender i en skilsmisse i sådan en livskrise. Vi gik da heller ikke fri af store skænderier og ord, vi bagefter har fortrudt, vi fik sagt til hinanden i afmagt og frustration. Men selvom Peter så mig fra mine svageste og mørkeste sider i de år, lod han sig alligevel ikke skræmme væk. "Jeg har jo altid vidst, du var et følsomt menneske," sagde han, når jeg klynkende beklagede mig over, at jeg ikke længere var den "superwoman", han troede, han havde giftet sig med. Så i stedet for at afvise mig, favnede Peter mig. Og det er netop så betegnende for Peter – og for et godt venskab – det at kunne favne og acceptere, ja, bevare respekten for hinanden.
I stedet for at fly krisen, gik Peter på en måde ind i min livs- og identitetskrise og tog imod, hvad den kunne lære ham som menneske. Sammen var vi blevet stoppet hårdt op i livet. Vi oplevede et tab, ikke bare af kræfter, men af drømme, karriere og positioner.
Men vi mistede ikke hinanden. For selvom de lyserøde følelser bestemt ikke altid var der, var venskabet der som et sikkerhedsnet. Sammenbruddet blev til et gennembrud. Og vi gik i gang med at genbeskrive vores værdier, troen og meningen med livet. Vi er blevet lidt gråhårede undervejs og har fået nogle skår, som nok er klinkede, men stadig er synlige, og som vi bærer med os videre i livet. Men venskabet og kærligheden holdt.
Og da vi en lørdag i 2001 ved en lille privat ceremoni – med bare Peter og mig og en præst – så hinanden i øjnene og igen udtalte vielsesritualet over for hinanden: "Jeg vil elske og ære dig i medgang og modgang," var det med en helt anden tyngde og modenhed, end da vi stod i kirken ni år tidligere. Vi vil hinanden. Leve livet sammen. Som mand og kone og som hinandens bedste venner.
Dorthe Stieper er bibliotekar. Kronikken er den første af de otte vinderkronikker, som avisen bringer fra sommerens kronikkonkurrence