Min far døde for 12 år siden. Jeg tænker på ham hver dag

Min far var Morten, og hans nærvær fylder mig stadig op. Hans stædige insisteren med det, han satte pris på, har i dag sat sig i mig som værdifulde minder. Hans humor og evne til at se livet fra den sjove side har gjort min verden stor, skriver dagens kronikør

Min far var Morten, og hans nærvær fylder mig stadig op. Hans stædige insisteren med det, han satte pris på, har i dag sat sig i mig som værdifulde minder. Hans humor og evne til at se livet fra den sjove side har gjort min verden stor, skriver kronikøren.
Min far var Morten, og hans nærvær fylder mig stadig op. Hans stædige insisteren med det, han satte pris på, har i dag sat sig i mig som værdifulde minder. Hans humor og evne til at se livet fra den sjove side har gjort min verden stor, skriver kronikøren.

Min far døde for 12 år siden, og jeg tænker på ham hver dag. Det var en pludselig død. Jeg tror egentlig ikke, at man kan forberede sig på døden. Livet uden min far – det ved jeg lidt mere om nu.

Det er sådan, at jeg har ham med mig. Han føles egentlig meget nærværende og har gjort det, siden han døde. Trods hans nærvær så savner jeg ham. Jeg savner det, vi kunne have haft sammen i de 12 år, der er gået.

Minderne om ham ligger i store bunker inden i mig. Der var altid et museum, vi skulle besøge, en tur, vi skulle gå, en gravhøj, der skulle undersøges, eller en pløjemark, der skulle endevendes for oldtidslevn.

Det var tit utroligt irriterende som barn at stå der iført store vinterfrakker og støvler på det varme museum og hive og slide i hans ærme for at komme videre ad de endeløse museumsgange med kedelige montre fyldt med døde ting, hvis liv jeg ofte havde svært ved at forestille mig. Jeg gad ikke høre mere om den gravballemand, der vakte evig fascination i min far, eller om den stenøkse, der var så flot. Så var det lidt bedre igen og igen at lytte til spætten i skoven, stikke næsen ned i rævehulen, der lugtede ramt af rovdyr, eller undersøge uglegylp for knogler af mus.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hans stædighed voksede ind i himlen. Det, han syntes var spændende, måtte også være spændende for os andre. Det kunne simpelthen ikke være anderledes i min fars hoved. Mine søstres og mine forsøg på oprør mod tvangsture blev ignoreret. Af sted kom vi.

Sparsommeligheden var stor, måske også glemsomheden. Der var sjældent madpapir til madpakken, og så blev den pakket i kaffefiltre. Når vi alle tre var på weekend hos ham, og der forsvandt en hel lokumsrulle, rev han sig i håret, og vi måtte diskutere, hvordan det kunne gå til. At vi måske alle tre havde menstruation på samme tid, var ikke grund nok. De dyner, vi sov med, havde fjer, der var så gamle, at de klumpede sig sammen som hele, døde høns.

Han ”fuskede” tit om aftenen – som han kaldte det. Om dagen arbejdede han hos Georg Jensen som sølvsmed. Hver morgen cyklede han trofast af sted fra det lille bondehus i Bagsværd til Smallegade på Frederiksberg. Om aftenen sad han så på sit lille soveværelse, der var omdannet til smykkeværksted, og lavede smykker til folk. Pengene blev sparet op på en konto i banken.

Han var ingen madkunstner. Hofretterne var risengrød, altid brændt, fiskefingre eller smeltede ostemadder. Den søde tand var stor. Oven på køleskabet lå der altid studenterbrød og romkugler. Fra vi var ganske små, fik vi lov til at folde os ud i køkkenet og i det hele taget. Sammen så vi alle de film, der var ”uegnet for mindre børn”, på hans lille sort-hvide fjernsyn. Meget sjældent sagde han nej, hvilket resulterede i, at vi har haft næsten alle dyr: fisk, undulat, hamster, tamrotte, marsvin, skildpadde, kaniner, høns og hund.

Da mine søstre og jeg indtrængende plagede om den kænguruunge, der hoppede hvileløst rundt hos dyrehandleren, sagde han for først gang: ”Nej, haven er for lille.”

Han var ikke bare genert. Han var hæmmet og akavet i sociale sammenhænge. Når jeg havde veninder på overnatning, talte han ikke direkte til dem. Han spurgte mig, hvad de gerne ville have til morgenmad, selvom de stod lige ved siden af ham. Jeg syntes, det var så underligt. Til forældremøder krøb han langs væggen, og jeg ønskede mest af alt, at han ikke var der.

Og så var der en anden side. Når han fik lidt rødvin og blussede op på halsen i godt og trygt selskab, så foldede han sig ud. Han elskede at klæde sig ud og fjolle.

En aften på vej hjem i S-toget med mine søstre fra et muntert selskab legede han stor gorilla og fulgte efter os fra togvogn til togvogn i vores flugt fra det pinligste, teenagepiger kan forestille sig. På sin 40-årsfødselsdag barberede han ben og fjernede sit store røde fuldskæg og modtog gæsterne i stram pailletkjole med nylonstrømper.

Da vi var små, holdt han af at afbryde strømmen og forfølge os rundt i det mørke hus med tunge, slæbende skridt. Jeg husker fornemmelsen af febrilsk at stå og klikke kontakten frem og tilbage omgivet af mørke og uhyggelige lyde.

Man kunne godt låne lidt æbler eller pærer i haven hos folk, der havde så mange. Og var et område lukket af med stribede bånd, kunne man da godt gå ind. Hvis bare ingen så det.

Hans antiautoritære side var enorm på en meget stille måde. Dengang jeg hjemme på hans køkkenbord limede ekstra klip på det gamle klippekort til S-toget, sagde han, at jeg bare skulle sørge for, at ingen opdagede det.

Følelser var ikke noget, vi talte om. Han sagde aldrig ordene ”jeg elsker dig”. Et kys på kinden, når man kom og gik, var det, jeg fik. Og jeg var aldrig i tvivl.

Da vi blev ældre og begyndte at rejse og uddanne os, betalte han den ene tur og uddannelse efter den anden med penge fra fuskerkontoen. Når mine eksaminer sommer efter sommer var overstået på teologi, inviterede han mig på flot middag igen og igen. Han brugte sjældent en rød reje på sig selv.

Min far var Morten. Ikke nogen stor pædagog. Ikke et udadvendt menneske. Og han står så tydeligt og klart for mig i dag.

Jeg kan ikke gå igennem en skov uden at standse hele familien, når spætten hakker. Jeg må undersøge de skeletter af dyr, der krydser min fod.

Og jeg elsker at klæde mig ud og fjolle rundt. Jeg overholder sjældent regler, der ikke giver mening i mit hoved, og jeg er stædig med det, jeg vil, også når jeg vil det med min familie, der overhovedet ikke gider.

Min far var Morten, og hans nærvær fylder mig stadig op. Hans stædige insisteren med det, han satte pris på, har i dag sat sig i mig som værdifulde minder. Hans humor og evne til at se livet fra den sjove side har gjort min verden stor.

Den dag han døde, opstod der et stort hul inden i mig, og pludselig forstod jeg, hvor stor en plads min umulige og fantastiske far havde i mig og stadig har. Jeg bærer ham med mig, og jeg satser på, at vi skal ses igen.