De fleste ældre på plejehjem er selvstændige individer med menneskerettigheder som alle andre, stemmeret, pligt til at betale husleje og så videre. Derfor var det en alt for overgribende reaktion, at alle plejehjem blev så hårdt isolerede ved nedlukningen i marts 2020, uden at de ældre blev spurgt, om de kunne acceptere at blive spærret inde. De fik intet valg, og vi som pårørende accepterede det i blind tillid til systemet.
Konsekvensen blev i min fars tilfælde, at han døde – ikke af corona, men af vanrøgt, fordi plejehjemmet ikke magtede at passe ham under pandemien.
Nedenstående forløb beretter, hvor alvorligt det kan gå, hvis man i god mening spærrer de gamle inde. Jeg støtter ellers fuldt regeringens strategi i forbindelse med pandemien. Jeg er læge og arbejder på et sygehus hver dag og ser, hvor seriøst og flot pandemien bliver tacklet.
Dette indlæg skal betragtes som en personlig historie om de sidste måneder i min fars liv. Det er ikke et indlæg fra mig i min egenskab af læge.
Den 24. april i år var det min fars fødselsdag, så ville han være blevet 92 år. Men to dage efter sin fødselsdag sidste år døde han, ikke af corona-infektion men på grund af corona-pandemien.
Vores far har været beboer på et dejligt plejehjem i København i flere år. Han har været meget glad for at bo på plejehjemmet, og tidligere har han fået flot pleje af det søde personale, hvilket jeg og mine tre søstre har kunnet følge, når vi selv hjalp ham med bad, tandbørstning, toiletbesøg og anden personlig hygiejne, når han var på besøg hos os.
Den 12. marts 2020 lukkes plejehjemmet for besøg på grund af coronaepidemien. Den 26. marts falder min far og slår kroppen og ryggen, ses akut på sygehuset og hjemsendes med smertestillende. Frem til fredag den 3. april taler vi dagligt, som vanligt, i telefon med vores far, og vi kan høre, at han er mere træt, og vi har derfor også næsten dagligt kontakt med personalet, der hver gang siger, at det går fint. Den 3. april oplever vi, at hans tale er meget sløv i telefonen, hvilket vi siger til personalet, der dog ikke har nogen kommentarer, men oplyser, at han stadig har brug for smertestillende. Vi kontakter derfor egen læge, der ændrer medicinen til et mindre sløvende præparat, som kan gives ved behov. På trods af dette lyder vores far stadig sløv i telefonen i løbet af weekenden. Jeg beslutter derfor at tage over at besøge ham og se, hvordan han har det med egne øjne (vi bor i Odense) gennem vinduet ind til plejehjemmet – det eneste, der tillades.
Den 6. april om morgenen, da vi er på vej til plejehjemmet i bil, bliver vi kontaktet at egen læge, der fortæller, at hun lige er blevet kontaktet af plejehjemmet: Vores far er meget sløv og svær at komme i kontakt med, så hun vælger at indlægge ham akut. Jeg får lov at komme ind på plejehjemmet. Vores far ligger her grædende, klagende, sløv, svært afmagret og dehydreret med størknede blodrester om munden. Han kan genkende mig og ser forpint på mig. Han ligner en lille kz-fange. Den fine, glade, velholdte og velklædte far, jeg sidst havde set for en måned siden, er væk. Det er et billede, som er svært at glemme.
Jeg får lov til at følge med ham i ambulancen og ind på hospitalet, hvor han bliver indlagt med seks kilo vægttab fra 65 til 59 kilo. Vi havde umiddelbart før corona-nedlukningen været på besøg hos ham og havde da vejet ham på hans egen badevægt, her vejede han 65 kilo. Der konstateres et femkronestort liggesår på halebenet, talrige blødende sår i munden på grund af svamp og dårlig mundhygiejne, dehydrering og morfinforgiftning. På sygehuset gives akut modgift mod morfin, og han vågner straks op, smiler, giver mig et kys og sluger sultent en proteindrik.
Der konstateres lungebetændelse og blodforgiftning. Han får flot behandling under indlæggelsen. Behandles med ernærings- og væskedrop og antibiotika. Vi får på skift lov til at være hos ham hele døgnet, fordi hans tilstand var kritisk. Han gav selv udtryk for, at han ønskede at leve. Og han blev heldigvis lidt bedre.
Den 21. april udskrives han til plejehjemmet, men han var op til indlæggelsen, som nævnt, svært forsømt, så han nåede kun at være hjemme på plejehjemmet en lille uge, så gav han op. Kræfterne var ikke til det, og han døde stille den 26. april. To dage efter sin 91-årsfødselsdag.
Selvfølgelig var han en gammel mand, og han kunne ikke leve evigt, men han var ikke mæt af dage, og han ville fint have nydt endnu en sommer sammen med os, hvis plejehjemmet havde passet på ham. Han var en god mand, en mønsterbryder, der hele sit liv havde passet på ikke kun os og min mor og resten af familien, men også sine patienter, da han selv var læge.
Vi bad om en dialogsamtale med plejehjemmet. Vores spørgsmål var: Hvorfor magtede personalet op til indlæggelsen ikke opgaven med pleje af vores far? Havde plejehjemmet for travlt, fordi alle frivillige, fysioterapeuter, ergoterapeuter, pårørende og så videre ikke mere havde deres gang hos de ældre, og derfor heller ikke kunne bidrage med den naturlige både fysiske og emotionelle støtte i hverdagen? Hvorfor informerede de ikke egen læge? Havde de så travlt, at de overså, hvor syg han var? Hvorfor informerede de ikke os? Vi ringede jo flere gange hver dag. Hvorfor forebyggede de ikke liggesår? Hvorfor rensede de ikke hans mund og hans protese, hvilket skulle gøres morgen og aften og forhindrede mundsår og lungebetændelse? Hvorfor gav de ham ikke mad?
Plejehjemmet fortalte, at de dokumenterede næsten dagligt, at han var småtspisende, men hvorfor beskrev og dokumenterede de kun – i stedet for at handle i henhold til retningslinjerne og supplere med kost for småtspisende? Var der ikke en ledelse, der fulgte med i, hvordan situationen var? Hvorfor vejede de ham ikke? Retningslinjen foreskriver, at beboerne skal vejes en gang om måneden og ved vægttab på ét kilo, skal der udfærdiges en ernæringsplan. Sidst vores far blev vejet var i februar 2020 (65 kilo). Hvorfor gav de ham ikke væske? De beskriver og dokumenterer systematisk, at vores far næsten intet drikker, men de handler ikke. En del af plejen er at nøde den gamle til at spise og drikke, i godt selskab går det altid bedre.
På plejehjemmet blev der ikke tænkt på nye måder til at overkomme denne udfordring. Hvor meget smertestillende fik han dagligt? Det fremgår, at der er stor forskel mellem det oplyste behov, som plejehjemmet angiver, og den medicinpåvirkning vores far fremviste ved indlæggelse, hvor der var prompte bedring i bevidstheden efter indgift af modgift mod morfin. Var det bare for at få ro, de gav han piller, når han klagede? Så kunne han sidde i sin stol og sove, og så forstyrrede han ikke? Hvorfor sagde de telefonisk, at det gik fint, hver dag vi ringede for at høre til ham? Var det bare for at få ro fra os pårørende? Hvorfor reagerede plejehjemmets sygeplejerske ikke på hans tilstand? Egen læge blev ikke kontaktet og kunne ikke vide, at hun skulle reagere.
Dialogsamtalen gav desværre ikke svar på ét eneste af vores spørgsmål. Set i bagklogskabens klare lys burde vi som pårørende have gjort opmærksom på problemet hurtigere. Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke reagerede og inviterede ham hjem og bo hos os. Så havde han ikke siddet alene på sit værelse og kun fået korte besøg af en fortravlet assistent.
Tænk at leve sin sidste tid på den måde. Det gør ondt helt ind i mine knogler at tænke på den gamle mand, min far, der sad ensom i sin stol i næsten en måned og bare blev dårligere og dårligere, uden at nogen hjalp ham. Han må have været så ulykkelig. Og plejehjemmet burde have reageret hurtigere, da nedlukningen trak ud, og etableret retningslinjer, så blandt andre udvalgte pårørende kunne se deres ældre. Plejehjemmet skal tage de ældres parti.
Var nedlukningen af plejehjemmene i virkeligheden ikke al for voldsom? Når du bor på et plejehjem, er en del af botilbuddet, at du får mad, pleje, ergoterapi, fysioterapi og besøg af din lille ”familie-boble”. Meget af det blev skåret væk under nedlukningen. Gad vide, hvor mange alvorlige følger, det havde for de andre af landets plejehjemsbeboere?
Når jeg engang kommer på plejehjem, og en ny pandemi bryder løs, så vil jeg ikke spærres inde som min far! Nej, jeg vil jeg tage min rollator og gå ud til min familie!