Linjen fra Grundtvigs sang: ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord” passer så godt på mine forældre – og måske især på min far, som ikke kun var virksom inden for familien, men i høj grad også i de forskellige lokalsamfund, han var en del af. Ved hans død var der kun en enkelt kort nekrolog i den lokale avis indsat af en af hans meget gode venner, og derfor vil jeg gerne fortælle lidt mere om den helt enestående mand, min far var for dem, der kendte ham.
Han fik ikke nogen lang uddannelsemen alligevel var han et af de mest videbegærlige og dannede mennesker, jeg nogensinde har mødt. Han kom i lære som 15-årig i en boghandel, efter at han dumpede til optagelsesprøven til mellemskoleeksamen. Han skulle gå op alene efter længere tids hospitalsophold på grund af difteritis, og det satte ham bagud i forhold til hans klassekammerater. Han tilegnede sig en enorm boglig viden på egen hånd. Han fik et gratis ophold på Askov Højskole i vinteren 1948-1949, hvor han fik friplads mod at arbejde i køkkenet. Denne vinters lærdom kunne han stadig med begejstring fortælle os børn om over 60 år senere.
Min far skrev tusindvis af breve lige til det allersidste til en stor kreds af familiemedlemmer og til venner og forretningsforbindelser fra sit tidligere virke som boghandler. At skrive og at bruge sproget var for ham lige så livsnødvendigt som et åndedrag, og der kom bogstaveligt talt ord væltende ud fra ham.
Da mine søskende og jeg ryddede op efter mine forældre i deres lille hus i Skærbæk i Sønderjylland, fandt vi et helt overvældende antal arkiver over alt mellem himmel og jord, som han havde beskæftiget sig med.
Han var gennem hele sit liv meget optaget af at arkivere og registrere al den viden og skønhed, han kom i nærheden af, begyndende med en lille notesbog fra 1945, hvor over 200 musikstykker er noteret i alfabetisk rækkefølge: hvor det første registrerede stykke var ”Amélie Vals” af H.C. Lumbye og sluttende med nr. 253: ”Valse triste” af Sibelius.
Mine søskende og jeg fandt mindst 30 dagbøger med optegnelser fra de sidste 45-50 år, som vi desværre ikke fik gemt alle sammen. Heri var der korte registreringer over stort og småt for hver eneste dag i alle årene: hvem der havde været på besøg, hvem han og min mor selv havde besøgt, og hvem han havde fået opringninger fra. Optegnelser af de bøger, der blev læst i ugens løb, og hvilke musikstykker han havde hørt i radio eller fjernsyn. Det sidste var især vigtigt de sidste år af deres liv. Der var registreringer af modtagne gaver, og hvem han og min mor selv havde købt gaver til til jul. Registreringer af hans egen og min mors slægt og en masse egnshistorier fra den by, hvor vi voksede op: Højer. Dusinvis af albummer fra de rejser, som han og mor foretog – først med os børn og de sidste 30 år på egen hånd. Scrapbøger med udklip fra hans ungdom i Tønder Idrætsforening, som han var med til at stifte, og fra de rejser, familien foretog i vores barndom. Sirligt indklistrede billetter og adgangskort.
Et andet arkiv omfattede de taler, min far havde holdt i tidens løb – til konfirmationer, bryllupper, runde fødselsdage og andre mindedage. Selvom der ikke var andre, der havde lyst til at sige et par ord, stillede min far altid op. Der var også lange beskrivelser og lister over de forskellige sygdomme og dårligdomme, han kæmpede med i den sene alderdom, og arkiver med udklip om forskellige kost- og sundhedsråd.
Min far var også en eminent fortæller og en lige så god lytter, og han elskede at gå på opdagelse i andre mennesker og høre deres historier. Han lærte aldrig at blive dus med en computer og kunne derfor ikke surfe på nettet eller skrive en mail, endsige en sms.
Men fordelen ved det var, at hans egen hukommelse forblev intakt, og at han kunne øse af sine mange erindringer om mennesker og begivenheder i sit liv – husket knivskarpt og med mange detaljer. Han fik os børn til at tabe næse og mund, når han berettede om sit ophold som soldat i Wilhelmshaven i 1948 ,hvor oprydningen efter krigen stadig stod på. Han fortalte levende om, hvordan hans sergent blev rasende over, at min far var bange for at skyde med sit gevær, og at han gjorde sig så umulig, så han til sidst blev sat til at gøre tjeneste i feltkøkkenet, fordi han var ubrugelig som rekrut.
I forbindelse med sine aktiviteter i lokalområdet søgte min far gennem årene utrætteligt forskellige fonde og legater anonymt til personer, som han mente gjorde sig fortjent til en ekstra håndsrækning eller anerkendelse.
Så sent som nogle måneder før han døde, skaffede han et legat til et ægtepar, som har promoveret marsken og dens natur og historie gennem forskellige aktiviteter for både lokale og turister.
Alt dette fandt han tid til ud over at passe sin forretning og være far til fem børn, hvoraf en, min ældste bror, blev alvorligt psykisk syg som ung. Min brors sygdom gjorde, at min far var med til at starte lokalafdelinger i Landsforeningen Sind, og han kæmpede i det hele taget for, at der blev oprettet passende væresteder for psykisk syge i Sønderjylland. Samtidig deltog han i hyppige møder med min brors læger for at diskutere og følge hans behandling og medicinering.
Min far lavede dusinvis af fødselsdags-scrapbøger, hvor han i ord og humoristiske udklip fra blade og aviser hyldede fødselaren eller studenten, eller hvem der nu skulle fejres. Han var ekspert i hurtigt at fremstille en lille, personligt tilpasset fotobog tilegnet venner eller slægtninge. Til min søns etårsfødselsdag havde han tegnet forskellige elskede børnebogsfigurer og klippet dem ud og sat sammen på en stor plakat.
En af de mange kulturelle aktiviteter, der stod min fars hjerte meget nær, var sang. Sang i form af de klassiske sange fra Højskolesangbogen, ikke så meget viser eller popsange. Der blev sunget af Højskolesangbogen, når vi havde gæster og til fødselsdage og højtider. Men ofte også bare, når vi børn kom på besøg, og mine forældre trængte til at blive opmuntret. For min far hang teksten og melodien i den enkelte sang uløseligt sammen, og han elskede både Aakjærs jyske sange såvel som Grundtvigs salmer. Sammen med min mor oprettede han en sang- og litteraturkreds i først Brøns og senere hen Skærbæk for de lokale beboere, hvor formålet dels var at mødes for at synge de fælles sange, dels for at høre på forskellige indbudte foredragsholdere, der kom for at fortælle om lokalhistorie eller et eller andet kulturelt eller historisk tema. Igen med det talte ord eller skrevne ord i centrum.
Min bror kom på plejehjem i 2016, lammet af en hjerneblødning, der gjorde, at han blev lam i hele den ene side og mistede evnen til at tale. Min far gav min bror ture i kørestolen næsten lige til det sidste. På det tidspunkt var min far 90 år, men han organiserede som den største selvfølge oprydningen og udflytningen fra min brors andelsbolig og sørgede for, at hans møbler blev opmagasineret. Han pressede utrætteligt plejepersonalet for at sørge for, at min bror kom ud at køre i sin kørestol.
Efter min fars død fandt jeg forskellige notater, som kunne være grundlag for den begravelsestale, som jeg havde nået at fortælle ham, at jeg gerne ville holde. Med sin sædvanlige grundighed havde min far adskillige udklip og noter liggende parat til mig.
Det vigtigste var et lille citat om mødet, som jeg tog udgangspunkt i til mindehøjtideligheden: ”Gå altid på opdagelse i mødet med andre mennesker.” Et citat fra en bog om venskab af tidligere undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen. Dette korte citat gjorde et dybt indtryk på mig. Min far havde forstået, at man bliver lykkelig ved at leve for og gennem andre mennesker.