Prøv avisen

Min far i tidsløshedens rum

Tegning: Peter M. Jensen

VINDERKRONIK: Selv da min far begyndte at kende den tid, som alting er indrettet efter, var det, som om han havde grebet det forkert an. Det var, som om han var kommet dårligt fra start og var kommet skævt ind på det med tiden, skriver dagens kronikør

Jeg tror aldrig rigtig, min far har lært klokken. Jeg hører indimellem folk grine ad ham eller undertrykke en bebrejdende kommentar, når han i sidste øjeblik, og altid mere end en halv time for sent, træder ind ad døren. I løb, altid i løb, kommer han, for sådan er det, når man er kommet for sent fra start. Utallige gange har de ventende blikke kigget på uret, som gemte det en sandhed, de aldrig formåede at forstå. Hvad havde de forventet at finde?

Afventende og med et tilbageholdt åndedræt kigger de på min far, da han endelig træder ind ad døren. En dårlig undskyldning, et nedslået blik, i det mindste en forklaring? Han ser ikke deres ventende blikke, forstår dem tydeligvis ikke. Derfor smiler han. Hvad havde de forventet?

Min far har aldrig rigtig lært klokken. Han er godt selv klar over det. Han fortæller mig tit, hvordan han var en hel del ældre end stor, før han begyndte at komme ind på livet af tidens rungende takt og den evigt fremadskridende bevægelse. Når han nu bliver spurgt, hvad klokken er, har han lært at skæve til uret på den rigtige måde. Med en overbevisende stemme og en indøvet voksen mine har han lært at svare: "Klokken er tolv minutter over to". Helt præcist og uden nogen slinger i valsen. En upåklagelig tidsmæssig præcision.

Og så alligevel ikke. Selv da min far begyndte at kende den tid, som alting er indrettet efter, var det, som om han havde grebet det forkert an. Det var, som om han var kommet dårligt fra start og var kommet skævt ind på det. Jeg tror aldrig, der har eksisteret et mere upræcist væsen end min far. Jeg ser det i det små, og jeg ser, at det små udgør hele hans person. Jeg ser, at han er sat uden for tid. Han forstår sig ganske enkelt ikke på den.

Til gengæld kender han det rum, hvor der eksisterer en anden tid, og hvor tiden indimellem sættes i stå. Det er svært at tale om tiden i det rum. Nogen vil kalde det en forkert tid. Jeg synes mest, det er som en takt, der falder skævt, lidt for sent, og som afbryder menneskers tid.

Min far og jeg kalder tiden i det rum for tidsløsheden. Jeg tror, det er et ord, vi selv har opfundet. Det er nok ikke helt dækkende for, hvad vi mener. Tidsløsheden giver sjældent mening for andre end min far og mig. Jeg bebrejder dem det ikke. Hvordan skulle de kunne forstå noget, de aldrig har kendt?

Jeg var ikke ret gammel, da jeg fandt ud af, at vi delte den samme tid, min far og jeg. Jeg kan huske, hvordan jeg en dag blev ked af det, sådan som børn nogle gange gør. Det er ikke helt til at sige, hvorfor tårerne trådte frem, eller hvorfor jeg slugte de sidste ord, inden det hele blev for meget, og jeg løb ind på mit værelse. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan huske, hvordan jeg var ked af det på en knugende måde, der fik alting til at samle sig i et punkt inde i mig. Jeg var så ked af det, at jeg lod takten falde for sent og for første gang oplevede, at tiden stoppede.

Jeg husker, hvordan min far forstod det knugende punkt bedre end nogen anden. Jeg tror, han så sig selv i mig, da ordene blev slugt, og tiden gik i stå. Han fulgte efter mig, da jeg var forsvundet ind på mit værelse. Da jeg lå på gulvet og græd, lagde han sig ned ved siden af mig; først uden et ord, senere med en stemme, som forstod, hvad der var sket. Som den eneste kendte han den tid, jeg oplevede. Derfor formåede han at være der sammen med mig. Det var der, vi opfandt tidsløsheden sammen.

Min far fortæller altid historier. Jeg ved ikke, hvor han har hørt alle de historier. Nogle gange tænker jeg, at de må komme fra ham selv og fra hans oplevelser med tidsløsheden. En af de ting, der har sat sig fast i mig, er min fars historie om den døende kvinde. Om kvinden, der led af en dødelig sygdom, og som havde fået at vide af lægerne, at hun kun havde få uger tilbage at leve i. Da kvinden fik den besked, holdt hun op med at sove. Hun brugte al sin tid på at stirre på sekunderne for at få dem til at vare længst muligt. Med et intenst, fokuseret blik stirrede hun på viserne på det store ur, der hang på væggen i soveværelset. Hver dag kom kvindens mand og søn ind i værelset for at tale med hende. Altid var hun vågen og nærværende. Det var næsten ufatteligt. Kvinden lyttede, forstod og talte. Og alt imens trak hun sekunderne ud, til de ikke kunne strækkes længere og tiden til sidst sprængtes. Den døende kvinde havde lært at stoppe tiden. Ligesom min far og jeg kendte hun rummet, hvor tidsløsheden findes. På den måde levede hun i flere år. Lægerne forstod ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. Det var jo næsten ufatteligt.

Min far siger altid, at man ikke behøver vente på døden for at lære tidsløsheden at kende. Tidsløsheden findes alle vegne, og jeg kender ingen som min far, der er opmærksom på at se den. "I dag så jeg en blind mand med en meget lille dreng", fortæller min far og gør det klart, at han er begyndt på en af sine historier. "Manden og den meget lille dreng krydsede et fodgængerfelt på Nørre Farimagsgade. Manden var på alder med en bedstefar og helt blind. Han følte sig frem på tværs af de hvide striber med sin blindestok. I sin venstre hånd holdt han en meget lille hånd. Drengen var så lille, at manden var nødt til at bøje lidt i knæene for ikke at give slip. Sammen gik de over for grønt lys. Hvordan manden, der var blind, og drengen. der var alt for lille, vidste, at det var blevet grønt, er ikke til at forklare. Men de marcherede ubekymret over gaden, og drengen måtte tage mange små skridt for at følge med. Han havde røde krøller og meget klare øjne. Manden havde forsigtige bevægelser. Og der var kun de to. En kvinde så meget længe efter den blinde mand og barnet, der var alt for lille," fortsætter min far sin historie. "Det er selvfølgelig ikke til at sige, hvad kvinden tænkte, men hun lignede en, der syntes, at det var meget uansvarligt at lade en blind mand tage sig af et så lille barn."

Sådan tænker min far ikke. Jeg ved med mig selv, at da han så den blinde mand og drengen, der var for lille, så han tidsløsheden for sig. "Det allersmukkeste var," fortæller min far med et strejf af eftertænksomhed i øjnene. "at drengen var for lille til at forslå, at manden var blind. Mens de drejede rundt om hjørnet et helt almindeligt sted på Nørre Farimagsgade, efterlod de et næsten usynligt spor af ubetinget kærlighed. Det så ud, som om de var indrammet af et glimt af evighed. Det hele varede kun nogle få sekunder."

Historierne afslører ham. Min far, den tidsmæssige analfabet. Hvordan kan han være andet end fortabt i en verden, der er besat af tid?

Og alligevel bliver de ved med at vente på min far. De ventende blikke stirrer gang på gang på uret, indtil han kommer løbende ind af døren. Han smiler til dem, fordi han ikke forstår, at de ventede. Men da er det også lige meget, for nu er han kommet, min far, og de ventende glemmer helt tiden, der gik imellem.

Jeg har aldrig rigtig lært at forstå tiden. Det har min far heller ikke. Han har ikke sagt det højt til mig, men jeg ved, at vi er ens. På en måde opfandt vi tiden sammen. Vores egen tid vel at mærke. Den dag, han lagde sig ned på gulvet og trøstede mig, opdagede vi tidsløsheden. Lige siden har det ikke været muligt at slippe den. Ingen af os har siden fundet takten, tror jeg. Det er, som om takten stadig falder lidt skævt. Nu er det for sent for os begge.

Men netop fordi det er for sent, er der et håb for os. Det er uforklarligt, jeg ved det godt. Det er som med den døende kvinde, der levede i årevis. Det er ligesom det usynlige spor af ubetinget kærlighed og glimtet af evighed, der omgav den blinde mand og barnet, der var for lille. Ligesom dem fandt vi noget, der trådte i stedet for tiden. Vi fandt tidsløsheden, min far og jeg.

Rebekka Steinvig Poulsen er studerende ved RUC