”Buster skal have et godt hjem!”, sagde min far. Som noget af det sidste, inden han døde af kræft, 74 år.
Buster var hans sølvgrå skovkat. En ualmindeligt smuk kat. Majestætisk, muskuløs og yndefuld i ét. Men lige så smuk og indsmigrende den så ud, lige så kompliceret var den af sind. En djævel på sin måde. Den forgudede min far, tålte min mor, og afskyede resten. Spruttede og hvæste, men værst af alt kunne den nedstirre én med en stille knurren, der kom fra et dyb, man ønskede aldrig at møde. Den kunne se på én, så man følte sig ussel. Alligevel var det svært at lade være at række ud efter noget så smukt, men afvisningen kom prompte; en sviende lussing lige på hånden.
”Du er en skiderik, er du,” sagde min far så og ruskede kærligt katten i dens voluminøse kravetøj.
Jeg var ikke udpræget fan af min far i de år, jeg voksede op. Han var selv lidt af en skiderik. Lun, men også lunefuld. Ikke en far, man puttede sig ind til. Han var en rigtig arbejder. En patriark i hvid undertrøje og hvide JBS-underbukser med gylp. Han knoklede fra morgen til aften for at mætte os seks unger, som skulle spise op – ellers vankede der ingen dessert. Patriarken bandt vores skolebøger ind, men var aldrig med til forældremøder. Han lappede vores cykler med den ene hånd og langede røvfulde ud med den anden.
Men kom samfundets autoriteter og langede ud efter os med en korrigerende pegefinger, så stod han der. Tårnede sig op foran skolelæreren eller politibetjenten og korrigerede dem. Sagde autoriteterne ”No go”, så sagde min far ”Go!”. Han accepterede ikke klager fra naboerne, når de protesterede over de højlydte fester, de støjende knallerter, min brors hjemmeorkester. Han gik i brechen for sine børn akkurat som for vores katte. Når selvsamme naboer på vejen klagede over, at vores kat sked i deres sandkasser, sov i deres barnevogne, raserede deres fuglehuse i haven, trak min far på skuldrene: ”Katte er katte. De går deres egne veje.” I øvrigt var vores katte, ifølge ham, altid ”kongerne på vejen”. De var ikke alene kongerne over kvarterets andre katte – også over menneskene. Min fars yndlingsreplik og motto var: Folk med respekt for sig selv holder kun kat som kæledyr.
Selvom min far og jeg var fuldstændig på samme katte-kanal, så havde vi vores uoverensstemmelser: Jeg insisterede på at give mine katte navne. Han protesterede. Katte skulle ene og alene hedde Mis. Min far var fra landet og vokset op med, at katte er rovdyr, som man ikke personificerer med navne. Navngivningen fik jeg trumfet igennem, men mit ønske om kastration gjorde ham vild i øjnene: Aldrig fratage en kat sit instinkt, sine drifter! Men da jeg blev 18 og selv havde penge på lommen, meddelte jeg ham, at nu var det slut. Slut med at tage imod rædsler, der kom haltende henover græsplænen i morgendisen med flossede ører, kløer i ryggen og blodige rifter efter nattens territoriale kampe. Palle blev den første kat i vores hjem, der kom under (køns)kniven. På dagen gik min far hovedrystende og hvileløs rundt og lignede en, der selv var blevet kastreret. Han truede med, at Palle ville vågne op fra narkosen som Jack Nicholsons Randle P. McMurphy efter det hvide snit i filmen ”Gøgereden”. Altså som en grøntsag.
Da min far gik på efterløn, var det som at få en ny far. Det rå og rebelske sev ud af ham. Ligeså gjorde det lunefulde. Han var stadig ikke en far, man puttede sig ind til – men nu kunne man putte sig i hans blik, der udstrålede det, han var blevet: En blid og fri mand i balance med sig selv og sine omgivelser. En mand med sænkede parader og skuldre. Resultatet af en slags efterlønnens hvide snit – på den gode måde. Det var hyggeligt og trygt at blive hentet af ham på banegården, når jeg kom hjem på besøg – som regel med tømmermænd. Så sad vi der i hans pickup indhyllet i tobaksrøg og kørte 30-40 kilometer i timen. Samtalen mellem os var begrænset og uden overraskelser. Ingen spørgsmål om, hvordan det gik med studierne, med kæresterne, med arbejdet. Kun mig, der spurgte: ”Hvad laver Palle?”.
”Palle! Han er ved at ordne muldvarpeskuddene i baghaven.” Og jeg faldt helt ned. Forventede ikke mere. Det var det, jeg fik fra ham. Hvilket på en måde var nok: En følelse af, at verden trods alt, og muligvis i al fremtid, ville bestå.
Jeg var 34 og gravid den sommer, hvor det blev tydeligt, at alt ikke var, som det skulle være med min far. Hans evindelige renden på toilet. Vægttab. Nedsat appetit. Og den aften, hvor han ikke kunne drikke sin øl op, da vidste jeg, at den var gal. Dét sammen med hans heftige reaktion på en episode med Buster senere samme aften. Det var lykkedes Buster at slippe ud i verden og aftensolen uden opsyn. Buster var den første (og sidste) kat, der ikke måtte rende ude alene og slet ikke om natten! Min far var ude af sig selv af bekymring, for Buster var uerfaren udi livets realiteter: den store, befærdede vej. Andre dyr. Territorier. Min far rendte rastløst ud og ind hele den aften, mens han kæderøg, ledte og forsøgte at kalde Buster hjem. Først lige før midnat kom ”skiderikken” hjem. Men ikke alene. Han havde en rødstribet veninde med og inviterede hende ned i krattet uden for huset. Min far var oprørt. Ude af sig selv. Han rapporterede frustreret fra kratfronten: ”Rødhætten er helt pjattet og gør sig til. Lægger sig på ryggen, hvæser, spinder, hvæser... Nu kan de blive ved med det pjat i flere timer, du. Jeg kender katte!”.
Min fars reaktion havde været naturlig – hvis det havde været hans datter, der lå i krattet! Men sådan havde det aldrig været. Da jeg blev teenager, og nattens dufte trak i mine kønshormoner, ventede han ikke oppe eller gemte sig bag busken, når jeg med svømmende øjne kom slæbende hjem med et bytte i morgendisen. Dengang var devisen: ”Kan du selv finde ud – kan du også selv finde hjem.” Og hjemme sad han – hverken hvileløs eller hovedrystende, men rolig ved køkkenbordet med sin obligatoriske kop morgenkaffe og sin ”nikotinstang”. Og gned fødder – til stor forlystelse for vores kat, der lå på lur under bordet for at angribe de ”levende” tæer igen og igen. Uden ord, allerhøjst et høfligt (afmålt) nik, mellem mit bytte og min far viste jeg vej til mit hummer med skibsbriks. Her lød ingen formaninger eller frustrerede udbrud – som da han endelig lykkedes med at få Buster inden døre dén aften, hvor han låste døren forsvarligt og irettesatte Buster med glødende gloser, mens han fodrede ham med rejer.
I takt med at sygdommen åd sig mere og mere ind på min far og forandrede ham, forandredes hans og Busters samvær også. Han fik svært ved at spise, svært ved at holde på sit mundvand og kunne slet ikke tåle, når Buster ville ”hjælpe” ham med spisningen. Han kunne heller ikke have ham liggende tæt ind til sig længere, fordi det blev for varmt. Det gjorde ondt i hans krop, når Buster trampede rundt på ham for at få hans opmærksomhed. Min far jamrede og verfede ham væk, og Busters mjaven blev skinger og klagende. Det gjorde ondt at se og høre på.
Og så en dag i december var han væk, min far. ”Buster skal have et godt hjem,” var noget af det sidste, han sagde. Nogle måneder efter fik Buster sprøjten. Min mor kunne ikke have ham med længere. Og han var umulig at overdrage til andre – ”skiderikken”, som afskyede resten.
Min far nåede desværre ikke at møde min datter. Men jeg fortæller hende jævnligt, at folk med respekt for sig selv kun holder kat som kæledyr. Selvom både hun og jeg også er til hunde.
Hanne Korvig er journalist og forfatter