Efter fødslen blev jeg ramt af en overvældende angst

Efter fødslen havde min datter det godt. Selv følte jeg intet andet end en overvældende angst. Men ingen spurgte, hvordan jeg havde det efter fødslen, skriver Ida Sørud, som blev indlagt på psykiatrisk afdeling, da hendes datter var seks dage gammel

Ida Sørud
Ida Sørud.

DER VAR VÅDT PÅ LAGENET, da jeg vågnede den morgen. Det var en hed dag i juli, hvor vinden stod fuldkommen stille og varmen flimrede over den dampende asfalt. Vores hund lå på sin efterhånden faste plads i det lille stykke skygge i haven med tungen hængende langt ud af gabet. Der var otte dage til termin. Jeg havde haft en ukompliceret og forholdsvis nem graviditet, og jeg havde glædet mig til at blive mor. I hvert fald i begyndelsen.

Jo tættere jeg kom på terminsdato, jo mere ambivalent fik jeg det. I uge 35 blev jeg flyttet til Kendt Jordemoderordning, som den jordemoder, jeg havde haft indtil da, ikke var en del af. Jeg var ellers rigtig glad for min jordemoder, og vi havde snakket meget om min tidligere psykiske sårbarhed og om, hvordan jeg forholdt mig til den midt i ammepuder og slyngevugger.

I stedet blev jeg nu koblet på hele tre nye jordemødre. Jeg nåede at møde to af dem én gang, den sidste så jeg aldrig. Da jeg ringede til det nummer, jeg havde fået at vide, jeg skulle kontakte ved vandafgang eller de første veer, blev jeg informeret om, at der var sygdom i ordningen. Jeg kom derfor til at føde med en helt femte jordemoder, som heldigvis var både dygtig og sød, men som ikke kendte mig eller vidste noget om min historie.

Jeg havde fået tudet ørerne fulde af, hvordan førstegangsfødende altid gik over tid, så det kunne reelt set ikke være vandet, der var gået her otte dage før terminsdatoen. Det var vi for øvrigt overhovedet ikke klar til, for vi havde stadig håndværkere gående i vores hus, som var ved at blive renoveret, og baby havde slet ikke noget værelse endnu. Men vandet var altså gået. Af sted med os til en skøn cocktail af hindeløsning og igangsættelsestabletter. Natten til en tropevarm julimandag fødte jeg vores datter. Fødslen gik rigtig godt. Baby havde det rigtig godt. Alt var rigtig godt.

Bortset fra, at der var noget galt med mig.

Da jeg fik min datter op på brystet, følte jeg intet andet end en enorm og overvældende angst, som langsomt overtog hver en celle i min krop. Jeg forstod ikke, at hun var min, og ikke på den dér, hvor er jeg heldig, at hun faktisk er min-måde, men på en måde, som gjorde ondt. Jeg kunne ikke forstå, hun var min, og jeg ville ikke have, hun var min. Jeg kunne på ingen måde rumme, at jeg var blevet nogens mor. Jeg kunne umuligt have så stort et ansvar hængende på mig. Hvad havde jeg forestillet mig? Men jeg smilede og sagde ”nååårh”, det bedste jeg havde lært. For det var noget, jeg havde lært: Man skal være lykkelig, når man lige er blevet mor.

Vi var indlagt på barselsgangen i to døgn. Min datter blev målt, vejet, fik taget temperatur, tjekket sin afføring, blev stukket i hælen. Der var styr på det. Men på intet tidspunkt var der nogen, som spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg prøvede en enkelt gang at fortælle en sygeplejerske, at jeg ikke kunne sove. Det var helt normalt, ingen sov, når de lige var blevet forældre, smågrinede hun. Min kæreste sov nu udmærket, men jeg lå bare og stirrede på min datter for at holde øje med, at hun stadig trak vejret og ikke ændrede kulør. Eller også græd jeg, fordi mine brystvorter allerede var to åbne sår på grund af en amning, som ingen hjalp mig med. Jeg sov i hvert fald ikke. Og jeg fik det værre og værre.

Efter to dage på barselsgangen blev vi udskrevet, hvilket vil sige, at vi pakkede vores ting, gik op forbi personalestuen og sagde farvel. Ingen udskrivningssamtale, ingen spurgte os, om vi var klar til at tage hjem.

Derhjemme fortsatte jeg med ikke at sove og med at have galoperende angst 24 timer i døgnet. Der var ingenting, der gav mening for mig, og hvis jeg ikke kunne finde mening med livet, nu hvor jeg var blevet mor, så var der vel ingen mening med livet for mig. Jeg var tom og sort indeni. Jeg var sikker på, at jeg var ved at blive sindssyg, og hvad ville der ske, når jeg lige pludselig blev det? Tænk, hvis jeg kom til at gøre noget forfærdeligt, som aldrig kunne gøres om. Tankerne var så pinefulde, at jeg begyndte at spekulere på, om det ikke var bedst, at livet fik en afslutning nu.

GRUNDET HUSRENOVERINGEN tog vi hjem til mine forældre for at få lidt fred og ro. Her gik det ret hurtigt op for min mor, at noget var helt galt. Jeg sov stadig ikke. Vi prøvede at lave en løsning, hvor min datter sov inde hos min mor, så jeg kunne få hvilet. Min mor ville komme ind med hende, når hun skulle ammes. Jeg lignede en, der havde fået at vide, at jeg skulle skydes ved daggry, når min mor bankede lige så stille på døren og listede ind. ”Du må gerne tale til hende,” sagde min mor på et tidspunkt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde ingen ord.

Jeg prøvede at søge hjælp hos min sundhedsplejerske. Som selvfølgelig var på ferie. Jeg begyndte at gå fra huset. Jeg kunne ikke holde ud at være der, jeg ville bare væk. Jeg lånte min mors cykel og kørte op til Brugsen og købte cigaretter, som jeg kæderøg omme bag en busk. Jeg troede, det kunne få mig til at slappe lidt af. Jeg var efterhånden fuldstændig desperat og brød grædende sammen i min fars arme, da jeg kom hjem fra den tur.

Vi besluttede sammen, at jeg skulle ringe til psykiatrisk skadestue. Jeg forklarede situationen, så godt jeg nu kunne, og de ville gerne se mig. På psykiatrisk skadestue blev jeg modtaget af en meget sød sygeplejerske og en meget sød læge. De kunne se og høre, at jeg havde det skidt. Der var dog nok bare tale om, at der skulle laves nogen regler for min søvnhygiejne, så ingen iPad før sengetid. Jeg kunne desværre ikke få noget beroligende, fordi jeg ammede, men det andet tiltag ville helt sikkert også give den ønskede effekt. Jeg følte mig død indeni, da de sendte mig hjem igen. Jeg syntes, jeg skreg alt, hvad jeg kunne på hjælp, men der var ingen, som hørte mig.

To dage senere var jeg tilbage på psykiatrisk skadestue, og denne gang råbte jeg det højeste, jeg kunne. Det var heldigvis den samme læge, som med det samme kunne se, at min tilstand ikke var blevet bedre, tværtimod. Hun spurgte mig, hvad jeg gerne selv ville. ”Hvis jeg selv kan bestemme, så vil jeg gerne indlægges,” sagde jeg. Og det blev jeg. Uden min datter, som på det tidspunkt var seks dage gammel. Det kunne ikke lade sig gøre, for ”psykiatrisk afdeling er ikke et sted for børn”, fik jeg at vide. Så jeg, hendes mor, skulle nu være et sted, som ikke var egnet til en baby. Det måtte betyde, at jeg ikke var egnet til hende, at jeg ikke var egnet til at være hendes mor. Jeg var i stykker.

Efter syv uger der blev jeg udskrevet. På det tidspunkt var min datter knap to måneder gammel. Hendes far og mine superheltinde-veninder havde passet fantastisk godt på hende, og jeg havde set hende stort set hver dag, men den tid får jeg aldrig tilbage. Jeg ved ikke, om noget kunne have været undgået, om vi kunne have fået en mere almindelig start på vores familieliv. Uanset hvad ville jeg ønske, at nogen havde spurgt, hvordan jeg havde det.

I DAG ER FLORA 14 måneder gammel og trives i bedste velgående. Jeg er begyndt at arbejde igen, og hverdagen har taget form efter det berømte hamsterhjul. Når jeg ser tilbage på alt det, der skete for lidt over et år siden, er det både med sorg og en mærkelig form for taknemmelighed. Nogle dage er jeg ved at blive ædt op af dårlig samvittighed over for mit lille barn, som er det sødeste og gladeste, der findes. Hvordan kunne jeg forlade hende? Andre dage forholder jeg mig til, at det på det tidspunkt var min virkelighed. Jeg var syg, og det kunne jeg ikke gøre for.

Jeg er glad for, at jeg formåede at gøre noget for at få det bedre, så jeg i dag kan være mor for min Flora. For det kan jeg nu. Jeg er faktisk en rigtig god mor, selvom min hjerne en gang imellem stadig tager et sving ind i mørket.