Det var en helt almindelig fødselsdag på en hverdag. Den 24. maj. Jeg havde drukket morgenkaffe med min søn og min kæreste. Min mor plejer at ringe og ønske tillykke i løbet af aftenen. Sidst på dagen cyklede jeg til byen for at ordne nogle indkøb. Det var fint vejr, og jeg besluttede mig for at købe en fødselsdagsgave til mig selv – en kjole, jeg havde kigget på et par gange. Jeg snakkede lidt om det fine vejr med ekspedienten og kørte hjemad, tilfreds med mit indkøb. Jeg havde aftalt med min søn, at vi skulle spise sushi om aftenen, så jeg stoppede ved vores japanske sushibutik i Classensgade, bestilte takeaway og satte mig til at vente.
Min telefon havde været slukket i nogle timer, så jeg tjekkede, om der lå beskeder. Det gjorde der. Der var både opringninger og sms’er fra min søster. Min mor var blevet dårlig sent om eftermiddagen, og var blevet fundet livløs og bragt til Hillerød Sygehus. Det så ikke ud til, at der kunne stilles noget op. Mine to søstre var hos hende.
Køreturen til sygehuset var tung og lang. Min kæreste kørte, og vi talte ikke meget undervejs. Vi for vild i skiltningen, men jeg fandt min søster på en af hospitalsgangene. Det var sket, fortalte hun. Min mor var død for et kvarter siden.
På hospitalsstuen lå min mor på siden i en lidt forvreden stilling i hospi-talstøj. Hun så endnu mindre ud end normalt. Jeg blev overvældet af både sorg om omsorg. Hun var stadig varm, og når jeg kiggede på hende fra den ene side, så det ud, som om hun bare lå og sov. Samtidig fornemmede jeg, at hun ikke var der længere. Jeg græd. Både over tabet, og forbi jeg ikke havde været der i det øjeblik, hun slap vores verden. Det drejede sig kun om et kvarter, og jeg havde ikke været der til at holde hende i hånden, trøste, sige tak og tage afsked. Jeg havde købt kjole og sushi.
På en lille strimmel på væggen stod min mors navn. Hun var i al hast blevet oprettet som patient, men hendes navn var ikke, som hun ville have ønsket det. Min mor var blevet skilt fra min far og anvendte ikke længere hans efternavn, men kun sit eget. Men nu var det hans navn, der stod der.
Vi sad i et par timer ved min mors seng. Jeg havde en klar fornemmelse af, at hun ikke længere var til stede. Da mine søstre var gået, klippede jeg en lille tot af hendes hår. Det er sølvgråt og stadig med mørke hår, som det var engang. Nu var min mor blevet helt kold. Jeg kyssede hende en sidste gang til farvel, og så kørte vi hjem.
Efter et par dage mødtes min ene søster og jeg hos bedemanden, som var en kvinde. Situationen er praktisk og besynderlig. Vi blev præsenteret for et kistekatalog og mange dyre tilkøbsmuligheder i form af kors og ornamentik til kisten. Jeg tænkte på min mor og på, hvad hun ville have ønsket, hun ville have kigget efter, om de havde noget på tilbud.
Når man var ude at handle med hende, snusede hun altid rundt ved køle- diskene for at se, om der skulle være noget til en god slagpris, og hun fik sin helt almindelige folkepension til at slå til i en sådan grad, at jeg havde foreslået hende at skrive en bog om husholdning på små budgetter. Vi fik den billigste kiste til min mor. Hvid og uden dikkedarer. Vi havde det tøj med, som min mor skulle have på, og vi havde breve og ting, som hun skulle have med i kisten.
Så var der mødet med præsten, hvor vi skulle planlægge bisættelsen. Vi holdt mødet i mit sommerhus, men præsten blev forsinket, og da han dukkede op, fortalte han, at han var kommet til at køre en ræv over, og at han havde været nødt til at aflive den. Desværre havde han også set, at ræven havde unger, der lå og gemte sig i krattet. Nu skulle de klare sig uden deres mor.
Da jeg talte i telefon med præsten tidligere på ugen for at aftale mødet, havde han sluttet af med at spørge, om han måtte bede en bøn for min mor. Det sagde jeg ja til og blev overrasket over, at han satte i gang med det samme og sluttede af med amen. Det føltes på en gang både fremmed og rigtigt at blive favnet af en professionel sjælesørger, også selvom jeg er en almindelig kulturkristen. Det var min mor også, så vi blev enige med præsten om nogle salmer, sange og ord, der tog nogenlunde højde for det hele.
Min mor havde skrevet en lille fødselsdagshilsen til mig og havde forberedt en konvolut med 500 kroner, som jeg selv skulle købe en gave for. Konvolutten fik jeg et par dage efter min mors død, som en hilsen, der skar igennem tiden.
Kirken blev fyldt op af familie og venner. Det var dejligt at se. Og der var blomster og solskin.
Sorgen lå som en tung klangbund, og tårer og gråd kom i ukontrollable bølger. Vi reagerede meget forskelligt, og jeg græd meget. Mødet med familiemedlemmer udløste følelser, og salmerne fik det næsten til at sortne. Præsten kløjes i min mors navn og kaldte hende i starten for Lone, selvom hun hed Bjørda. Det udløste let fnisen … en fejl, der ikke må ske, men som samtidig gør det til at holde ud.
Dagen før var jeg stået tidligt op for at plukke blomster. Jeg havde fra vejen set en mark med de smukkeste vilde blomster i lilla og røde farver, som ville passe til bordene ved det gravøl, vi inviterede til i min mors gamle roklub. Min mor elskede vilde blomster, og hendes have var et vildnis af de smukkeste vilde sorter.
Da rustvognen kørte fra kirken med min mor, var det værste overstået. Det var helt tydeligt. Vi krammede hinanden og fandt vej hen til gravøllet. Der var en respektfuld, men også munter stemning. Der blev både grinet og grædt, og mange minder blev vendt i mødet med fætre, kusiner og tanter, som jeg ikke havde set længe.
Herefter fulgte rydning og salg af min mors hus. Min mor havde forberedt sig og havde allerede påbegyndt sortering og oprydning. Hun var sej og uromantisk og havde turdet tænke på, at det gik den vej. Blandt de efterladte ting fandt jeg nogle billeder af min mor sammen med min mormor. Min mor er omkring tre år. Det er et kontaktark med 40 billeder. Min mor hænger om halsen på sin mor. De griner, kysser, kæler. Det er dna-kæden, før jeg blev en del af den, og det er rørende at se uredigeret, hvordan min mor elskede sin mor, før jeg overhovedet kom ind i billedet og fik en mor at elske. Og jeg tænkte på den dag, min mor mistede sin mor.
Nu er det et år siden, min mor døde. Sorgen virker fortyndet, men er der stadig sammen med savnet. Min mor var gammel nok til at dø, men jeg følte mig ikke gammel nok til at miste hende.
Det er ikke let at finde et sted til sorgen, og der ligger et ufortalt krav om, at vi, der mister vores forældre på en helt naturlig måde, bør komme hurtigt videre. Men det kan vi ikke alle sammen. Og det tror jeg heller ikke vi skal. Men jeg tænker, at vi snarere skal forberede os på det at miste og på døden – ved at lade begge dele være mere til stede i livet. Engang var sørgebind en del af gadebilledet, og i nogle lande er der en årlig fest for de døde.
Sorgen bliver mindre med tiden og forplanter sig som en styrke. Livet bliver mere kostbart. At jeg mistede min mor på min fødselsdag, er blevet en evig påmindelse om at leve livet, mens jeg har det. Og jeg tager tilløb til at fejre både livet og døden på denne dag.