Min mor døde ikke af kræft, hun døde af sult. Lige midt i det danske sundhedsvæsen

Mens sundhedspersonalet havde øjnene rettet mod min mors kræftsygdom, overså de en væsentlig bivirkning, som behandlingen kan medføre. Sult. Og det kostede hende livet. Lige midt i det danske sundhedsvæsen

Min mor døde ikke af kræft, hun døde af sult. Lige midt i det danske sundhedsvæsen
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Den 10. februar ville min mor være blevet 70 år. Men så langt nåede hun desværre ikke. Hun døde for to år siden efter et længere sygdomsforløb. Da diagnosen blev stillet, var vi optimistiske. ”Vi ved, hvad du fejler. Og vi ved, hvordan vi behandler det,” sagde lægerne. Desværre blev optimismen erstattet af afmagt og i sidste ende et dødsfald, som måske kunne være undgået.

I de seneste uger er jeg vågnet om morgenen med en kvælende tyngde i brystet. Jeg har genoplevet sorgen, som for to år siden indtog hele mit væsen og fyldte mig med afmagt. En sorg, som nu er blevet en del af mig, og som jeg stadig kæmper med.

Og godt nok er sorgen blevet mere tålelig. Den fylder ikke helt så meget som tidligere. Men den er der. Hver dag. Og sammen med sorgen føler jeg en tiltagende vrede. En vrede, jeg i tiden efter min mors sidste udånding ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med. For hvad er sorg over det tabte, som godt nok er modbydeligt hårdt, men dog en del af livet? Og hvad er en retmæssig vrede over et uretfærdigt forløb i det danske sundhedsvæsen? Og hvad nytter den vrede overhovedet, når det tragiske allerede er sket og ikke kan gøres om?

I den periode, min mor var syg, var jeg ved hendes side til de fleste samtaler og behandlinger. Vi blev nødtvungent fortrolige med hospitalets kringlede gange ned til kemo-stuen, til operationsgangen og til opvågningen. Og i sidste ende desværre også stamgæster på en sengeafdeling med svingdør.

Vi mødte et adræt og i første omgang forstående sundhedsfagligt personale. Klare meldinger og gode udsigter til helbredelse. Min mor gik rank og optimistisk ind i behandlingerne.

Og det gik godt. Behandlingerne bar frugt, og kræften svandt. Faktisk var den efter endt kemobehandling og operation ikke længere synlig for det blotte øje. Og vi regnede med en raskmelding i løbet af et halvt år.

Men i stedet for igen at springe ud i livets glæder efter den sidste kemo-behandling gik det pludselig den forkerte vej for min mor. Og ingen kunne fortælle os hvorfor.

Min mor tabte sig i løbet af få måneder omkring 25 kilo, og livsmodet svandt. Lægerne blev ved med at recitere, at det jo er normalt at have kvalme, når man har fået kemo. Og de mente, at det vigtigste var, at hun fik nok proteinberiget mad at spise. Hvorfor jeg tilførte rigelige mængder proteinpulver i den grød, min mor kæmpede med at holde nede. ”Men jeg har ikke kvalme,” forklarede min mor på daglig basis under de mange indlæggelser, ”men jeg kan bare ikke holde maden i mig.”

Kræftlægerne kløede sig i håret, kiggede på tallene og undrede sig. Min mor røg ind og ud af sengeafdelingen på hospitalet gennem flere måneder. Og min energiske og sejlivede mor kom på meget kort tid til at ligne et meget gammelt menneske. De manglende kilo tog humøret og overskuddet fra hende. Og hun havde brug for kontrol over de få ting, hun efterhånden selv kunne kontrollere. Og plejepersonalet ændrede deres væremåde over for hende. De så ikke længere den seje og stærke kvinde, der var trådt ind ad døren et halvt år forinden, og som med overskud havde taget imod de ellers opslidende behandlinger. De så en træt og gammel kone, som var svær at nå ind til. Og det tolkede de som en uhensigtsmæssig adfærd, selvom min mor forsøgte at forklare, at det skyldtes den konstante trang til at kaste op, da maden død og pine ville op – og ikke ned. Selv den mindste dråbe vand kom op igen. ”Det føles som at være konstant søsyg eller have voldsomme tømmermænd fra morgen til aften,” fortalte hun mig.

”Nu må du tage ansvar for dit sygdomsforløb,” lød det fra plejepersonalet, da de en formiddag jog hende ud af hospitalssengen for at gå på trapper. Dette var blot få uger før, min mor og hendes krop sagde endeligt stop, og hun kunne knap stå på benene. Da jeg kom forbi i min frokostpause, forklarede en sygeplejerske til mig, hen over hovedet på min mor, at de altså var nødt til at insistere på, at hun begyndte at tage lidt ansvar og komme ud af sengen, ellers kunne hun jo ikke blive rask. ”Jeg er altså lige her,” sagde min mor i protest over at blive ignoreret, ”og jeg er hverken døv eller dement. Men jeg har ingen kræfter tilbage.”

Vi klagede i desperation over den længerevarende dårlige behandling og italesatte, at de ikke lyttede til hende. Og det resulterede desværre i, at plejen af min mor efterfølgende blev holdt til et minimum. Derefter insisterede vi på at få de specialister, min mor tidligere havde mødt, til igen at kigge hendes papirer igennem, da der var noget, der ikke stemte. Hvorfor tabte hun sig så voldsomt, når kræfttallet var minimalt? Og hvorfor kunne hun ikke holde noget i sig?

Da specialisterne endelig kiggede med de tværfaglige briller, fandt de hurtigt årsagen til, at min mor tabte sig så voldsomt. Og de forklarede, at det kunne der gøres noget ved. Men det skulle vise sig at være for sent.

Og i stedet for at hjælpe min mor i den korte tid, hun havde tilbage, blev hun sendt til et andet hospital for at lære at give sig selv sondemad. ”Så kan du snart komme hjem igen,” sagde plejepersonalet, da hun udmattet blev kørt af sted med liggende transport. Men da min mor ankom til det nye hospital, stirrede de ansatte vantro på hende, da hun fortalte, at hun skulle oplæres i at give sig selv mad. For de kunne tydeligt se, at hun ikke havde langt igen.

En omsorgsfuld sygeplejerske kiggede min mor dybt i øjnene og sagde, at det eneste, det nu handlede om, var, at min mor skulle have det så godt som muligt og nyde den sidste tid sammen med dem, hun holdt af. Og for første gang i mange måneder kunne min mor sænke skuldrene og slappe af. Og det gav hende rum til at forstå og acceptere, hvad der var ved at ske. Hendes krop kunne ikke mere, hun kunne ikke mere. Energien og gejsten var væk. Udmattelsen og de manglende kilo gjorde hende ukampdygtig. Og hun kapitulerede.

Min mors sygdomsforløb er ikke et typisk forløb, når man sammenligner med andre med den samme sygdom. Prognoserne og den egentlige sygdom burde have givet hende to-tre år mere. Mindst. Men en væsentlig bivirkning blev opdaget alt, alt for sent, og det gjorde det umuligt for hende at overleve.

Men hvorfor opdagede sundhedsvæsenet ikke i tide, at min mor sultede? Hvorfor hørte de ikke på hende? Og hvorfor blev der først kigget i min mors papirer med et tværfagligt blik, da vi desperat og højlydt bankede i bordet?

Så ud over sorgen og afmagten har jeg nu også fået vreden som følgesvend. Vreden over, at min mor måske kunne have levet endnu, hvis ikke sundhedsvæsenet havde fejlbehandlet hende de sidste måneder af hendes liv. Over at have mistet min mor og mine børns elskede mormor alt for tidligt. Og jeg er vred over, at jeg ikke har noget sted at rette min vrede hen.

Personalet så ikke det fulde billede i min mors sygdom. Mens de havde øjnene rettet mod kræften, som umiddelbart var under kontrol, overså de en væsentlig bivirkning, som behandlingen kan medføre. Og det kostede hende livet. Det kan ikke gøres om.

Min mor døde ikke af kræft, hun døde af sult. Lige midt i det danske sundhedsvæsen.