Min mor græder, hun er blevet syg af kræft. Og ellers græder min mor aldrig. Vi sidder så tæt i sofaen, at jeg får kvalme helt ud i kæberne. Jeg får lyst til at rejse mig for at forlade stuen. Det er svært at være fem personer i en sofa, uden at røre ved hinanden. Min mor og far blev skilt for et halvt år siden, men her i sofaen sidder de ved siden af hinanden.
Ved siden af dem sidder jeg og mine to yngre søskende. Vi fem er nogle af de eneste, der kender den skrøbelige kærlighed i vores familie. Jeg har en gang imellem har grædt over den. Vi siger det aldrig: Jeg elsker dig. Nu skal vi sige det tit for at komme igennem dagene. Vi har øvet os i ikke længere at være en familie, men når nogen bliver syge, er familien det vigtigste at holde fast i.
Jeg ønsker at kunne brænde hele sofascenen på et bål. Jeg kan ikke huske, hvad nogen af os sagde dér i sofaen. Om vi overhovedet sagde noget. Jeg kiggede bare på min mors store mørke krøller, der bevogtede hendes slanke ansigt.
Mammakirurgisk på Herlev er fyldt med kvinder uden hår. Min mor har store kastanjefarvede krøller, de falder ned over hendes skuldre og ryg. Hendes krystalblå øjne ligner mine, det er det eneste ved os, der ligner hinanden.
Jeg er med min mor til samtale hos kræftlægerne. På min fødselsdag skal hun have sprøjtet radioaktivt sporstof ind i sig, dagen efter skal hun opereres. Alt på hospitalet er hvidt.
Jeg er bange, siger min mor til lægen uden at se på mig. Hun tør ikke. Jeg tvinger hende til at se på mig, imens hun snakker videre. Imens hun fortæller, at hun er inderligt bange for, at de nærmeste omkring hende vil forlade hende, fordi det i længden vil blive for hårdt at være tæt på hende. At hun godt forstår, hvis de forsvinder. Jeg tænker på bølgerne i havet, imens hun snakker. Det gør jeg tit. Der er uendelige bølger i havet, jeg har tit brug for at tænke på noget uendeligt. Jeg giver min mors hånd et klem, da vi forlader Mammakirurgisk.
Vi er på Sicilien for at være sammen. Min mor og jeg og mine to søskende. Når vi kommer hjem, skal hun starte i kemobehandling. Min mor snakker i telefon med sine veninder og sin kæreste. Hun kan ikke slappe af.
Undskyld, siger hun med et hævet og nøgent ansigt. Det er okay, siger jeg og smiler. Min mor har nok at græde over selv. Vandet i havet er gennemsigtigt. Jeg betragter hende glide lydløst igennem det, som en skarp pil igennem et vindstille landskab. Flokkene af farvede fisk spreder sig til alle sider for min mor.
Hendes slanke solbrune krop glimter i de solstråler, der er trængt igennem vandets overflade. Havet kan kurere noget inden i os bare ved at røre ved os. Fjerne lidt af smerten i vores hjerter.
Min mor skriver i sin lille røde notesbog. Jeg læser i den. Hun skriver, at hun har mareridt om, at kræften æder hende indefra som små sultne insekter, inden hun når at vågne igen. Hvordan hun vågner hver nat badet i tårer og sved. Hun skriver, at hun ikke vil dø. At hun aldrig vil være et sted uden os, sine tre børn. Hun skriver, at hun har været i kirke og snakket med en præst. Min mor går ellers aldrig i kirke, ingen af os er døbt. Hun skriver, hvordan hun bruger alle sine kræfter på ikke at bryde sammen, når hun er sammen med os. Hvordan hun går i stå hvert minut. Glemmer, hvad vi snakker om, glemmer at kigge sig for over vejen. Glemmer, at vi er der.
Og så skriver hun: Jeg drømmer om at plante en sølvpil og se den gro, så jeg en dag kan nyde solens og vindens spil i bladene. Det er først, når jeg læser dét, at jeg ikke kan lade være med at græde.
Min mor kommer gående ned ad Istedgade med sine store kastanjebrune krøller dansende om sit ansigt. Ingen er som min mor. Hun ligner, hvad jeg i hvert fald tænker på, når jeg tænker på, en engel. Det er også vingerne, der gør det. Med dem flyver hun højt over byens tage for at finde ro, når hun er bange. Hun går imod mig i en blå kjole. Solbrillerne sidder i hendes løvehår. Der er ikke andre end os på gaden der ved, at i morgen skal vi barbere hende skaldet. Det bliver mærkeligt, siger min mor til mig, imens vi går. Septembersolen skinner på os gennem bløde skyer. Ja, siger jeg.
Jeg spiser æbler fra et af de mange æbletræer i baghaven hos min mors bedste venner. Æblerne sprøjter, når jeg bider i skrællen. Min mor sidder på en stol i haven og kigger på sig selv i det store spejl, som vi har pillet ned fra væggen i gangen og båret med udenfor. Vi har stillet det i græsset. Hun reder fingrene igennem sit hår. Jeg stiller mig bag hende, og vi får øjenkontakt i spejlet. Hun smiler til mig. Hvis jeg ikke vidste det, ville jeg ikke kunne se, at hun var syg.
Med en barbermaskine karseklipper vi hende, så skal hun ikke tabe håret selv. Tykke brune lokker falder ned i græsset.Hun ligner ikke sig selv mere. Hun ligner bare en anden. Vi går ned ad vejen til Amager Strandpark. Kniber øjnene sammen, når vi snakker til hinanden på grund af solen. Der er mange mennesker. Ved vandet tager vi vores tøj af og lægger det på stenene for enden af badebroen. Min mors bryster er store og flotte og ligner næsten sig selv. Et ar løber nu hen over det ene bryst. Jeg falder tungt igennem det mørke vand og hører kun min egen hjertebanken. Over vandoverfladen griner vi til hinanden. På badebroen snakker min mor i telefon med sin kæreste, der er i Toscana. Hun fortæller ham, at i dag har hun kun grædt lidt.
Jeg sidder på en hospitalsstol på Herlev ved siden af min mor. Flydende rød kemo løber gennem slangerne og gennem nålen i hendes hånd og ind i hendes årer. Måske er hun faldet i søvn, hendes øjne er lukkede og munden åben. Tørklædet om hendes hoved er gået op. I morges hjalp jeg hende med at binde det. Hun valgte et lyst i silke, fordi det matchede hendes cremefarvede læderjakke. Min mor vågner i stolen, fordi kemoen river hende i næsen. Jeg henter et stykke chokolade til hende fra et rullebord. I dag må du godt, siger jeg og pakker stykket ud for hende.
I min mors stue ligger hun på en daybed i bambus. Et uldtæppe dækker hende, så kun skuldrene og et skaldet hoved stikker frem. Hun har stadig sine øjenvipper og bryn. Hun er smuk, som hun ligger dér og sover. Hun er bleg af kvalmen. Kemoen skal redde min mor, men jeg har lyst til at brække mig over den, fordi den gør hende skidt tilpas.
Ved Klampenborg Galopbane sidder vi på bænke og har spillet på en vinderhest. Min mor er pakket ind i sin lyseblå uldhue og en sweater i samme farve. Vinden blæser mit lyse hår ind foran mit ansigt. Min søsters mørke hår blæser også ind foran hendes. Vi går helt hen til stakittet, hvor hestene galopperer forbi os. Min mor sidder stadig på bænken, jeg har vendt mig om for at se på hende. Holde øje med, om hun holder øje med os. Jeg vinker til hende. Hun vinker tilbage. Hun er sunket en smule sammen, dér på bænken mellem alle mulige andre folk.
Min mor kommer gående imod min søster og mig, der står og blunder i solen. Træerne rager op på hver side af hende. Jeg får lyst til at rive solen og træerne itu. Mine smukke piger, siger min mor. Hun føler sig så forfærdeligt grim, siger hun og kører hånden hen over huen uden på sit skaldede hoved.
Hjemme i sin stue falder hun i søvn på sin daybed. Jeg har rykket den hen foran den åbne terrassedør, så det sidste af septembersolen kan varme hende i ansigtet. Hun har lagt sin hue på gulvet ved siden af sig. Jeg lægger uldtæppet over hende og sætter mig i sofaen. Min mor trækker vejret tungt og roligt nu. Hun har fået en smule farve i kinderne efter i dag. Jeg lukker mine øjne for en stund i sofaen. Jeg lytter bare.