Min mor var fuld af liv. Så fik hun en hjerneblødning

Min mor er hjerneskadet og har nu været det i seks år. Hver dag er en kamp. Alligevel er hun et af de stærkeste menne- sker, jeg kender. Ved siden af hende går min far. Rolig, tålmodig og trofast. Dem beundrer jeg, skriver årets vinder af kronikkonkurrencen

"Hvis du går forbi hende, lægger du nok ikke mærke til, at hun er anderledes. At der i de mørkeblå øjne gemmer sig dyb koncentration for at være frisk, aktiv og for ikke at gå ind i ting, der for hende kommer som ud af det blå på vejen. At den halvusynlige mørkeblå badge på jakken viser en sandhed, som man ved første øjekast ikke lægger mærke til," skriver vinderen af årets kronikkonkurrence Martha Marie Schøler Christensen. Foto: Johnny Møller/criate.dk
"Hvis du går forbi hende, lægger du nok ikke mærke til, at hun er anderledes. At der i de mørkeblå øjne gemmer sig dyb koncentration for at være frisk, aktiv og for ikke at gå ind i ting, der for hende kommer som ud af det blå på vejen. At den halvusynlige mørkeblå badge på jakken viser en sandhed, som man ved første øjekast ikke lægger mærke til," skriver vinderen af årets kronikkonkurrence Martha Marie Schøler Christensen. Foto: Johnny Møller/criate.dk

En lang sort jakke. En lille badge, som ingen bider særligt mærke i, men måske burde. Halvlangt hår i blandede rødbrune og grå farver. Et mildt smil og et par briller fikst placeret på næseryggen med et par lysende mørkeblå øjne skinnende igennem.

Hvis du går forbi hende, lægger du nok ikke mærke til, at hun er anderledes. At der i de mørkeblå øjne gemmer sig dyb koncentration for at være frisk, aktiv og for ikke at gå ind i ting, der for hende kommer som ud af det blå på vejen. At den halvusynlige mørkeblå badge på jakken viser en sandhed, som man ved første øjekast ikke lægger mærke til.

Min mor er hjerneskadet og har nu været det i snart seks år. Hver dag er en kamp, der skal kæmpes. Alligevel er hun et af de stærkeste mennesker, jeg kender. Ved siden af hende gennem alt går min far. Rolig, tålmodig og trofast. Han går på hendes højre side, den side, hvor hun ved hjerneblødningen blev blind. Han støtter hende, så hun ikke falder, og skærmer alt, hvad der skulle komme af forhindringer fra højre side.

Siden hjerneblødningen i 2014 er det blevet ekstra tydeligt, hvor meget mine forældre har brug for hinanden. Sammen går de hen over bump, gennem små skove og forbi de omkringliggende huse.

Artiklen fortsætter under annoncen

I 2014, en uge efter en flytning fra København til Herning, blev min mor ramt af en voldsom hjerneblødning og sendt direkte på Aarhus Universitetshospital, hvor hun efter en avanceret operation i det ramte område blev lagt i koma i 19 dage. På det tidspunkt var jeg 10 år og var lige startet i 4. klasse på en ny skole i en ny by. Mine brødre var startet i 0. klasse og 7. klasse. Og vi var mildt sagt skrækslagne.

Vores mor, som normalt var så stærk, frisk og fuld af liv, lå 86 kilometer væk fra os og svævede mellem liv og død, og der var intet, vi kunne gøre. Dengang tænkte jeg ikke særligt over, hvor godt min far tacklede hele denne vanskelige situation, men i dag er jeg taknemmelig for, hvordan han gjorde det. Gennem hele forløbet var han ekstremt dygtig til at gå på en hårfin balance mellem at have følelserne fuldstændig uden på tøjet og samtidig prøve at få en nogenlunde normal hverdag til at køre for os. Og jeg tror ikke, at vi kunne have været noget af det foruden.

Da min mor vågnede efter 19 dage i koma, skulle hun genoptrænes på Hammel Neurocenter. Hun var komplet afkræftet og skulle genoptrænes i absolut alting. Jeg var der for at besøge hende en af de første dage. Jeg kan huske, hvordan det så ud inde på hendes værelse. Jeg kan huske, at min far og jeg spillede Trivial Pursuit med hende, mens hun lå ned i sengen og svarede på spørgsmål.

Hun kunne ikke andet end at ligge ned, men bare det, at vi faktisk var i stand til at spille med hende, var en velsignelse. Jeg kan også huske, hvordan jeg så til, mens personale kom ind og hjalp hende med at kunne sidde op igen. Først med støtte, senere selv. Så kunne hun sidde i en kørestol, skrive sit eget navn med blyant, og en dag så vi stolt til, mens hun helt uden støtte kunne gå igen. Hun kom sig med raketfart, fik vi at vide, og selvom hele genoptræningsprocessen var noget voldsom at overvære, kan jeg huske, hvor utroligt stolt jeg var af hende, og hvor sej jeg syntes hun var.

Efter seks uger på Hammel Neurocenter fik min mor omsider lov til at komme hjem igen, men selvom det nu er næsten seks år siden, er det hele langtfra ved det gamle igen. Hovedet tænker klart og normalt, men sygdommens følger viser stadig sit stygge ansigt frem hver eneste dag og tærer på energien, synet, overskuddet og kræfterne. Og med det kommer sorgen, som nogle dage mere end andre hænger som en sky over vores hoveder og regner ned på os med tanker om, hvordan det kunne have set ud, og hvad vi kunne have gjort, og hvor meget der nu er anderledes.

Min far fortalte mig engang, hvordan han har fået forklaret sorgen som et hus. Et hus med mange forskellige rum. Det tror jeg, at vores hus er. Et sorgens hus. Og selvom det måske ikke ligefrem lyder som drømmevillaen, tror jeg, at det er helt fint. Nogle af rummene handler om at græde, at glemme eller huske. Nogle rum handler om at komme videre, mens andre rum trækker en tilbage til virkeligheden. Tilsammen danner disse rum og mange flere et hus. Et hjem.

Alle har yndlingsrum i huset, og nogle bruger vi mere tid i end andre. Men jeg tror, at det er vigtigt at huske, at alle rummene er vigtige og skal besøges af alle en gang imellem. På det punkt beundrer jeg mine forældre, der støttende sig til hinanden håndterer de forskellige rum i Sorgens Hus utrolig godt.

I det hele taget synes jeg, at mine forældre, samtidig med at de gør plads til de svære og mere vanskelige dage, er utroligt gode til at holde humøret oppe på trods af vores situation. Små glæder som forårsspirer ude i haven, en helt normal solnedgang, fuglefløjt og stilheden, der en sjælden gang imellem hersker i vores kvarter i Tjørring, bliver ekstra smukke.

Også troen på Jesus er med til at give glæde og varme. Aftenbøn, andagt og salmesang er en del af den daglige rutine, og det, at dette bliver prioriteret så højt på trods af den lave energi, er for mig beundringsværdigt og hjælper os alle fem med at huske på, at vi har en tro og et håb, som vi kan støtte os til.

For det gælder om at prioritere tid og energi med omhu, og selvom det er vanvittigt hårdt for min mor at skulle gøre, er hun blevet dygtig til det. Det er ikke alt, hun kan være med til, selvom hun gerne vil, og det tager lang tid at acceptere, at det ikke længere er, som det har været.

Engang havde vi et lamineret stykke papir med ”7 korte om hjerneskade” hængende derhjemme. Et af punkterne fortæller, at den ramte skal forme en ny identitet. Det er noget, hun har kæmpet en del med. Noget hun stadig kæmper med. Men hun tager det, bid for bid. Lærer at være en stærk og frisk person fuld af liv på nye måder. Hun skaber nye drømme og mål, som kan opfyldes på hjerneskadens betingelser.

Hun arbejder på flexjob med et arbejde, som hun glad fortæller historier om derhjemme, hun strikker, går ture og fylder haven med massevis af planter, og så vælger hun at ofre en stor del af sin tid og sit overskud på familien. Det, at hun midt i denne lange hårde kamp, der bare bliver ved, alligevel kan opfylde morrollen og få opbygget en form for stabilitet og normalitet i hverdagen, er helt utroligt.

Min far står altid klar lige ved siden af hende til at tage hende med ud på en lille gåtur væk fra virkeligheden, gribe en vase, der stod i den blinde side, eller trøste, når det er rummet, der handler om at græde, der fylder mest. Som deres 16-årige datter kan jeg ikke andet end at være stolt af, hvor godt de klarer sig sammen. For vi har det godt.

Vi finder glæder i mindre ting og nyder hinandens selskab. Og de er ydmyge og stilfærdige omkring det. De går ikke og fortæller med store ord, hvor gode de er til at håndtere situationen. Så det vil jeg gerne tillade mig at flage bare lidt med for dem.