Min morfar hjalp Emil Nolde med at få en arierattest

Den tyske kunstner Emil Nolde stammede fra Burkal Sogn, hvor Martin Schwarz var sognepræst. De to korresponderede om Noldes arierattest. Nolde har næppe været uenig i nødvendigheden, da han var nazist og antisemit, skriver Martin Schwarz Lausten

Martin Schwarz Lausten. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen
Martin Schwarz Lausten. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Kort efter magtovertagelsen udstedte Hitler-styret den såkaldte arierlovgivning. Det var en konsekvens af ideologien om den germanske races overhøjhed over alle andre og påstanden om, at jøder fordærvede denne races renhed. Derfor skulle de simpelthen fjernes fra den germanske stat, Tyskland.

Alle i fremtrædende offentlige stillinger skulle bevise, at de var af ren ”arisk” afstamning, og at man ikke havde jøder blandt sine stamfædre eller stammødre. Man skulle fremvise de relevante attester for sig selv, for forældrene og for de fire bedsteforældre.

Kravet om arierattester var et af de stærkeste midler, som Hitler-regimet iværksatte for at udskille mennesker af jødisk slægt eller tilhørsforhold fra det tyske, ”ariske”. Det blev et effektivt våben til at fjerne jøder eller mennesker med jødisk familiebaggrund fra alle offentlige stillinger, fra arbejde inden for retslivet, sundhedsvæsenet, kunsten, litteraturen og andet.

For at kunne finde oplysningerne var det nødvendigt at fremlægge dåbs- eller vielsesattester og udarbejde en slægtstavle. Kun kirkernes præster og offentlige arkiver kunne levere de nødvendige oplysninger fra kirkebøgerne. Man antager, at allerede i sommeren 1933 havde to millioner mennesker søgt efter beviser på, at de var af arisk afstamning.

Det gav især sognepræst Martin Schwarz – min morfar – i grænsesognet Burkal, cirka 15 kilometer øst for Tønder, og nabosognene meget at bestille. Rundtomkring i Tyskland sad der mennesker, som enten selv eller gennem forældre og bedsteforældre stammede fra dette sogn.

Af hans journal fra årene 1933 til 1939 fremgår, at Schwarz fik henvendelser fra mindst 42 forskellige personer, som bad om de relevante udskrifter af kirkebøgerne. Hver gang bemærkede han kortfattet, at henvendelsen angik ”Oplysning ang. Slægtning”, eller ”Ang. Arisk Afstamning”, eller ”Oplysninger ang. Slægten (Arierloven i Tyskland)”.

Kunstner Emil Nolde hed oprindelig Emil Hansen og stammede fra landsbyen Nolde i Burkal Sogn. Til udarbejdelsen af en arierattest havde han brug for oplysninger fra sognets kirkebøger. Her rykker Martin Schwarz ind på scenen, sognepræst i Burkal fra 1916 til pensioneringen i 1940.

Nolde og han kendte naturligvis hinanden. En af Schwarz’ sønner kunne huske, at Nolde af og til aflagde besøg i præstegården, hvor præsten og kunstneren nok har ført dybsindige samtaler både om lokale forhold og om højere materier. Det kan dog kun have været i Schwarz’ tidlige præsteår.

I sin journal noterede Schwarz den 25. december 1936, at han havde modtaget et brev fra dr. Emil Nolde, Berlin Charlottenburg, Bayernalle 10. Det angik ”Oplysning ang. Noldes Forfædre”.

I sit svar havde han meddelt Nolde, at ”Sønderjydsk Arkiv giver nøjere Oplysning ang. Slægten”. Kirkebøgerne i Burkal Præstegård gik ikke tilbage helt til 1700-tallet, som var nødvendigt her. Nolde bad nu sin svoger dommer H.K. Vilstrup om at hjælpe.

Ved sagen ligger et brev fra ham til landsarkivet, hvor han blandt andet skriver: ”Min Søster Ada er gift med Maleren Emil Hansen (Nolde). De lever i Berlin. De tyske Myndigheder har for nogen Tid siden krævet Arierattester for dem. Saadanne er tilvejebragte for min Søsters Vedkommende, mens en Dokumentation, som er tilfredsstillende for de tyske Autoriteter, endnu ikke foreligger for min Svoger.”

Han nævnte de bestemte personer, hvis data skulle dokumenteres, det vil sige, det skulle bevises, at de var kristne. Dommeren var i tvivl om, hvorvidt landsarkivet overhovedet foretog den slags undersøgelser. Hvis det ikke var tilfældet, ville han gerne personligt gennemse de relevante kirkebøger. Han lovede at betale, hvad det kostede, og sluttede brevet med en henvisning til, at sagen hastede, og derfor ”vilde jeg være taknemlig for Svar snarest belejligt”.

Landsarkivet sendte de ønskede oplysninger, beklagede ventetiden, men undskyldte sig med, at de overvældedes med forespørgsler af samme art fra Tyskland, så de havde svært ved blot nogenlunde at følge med.

EMIL NOLDE HAR SÅLEDES FÅET de nødvendige oplysninger, så han kunne erhverve sig en arierattest. Men bortset fra, at det måske har irriteret ham at skrive frem og tilbage, har han næppe været uenig i nødvendigheden, overbevist nazist og antisemit, som han var.

Det sønderjyske nazistparti NSAN var blevet stiftet netop i Burkal Sogn, og Nolde meldte sig straks ind (den 15. september 1934). En af stifterne var i øvrigt degnen Jacob Hansen. Da sognepræst Schwarz var stærk modstander af nazismen – Hitler var Antikrists forløber, mente han – har degnen og han sikkert ofte haft meningsudvekslinger med store bogstaver.

Noldes iver efter at få arierattesten skal også ses på baggrund af den krise, som han befandt sig i. Netop i 1936-1937 foregik der en heftig debat i Hitler-styrets top om ham og hans kunst. Propagandaminister Goebbels havde først støttet Nolde og hans kunst, men den indflydelsesrige ideolog Alfred Rosenberg var modstander.

Da Hitler var enig med ham, rettede Goebbels ind og begyndte nu at forfølge denne moderne kunst. I oktober 1936 blev den udstilling i Berlin, hvor Nolde var repræsenteret, lukket. I juli 1937, kun tre måneder efter, at Vilstrup i Haderslev rykkede landsarkivet for oplysninger, åbnedes i München udstillingen ”Entartete Kunst”, hvor Noldes kunst blev stemplet som ”entartet”, det vil sige degenereret, uantagelig. Den offentlige stigmatisering af Nolde fulgtes som bekendt op af et maleforbud i 1941.

NOLDES FREMSKAFFELSE af en arierattest, som beviste, at der intet jødisk blod var i hans slægt, kunne han bruge over for Hitler og hans folk netop nu, da de angreb ham og hans kunst.

I breve og notater fra disse år til Goebbels og andre betonede han sit faste nazistiske standpunkt og sit jødehad. Men det var forgæves.

Årsagerne til dette paradoksale forhold har man diskuteret meget. Var Nolde politisk naiv? Eller var han en ren og skær opportunist? Højskoleforstander Niels Bøgh Andersen, Jaruplund, som kendte parret, fortæller om en forbløffende og paradoksal reaktion fra Ada Noldes side, da han over for hende havde beklaget den offentlige forkastelse af Noldes kunst. ”Det er alt sammen jødernes skyld!”, havde hun svaret.

I den omfangsrige litteratur om Nolde synes denne sag ikke at have været omtalt. På min forespørgsel har Nolde-Stiftung oplyst, at den ikke har kendskab til denne arierattest, ligesom brevene, der blev vekslet mellem Schwarz og Nolde om dette, ikke er bevaret der.

Et helt andet spørgsmål er det klassiske: Skal man i vurderingen af en kunstners værk inddrage hans personlige politiske eller religiøse forhold? Men det hører hjemme i anden sammenhæng.