Forfatter: Min morfar var sådan en, alle børn burde have

”Man skal gøre sig umage,” sagde min morfar. ”Med det hele,” fortsatte han. Man skal gøre sig umage med sit liv. Jeg havde en fornemmelse af, hvad min morfar mente, skriver Nis Boesdal i den næstsidste af årets vinderkronikker

Min morfar lagde aldrig vægt på det samme som de andre voksne. Han bad ikke om at se min karakterbog. Han spurgte ikke, om jeg havde en kæreste, eller om det gik godt i skolen, skriver forfatter og tidligere radiovært Nis Boesdal i kronikken.
Min morfar lagde aldrig vægt på det samme som de andre voksne. Han bad ikke om at se min karakterbog. Han spurgte ikke, om jeg havde en kæreste, eller om det gik godt i skolen, skriver forfatter og tidligere radiovært Nis Boesdal i kronikken.

Morfar ringede kort på døren tidligt om morgenen, da jeg var hjemme på ferie fra kostskolen. Jeg vidste, han kom, og jeg havde sovet meget let. Da jeg åbnede døren, stod han under den blege pære ude i opgangen og smilede.

Med det hele på, morfar gik aldrig ned på udstyr. Regnfrakke med knapper og lynlås, også på klare sommerdage, striktrøje og vest, grønne jagtbukser og forede termostøvler.

På ryggen hang fiskestængerne sammen med røgeovnen, og fra hans brede bælte dinglede fangstkroge og net i forskellige størrelser. Mellem støvlerne stod hans taske med blink, spinnere, kroge, blylodder, propper, knive, slibesten, sandpapir, hammer, madpakker, termokande, øl, servietter og oplukker. De nødvendige småting havde han i lommerne.

Jeg havde også pakket aftenen i forvejen, så vi kom hurtigt af sted.

Som pensionist havde morfar besluttet sig for at anskaffe en Velo Solex, en cykel med hjælpemotor. Og da han nu var med motor, var det ham, der kørte forrest. Jeg stred mig op ad bakkerne på en lille drengecykel.

Som regel havde vi en længere kø af lastvogne efter os, når vi knoklede derudad.

Morfar kørte altid midt på vejen, aldrig ude i højre side. Han havde nok ikke altid betalt sin skat til tiden, men næsten da, og når han nu endelig havde fået motorkøretøj, så ville han også have noget glæde af al den asfalt, de havde lagt for hans penge.

”Trækker man først ud til siden, risikerer man nemt at blive skubbet resten af vejen ned i grøften,” sagde han.

Morfar kørte forrest, og morfar gik forrest ned langs åen, fordi han helst ville møde den helt frisk, og fordi han fiskede med flue. Jeg var stadig i ormealderen. Det var kun, når vi spiste frokost, jeg så hans ansigt, ellers var jeg hele tiden bagved ham.

Han gik meget forsigtigt, ikke alt for tæt på brinkerne, med stangen højt hævet over buske og siv. Til hverdag var han tung og besværet, men når han fik en fiskestang i hænderne og kom i nærheden af en å, skete der en forunderlig forvandling med ham. Det var, som om han var født til at bevæge sig rundt ude i naturen. Der gik ballet i den. Og når der gør det, kan man sagtens kravle over elektriske hegn og danse uden om vandhuller, selvom man er pensioneret skolelærer fra Sydsjælland og er begyndt at spare op til 70-årsdagen.

Det gjorde stort indtryk på mig, at han kunne være så lydløs. Han slæbte rundt på alt sit grej hele dagen, men jeg måtte hele tiden holde øje med ham, jeg kunne ikke høre, hvor han var.

Og han kastede aldrig skygge ud over åen. Det var den største synd af alle. Fik man først fortalt bækørrederne, at man var der, kunne man godt pakke sammen og køre hjem. Eller fortsætte og kun fange regnbueørreder, det var endnu mere ydmygende. De var sluppet ud fra et dambrug og ikke værd at hverken fange eller spise.

Jeg kiggede op.

”Viben skriger en cirkel sort/ skriger en kurve hvid/ i luften,” skrev Gustaf Munch-Petersen i ”Nitten Digte”, der lå under min hovedpude i sovesalen på kostskolen. Og viben skreg mange hvide cirkler på himlen den formiddag, hvor solen skinnede ubarmhjertigt, mens vi sad i en tot lyng med termokaffen.

Men når vi fiskede, holdt vi ikke af solen, vandet i åen blev for klart, og fiskene blev sky. Mens vi drak kaffen, fortalte morfar historien om Jesus, der gik om bord i en båd sammen med sine disciple. Han lagde sig til at sove, men da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden næsten skjultes af bølgerne. Disciplene vækkede Jesus og sagde: ”Herre, frels os! Vi går under!”. Men Jesus sagde til dem:

”Hvorfor er I bange, I lidettroende?”.

Og da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille.

Morfar tørrede sig om munden.

”Ja, man kan da altid prøve,” mumlede han og rejste sig op.

Og han nøjedes ikke, som jeg forestillede mig Jesus gøre det, med kun at bruge den ene hånd. Han smed sit krus i sivene og løftede begge knyttede næver højt over hovedet og truede ad solen.

Jeg ved ikke, om han havde læst en eller anden lokal vejrudsigt, men en halv time senere samlede lammeskyerne sig over os, og midt på eftermiddagen landede han sin første bækørred. Jeg fyrede op i røgeovnen, mens den smukke fisk udåndede i en fugtig tue af mørkegrøn mos.

Morfar sleb sin lommekniv på den medbragte slibesten.

Så åbnede han bugen på ørreden med en langt, lige snit.

”Man skal gøre sig umage,” sagde han.

”Ja,” mumlede jeg.

”Med det hele,” fortsatte han og skyllede fisken. Man skal gøre sig umage med sit liv.

Jeg havde en fornemmelse af, hvad han mente.

Han lagde aldrig vægt på det samme som de andre voksne. Han bad ikke om at se min karakterbog. Han spurgte ikke, om jeg havde en kæreste, eller om det gik godt i skolen. Han havde aldrig interesseret sig for, hvad jeg ville, når jeg var færdig med min eksamen.

Men han havde en urokkelig tro på, at det gode liv bygges op af snørebånd, der holder, og fiskeliner, der ikke knækker i det afgørende øjeblik. Knallerter, der ikke løber tør for benzin. Spillekort, der ligger på deres plads i skuffen, så man ikke skal lede efter dem. Regnorm af god kvalitet, der medbringes i en tobaksdåse, der er foret med rigelige græstotter. Uanset hvor stor en katedral, man bygger, så er det kvaliteten af den enkelte mursten, der er afgørende.

Og når man har fanget en stor bækørred, så skal der enebærkviste i savsmulden på bunden af ovnen, og de tallerkener, man spiser af, skal være skræppeblade så store som i et eventyr.

Morfar pillede omhyggeligt den nyrøgede ørred fra hinanden og lagde stykkerne pænt til rette i rillerne på skræppebladene. Så sad vi der over for hinanden under lammeskyerne med det dampende, grønne bord imellem os, og lige før vi begyndte, stak han en hånd ind i inderlommen og fiskede lommelærken frem. Skygger af skønhed kommer og går. Tak, C.V. Jørgensen.

Der var to låg på lommelærken. Han skænkede op og rakte mig det lille.

Jeg gøs – og jeg elskede det. Brændevinen sved som ild ned gennem halsen, men det faldt mig aldrig ind, at jeg kunne have sagt nej. Det var en del af den grænseløse glæde ved at sidde i engen sammen med ham.

”Åh ja, det var sådan, man skulle dø engang... Med den gode smag i munden...”

Han forærede mig lommekniven og lagde sig tilbage i det høje græs.

Da jeg faldt i søvn den aften, lå mine hemmeligheder under hovedpuden i sovesalen på kostskolen: en lommelygte, John Clelands ”Fanny Hill”, lommekniven fra morfar og Gustaf Munch-Petersens ”Nitten Digte”.

Jeg drømte om min morfar. Alle børn burde have en.